Ny serie: Hvordan gik vi fra aber til de mennesker, vi er i dag?
Gennem udvikling af vores teknologi og kultur – men hvordan så den ud? Her forskningens seneste svar og nyeste udviklinger.
menneskets_teknologiske_udvikling_palæoantropologi_antropologi_palæo_teknologi_historie_serie_arkæologi

Fra abemennesket australopithecus til venstre til neandertaler længst mod højre. Læs med de kommende mange søndage, og bliv klogere på, hvilken teknologi og intelligens de forskellige af menneskets forhistoriske slægtninge besad. (Foto: Shutterstock)

Fra abemennesket australopithecus til venstre til neandertaler længst mod højre. Læs med de kommende mange søndage, og bliv klogere på, hvilken teknologi og intelligens de forskellige af menneskets forhistoriske slægtninge besad. (Foto: Shutterstock)

Hvor går grænsen mellem aben og mennesket?

Det findes der ikke nogen nagelfast definition af, da udviklingen jo gik trin for trin gennem millioner af år.

Men i og med at vi stammer fra aben og ikke er aber, må vi sætte et skel – og det skel har flyttet sig igen og igen gennem tiden.

Hvor, hvordan og hvorfor vi har sat det skel mellem abe og menneske, vil jeg belyse i denne artikel, der er startskuddet til en artikelserie om menneskets teknologiske udvikling.

Jeg vil følge teknologiens udvikling trin for trin fra abestadiet gennem stadig mere avancerede evner helt frem til, at mennesket blev som os.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region H.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Leakeys problematiske fund

I 1950’erne og 1960’erne var der to ting, man mente, adskilte mennesket fra aben i den tidlige evolution: At vi fremstillede og brugte redskaber, og at vi havde et hjernerumfang på mere end 750 kubikcentimeter.

Det første var nærmest noget, man tog for givet, at vi var de eneste, der gjorde. Det andet var bestemt for at holde nogle opsigtsvækkende afrikanske fund ude fra menneskelinjens intellektuelle udvikling.

De 750 kubikcentimeter var større end nogen abes eller noget afrikansk fossilfunds hjernerumfang og mindre end det mindste, man fandt hos nutidige mennesker.

Denne bestemmelse led sit første knæk, da Louis Leakey i 1964 fandt nogle mellem 2,3 og 1,5 millioner år gamle fund af knogler fra Olduvai i Østafrika og kaldte fundet Homo Habilis.

Det var altså en homo, et ’menneske’ fra Afrika, selv om hjernerumfanget kun var mellem 550 og 680 kubikcentimeter. Alligevel havde dette væsen tydeligvis lavet og brugt redskaber.

Leakey forsøgte at få reduceret skellet mellem abe og menneske til 600 kubikcentimeter, men forgæves.

Holdningen var dengang, at menneskets intellektuelle udvikling var sket i Eurasien.

Aber fremstiller også redskaber

Det næste knæk led denne bestemmelse, da chimpanseforskeren Jane Goodall i 1960’erne opdagede, at chimpanser fremstillede redskaber.

De fjernede bladene fra en pind for at bruge den til at fange termitter.

Da Goodall skrev om dette til Leakey, var hans svar ifølge Goodall, at »nu må vi omdefinere redskab, omdefinere mennesket eller acceptere chimpanser som mennesker«.

Pitheco-ahva-for-noget og homo-hvabehar?

 

Pithecos’ er græsk for abe. ’Anthropos’ er græsk for menneske. ’Homo’ er latin for mand/menneske.

I evolutionen mod mennesket bliver de tidligste former – som lignede store aber, men gik på to ben, og som alene er fundet i Afrika syd for Sahara – kaldt australopitheciner: Sydaber.

På menneskesiden kaldes arterne Homo. F.eks. ’Homo erectus’, det oprejste menneske, eller ’Homo sapiens’, det tænkende menneske.

Der har været meget debat om, hvor grænsen mellem menneske og abe går – men endnu er intet holdbart svar fundet.

Tidligere har man kombineret de to betegnelser: ’Pithecanthropus’, abemenneske, eller ’Anthropopithecus’, menneskeabe. Det er ikke betegnelser, der bruges om homo-typer i dag. I stedet bruges homininer om alle former tilbage til de tidligste abeforfædre (Betegnelsen ’menneskeaber’ bruges i dag om chimpanser, bonoboer, gorillaer og orangutanger, men det er noget andet).

Læs mere om de forskellige typer i bunden af artiklen.

Menneskets stenredskaber 

Så hvad gjorde man så?

Den almindelige holdning i palæoantropologien – altså studiet af fortidige menneskers biologi og levevis – blev nu, at det ikke så meget var brug af, men fremstilling af stenredskaber, der karakteriserede mennesket i forhold til aberne.

