Først ansås neandertalerne som dumme halvaber, men med tiden blev vi klogere
SERIE: Vi har nedgjort dem for selv at fremstå mere særlige. Her er historierne om neandertalerne og deres ry og rygte.
To kranier ligger på et bord

Kan du se forskel? Det forreste kranium er et neandertaler-eksemplar, og det bagerste tilhører Homo Sapiens. (Foto: Shutterstock)

Kan du se forskel? Det forreste kranium er et neandertaler-eksemplar, og det bagerste tilhører Homo Sapiens. (Foto: Shutterstock)

Mennesket er noget helt særligt, et unikum. Vi er radikalt anderledes end vores såkaldte ’fætre og kusiner’, neandertalerne.

Hvor Homo Sapiens er det rationelle menneske, er Homo Neanderthalensis et dumt dyr.

Eller hvad?

Grænsen mellem Homo Sapiens og aber eller andre menneskearter er mildest talt et sprængfarligt emne. For hvad nu, hvis vi ikke er noget særligt?

Moustérien-kulturen, der tog sin begyndelse for cirka 100.00 år siden (som du kan læse meget mere om i foregående afsnit af denne serie) er et godt eksempel på kontroversen.

Kulturen blev forskernes kampplads om forskellen på og adskillelsen af neandertalerne og Homo Sapiens.

Neandertaleren er nemlig den centrale udøver af Moustérien-kulturen, men også de tidlige Homo sapiens havde denne kultur.

Det gjorde – og gør – det vanskeligt at skelne neandertalernes aktiviteter fra Homo Sapiens’.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Kampen om forhistorien var vigtig for vores identitet

Skellet mellem de to menneskearter var helt centralt i forhold til at give Homo Sapiens en særegen og overlegen identitet. Der skulle således gerne være et markant brud mellem neandertaleren, (fordi den er os nærmest), og os selv.

Derfor har der været en lang debat om tilskrivelsen af bestemte fund til den ene eller den anden menneskeart fra årtusinderne frem mod for 40.000 år siden, da en lettere neandertal-blandet Homo Sapiens blev enerådende.

Årsagen er, at det var sjældent at finde både knogler og udtryk for æstetisk sans (det har jeg skrevet om i artiklen her) på samme sted og i samme lag.

Dertil er tidsbestemmelser af fund uhyre vanskelige, idet genstandene kan være flyttet eller gravet ned af senere beboere, ligesom frost eller vand kan være årsag til, at genstande synker ned i dybereliggende og dermed ældre lag. Endelig kan dyr have gravet dem op eller ned eller flyttet dem.

Her er der virkelig grundlag for kamp om forhistorien – især når man befinder sig i tidsrummet mellem for 60.000 og 40.000 år siden.

Det handler dette sjette afsnit i min serie om menneskets teknologiske udvikling om.

Serie: Menneskets teknologiske udvikling

De næste mange søndage kan du læse en ny artikel om menneskets teknologiske udvikling og konsekvenserne heraf.

Alle artikler er skrevet af forskeren Ole Høiris, som har brugt det meste af sit voksenliv på at forske i teorier om menneskets udvikling.

Med afsæt i de nyeste teorier og forskningsresultater udfolder han historien om, hvordan mennesket gik fra at være produkt af naturen til at udvikle kultur og avanceret redskabsbrug for endelig at kunne bestemme selv.  

Denne artikel er sjette artikel i serien. Læs de forrige:

De umælende dyr tager til orde

Et helt centralt punkt i denne kamp har været, om neandertalerne havde evnen til symbolsk og abstrakt tænkning og kommunikation såvel som evnen til at skabe komplekse redskaber.

Det har mange forskere tidligere benægtet, men denne afskrivning af neandertalernes evner er nu under stærk forandring.

Et klassisk eksempel i debatten om neandertalernes evne til abstrakt tænkning drejer sig om, hvorvidt neandertalerne begravede deres døde og dermed havde abstrakte ideer om noget efter døden – eller om de blot i nogle tilfælde gravede de døde ned, måske for at undgå, at ligene tiltrak rovdyr.

