Se billederne: Limfjorden gemmer på unikt arkiv over fortiden

Utallige dyr, insekter og planter dør hver eneste dag. De fleste af dem går i forrådnelse eller bliver spist, og snart efter forsvinder sporene efter dem.

Et særligt jordlag kaldet moler har imidlertid en unik evne til at bevare fortidens liv.

Moleret, som findes på øerne Fur og Mors i Limfjorden, gemmer på 55 millioner år gamle insekter, fugle, fisk, krybdyr, skildpadder, havslanger og planter.

Både danske og udenlandske forskere anser moleret for at være et fortidsskatkammer i absolut verdensklasse, og en arbejdsgruppe er i øjeblikket ved at forberede en ansøgning om at få moleret optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

»Moleret er nok en af de mest velholdte hemmeligheder i verden. Det er et helt utroligt sted at finde fossiler, og der er ikke mange steder i verden, der kan konkurrere med kvaliteten af fossilerne. Man finder 55 millioner år gamle fjer eller insekter, som stadig har deres farver bevaret. Det er et helt unikt vindue til fortiden,« siger Jakob Vinther, som er lektor ved University of Bristol i England.

Fjer fra en fjern fortid

Et nyt studie af en 55 millioner år gammel fjer er blot det seneste eksempel på, hvordan moleret har formået at fastfryse og bevare skabninger, som levede i en fjern fortid.

»Det er helt utroligt at tænke på, at man stadig kan finde en fuglefjer, som drattede ned på havbunden ved Fur for 55 millioner år siden. Selv farvekornene i fjeren er blevet bevaret. Det siger noget om, hvilken fantastisk evne moleret har til at bevare fortidslevn,« siger Rene Sylvestersen, som er medforfatter på det nye studie af fjerens farvekorn.

Ud over fjer og fuglefossiler har forskere eksempelvis også fundet farver bevaret i et 55 millioner år gammelt fiskeøje og en 300 kilo stor læderskildpadde. Blandt fortidsskattene fra moleret findes også verdens ældste, kendte dagsommerfugl, klodens ældste torsk og den ældste svirreflue.

»Moleret er af stor international vigtighed – af enestående værdi – eftersom det bevarer selv meget små fossiler i minutiøse detaljer fra en meget vigtig periode i Jordens historie. Små insekter findes med ekstremt delikate dele, som er tydeligt bevaret, for eksempel de fine vener på deres vinger,« siger den canadiske forsker Bruce Archibald, som er ekspert i fossile insekter, og forsker ved det amerikanske Harvard University og canadiske Simon Fraser University.

Hedetur med palmer i Antarktis

Ved man, hvad man skal kigge efter, er det relativt let at finde de velbevarede levn fra fortiden, når man går tur ved moleret på Fur eller Mors. Den danske forsker Jakob Vinther fortæller, at han eksempelvis har fundet fossilerne efter »flere besynderlige fisk« i moleret.

»Da jeg var studerende, tog jeg ofte op til moleret og ledte efter fossiler. Det var helt utroligt, for man kunne let finde 20-30 insektfossiler på en dag. Sådan er det ikke mange andre steder i verden,« siger Jakob Vinther.

Ud over de velbevarede fortidsdyr og planter gemmer moleret også på et unikt arkiv over fortidens klima, lyder det fra forskerne.

Mens moleret blev skabt for cirka 55 millioner år siden, gennemgik Jorden nemlig en periode med en usædvanlig opvarmning, kendt som det palæocene-eocæne termale maksimum (PETM).

I denne periode var klodens hedetur så voldsom, at der eksempelvis voksede palmer i Antarktis.

»Under PETM blev Jorden 6-7 grader varmere i løbet af kort tid. Moleret er måske det bedste sted i verden at undersøge denne klimaændring,« fortæller norske Henrik H. Svensen, som er forskningsprofessor ved Center for Jordens evolution og dynamik ved Universitetet i Oslo.

