Fra aber til mennesker: Sprog ændrede livets forudsætninger på Jorden

Hvorfor kan man blive ved med at genfortælle menneskets udvikling? Det er der to gode årsager til.

Den første er, at der hele tiden kommer ny viden. Dels fra nye fund, og dels fra nye metoder, der henter nye informationer ud af både nye og gamle fund.

Den anden årsag er, at hvad der forekommer at være relevant viden om udviklingen, hele tiden ændrer sig. Man kan sige, at i og med ændringerne i tidsånden, må fortolkningerne af de givne data også ændre sig for at forblive relevante.

Tænk bare på, at for 50 år siden mente forskere, at menneskets udvikling skyldtes mændene, som på grund af deres større hjernerumfang var mere intelligente end kvinderne.

Mændene udviklede sig, da det primært var dem, der blev udfordret i eksistenskampen, mens kvinderne bare samlede ind og passede børn og gamle.

Opfattelsen var, at kvindernes udvikling primært skyldtes den tvekønnede formering, og deres væsentligste indsats var at vælge de mænd som fædre til deres børn, der var mest sociale. Forskeres syn på sagen har dog ændret sig siden.

For 15-20 år siden så man udviklingen som stammer eller racer, der udviklede sig til stadig højere trin eller uddøde. En af stammerne, Homo sapiens, havde til sidst ført udviklingen i mål og overlegent udryddet alle de andre, herunder ikke mindst neandertalerne.

Min bog, Fra aber til mennesker, tager udgangspunkt i de seneste års forskning som datagrundlag og ser udviklingen som effekt af et globalt netværk, hvori gener og senere kultur er blevet udvekslet.

Genetisk forskning har bidraget til ny teori

Det er især den genetiske forskning og forskningen i isotoper, der har medført afgørende nyt. Tænk bare på opdagelsen af, at vi har neandertalere blandt vore forfædre og gener fra dem i vort DNA.

Netværksteori synes at være det helt store paradigme efter årtusindskiftet, hvor de enkelte elementer ses som aktive led i interaktion med omgivelserne.

I palæoantropologien – altså forskning i menneskets oprindelse – betyder det, at menneskeformerne ikke ses som isolerede enheder, men som aktive parter i den globale udvikling af homininerne (nogle gange kaldet abemenneskene, men det omfatter også Homo sapiens).

Dette er blandt andet forklaringen på, at alle mennesker i dag tilhører samme art. Det vil sige, at vi alle kan få avledygtigt afkom med hinanden.

Og dette på trods af, at forskellige fortidsmennesker som neandertalere, denisovaer (den asiatiske gren af neandertaleren), måske erectusser og andre på forskellig måde har bidraget til nulevende menneskers DNA.

Håndens udvikling

Hvor skal man begynde historien om menneskets tilblivelse?

Der er jo utallige muligheder. Jeg har valgt at begynde med udviklingen af det, der er blevet til hånden. På et tidspunkt for måske 25 millioner år siden udviklede der sig en funktionsforskel på for- og bagben hos det, der blev til aberne og senere os. Det synes at være sket i Europa.

Dette var ikke unikt. Egernet, odderen, kænguruen og andre dyr har haft en tilsvarende udvikling.

For abens vedkommende har det måske betydet, at den kunne få fat i frugterne på de yderste grene, idet den havde tre lemmer til at holde fast med og en til at gribe frugten.

Ned på jorden

Det næste store skridt i udviklingen må siges at være tilpasning til et liv på jorden, altså udvikling af benene og kroppen, herunder ikke mindst bækkenet, til den oprejste gang.

Modne frugter falder ned på jorden, og måske har det lokket aberne fra toppen ned på jorden for at samle dem, på trods af at de her var udsat for farlige rovdyr.

En større tilvænning til at udnytte ressourcerne på jorden synes at være sket i Øst- og Centralafrika før adskillelsen af den linje, der førte til henholdsvis chimpanserne og os. Denne adskillelse skete for cirka 7-8 millioner år siden.

Over nogle millioner år har nogle af disse væsner – ardipithecuser og australopithecuser – tilpasset sig mere og mere til delvis oprejst stilling og evnen til at gå. Den delvist oprejste gang forklares ofte ved den udtørring af Afrika, der skete, og som førte til et savannelandskab, hvor der var afstand mellem træerne.

Disse væsner bevarede deres abeagtige overkrop, mens underkroppen mere og mere udviklede anvendelige ben. De sov, samlede føde og søgte ly i træerne, mens de på jorden fik adgang til kød i form af ådsler. Og så spredte de sig til det sydlige Afrika.

Dette var ikke en ensrettet proces. Nogle er formentlig vendt tilbage til træerne, andre har udviklet større færdigheder på jorden.

Kurs mod mennesket

Blandt disse grupper har der været mange forskellige udviklinger, og nogle af dem gjorde måske en stor opdagelse.

Som man har set det hos chimpanser, formodes disse tidlige homininer at have brugt sten til at knække nødder.

Men til forskel fra chimpansen har nogle homininer fundet ud af, at de afslag, der kom fra stenene, kunne bruges til at skære med, måske kød fra ådsler, måske planter der var særligt vanskelige at ’høste’.

Da man for godt 3 millioner år siden begynder at fremstille disse skæreredskaber, begynder menneskets redskabskultur, den såkaldte Oldowan-kultur.

Men det var ikke nødvendigvis en fordel for alle, da de ikke har kunnet slæbe stenredskaberne med sig, når de bevægede sig gennem træerne. Udviklingen går ikke kun en vej.

Indtil nu er homininerne ådselædere blandt andre, men det ændrer sig for måske to millioner år siden, da homininerne spreder sig ud over det afrikanske område.

