Vores moderne industrikultur har varet i cirka 200 år, vores agerbrugskultur omtrent 12.000 år og det moderne menneske har eksisteret i 2-300.000 år.

Olduvan-kulturen, som længe blev betragtet som den første menneskelige kultur, opstod formentlig i Østafrika og varede cirka en million år for mellem 2,6 og 1,7 millioner år siden. Nogle steder fortsatte den frem til for 300.000 år siden som hos Xujiayao-mennesket fra Kina.

I den periode fandt en teknologisk revolution sted: Lige fra begyndelsen brugte man nemlig stenafslag eller -flækker til at skære med, og dermed fik man langt lettere adgang til kød. Det satte gang i en voldsom udvikling af mennesket.

Det er denne udvikling, vi skal blive klogere på i dette tredje afsnit af min serie om den teknologiske udvikling fra abe til menneske.  

Kødets enorme potentiale

Sten-skæreredskaberne gav nemlig adgang til kød – og det er der to fordele ved.

Der er så meget energi koncentreret i kød, at det kan betale sig at transportere det over større afstande. Kødet kan med jægeren komme til gruppens øvrige medlemmer.

I modsætning hertil vil indtagelse af planter kræve, at disse tidlige mennesker, ligesom nutidens aber, kommer til planterne.

Kød betød også en langt bedre ernæring. Det medførte, at noget af den energi, man som vegetarer i lighed med chimpanserne havde brugt på tarmen, nu kunne bruges til noget andet – først og fremmest: hjernens vækst.

Olduvan-teknologien gav langt bedre adgang til kød og satte gang i forøgelsen af hjernens rumfang. Den blev større, men ikke meget klogere.

Sådan synes det i det mindste ud fra de fund, man har gjort.

Det kvalitative spring kom først med den efterfølgende Acheuléen-kultur og Homo erectus/ergaster for cirka 1,7 millioner år siden (se første artikel i serien for en oversigt over de forskellige typer menneske – og abetyper).

Den kultur skal vi se på i næste artikel i serien, men først skal vi se på den million år, hvor Olduvan-kulturen gik sin sejrsgang på Jorden.

En teknologisk revolution og så … stilstand

De ældste fund af Olduvan-kultur er 2,6 millioner år gamle og stammer fra Gona og Ledi-Geraru i Etiopien.

De er så teknologisk avancerede, at det er et problem, at man ikke har spor af tidligere former, der kan vise udviklingen tilbage til Lomekwi-kulturen 700.000 år tidligere.

Det ville være underligt, hvis så avancerede sten-flækketeknikker som Olduvan-kulturens skulle kunne opstå ud af det blå – for så at forblive stort set uændrede i én million år.

Natur, kultur eller en kombination?

Den tidlige og hurtige store spredning af Olduvan-kulturen over Afrika, Asien og Europa rejser spørgsmålet, om udviklingen af Olduvan-kulturen skyldes homininernes biologi ligesom bæverens dæmninger og solsortens sang, eller om den er et kulturelt eller intellektuelt produkt – eller en kombination?

Er det bestemte forhold i omgivelserne, der rundtom i verden ’automatisk’ affødte den nye stenflække-teknik? Og spredte teknikken sig herefter til de andre grupper?

Eller er det i stedet en konsekvens af brug af sten til at knuse ben og andet med, sådan som det kendes fra nutidens aber, men med den tilføjelse, at disse tidlige homininer til forskel fra aberne var i stand til indse anvendeligheden af de afslag, der tilfældigt faldt af, til at skære i kød, planter eller træ?

Og har man derefter direkte produceret disse afslag bevidst?

Ensartetheden af stenafslagene og flækkerne – med små variationer, der kan tilskrives de forskellige områders ressourcer – tyder på en højere intelligens.

Andre forskelle som for eksempel tilsyneladende bevidste valg af sten ud fra en eller anden ekspertise tyder på, at der også ligger refleksion bag.

Men der er også den mulighed, at det var en teknologi, der fra Østafrika spredte sig lynhurtigt ud over verden.  

Det er dog vanskeligt at tro, at de spredte grupper af homininer havde så tæt kontakt med hinanden fra Østafrika til Indien, Kina og Syditalien.

