Aber kan bruge redskaber, ligesom mennesker kan bruge redskaber.

Aber har kultur, ligesom mennesket har det. Der kan være for eksempel være store adfærdsforskelle mellem chimpansegrupper ligesom hos mennesker.

Alligevel insisterer vi på, at der er en forskel mellem abe og menneske – men hvor går grænsen?

Det spørgsmål dannede rammen for første artikel i denne serie om menneskets teknologiske udvikling, hvor jeg kiggede på vores abeforfædres redskabsbrug – og fremstilling.

Nu er det tid til at kigge på den ’menneskelige’ side af ligningen: Hvad ved vi egentlig om vores tidligste redskabsfremstilling, som fandt sted i den mystiske Lomekwi-kultur?

De første stenredskaber fremstilles

Den ældst kendte sten-redskabsfremstilling blev fundet i 2011-12 i Turkana-området i Kenya.

Man fandt nogle ret store sten, som havde fungeret som ambolte til at ’arbejde’ på. Man fandt også sten, såkaldte kernesten, som der tydeligvis var slået flækker af. Disse afslag havde en skarp kant, der kunne bruges til at skære med.

Det, at afslagene var flækket fra kernestenene, viste, at en ’menneskelig’ intention og aktivitet lå bag.

Der kunne ikke være tale om resultatet af en naturlig proces, idet disse flækker havde de træk, der kendetegner bevidste afslag.

Det var heller ikke en aktivitet, nulevende aber ville kunne udføre. De sten, der var slået flækker af, var så store, at det har krævet to hænder at holde dem eller en hånd til at holde dem mod amboltstenene.

Generelt har man tænkt, at flækkerne blev brugt til at skære kød fra knogler, mens kernestenen, den man slog flækkerne af, blev brugt til at knuse knoglerne, så man kunne få fat i marven.

Man fandt dog ikke tegn på, at de havde været brugt til at skære kød af de knogler fra samtidige dyr, man fandt i området. 

Ej heller fandt man spor efter de samtidige abeforfædre Australopithecus afarensis (som den berømte 'Lucy', du kan se på billedet herunder) eller de Kenyanthropus platyops, der kunne være dem, der havde tilvirket redskaberne.

På baggrund af deres kundskaber er det helt sikkert, at disse redskaber må være lavet af et væsen, der skal kategoriseres som hominin eller abeforfader (se faktaboks længere nede).

Sådan menes den berømte Australopithecus (sydabe) Lucy at have set ud. I Etiopien i 1974 fandt palæoantropologen Donald Johanson Lucys cirka 3,2 millioner år gamle knogler. (Foto: Carlos Lorenzo/CC BY-NC-ND 2.0)

Et væld af teknikker

Senere er der gjort yderligere fund af stenredskaber fra Lomekwi-kulturen, og eksperimenter har vist, at flækning af stenene var sket på flere forskellige måder, eksempelvis ved at slå kernestenen mod en anden eller slå på kernestenen med en anden såkaldt hammersten.  

Det særligt menneskelige er imidlertid, at der skabes afslag eller flækker til videre brug. Der produceres med andre ord redskaber.

Den mystiske Lomekwi-kultur

Hvad de redskaber så er blevet brugt til, ved vi til gengæld ikke.

De sten, man har fundet fra Lomekwi-kulturen, stammer fra det samme sted, som Lomekwi-kulturen menes at have levet. Derfor er det ikke muligt at påvise, at stenene – og typen af sten – er bevidst udvalgt på baggrund af stenenes egenskaber.  

Derudover synes slagene mange gange at være mislykkedes, så de har ikke haft noget dybt kendskab til stenenes struktur, eller hvor det var bedst at ramme, ligesom de måske heller ikke har haft en motorik, der muliggjorde præcise slag.

Desuden var Turkana-området i Kenya på daværende tidspunkt mere skov end savanne. Derfor kan afslagene eller flækkerne, der er relativt store, ud over at være brugt til at skære kød fra knogler og åbne nødder og knolde med også have været brugt til at flække rådne træstammer for at få fat i insekter eller lignende.

Skæremærker, bidemærker eller simpelt slid?

Forskere har i Dikika-området i Etiopien fundet en 3,4 millioner år gammel knogle, altså en knogle fra samme tid som Lomekwi-kulturen.

Den har tydelige mærker, som nogle tolker som skæremærker, andre som slid fra dyr, der har trådt på knoglen, og andre igen som spor efter krokodilletænder.

Der er ikke fundet redskaber i forbindelse med denne knogle og ej heller i forbindelse med Australopithecus Afarensis, de abeforfædre i lighed med den berømte Lucy, der dengang levede i dette område.

Den form for redskabstilvirkning, man har fundet i Lomekwi, ligger over, hvad kendte aber evner.

Det kan være udviklet fra brug af sten til at knække nødder eller lignende, men der mangler stadig fund, der kan vise forbindelsen til abernes redskabsbrug i den ene ende og til den 700.000 år yngre og langt mere forfinede Olduvan-kultur i den anden.

Dybere kendskab til Lomekwi-kulturen er sandsynligvis nøglen til at forstå forbindelsen mellem aber og mennesker bedre i fremtiden.

Men for nu, hvor vi ikke har gjort flere fund, må den mystiske Lomekwi-kultur altså forblive mystisk.

Derfor lader jeg Lomekwi-kulturen stå hen i halvmørke og rykker videre til Olduvan-kulturen, menneskets første kultur.

Det er nemlig emnet for næste artikel i serien.

Allerede her ser vi en afgørende udvikling i forhold til aberne. Og så møder vi for første gang Homo-slægten – vore mest sikre direkte forfædre.