Vulkaner kan ses i moler

Flere og flere klimaforskere er da også begyndt at studere PETM – det gælder for eksempel de nylige vindere af Årets Danske Forskningsresultat – fordi den varme fortidsperiode kan ses som en pendant til nutidens globale opvarmning.

Ligesom det er tilfældet med nutidens globale opvarmning, steg temperaturerne under PETM, fordi mængden af drivhusgasser i atmosfæren steg drastisk.

Dengang var det efter alt at dømme vulkaner, som sendte drivhusgasser ud i atmosfæren, kombineret med andre ikke helt klarlagte årsager. Og i moleret kan man stadig tydeligt aflæse fortidsvulkanernes rasen.

»Noget af det utrolige med moleret er, at det indeholder hundredvis af lag med vulkansk aske, enkelte så tykke som 20-30 centimeter. Den vulkanske aske kom fra en lang række med vulkaner nord og syd for Island.«

»Moleret har betydet, at askelagene er vældig godt bevarede. De ligner fuldstændig askelag omkring moderne vulkaner,« fortæller norske Henrik H. Svensen.

Askelag skaber kronologi

Askelagene gør det også muligt at lave en klar tidsmæssig kronologi på dyr og planter, som bliver fundet i moleret. Forskerne kan se århundred for århundred, hvordan livet ændrede sig og tilpassede sig nye levevilkår, i takt med at kloden blev varmere.

»Moleret er en smeltedigel af evolution, som leder frem til alle moderne arter. Askelagene spiller en helt særlig rolle, for normalt, når man rejser 55 millioner år tilbage i tiden, kan man ikke se, hvad der sker for hvert århundrede – man tæller normalt millioner af år eller årtusinder. Men askelagene betyder, at vi lag for lag kan tælle, hvad der sker gennem århundreder. Samtidig er vores store held, at moleret dækker en virkelig interessant periode med kraftig vulkanisme og ekstrem global opvarmning,« siger Bo Schultz, som er geolog og museumsinspektør på Fur Museum.

Spørger man den canadiske forsker Bruce Archibald er han heller ikke i tvivl om, at vi kan lære om, hvordan klodens temperaturer påvirker dyr og planter ved at studere klimarkivet i moleret.

»Vi kan se tilbage i tiden på livet, som er bevaret i moleret, og på den måde prøve at få en bedre forståelse af, hvad der kan ske i fremtiden, efterhånden som CO2-niveauet i vores atmosfære stiger, og den globale opvarmning stiger. PETM er forbundet med, at arter uddør og nye arter opstår. Andre arter flyttede i takt med klimaet. I visse tilfælde migrerede de over Arktis mellem Europa og Nordamerika, mens det var meget varmt,« siger Bruce Archibald.

Derfor bevares fortidens liv

Bruce Archibald er selv en af de internationale forskere, som først for nyligt har fået øjnene op for molerets rigdomme. Han blev i 2016 inviteret til Nordjylland af de lokale naturhistoriske museer på Fur og Mors, og under sit besøg på museerne opdagede han alene på museets hylder flere nye og videnskabeligt ubeskrevne insektarter fra moleret.

»Jeg havde lejlighed til kortvarigt at kigge på samlingerne fra Fur Museum og Mors Museum og kunne se mange nye arter. Der er fortsat meget arbejde at lave i samlingerne. Det er en rig, understuderet og vigtig samling af fossiler, som giver et vidunderligt indblik i fortidens liv,« siger Bruce Archibald.

Men hvorfor har moleret overhovedet denne evne til at bevare og fastfryse fortidens liv?

Svaret hænger sammen med, at Fur, Mors og hele resten af Jylland lå begravet af dybe vandmasser i perioden, hvor moleret blev skabt.

I vandet levede enorme mængder af kiselalger. Når algerne døde, faldt de til bunds, og år for år blev flere og flere kiselalger aflejret på havbunden. Nede på havbunden begyndte de døde alger at rådne, og under forrådnelsesprocessen blev ilten på havbunden opbrugt. Med andre ord var havbunden et iltfattigt, øde og livløst område – ligesom vi kender det fra nutiden i havområder, hvor der opstår iltsvind.