Homo erectus må betragtes som den første art, der helt er tilpasset til og udelukkende lever på jorden. Og den må have haft udve og evne til at leve i nye omgivelser med nye krav til overlevelse. Den spredte sig til Europa og Asien og levede i over 1,5 millioner år.

Med erectus sker der en udvikling af redskaberne, så den måske har jaget og ikke måttet lade sig nøje med ådsler. Dens hjernerumfang vokser, måske på grund af forøget kødspisning.

Som noget helt nyt synes den ud over at bruge de sten, som den har hakket flækker af, også at opdage, at de kernesten, flækkerne er hugget af, kan bruges som kiler eller økser.

Ånden vågner

Overgangen til bevidst at producere en økse, som måske skete fra 1,6 millioner år siden, er revolutionerende.

Med produktion af økser laver homininer med hånden noget, de har som billede for det indre blik. Tilfældighederne i skabelsen af redskaber erstattes af en mere bevidst produktion.

For 5-600.000 år siden sker der yderligere en revolution, der skal blive helt afgørende for udviklingen af mennesket: Homo erectus begynder at lave symmetriske økser. Siderne var ikke bare hugget tilfældigt, men formet så øksens sider var afrundede på samme måde som siderne på nutidens økser.

Når det er så revolutionerende, skyldes det, at det ikke har noget med øksens funktion at gøre. Det må tydes som en form for æstetisk sans, altså reference til noget abstrakt.

Dette synes at være første gang, vi i vores udvikling løfter os over det rent dyriske, og her begynder det, der er bogens undertitel: Skabelsen af intelligens som naturkraft.

Det var ikke kun æstetik, der nu antydede en ny revolution. Ilden blev tæmmet, og efterhånden kom der redskaber som lanser, der gjorde homininerne til rovdyr.

Redskaberne blev forfinede og tilpasset forskellige opgaver, og redskaber bestående af flere dele opstod som spyd med stenspids og langt senere bue og pil.

Med neandertalere, denisovaer og tidlige sapienser bliver homininerne toprovdyr, der var i stand til at nedlægge ikke bare de store, men også de farlige dyr.

Abstrakt kommunikation opstår

Det helt store spring skete for cirka 100.000 år siden, da homininerne blev i stand til at kommunikere abstrakt ved at tale om noget, der ikke umiddelbart er til stede. For eksempel hvad man lavede i går, skal lave i morgen eller fortælle historier og eventyr.

Det vil sige: Homininer begyndte at udveksle informationer om fortid, fremtid, guder, begivenheder og følelser til forskel fra det at kommunikere med signaler som dyrene gør, eksempelvis ved at signalere at der er fare på færde, at de ønsker sex, mad eller beskyttelse.

Her er grundlaget for intelligensens udfoldelse og erfaringernes akkumulation og udbredelse. Denne udvikling skete hos Homo sapiens, men stadig mere tyder på, at den også skete hos neandertalerne og denisovaerne.

Indtil for 10 år siden betragtede man dem som dumme, men siden de er blevet gamle slægtninge, er opfattelsen af deres intelligensniveau steget enormt.

Neandertalerne og denisovaerne forsvandt for cirka 40.000 år siden – måske fordi de smeltede sammen med de moderne mennesker, der kom fra Afrika og blev vore forfædre. Måske blev de elsket ihjel og ikke, som man længe har ment, dræbt af brutale sapienser.

Dette baserer jeg bandt andet på, at man ikke har fundet tegn på nogen systematisk nedslagtning af hverken neandertalere eller denisovaer fra den periode, hvor de levede sammen med Homo sapiens.

Farvede skaller, senere hulemalerier og endelig for cirka 50.000 år siden udskårne figurer viser, at abstrakt kommunikation har fundet sted. Det viser, at sapiensere, neandertalere og denisovaer havde udviklet en helt ny evne, som ikke fandtes noget andet sted i naturen.

Sprog førte til yderligere teknologisk udvikling, som kulminerede med agerbrug, tamdyravl, metallurgi og andet. Men endnu en afgørende revolution ventede.

Skriften og trykkekunsten

For 5-6.000 år siden lykkedes det at printe tale i faste materialer. Skriften gjorde kommunikation uafhængig af tid og afstand.

Tidligere skulle kommunikation ske ved tale, enten direkte til lytteren eller via ’talsmænd’, der rejste til et fjernere sted og gentog den tale, der skulle formidles. Skrifter kunne mangfoldiggøres ved afskrifter og bevares gennem årtusinder.

Det helt store gennembrud kom med trykkekunsten og senere moderne medier, hvor menneskers tanker kunne gøres globalt tilgængelige.

Intelligens, en ny naturkraft

Det er min påstand i bogen, at med evnen til abstrakt kommunikation opstår også behovet for mening.

Liv og død skal have en forklaring, for nu erfarer man og tænker over for eksempel tider, hvor nu afdøde bekendte levede. Eller man søger en mening med den variation eller de fænomener i naturen, man oplever.

Intelligens – forstået som evnen til symbolsk eller abstrakt kommunikation – har gjort det muligt at samle utallige menneskers erfaringer. På den måde er vi blevet i stand til at forme naturen efter vore egne behov.

Man kan næsten tænke det på den måde, at naturen har udviklet en ny kraft, der kan blive dominerende over de andre fire – tyngdekraften, den stærke og svage kernekraft og den elektromagnetiske kraft – fordi den kan gennemskue og bruge dem i sin tjeneste.

Med andre ord kan vi bruge vores intelligens til at udvikle teknologi, der arbejder for os.