I Shanidarhulen i Irak fandt man i forbindelse med et 60.000 år gammelt neandertalerskelet pollenaflejringer fra otte forskellige slags blomster, placeret i to bunker.

På trods af, at dette fund var unikt, konkluderede forskerne, at dette måtte betyde, at en bevidst symbolsk handling: en egentlig begravelse måtte have ligget bag nedgravningen.

Et modsvar kom i 1999, hvor en amerikansk antropolog påviste, at en gnaver (Meriones persicus), der stadig levede i området, samlede blomsterhoveder i bunker, hvad der kunne forklare pollenansamlingerne.

Fundet af pollen fra forskellige blomster kunne således ikke bevise, at neandertalerne havde nogen abstrakt opfattelse af døden og dermed et højt kognitionsniveau.

Der er fundet op imod 30 af denne slags nedgravede neandertalere, hvor nedgravningen kan tolkes som en begravelse såvel som en blot og bar nedgravning.

Den ældst kendte helt sikre begravelse er 115.000 år gammel og fra Skhul i Israel.

Her drejer det sig om en anatomisk moderne mand, en Homo Sapiens. Han blev fundet i 1930’erne og først klassificeret som tidligere menneskeform, måske en neandertaler.

Blev neandertaleren udryddet, eller uddøde den af sig selv?

I de seneste år er der sket afgørende forandringer i synet på neandertaleren, og for at forstå det må vi lige lave en hurtig overflyvning over palæoantropologiens fremstilling af neandertaleren og dens endeligt (du kan også se en tidslinje over de forskellige arters eksistenstid i første artikel af denne serie).

Genealogisk menes neandertaleren at stamme fra heidelbergmennesket (Homo heidelbergensis), som også Homo Sapiens menes at stamme fra.

Neandertaleren eksisterede i udviklet form i godt 400.000 år frem til for 40.000 år siden, hvorefter den ligesom denisovaen (den asiatiske gren af neandertaleren) forsvandt – uddøde, blev udryddet eller blev opslugt af Homo Sapiens.

Der er således flere forskellige bud på neandertalernes forsvinden.

I dag er ideen om, at de blev brutalt udryddet af de langt overlegne Homo Sapiens, ikke længere aktuel.

Ideen synes at være en effekt af den pessimisme vedrørende vores basale natur, som to verdenskrige og et tilbageblik på kolonitidens udryddelse af indfødte folk (her tænkes der primært på Amerika) havde affødt i efterkrigstidens første årtier.

Krigenes brutalitet havde helt undermineret troen på os selv som humane.

en rekonstruktion af en neandertaler læner sig op ad et spyd og smiler

En rekonstruktion af en Homo Neanderthalensis giver et bud på, hvordan vore knap så dumme forfædre kan have ud. Godt og vel 2-3 procent af vores gener stammer fra neandertalerne. (Billede: Neanderthal-Museum, Mettmann (CC BY-SA 4.0))

Klimaforandringer blev måske neandertalernes undergang

Der er også den mulighed, at neandertalerne uddøde på grund af en kombination af klimaændringer og konkurrence om ressourcerne med Homo Sapiens, som nu trængte ind i deres område fra Asien og Afrika.

DNA-analyser har vist, at der i varmeperioden for 130.000 år siden var en relativt stor genetisk variation blandt neandertalerne, som man kunne forvente efter cirka 300.000 års eksistens.

Denne variation blev med den kuldeperiode, der satte ind for 110.000 år siden, reduceret til kun en enkelt type, som spredte sig i de varmere perioder i Europa og dele af Sibirien. Hvad årsagen hertil er, ved man ikke.

Indavl gjorde nu neandertalerne sårbare, og da den seneste kuldeperiode satte ind, måtte de leve i små og meget spredte grupper. Disse grupper uddøde efterhånden eller blev opslugt af daværende Homo Sapiens-grupper.

Neandertalerne efterlod sig dog sine gener. Det moderne menneske, bortset fra afrikanere fra området syd for Sahara, har 2-3 procent af deres gener fra neandertaleren.