»Manglen på ilt betød, at der ikke var noget liv på havbunden, og derfor heller ikke nogen til at spise eller nedbryde de ting, som faldt ned på havbunden. Døde insekter, fisk, fugle eller planter fik bare lov at blive liggende på havbunden – der var ingen ådselædere, som åd dem eller orme, som gravede sig ned i mudderet. Med tiden blev de bare dækket af flere og flere lag af kiselalger,« forklarer Jakob Vinther.

Et umådeligt held

Kiselalgerne har altså gemt og forseglet afdøde dyrekroppe og planter og tilbudt dem evig hvile under optimale bevaringsbetingelser. År for år dumpede flere og flere kiselalger ned på havbunden – indimellem afbrudt af tykke lag af vulkansk aske – og på den måde blev livet i havet og fra de nærliggende landområder arkiveret igennem en periode på cirka 1,5 millioner år.

»Det er vores umådelige held, at det afdøde liv og de vulkanske askelag endte med at blive forseglet. I mange år lå det hengemt under vandet, men vores andet utrolige held er, at moleret i dag er blottet, så vi kan undersøge det,« siger museumsinspektør Bo Schultz.

Ud over et enestående arkiv over fortidens levende væsner, rummer moleret også en fascinerende rigdom af mineraler. Ifølge den tyske professor Harald Strauss er moleret »unikt på verdensplan,« fordi det rummer verdens største krystaller af Glendonite – en forstenet udgave af et kalkholdigt mineral, som kaldes ikait.

»Normalt er ikaitter/glendonitter nogle få centimeter lange. Men i moleret er glendonitterne op til to meter i lange. Det gør det muligt for os at se på den indvendige struktur og komposition af glendonitterne i hidtil uset detaljegrad. Et meget spændende spørgsmål er, hvad der har igangsat dannelsen af disse mega-ikaitter,« siger Harald Strauss, som er er professor ved Institut for Geologi og Palæontologi ved Universitetet i Münster.

Hans tyske forskningsgruppe er i øjeblikket ved at undersøge, hvorfor kæmpemineralerne er blevet dannet, og de indledende resultater tyder på, at den voldsomme vulkanske aktivitet, som rasede i det nordlige Atlanterhav, mens moleret blev dannet, spillede en vigtig rolle.

Lokalmuseum glad for interesse

På det naturhistoriske museum på Fur glæder museumsinspektør Bo Schultz sig over de internationale og danske forskeres stigende interesse for moleret.

»For os på museet er det utrolig vigtigt at samarbejde med forskere, som kan fremskaffe viden om alle de skatte, vi har liggende heroppe. Som et lille, lokalt museum kan vi ikke selv lave de store og dyre undersøgelser af vores materiale, så derfor er vi rigtig glade for, at forskerne er interesserede i at undersøge vores fossiler,« siger Bo Schultz.

En arbejdsgruppe nedsat af Morsø og Skive Kommune arbejder i øjeblikket på at indsamle beviser og argumenter for, at moleret på Fur og Mors skal optaget på UNESCOs liste over verdensarv – en liste som har til formål at beskytte steder af naturlig eller kulturel karakter, som har enestående betydning for menneskeheden.

Hvis det lykkes at få moleret på listen, vil det komme til at stå side om side med koralrevet Great Barrier Reef i Australien, Grand Canyon i USA, Angkor Wat i Cambodia, pyramiderne i Egypten og såmænd også vores hjemlige Stevns Klint.

