Hvordan finder man ud af, hvordan en brand er startet?

De seneste uger har store naturbrande hærget Sydeuropa. Træer er forkullede, bygninger er kollapset, og landskaber forvandlet til aske. Men selv når næsten alt er brændt væk, kan eksperter ofte udpege det sted, hvor det hele begyndte.

Og det fascinerer vores læser Laurits, som har fulgt med i de store naturbrande.

»Hvordan kan man egentlig finde ud af, hvordan en brand er startet, og om den er påsat?« skriver han til Videnskab.dk’s læserbrevkasse, ‘Spørg Videnskaben’.

For at få svar på Laurits brændende spørgsmål har Videnskab.dk talt med to eksperter.

• Fritz Grone, der er uddannet kemiker og arbejder som brandundersøger hos Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI).
• Albert Simeoni, professor i brandteknik ved Worcester Polytechnic Insitute, som forsker i naturbrande og deres udvikling.

De forklarer, at brandundersøgere bruger alt fra klassisk detektivarbejde og naturens egne spor til avancerede computersimulationer for at finde frem til, hvor en brand begyndte.

Branden læses baglæns

Faktisk begynder brandundersøgelsen allerede, mens flammerne stadig bekæmpes.

Hvis slukningsarbejdet ødelægger for mange spor, bliver det langt sværere at finde ud af, hvad der skete.

»Når slukningen bliver meget voldsom, eller vi har en ukontrolleret nedbrænding, så bliver det svært at finde en brandårsag bagefter. Så at bevare spor så vidt muligt er den første disciplin,« fortæller Fritz Grone.

Når branden er slukket, dokumenterer undersøgerne området med blandt andet fotografier og 3D-skanninger, før noget bliver flyttet.

Dernæst begynder jagten på arnestedet - det sted, hvor branden startede.

Efterforskerne læser de spor, som ilden har efterladt. De ser blandt andet på forkulningsmønstre, smeltede materialer og andre spor, som kan afsløre, hvordan flammerne har bevæget sig.

Bygningernes egne fysiske spor kan dog sjældent stå alene.

»Ud over at kigge på brandmønstre bruger efterforskere al den information, de kan samle. Det inkluderer vidneudsagn og branddetektion fra for eksempel satellitter eller kameraer,« forklarer professor Albert Simeoni.

Alle oplysningerne skal passe sammen, før de kan begynde at pege på en mulig forklaring.

Ledninger kan afsløre brandens begyndelse

Hvis der har været brand i en bygning, har brandundersøgere et ekstra hjælpemiddel: de elektriske installationer. Elektriske fejl og batterier er blandt de hyppigste årsager til brande, og derfor undersøger efterforskerne alle ledninger nøje.

Når en brand udvikler sig, smelter isoleringen omkring ledningerne. Det kan skabe karakteristiske kortslutningsspor, der afslører, hvor varmen først opstod. Metoden kaldes ‘Arc Mapping’.

Hvis en brand for eksempel starter ved et komfur, vil ledningerne dér blive ødelagt først. Kortslutningen afbryder strømmen til resten af køkkenet, hvilket betyder, at ledningerne ved kaffemaskinen eller mikrobølgeovnen aldrig når at danne de samme spor.

Naturbrande efterlader sine egne spor

Mens elektriske installationer kan hjælpe efterforskerne i en husbrand, må de læse naturen på en helt anden måde, når en skov står i flammer.

Her findes ingen ledninger eller apparater, der kan afsløre, hvor branden begyndte. I stedet leder brandefterforskere efter de spor, som flammerne har sat i landskabet.

Ifølge Albert Simeoni efterlader selv en lille brand karakteristiske spor på græs, buske, træer, sten og andre genstande.

Det kan være, hvor kraftigt noget er forkullet, hvilken retning græsstrå er brændt i, eller hvordan den ene side af en sten er svedet, mens den anden har været beskyttet.

»Hvert enkelt spor kan være svært at tolke. Men mange spor omkring brandens startområde kan tilsammen fortælle historien om, hvordan branden har bredt sig,« forklarer Albert Simeoni.

Brandefterforskerne begynder ikke dér, hvor de tror, branden startede, men i de områder, hvor ødelæggelserne er størst. Her er sporene tydeligst. Derefter følger de brandens bevægelse tilbage mod områder med mindre og mindre ødelæggelser.

Det lyder måske bagvendt, men der er en god forklaring.

»I området, hvor branden starter, er ilden stadig svag. Derfor er sporene ofte små og lette at fejlfortolke. Derfor begynder efterforskerne i områder med store skader og arbejder sig tilbage mod brandens startsted,« siger Albert Simeoni.

Et godt eksempel stammer fra et stort feltforsøg, hvor Albert Simeoni og hans kolleger undersøgte sporene efter en kontrolleret naturbrand.

I de hårdest ramte områder kunne efterforskerne aflæse brandens retning ud fra spor på træernes kroner og grene, som var blevet bøjet eller forkullet af varmen. Men tættere på brandens startsted var de tydelige spor væk, og i stedet måtte de kigge ned på skovbunden.

Her kunne selv en forkullet grankogle eller en sodavandsdåse fortælle en historie.

Hvis en grankogle kun var svedet på den ene side, mens jorden lige bag den var uberørt, viste det, hvilken retning de første, små flammer var kommet fra. Ved at samle mange små spor som disse kunne efterforskerne gradvist indkredse det sted, hvor branden begyndte.

Når efterforskerne har dannet sig en hypotese om brandens udvikling, kan de teste den med avancerede computersimulationer.

Ifølge Fritz Grone kan de ved hjælp af oplysninger om blandt andet vind, terræn og vegetation teste, om branden kunne have udviklet sig på den måde, sporene antyder.

Hvornår mistænker man en påsat brand?

Brandefterforskernes opgave er ikke at afgøre, om en brand er påsat. Den vurdering ligger hos politiet. I stedet undersøger de, om der findes en teknisk forklaring på, at branden kunne opstå.

Var der en elektrisk fejl? Et batteri? En varm maskine? Eller en anden naturlig antændelseskilde?

»Hvis der ikke findes nogen teknisk antændelseskilde, bliver spørgsmålet: Hvor kom antændelseskilden så fra?« siger Fritz Grone.

Undersøgerne tjekker også, om der er andre spor, der peger i en bestemt retning. Det kan være rester af brandbare væsker, tegn på indbrud eller overvågningsvideoer, der viser personer på stedet umiddelbart før branden.

De tekniske fund bliver derefter overdraget til politiet, som vurderer, om der er tale om en påsat brand.

Nogle gange findes svaret ikke

Selvom brandundersøgerne råder over alt fra 3D-skanninger til computersimulationer, kan de ikke altid finde én sikker forklaring.

Nogle gange er sporene ganske enkelt ødelagt. Andre gange peger de i flere forskellige retninger.

»Det kan godt være, at vi til sidst har to eller tre mulige hypoteser, men ingen beviser for at bekræfte eller afkræfte dem. Så skal vi fremlægge de muligheder og ikke påstå, at vi kender den sikre brandårsag,« afslutter Fritz Grone.

Brandundersøgelse handler derfor ikke om at gætte. Det handler om systematisk at samle sporene, udelukke det umulige og lade asken fortælle sin historie.

Vi siger tak til Laurits for det (brand)gode spørgsmål - der er en t-shirt på vej til dig. Også tak til Fritz Grone og Albert Simeoni for at give os indblik i det spændende detektivarbejde, der ligger bag en brandundersøgelse.

Hvis du sidder derude med et godt spørgsmål til videnskaben, så må du endelig tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen på videnskab.dk/sv.