På samme måde har asiaterne og australierne tilsvarende nogle procent denisova-gener i sig.

Det intime samvær kan være sket flere gange gennem tiden, senest gennem den periode for 40-60.000 år siden, da neandertalerne og Homo Sapiens levede sammen i Europa og Levanten (traditionel europæisk betegnelse for landene ved Middelhavets østlige bred, især Syrien og Libanon, red.).

Neandertalerne blev anset som en dum, grim og pelset abe

Da man i 1860’erne skulle bestemme de tidligste fund af knogler fra neandertalere, var de flestes bud, at der var tale om Homo Sapiens.

Nogle mente, at det var en såkaldt ’vild’, der havde forvildet sig til Europa. Andre mente, at det var en hollænder eller måske en irer. Irerne blev betragtet som lige så vilde som hottentotterne (den daværende betegnelse for khoikhoi-folket, som, man dengang mente, var meget tæt på dyrene). Khoikhoi blev dengang – sammen med de australske indfødte – betragtet som det mest vilde folk i den europæiske forskning og bevidsthed.

Atter andre bud gik på, at det var en mongolsk soldat fra Napoleonskrigene eller et almindeligt menneske med en række sygdomme og krigsskader.

I slutningen af det 19. århundrede var neandertaleren af især tyske forskere blevet kategoriseret som det første menneske, Homo Primigenius.

Denne teori fik dog dødstødet allerede i 1910, hvor en fransk forsker, Marcellin Boule, afviste, at en tysker var det første menneske – ja, at neandertaleren overhovedet var en del af menneskelinjen.

Det sidste var et krav fra de katolske patere, der havde gjort et centralt fund af neandertalere og havde overladt det til Boule at holde dem ude af menneskets historie.

Derfor blev neandertaleren fremstillet som en dum, pelset abe med en kølle i hånden foran en hule – og man konkluderede, at den var uddød for længe siden og intet havde at gøre med menneskets udvikling.

Menneskeliggørelsen af neandertaleren - dog kun fysisk

Dette negative billede af neandertaleren fortsatte frem til efter Anden Verdenskrig, hvor det efterhånden, i takt med nye fund, blev klart, at neandertaleren var en europæisk menneskeart.

Herefter ændrede man forestilling om neandertalerens fysiske udseende, men ikke om dens intelligens. Neandertaleren blev på den måde mere menneskeliggjort, men dog kun udenpå.

Dermed ville udseendet ikke vække opsigt, hvis man mødte en neandertaler på gaden. Det havde også den effekt, at vi europæere ikke havde været halvaber for ikke så lang tid siden.

På det intellektuelle plan forblev neandertalerne dog dumme helt til efter 1980.

Man mente for eksempel, at de var for dumme til at jage, hvorfor de var ådselædere. Det skyldtes, at mange knogler med skæremærker også havde mærker efter dyrs tænder.

Efter 1980 viste nøjere undersøgelser af disse knogler, at skæremærkerne var kommet først. Neandertalerne havde altså nedlagt byttet, taget noget af kødet, hvorefter hyæner eller andre kødædende dyr havde fortæret resten.

Helt dumme var de ikke længere.

Fra dum til klog

I 2013 viste DNA-analyser, at neandertalerne genetisk er blandt vore nære forfædre.

Ud fra forskellene mellem neandertalernes og det moderne menneskes Y-kromosom (der kun arves gennem mænd) og mitokondrie (der kun arves gennem kvinder) synes det første intime møde at være sket for mellem 100.000 og 370.000 år siden.

Det formentlig ved, at en nu uddød gren af det moderne menneske var trængt op i Levanten i en varm og fugtig periode.

Disse neandertalere blandede sig så igen med det moderne menneske for 40-60.000 år siden, da den gren af Homo Sapiens, der blev til europæere og asiater, vandrede ud af Afrika.

Dette gav vind i sejlene til dem, der mente, at neandertalerne både kunne tænke og tale abstrakt, havde æstetisk sans og var teknologisk kreative.

Givet er det, at det nære familieskab åbnede for at hæve neandertalerens intelligens og evne til at kommunikere symbolsk frem mod det moderne menneskes.