Denne babyskildpadde, fundet i moleret ved Ejerslev på Mors i 2008, er en af de mest velbevarede havskildpadder verden. Skildpadden, som har fået øgenavnet Luffe, levede for 54 mio. år siden. (Foto: Museum Salling’s Fur Museum)

En hajtand fundet i moleret vidner om fortidens rovdyr i havet.  (Foto: Museum Salling’s Fur Museum)

Alle kan være med til at lede efter fossiler ved moleret. Her ledes der efter fossiler ved Knudeklint på Fur. (Foto: Salling Museums Fur Museum)

Græshoppe. (Foto: Salling Museums Fur Museum)

Et velbevaret fossil efter en vandnymfe, som levede for omkring 55 millioner år siden. (Foto: Fur Museum)

Et fuglehoved fra moleret. (Foto: Museum Fur)

Fossilet efter en Sankt Petersfisk, fundet i moleret. (Foto: Museum Sallings Fur Museum)

Masser af planter har også overlevet millioner af år i moleret. (Foto: Museum Salling’s Fur Museum)

En kammusling fundet i moleret. (Foto: Museum Salling’s Fur Museum)

Selv myg har formået at blive bevaret igennem millioner af år. Det var blandt andet de iltfrie forhold på havbunden for 55 millioner år siden, som var årsag til at myg og andre dyr og planter ikke gik i forrådnelse. (Foto: Museum Sallings’s Fur Museum)

En smørfisk fra moleret. (Foto: Museum Sallings’s Fur Museum)

En slangestjerne fra moleret. Slangestjerner er dyr, som er nært beslægtet med søstjerner.  (Foto: Museum Sallings Fur Museum)

Blade, som ifølge Fur Museum stammer fra træsorten sequoia. (Foto: Museum Sallings Fur Museum)

1 / 13

\ Fund af en papegøje i moleret?

Stammer denne 55 millioner år gamle fjer fra en papegøje? Det foreslår et nyt studie. (Foto: Bo Schultz)

Baskede papegøjer rundt over Limfjorden for 55 millioner år siden?

Et nyt studie beskriver en 55 millioner år gammel fjer, som, forskerne mener, kan have tilhørt en papegøje.

Fjeren er fundet i moleret ved Knude Klint på Fur, og svenske forskere har været i stand til at identificere små farvekorn – melanosomer – som stadig er bevaret i fjeren.

Forskerne påpeger, at melanosomerne i fjeren minder om dem, man ser, hos moderne papegøjer, og i studiet foreslår de derfor, at fjeren kan have tilhørt en papegøje.

»Vi siger ikke definitivt, at fjeren kommer fra en papegøje. Men der er en del indikationer på, at det kan komme fra en papegøje. Melanosomerne har samme størrelse som hos moderne papegøjer. Og kigger man på de små mikrostrukturer i fjeren, forgrener de sig på samme måde som hos papegøjer,« siger Johan Gren, som er ph.d.-studerende ved afdelingen for geologi på universitetet i Lund og hovedforfatter på studiet.

På det lokale naturhistoriske museum på Fur vækker studiet begejstring, fordi det er endnu en indikation på, at eksotiske papegøjer kan have pyntet på himlen over fortidens Limfjord. Tidligere har en irsk forsker lavet et studie, som indikerer, at en lille knogle fundet i moleret kan have tilhørt en papegøje for 55 millioner år siden.

»En enkelt knogle er ikke nok til at fastslå, at der har været papegøjer. Der er mulighed for fejlfortolkning. Men nu har vi endnu en indikation på det. Det er virkelig spændende, for det er den nordligste sted, der er fundet papegøjer. Normalt er papegøjer jo mere eksotiske fugle, som lever i syden,« siger Rene Sylvestersen, som er museumsmedarbejder på Fur Museum og medforfatter på studiet.

Den danske forsker og ekspert i melanosomer fra fortiden, Jakob Vinther, er imidlertid skeptisk over for påstanden om, at fjeren har tilhørt en papegøje.

»De melanosomer, de finder i fuglefjeren, er på ingen måde unikke for papegøjer. Dem kan man finde i alle mulige former for fugle. Umiddelbart kan man sige ud fra melanosomerne, at fjeren har været sort eller måske metalskinnende, og at bunden af fjeren har været grå. Men den kan have siddet på alle mulige former for fugle,« siger Jakob Vinther, som er lektor ved University of Bristol i England.