Hvordan opstod Olduvan-kulturen?

Olduvan-kulturen forbindes primært med Homo habilis og tidlig Homo erectus/ergaster, men i løbet af den million år, Olduvan-kulturen var nærmest eneherskende, kan den også være blevet praktiseret af Australopithecus og Paranthropus – altså abemennesker (se mere her).

Olduvan-kulturens redskaber er langt mindre grove end Lomekwi-kulturens, måske fordi der i perioden mellem de to kulturer er sket en udvikling af hånden, så tommelfingeren har tilpasset sig redskabsfremstilling frem for klatring.

Det vil sige, at den i stedet for som hos aberne at ligge parallelt med de øvrige fingre kan modstilles disse.

Udviklingen af fleksible tommelfingre synes at være sket for mellem 2,34 millioner og 1,42 millioner år siden.

Jo bedre hånd og tommelfingre, des bedre redskaber kunne der fremstilles.

Nu var det kun evnen til at bruge tommelfingeren, der bestemte, hvor avancerede redskaberne kunne blive.

Olduvan-kulturen synes at være opstået i en periode, hvor græsstepper og store græsædende dyr spredte sig i Afrika. Der blev også for omkring 2 millioner år siden større årstidsforskelle mellem regntid og tørtid, hvad der må have påvirket homininernes liv.

I og med de årlige variationer i udbuddet af ressourcer må der have fundet en hvis planlægning og dermed kollektiv intellektuel aktivitet sted.

Flækketeknologi: hamre, ambolte og skarpe sten

De tidligste redskaber blev fremstillet ved at flække en sten, så de to afslag hver havde en skarp kant.

Lidt senere har man brugt enkelte sten som kernesten, det vil sige sten, man gentagne gange slog flækker eller afslag af.

Kernestenene har også kunnet bruges som hamre og ambolte til at flække stenene med. De er blevet brugt til at flække knogler, så der blev adgang til marven.

Nogle sten er kun brugt til dette, da man kan se, at de ikke er bearbejdede, men har de deraf afledte slidspor.

Nogle af de tidlige fund af sten-skæreredskaber fra huler i Frankrig er illustreret her. (Foto: Shutterstock)

Transporterede sten over store afstande

Indtil for cirka to millioner år siden var de bearbejdede sten fra den nærliggende omegn, men herefter sker der noget.

De anvendte sten bliver nøjere og nøjere udvalgt og transporteres over stadig større afstande – helt op til 15-20 kilometer.

Man må altså have haft erfaringer med de fordele, de forskellige sten som kvarts, basalt, flint, obsidian og kiselskifer gav - og derfor skaffet sig dem fra forskellige steder.

Der er også brugt forskellige flækketeknikker i forhold til de forskellige stenarter. Fund enkelte steder viser også, at de sten, der er blevet hentet fjernest fra, er dem, der er flækket mest materiale af.

Flækkerne har især har været brugt til at skære skindet fra kødet og kødet fra knoglerne på de dyr, man enten har fundet døde eller har nedlagt.

Derudover har flækkerne været brugt til at fælde mindre træer, tilberede skind ved at skrabe dem, bore huller og nedlægge større dyr. Man har også kunnet udnytte ådslerne fra de helt store dyr som giraf, flodhest og elefant, hvad skæremærker på knogler fra disse dyr viser.

Ud over sten synes de for cirka 1,8 millioner år siden i Oldovai-kløften også at have anvendt lårbensknogler fra større pattedyr som redskaber. Disse knogler var blevet bearbejdet på samme måde som sten.

Måske blev disse redskaber fremstillet af nogle tidlige Homo ergaster/erectus og taget i brug, når der var mangel på anvendelige sten. Eller blev de brugt, fordi de var lettere at have med på de lange vandringer.

Eller måske har man oprindeligt, forud for brug af sten, brugt de bensplinter, der opstod ved knusningen af knoglerne, til at skære i kød med.

Hvor dygtige var de?

Der har været en del debat om det at skærpe et afslag ved at bearbejde det på begge sider. Det kaldes også at ’retouchere’ flækkerne.