Fossiler, der blev forbundet med stenkultur, fik betegnelsen Homo. Homo Habilis og dens kultur, ’Olduvan-kulturen’, opkaldt efter det sted i Østafrika, hvor fundet var gjort, blev betragtet som den ældste.

Men heller ikke dette skulle forblive uproblematisk.

Med fundet i 2011-12 af 3,3 millioner år gamle afslag eller flækker, den såkaldte Lomekwi-kultur, dukkede der stenteknologi op, der var mere end 500.000 år ældre end de tidligst anerkendte Homoer og 700.000 år ældre end de tidligste spor af Olduvan-kulturen.

I forsøget på af finde det specielle ved den menneskelige redskabsfremstilling i forhold til abernes vil jeg derfor først se på, hvad vi ved om abers redskabsfremstilling, og så sammenligne det med de tidligste redskaber fra først Lomekwi-kulturen og siden Olduvan-kulturen.

Desværre er det stort set kun stenredskaber, der har overlevet. Hvad de ellers har brugt af måske mere avancerede redskaber af træ, ben eller andre materialer, ved vi intet om.

Her har vi kun nulevende aber, primært menneskeaber, at holde os til.

De forskellige abers redskabsfremstilling

Man havde længe set aber bruge genstande, for eksempel en pind til at stikke ind i et bibo for at slikke honning, men det interessante er ikke, at en abe kan finde en sten og slå en nød åben.

Det synes at være en handling, der kan foretages spontant, hvis der er nødder og noget at slå dem med umiddelbart til rådighed. Det har eksperimenter med orangutanger i fangenskab vist.

Orangutanger kan finde ud af at slå med sten, men ikke at bruge de skarpe flækker, der indimellem opstår, når stenene går i stykker.

Hvis orangutangerne derimod får de skarpe flækker af mennesker, kan de godt finde ud af at bruge dem for at få adgang til mad.

I naturen har man dog ikke set orangutanger bruge denne teknik, måske fordi brug af sten er uforenelig med deres liv i træerne.

Serie: Menneskets teknologiske udvikling

 

De næste mange søndage kan du læse en ny artikel om menneskets teknologiske udvikling og konsekvenserne heraf.

Alle artikler er skrevet af Ole Høiris, som har brugt det meste af sit voksenliv på at forske i teorier om menneskets udvikling.

Med afsæt i de nyeste teorier og forskningsresultater udfolder han historien om, hvordan mennesket gik fra at være produkt af naturen til at udvikle kultur og avanceret redskabsbrug for endelig at kunne bestemme selv.  

Glæd dig til at få svar på spørgsmål som:

  • Hvornår og hvorfor udviklede mennesket bevidsthed?
  • Hvilket betydning har kødspisning for hjernens udvikling?
  • Hvordan er Homo sapiens forskellig fra de andre homoer?
  • Hvilken rolle spiller kreativitet og abstraktionsevne i menneskets udvikling?

    Tillært eller tilfældig redskabsbrug?

    Redskabsbrug kommer altså i mange former og størrelser. Det centrale for denne artikel kaldes ’kompleks redskabsbrug’. Og det ser vi faktisk hos chimpanserne.

    Kompleks redskabsbrug består af tre dele: For det første at flere dele indgår i redskabet (såsom en sten, der bruges som hammer, og en anden sten, der bruges som ambolt). For det andet at redskabet fremstilles. For det tredje at evnen til at bruge redskabet i det mindste delvist er tillært fra andre.

    Ud over tilvirkning af pinden til at fange termitter er der også observeret chimpanser, der tilvirker pinde som spyd til at fange egern i huller i træer.

    Og lige så avanceret var der chimpanser, der tyggede nogle blade, så de krøllede og kunne bruges som svampe til at suge vand op, hvor de ikke kunne komme til direkte med munden. Bladene blev derefter presset, så vandet løb ned i munden.

    Endelig er deres brug af sten eller kæppe til at knække nødder med. Også i nogle tilfælde resultat af udvælgelse af bestemte sten, som flyttes over kortere afstande til relevante træer og genbruges på de pladser, hvor de efterlades.

    Senest har man observeret nogle chimpanser, der behandlede egne og andres sår med et insekt.

    Dertil kommer mange forskellige tilfælde af redskabsbrug i forskellige sammenhænge, såsom brug af bestemte blade til at dække sig i regnvejr og til at rense sig eller behandle et sår med samt brug af pinde i mange forskellige sammenhænge.

    Disse ting samt redebygning tillæres af chimpanseungerne i tre- til fem-årsalderen, hvorefter det synes vanskeligt for chimpanserne at lære nye former for redskabstilvirkning eller -brug.

    Der er således tale om tillært adfærd, som skal tilegnes, før ungen bliver voksen.

