Hollywood elsker superkræfter, der overgår det menneskeligt mulige.
Men ikke alle helte er iført kappe eller får deres overnaturlige evner fra kosmisk stråling.
Nogle gange sidder superkræfterne i hjernen hos helte, der kan huske alt.
I film og tv møder vi igen og igen mennesker med usædvanlige mentale evner, som blot behøver at kaste et enkelt blik på en side i en bog, et rum eller et ansigt for senere at være i stand til at genkalde hver eneste detalje med kirurgisk præcision.
Vi ser det overalt: I 'Suits', 'Sherlock' og 'Mænd der hader kvinder'. Selv i børnelitteraturen møder vi klasselæreren Cam Jansen, der kan aktivere sin fotografiske hukommelse ved at sige: »Klik!«.
Senest dukkede forestillingen op i tv-serien 'The Pitt', der foregår på en akutmodtagelse.
Da den digitale patienttavle pludselig gik ned, reddede medicinstuderende Joy Kwon situationen ved ubesværet at remse alle de forsvundne oplysninger op fra hukommelsen – navne, stuer, læger, diagnoser, vitale værdier.
Det er en dramatisk scene. Alt står på spil, hukommelsen svigter ikke, og budskabet er tydeligt:
Nogle mennesker har en hjerne, der fungerer som et kamera.
Enkel og dragende
Idéen om fotografisk hukommelse er enkel og dragende: Oplevelser indfanges objektivt, lagres i deres helhed og kan hentes frem igen uden fejl. Se det én gang, og så er det lagret for altid.
Der er bare et problem.
Der er ikke videnskabelig dokumentation for, at det findes. Din hukommelse gemmer ikke virkeligheden, som den var. Den genskaber den.
Som hukommelsesforsker ved jeg, at troen på fotografisk hukommelse er udbredt, og at ideen er tillokkende.
Men den er ganske enkelt forkert.
Menneskets hukommelse fungerer ikke som et kamera. Det er en rekonstruktiv proces selv hos mennesker med helt usædvanlige evner.
Når du genkalder dig en begivenhed, leverer hukommelsen ikke den samme oplevelse helt uforandret igen og igen.
Vi genskaber fortiden
Det handler aldrig blot om at finde, hente og 'afspille' en statisk gengivelse af en lagret 'bid' af fortiden.
I stedet genskaber du fortiden ved at stykke de rester af oplevelsen sammen, som er tilgængelige for dig i erindringsøjeblikket.
Processen formes af en række faktorer: De ledetråde, du bruger til at søge i hukommelsen, din viden, dine holdninger og dine mål her og nu, samt den sindstilstand eller det humør, du befinder dig i.
Fordi alle disse faktorer er dynamiske og foranderlige, husker du fortiden anderledes i dag - om end kun en smule - end du gjorde i går, og anderledes end du vil gøre i morgen.
Det, du husker, er ikke bare ufuldstændigt, men også upræcist.
Et nærmere blik på ekstraordinær hukommelse
Nogle mennesker, for eksempel mestre i hukommelseskonkurrencer, har ganske rigtigt en usædvanlig hukommelse.
De kan lære tusindvis af cifre udenad eller huske hele sæt spillekort på få minutter. Deres præstationer er reelle, men de udspringer ikke af en hukommelse, der mentalt tager snapshots.
I stedet bruger de strategier, nærmest som mentale stilladser, der er opbygget gennem tusindvis af timers målrettet træning, og som hjælper dem med at huske inden for bestemte områder.
Uden disse strategier (og i andre dele af livet) er deres hukommelse stort set som alle andres. Eksperternes præstationer skyldes bedre metoder, ikke en anderledes hjerne.
Eidetisk forestillingsevne
I den videnskabelige litteratur er det, der kommer tættest på fotografisk hukommelse, såkaldt eidetisk forestillingsevne, som er evnen til at fastholde usædvanligt detaljerede mentale billeder af sanseindtryk, så man kan 'se' dem for sig i flere sekunder, efter at objektet er blevet fjernet.
Det er en sjælden evne, som især ses hos børn, og den forsvinder som regel i teenageårene.
Men selv når den er stærkest, lever den ikke op til Hollywoods ideal.
Eidetiske billeder falmer hurtigt og er ikke fuldstændig præcise. De kan rumme forvrængninger og endda detaljer, som slet ikke var der.
Det er præcis, hvad man ville forvente af et rekonstruktivt hukommelsessystem – og præcis det modsatte af, hvad man ville forvente, hvis hukommelsen fungerede som en nøjagtig gengivelse.
Det er en styrke at glemme, ikke en svaghed
Myten om fotografisk hukommelse nærer forestillingen om, at din hukommelse har svigtet, når du ikke kan huske noget, som om en velfungerende hukommelse burde opføre sig som et kamera.
Når du ikke kan hente en oplysning frem, eller den er helt forsvundet, kan det føles, som om noget er gået galt.
Men i virkeligheden har glemsel en funktion. Uden den ville vi slet ikke kunne fungere.
Vi bruger for eksempel vores erindringer om fortiden til at forestille os fremtiden. En perfekt hukommelse ville være en belastning.
Glemsel udvisker detaljerne i konkrete episoder og bevarer det væsentlige, så du kan bruge tidligere erfaringer i nye situationer, og ikke kun i situationer, der præcist ligner det, der allerede er sket.
Beskytter vores følelsesliv
Glemsel beskytter også dit følelsesliv.
Når mindet om negative oplevelser, for eksempel en pinlig episode, med tiden bliver mindre skarpt, bliver det lettere at komme videre, end hvis du hver gang skulle genopleve alle detaljer med fuld styrke.
Glemsel beskytter også din selvforståelse. Minderne om din fortid er med til at danne grundlaget for din identitet. For at bevare et stabilt billede af os selv ændrer vi selektivt (eller glemmer ligefrem) de minder, der udfordrer vores syn på, hvem vi er.
De få mennesker, der kommer tættest på en næsten perfekt hukommelse, afslører ofte bagsiden af medaljen.
Mennesker med en usædvanligt stærk autobiografisk hukommelse kan huske næsten hver eneste dag i deres liv i levende detaljer. Hvis man beder en af dem fortælle, hvad de lavede 24. november 1999, kan de sandsynligvis svare.
Deres usædvanlige evne ser ud til at udspringe af en vanemæssig – nærmest tvangspræget – tilbøjelighed til at gruble over fortiden og knytte minder til bestemte datoer.
Men evnen er begrænset til autobiografiske begivenheder, og ligesom alle andre er de tilbøjelige til forskellige former for hukommelsesforvrængninger og fejl.
Selvom evnen kan lyde som en fordel, beskriver mange mennesker med usædvanligt stærk selvbiografisk hukommelse den som udmattende.
De har svært ved at lægge negative oplevelser bag sig, fordi minderne bliver ved med at føles lige så skarpe som dengang.
Et mere præcist og mere frigørende syn på hukommelse
Forestillingen om en ‘perfekt hukommelse’ påvirker, hvordan vi vurderer studerende, øjenvidner, patienter – og os selv.
Den former beslutninger i retssystemet, undervisningsmetoder og urealistiske forventninger til, hvad menneskets sind kan og bør kunne.
At slippe kamera-metaforen kan være et skridt mod en bedre forståelse af, hvordan hukommelsen faktisk fungerer. Hjernen er ikke en filmrulle. Den er en historiefortæller, der redigerer, fortolker og former fortiden på ny i lyset af nutiden.
Og det er ikke en begrænsning.
Det er en superkraft.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