De fleste har hidtil ment, at Olduvan-kulturens homininer kun kunne finde ud af at lave afslag, men ikke skærpe disse ved yderligere at bearbejde dem.

Ved Kukeselei i Turkana i Kenya har man nu fundet 1,8 millioner år gamle flækker, der er skærpet ved at være blevet bearbejdet på begge sider. Ja, yderligere groft skærpet ved at retouchere den skarpe del af afslaget.

Tilsvarende tegn på retouchering er fundet i de to millioner år gamle afslag fra Oldovai.

Dette har skabt et definitionsproblem, da retouchering tidligere netop var det, man brugte til at adskille Olduvan-kulturen fra den efterfølgende Acheuléen-kultur.

Samme sted har man også fundet de ældste - 1,76 millioner år gamle - spor af Acheuléen-kulturen.

Det kan tyde på, at den tosidede bearbejdning af afslagene er opstået stille og roligt ud fra erfaringer med kernesten, hvorefter man i Acheuléen-kulturen systematisk har haft denne økse- eller kileform som mål for bearbejdningen af stenene.

Kødædere og ådselædere – men også jægere?

Var Olduvan-kulturens homininer jægere eller blot ådselædere? Fik de kun kød ved at tage det, rovdyrene efterlod, eller var de i stand til at jage rovdyrene væk fra deres bytte – eller jagede de sågar selv?

Man har længe vidst, at kød i nogle tilfælde indgik i kosten, idet skæremærker er fundet på op til 2,6 millioner år gamle knogler i Etiopien og 2,4 millioner år gamle knogler i Algeriet.

Men det lader til, at det først er for to millioner år siden, at kød er blevet en mere regelmæssig del af kosten.

Det er vanskeligt ud af de efterladte knogler at afgøre, om disse knogler stammer fra homininer eller rovdyr, idet rovdyr kan have sat deres tandmærker i knoglerne både før og efter, homininerne havde haft fat i dem.

En undersøgelse fra Kanjera i Kenya har vist, at der i nogle to millioner år gamle knogler næsten kun er skæremærker i knogler fra de mest kødfulde områder af nogle mindre kalve. Det er præcis de kødfulde områder, et rovdyr ville æde først.

Dette tyder på, at man allerede på det tidspunkt har fået kød via jagt på mindre dyr.

Dette er så indtil videre det tidligste mere sikre tegn på, at homininerne faktisk aktivt gik på jagt.

Deres foretrukne jagtvåben: løb?

Dog er det et problem, at man ikke kender til jagtvåben fra Olduvan-kulturen.

Sådan noget som spyd kendes først for cirka 500.000 år siden. Men slidspor på Olduvan-redskaber, der viser arbejde i træ, kan være tegn på. at man allerede dengang har fremstillet træredskaber som for eksempel stikspyd.

De daværende homininers arme synes ikke at have været udviklede, så de var i stand til at kaste spyd specielt præcist eller langt. Der er en meget lang udvikling fra arme, der er beregnet til klatring, til arme, der med kraft og præcision kan kaste med spyd, sten eller andet.

Alternativt kan man tænke sig, at de simpelthen har løbet dyrene ned.

Det er mennesket nemlig som skabt til at kunne gøre ved de fleste dyr på grund af udholdenhed og evnen til at svede over hele den pelsløse krop.

Revolutionen af mennesket

Kød som en del af kosten forøgede energiindtaget og kan være med til, som nævnt i indledningen, at forklare et voksende hjernerumfang, fra abemenneskernes cirka 400 kubikcentimeter til Homo habilis’ 600 kubikcentimeter og videre til Homo erectus'/ergasters' 1.000 kubikcentimeter.

Dertil udviklede homininerne en større krop og en kortere tarm, hvad der også frigav energi til hjernen. Dertil fik de også mindre tænder (og dermed snude).

Denne energioptimering skulle først blive yderligere effektiviseret med brugen af ild til at tilberede maden, noget der først blev aktuelt for cirka 400.000 år siden.

Men den store fornyelse i slutningen af Olduvan-kulturen var, at homininerne nu fik evnen til at forestille sig et redskab – og derefter var i stand til skabe det.

Som det vil fremgå af den næste artikel, blev hånd og hjerne nu forbundet på en helt ny måde!