Tegn herpå, der tidligere på grund af deres avancerede udvikling eller symbolske natur automatisk blev tilskrevet Homo Sapiens, kunne nu også blive tilskrevet neandertalerne.

Hermed smelter overgangen mellem neandertalerne og det moderne menneske sammen, så på en måde er afslutningen af Moustérien-kulturen karakteriseret ved avancerede tekniske og teknologiske udviklinger og udvikling af symbolsk kommunikation, som man i mange tilfælde ikke sikkert kan tilskrive den ene eller den anden eller blandinger.

I næste afsnit af serien zoomer jeg ind på nogle af de fund, der har vakt allerstørst debat blandt forskerne, heriblandt abstrakte huletegn, smykker, religion og sågar musik.  

Problemet er at fastslå, hvem der er ophavsmand til disse opfindelser. Det kan du blive meget klogere på i næste uge.

Neandertalernes sociale forhold

Man ved meget lidt om størrelsen og sammensætningen af de nomadiske neandertalergrupper, men fundet af nogle cirka 80.000 år gamle fodspor i Normandiet i Frankrig har bidraget til en forståelse.

Her har en gruppe på 10-13 individer, flest børn og unge, afsat deres fodspor på vandring gennem landskabet. De længste skridt svarede til en mand på cirka 175 cm. Neandertalerkvinder var væsentligt mindre end mændene, og deres fodspor kan ikke adskilles fra de unges.

I Altai-bjergene i Sibirien har man kunnet følge en gruppe neandertalere over cirka 100 år for 49.000 år siden. Her har DNA-studier af syv mænd og fem kvinder vist, at mændene i modsætning til kvinderne var i tæt familie med hinanden.

I en hule i El Sidrón i Spanien fandt man 12 neandertalerskeletter, som syntes at være blevet dræbt samtidigt for cirka 48.000 år siden. DNA-analyser viste, at mændene havde samme mor, mens kvinderne havde forskellige mødre.

Det tyder på, at det blandt i det mindste disse neandertalere har været sådan, at mændene er forblevet sammen, mens kvinderne er blevet udvekslet eller flyttede mellem grupperne. Dette er et fænomen, som man også har kendt frem til nutiden mange steder i verden.

Fund af neandertalerskelletter med mange brud og af individer med store handikap i øvrigt viser, at grupperne har taget sig af dem, der ikke har kunnet klare sig selv.

Der har tydeligvis været forpligtende følelser mellem individerne ud over de naturlige i forholdet mellem kvinder og deres børn.

Der har således ud over de familiære relationer også været sociale relationer mellem individerne i grupperne – og måske også mellem forskellige grupper.

Man ved, at neandertaleren og denisovamennesket fik børn sammen, men der var også andre mere moderne menneskeformer i denne periode, som de har kunnet blande sig med.

Et eksempel er den nys opdukkede 146.000 år gamle Homo Longi, Dragemanden, fra Kina, som synes at være tættere på Homo Sapiens end neandertaleren. Han blev fundet i 1933 af en lokal arbejder, men gemt væk helt frem til 2018 på grund af krig og uroligheder i området.

Det har vist sig, at der har været en større kontakt mellem de forskellige befolkningsgrupper end hidtil antaget.

I Denisova-hulen i Altaibjergene i Sibirien er der 250.000 år gamle spor af denisovaer, som for omkring 170.000 år siden blev suppleret med spor af neandertalere. Her har man fundet rester af et fælles barn mellem en neandertaler og en denisova, så de har altså i perioder været i dette område samtidig.

Begge er kommet og gået på dette sted frem til, at også det moderne menneske afsætter spor i hulen for cirka 45.000 år siden, hvor alle tre former for homininer har kunnet mødes.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Nyhed: Lyt til artikler

Du kan nu lytte til udvalgte artikler herunder. Du kan også lytte til de oplæste artikler i din podcast-app, hvor du finder dem under navnet 'Videnskab.dk - Lyt til artikler'.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om de nedenstående prisvindende billeder af stjernetåger og stjernefabrikker her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk