Fiskene i søerne i de norske fjelde er ikke kommet dertil af sig selv.
Det har man vidst længe, fortæller arkæolog Axel Johan Mjærum.
Men man har ikke vidst, hvornår de kom dertil, eller hvordan.
Teorien om, at fiskene blev båret op og sat ud af mennesker, er næsten 100 år gammel. Axel Johan Mjærum har selv arbejdet med disse spørgsmål i snart 15 år.
Og nu har han svarene.
I et banebrydende studie offentliggjort i tidsskriftet Antiquity viser Axel Johan Mjærum, at stenaldermennesker i Norge satte fisk ud i bjergsøer for mindst 7.000 år siden.
»Det er en del tidligere, end de fleste har forestillet sig,« siger han.
Stenaldermennesker skabte fiskeri i fjeldene
Studiet fortæller os ikke kun, hvornår de norske fjeldsøer blev fyldt med ørreder. Det vidner også om, hvor komplekse og vidende stenaldermenneskene var, mener arkæologen fra Kulturhistorisk Museum i Oslo.
»Det fortæller en vigtig historie om, hvordan jæger-, fisker- og fangersamfund forholdt sig til naturen,« siger Axel Johan Mjærum.
»De var ikke bare passive brugere af naturens ressourcer – de gik også ind og ændrede den. De foretog ganske betydelige indgreb.«
Den traditionelle opfattelse af stenaldermennesker er, at de var nomader, som fulgte føden. Da jordbruget tog over, begyndte menneskerne i stedet at producere mad ved at manipulere og kontrollere naturen. Det blev afgørende for udviklingen af mere komplekse samfund.
Men denne opdeling viser sig at være for unuanceret.
»Noget af det, vi i dag opfatter som natur, er faktisk skabt af stenaldermennesker – for eksempel fiskeriet i fjeldsøerne,« siger Axel Johan Mjærum.
»Hvis vi trækker den lidt langt, kan man betragte det som en form for simpelt fiskeopdræt eller fødevareproduktion i naturen.«
Fundet af en fjeldvandrer
Det var fjeldvandrer og amatørarkæolog Reidar Marstein, der i 2022 opdagede flere tusinde år gamle fiskefælder i fjeldsøen Tesse i Norges og Nordeuropas største fjeldområde, Jotunheimen.
Søen bliver tappet for vand hvert år for at producere elektricitet, og på søbunden fik Reidar Marstein øje på en lang række pæle – tynde, tilspidsede træstammer, som stod i et bestemt mønster.
Han indså, at de måtte være rester af gamle fiskefælder.
Sommeren efter rykkede Axel Johan Mjærum og hans kolleger ud for at udgrave så meget som muligt af fiskefælderne, inden de igen blev dækket af vand.
Nu foreligger resultaterne af alle undersøgelserne af træet.
5.000 år før vor tidsregning
Fire fiskefælder blev udgravet den sommer. Herfra blev 113 træprøver sendt til såkaldte dendrokronologiske undersøgelser. Metoden giver meget præcise dateringer på baggrund af træets årringe.
De ældste pæle er dateret til 5.000 år før vor tidsregning. De er med andre ord 7.000 år gamle.
Andre af de tynde træpæle er yngre. Ifølge beregningerne har fiskefangstanlægget været i brug i mindst 2.300 år.
Pælene bærer tydelige spor af bearbejdning. I én og samme fiskefælde har forskerne desuden fundet pæle, der er fældet med 12 års mellemrum. Det viser, at anlæggene blev vedligeholdt og brugt gennem lang tid.
Fiskene blev transporteret i skindposer fra sø til sø
Men før stenaldermenneskene byggede de avancerede anlæg til at fange fisk, måtte nogen først have sat fiskene ud i Tesse.
Søen ligger langt inde i landet og højt oppe i fjeldet – 850 meter over havets overflade. Men hvordan fik de fiskene derop?
»Vi har ikke ligefrem fundet de poser, som de bar fiskene i,« siger Axel Johan Mjærum.
»Men de var dygtige til at bearbejde skind. En mulighed er derfor, at de ganske enkelt brugte vandtætte poser af skind. På bopladser fra stenalderen finder man ofte spor efter bearbejdning af skind.«
Fiskene har nok ikke været i stand til at overleve særlig længe i sådan en skindpose. Derfor er turen op til Tesse formentlig foregået i etaper, mener Axel Johan Mjærum.
»Der har sandsynligvis været ørreder længere nede i Gudbrandsdalslågen. Så kan man have båret dem op til det næste vandfald og ventet nogle årtier på, at fiskene etablerede sig dér. Derefter har man kunnet bære dem videre.«
Det kan have taget flere årtier – måske endda 100 år – før fiskene nåede frem til Tesse, vurderer Axel Johan Mjærum.
»Det var ikke noget, de gjorde for at få et udbytte det samme år. De tænkte langsigtet. Der gik mange år, før de kunne begynde at høste frugterne af arbejdet.«
Brugte naturen til at producere mad
Fiskene i de norske fjeldsøer er ikke det eneste eksempel på, at stenaldermennesker vidste, hvordan de kunne bruge naturen til at producere mad.
Mennesker var blandt andet med til at sprede hasselnødder i Europa omkring 8.000 år før Kristus, fortæller Axel Johan Mjærum.
Det er også kendt, at mennesker på den tid satte ild til skove for at skabe bedre græsningsmuligheder for de dyr, de jagede.
»Stenaldermennesker tilrettelagde aktivt naturen og udnyttede dens ressourcer,« fortæller Axel Johan Mjærum.
»Og vores fund af, at de satte ørreder ud i fjeldsøerne, er et meget konkret eksempel på det.«
Teknologi, investering og samarbejde
Da fiskene omsider havde etableret sig i Tesse, byggede stenaldermenneskene fiskefælderne.
Hver fælde bestod af 40 til 50 pæle med et fletværk omkring, som dannede et større kammer. Et hegn ledte fiskene ind i fælden.
Den prestigefyldte jagt på rensdyr var sandsynligvis én af de vigtigste grunde til at opholde sig højt oppe i fjeldet.
Fiskene gav samtidig en sikker adgang til mad. Hvis jægerne ikke nedlagde et dyr, havde de stadig noget at spise.
Derfor kunne flere mennesker tage med op i fjeldet, og de kunne blive der i længere tid. Nogle grupper boede måske fast i områderne.
»Efter datidens målestok var de i stand til at tage avanceret teknologi i brug,« siger Axel Johan Mjærum.
»De investerede ressourcer for at få et udbytte senere. Og de samarbejdede helt åbenlyst. Det her er ikke noget, én person kan gøre alene. Det kræver en gruppe,« siger han.
Fiskene kunne ikke komme forbi vandfaldene
Axel Johan Mjærum er helt sikker på, at fiskene ikke kan være nået derop uden hjælp fra mennesker.
Det har også været den fremherskende teori, siden en fiskebiolog første gang fremsatte den i 1918.
Alle ferskvandsfisk i det skandinaviske indland er kommet til, efter at isen fra den seneste istid forsvandt. I de sydnorske fjeldområder smeltede isen frem mod omkring 8.000 år før vor tidsregning.
I lavere områder kunne fiskene gradvist sprede sig fra kysten og ind i brakvand, efterhånden som gletsjerne trak sig tilbage, og der opstod floder og søer.
Men fiskene kunne ikke bevæge sig hele vejen op i fjeldet.
Der ligger vandfald, som de ikke har haft mulighed for at passere, vurderer Axel Johan Mjærum og hans kolleger.
En anden teori går ud på, at fugle kan have transporteret fisk eller fiskeæg til fjeldsøerne. Men jo højere op man kommer, desto færre fiskearter findes der.
Hvorfor bragte fuglene så kun ørreder med sig? Og hvorfor ser det ud til, at fiskene etablerede sig på omtrent samme tidspunkt i fjeldområderne – fra omkring 5.000 år før vor tidsregning og frem?
»Gennem det arbejde, vi har lavet, har vi fået et godt overblik over, hvornår fiskene blev sat ud. Og vi har fået nogle gode bud på, hvad det fortæller om livet som stenaldermenneske i den ældre stenalder, før landbruget kom,« siger Axel Johan Mjærum.
»Et vigtigt studie«
»Det er meget spændende og vigtige resultater,« siger Knut Andreas Bergsvik, som er professor i arkæologi ved Universitetet i Bergen.
Han er ekspert i stenalderen og har især forsket i jæger- og fiskersamfund langs kysten.
»Det er første gang, at man har fundet denne type fiskefangstanlæg fra den ældre stenalder i Norge. Og forskerne argumenterer meget overbevisende for dateringen,« siger han.
»Man har vidst, at der blev fisket i fjeldet i den ældre stenalder. Men man har ikke tidligere kendt til fiskeri på den måde, som forskerne har dokumenteret her.«
Ifølge Andreas Bergsvik viser studiet tydeligt, at mennesker har båret fiskene derop og sat dem ud.
»Ørrederne kan ikke være kommet derop af sig selv. Allerede i den ældre stenalder transporterede mennesker altså fiskene derop med en plan om at vende tilbage og udnytte ressourcen.«
De vendte tilbage til det samme sted
Ifølge Andreas Bergsvik fortæller fundet os noget om stenaldersamfundene, som forskerne ikke tidligere har kendt til.
Man har ofte forestillet sig, at stenaldermennesker rejste rundt og jagede og hele tiden opsøgte nye steder – som en slags rastløs vandring fra sted til sted.
»Studiet viser, at menneskerne havde en klar plan om at vende tilbage og bruge de samme steder igen og igen,« siger Andreas Bergsvik.
»Det fortæller noget om deres evne til at planlægge.«
Ifølge Andreas Bergsvik er studiet med til at ændre synet på, hvordan jæger- og fiskersamfund forholdt sig til naturen, og hvor stor viden de havde om forskellige arter og dyrs adfærd.
»Det udvisker til en vis grad forskellene mellem jægere, fiskere og fangstfolk på den ene side og jordbrugere på den anden,« siger han.
»De forvaltede naturen, tænkte langsigtet og høstede ressourcerne på samme måde, som jordbrugere gør. De havde en stærkere tilknytning til landskabet og bestemte steder, end man tidligere har forestillet sig. Og det understøtter idéen om, at deres samfund var langt mere komplekse, end vi hidtil har troet.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