    Kulturforskelle blandt chimpanser

    Hos chimpanser sker der også en spredning af redskabsbrug mellem grupper, især med de hunner, der søger til andre grupper.

    De mange forskellige former for brug af redskaber er ikke biologisk bestemte, men tillærte. Og der er store forskelle mellem de forskellige chimpansegrupper – nogle grupper kan for eksempel knække nødder, andre kan ikke.

    Man kan således tale om kulturforskelle mellem chimpansegrupperne (se herher og her).

    I fangenskab og under træning har man fået menneskeaber til mange andre og avancerede ting.

    For eksempel har man fået lært en orangutang at flække en sten ved tilfældige slag på stenen for derefter at bruge flækken til at skære en snor over, så den fik adgang til mad.

    Til denne artikel er det kun observationer fra vilde aber, der er interessante – dog med mulighed for at de vilde chimpanser kan have lært noget ved at observere og efterligne mennesker.

    I palæoantropologien opfatter man disse abeaktiviteter som noget, mennesket har haft med fra begyndelsen.

    Det tages for givet, at det er noget, der tidligt er opstået hos vore fjerne abeforfædre.

    Men hvordan kan vi vide det? Og hvad er det, mennesket ikke har haft med fra begyndelsen og derfor har lært hen ad vejen? Og hvordan kan vi vide noget om det?

    For at svare på de spørgsmål, må vi kigge mod den første ’menneskelige’ kultur: den mystiske Lomekwi-kultur.

    Lomekwi-kulturen blev ikke overgået i teknologisk snilde i godt 700.000 år!

    Læs med i næste uges afsnit af denne serie, og find ud af hvorfor.

    De vigtigste former for homininer

    Australopithecus (sydaben) fandtes i forskellige varianter som sediba, garhi, africanus, afarensis, anamensis og aethiopicus. De levede til for lidt mindre end for 2 millioner år siden, måske også senere.

    Homo habilis er den tidligste, der betegnes homo. Den opstod i Afrika syd for Sahara, lavede redskaber og levede for mellem 2,4 og 1,4 millioner år siden.

    Homo erectus/ergaster var i stand til at forme redskaber. Den opstod i Afrika og spredte sig til Asien (for eksempel pekingmennesket) og Europa. Den afrikanske kaldes Homo ergaster, den asiatiske Homo erectus. Den levede for mellem 1,9 millioner og 110.000 år siden.

    Homo floresiensis var et dværgmenneske, som man fandt rester af på øen Flores i Indonesien, hvor den levede for mellem 100.000 og 50.000 år siden. Den er måske en Homo habilis eller Homo erectus, der ligesom andre dyr er blevet reduceret i størrelse på grund af livet på en ø.

    Homo heidelbergensis levede i Europa, Afrika og måske det østlige Asien (Kina). Den beherskede ilden, levede i kolde områder, jagede storvildt og byggede hytter eller læskærme. Den levede for mellem 700.000 og 200.000 år siden. Den menes at være direkte forfader til neandertaleren og Homo sapiens.

    Homo neandertalensis levede i Europa og Central- og Sydvestasien. Den havde komplekse redskaber, brugte tøj, jagede storvildt og havde evne til symbolsk kommunikation. Den levede for mellem 400.000 og 40.000 år siden. Den blandende sig med Homo sapiens, hvorfor du – med mindre du stammer fra Afrika syd for Sahara – har 2-3 procent af dine arveanlæg fra Neandertaleren.

    I Asien udviklede denisovamennesket sig fra Neandertaleren. Den kendes næsten kun fra DNA, hvorfor dens alder og udbredelse endnu ikke er fastlagt.

    Homo sapiens er betegnelsen på os selv. Homo sapiens udviklede sig i Afrika for cirka 300.000 år siden og har de seneste 40.000 år været den eneste menneskeart på jorden.

    Du kan læse mere om endnu flere menneske - og abeformer her

    Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

    På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

    Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

    • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
    • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
    • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
    • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

    Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

    Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

    DOI - Digital Object Identifier

    Artikler, produceret til Forskerzonen, får tildelt et DOI-nummer, som er et 'online fingeraftryk', der sikrer, at artiklerne altid kan findes, tilgås og citeres. Generelt får forskningsdata og andre forskningsobjekter typisk DOI-numre.

    Videnskab.dk Podcast

    Lyt til vores seneste podcasts herunder. Du kan også findes os i din podcast-app under navnet 'Videnskab.dk Podcast'.

    Videnskabsbilleder

    Se de flotteste forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om det betagende billede af nordlys taget over Limfjorden her.

    Ny video fra Tjek

    Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

    Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

    Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

    Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

    Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

    Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

    Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

    Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

    Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

    Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

    Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

    Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

    Med venlig hilsen

    Videnskab.dk