Bevidsthedens begyndelse gav teknologiske fremskridt - og æstetisk sans

Menneskets bevidsthed tog sin begyndelse for cirka 1,76 millioner år siden i starten af Acheuléen-kulturen.

Hvor den foregående Olduvan-kultur (læs mere om kulturen her) satte gang i forøgelsen af hjernens størrelse, satte Acheuléen-kulturen gang i udviklingen af hjernens kvalitet – og således opstod de første bevidsthedslignende træk.

Og den bedre hjerne gav bedre redskaber.

Hvor man i Olduvan-kulturen lavede og brugte stenflækker lidt tilfældigt, lavede man i Acheuléen-kulturen redskaber. Det revolutionerende er, at vi her for første gang ser evnen til først at forestille sig et redskab – og derefter lave det i sten.

Det resulterer i en række teknologiske fremskridt, såsom den to-sidede håndøkse, som Acheuléen-kulturen er meget kendt for, evnen til skærpelse af flækker og økser, så de kan forblive skarpe og holde længere, udvikling af seler til at bære babyer, da pelsen for 1,2 millioner år forsvandt, og poser til transport af mad.

Men ikke nok med det. Et andet og helt nyt træk udvikler sig også i denne periode: Æstetisk sans.

Mennesket begynder tilsyneladende at lave symmetriske former uafhængigt af funktion – simpelthen for skønhedens skyld.

Acheuléen-kulturen er omdrejningspunkt for denne fjerde artikel i min serie om menneskets teknologiske udvikling.

Endnu mere kødglade end forgængerne?

Acheuléen-kulturen er den længstvarende kultur i menneskets historie.

Den opstod for omkring 1,76 millioner år siden og varede nogle steder til for cirka 160-130.000 år siden, altså i godt og vel halvanden million år.

Den sameksisterede med Olduvan-kulturen i begyndelsen og med senere kulturer som for eksempel Mousterian i den sene ende. De tidlige neandertalere har således også betjent sig af Acheuléen-kulturens teknologi.

Acheuléen-kulturen forbindes primært med Homo erectus/ergaster (ergaster er den afrikansk-europæiske form, og erectus den asiatiske), som levede for mellem 2 millioner og 100.000 år siden.

Du kan læse meget mere om de forskellige typer af tidlige mennesker kaldet hominin i artiklen Ny serie: Hvordan gik vi fra aber til de mennesker, vi er i dag?

To udviklinger, ét resultat

Man mener, at Homo erectus/ergaster er opstået i Østafrika, men at der er sket selvstændige udviklinger i Asien både kulturelt og biologisk.

I Drimolen-hulekomplekset i Sydafrika har man fundet det hidtil ældste fragment af Homo erectus/ergaster i form af en stor del af et 2,04 millioner år gammelt kranie fra et barn på 2-3 år.

Tilstedeværelsen i Sydafrika tyder på, at Homo erectus/ergaster er indvandret fra Østafrika, måske på grund af de store naturforandringer, der skete dengang, hvor Afrika blev mere tørt.

Det interessante ved dette fund er, at denne erectus i perioden fra 2,04 til 1,95 millioner år siden har levet samtidig med og i samme egn som Paranthropus robustus, der levede for mellem 2,25 og 1,85 millioner år siden, og Australopithecus sideba, hvis eksistens’ tidsmæssige udstrækning man ikke kender.

Det har længe været taget for givet, at Homo erectus/ergaster forøgede indtagelsen af kød, og at dette lå bag udviklingen af krop og hjerne. Dette er der dog ikke enighed om, idet kødets andel af ernæringen ikke synes at være vokset med Homo erectus/ergaster.

En undersøgelse af dyreknogler, bearbejdet af homininer i perioden for 2,6 til 1,2 millioner år siden, viste ikke nogen forøgelse af kødtilegnelsen i og med Homo erectus/ergaster opståen for omtrent 2 millioner år siden.

Uanset om Homo erectus/ergaster spiste mere kød end sin forgænger eller ej, så skete der en stor udvikling af hjerne og krop, men hvordan – og hvorfor?

Kvantespring eller glidende overgang?

Den tidligere meget udbredte tro på, at der på kort tid skete et intellektuelt kvantespring med Homo ergaster/erectus i forhold til tidligere homininer, synes ikke at holde stik i dag.

I hvert fald ikke når man ser på den udvikling, der kan konstateres i blandt andet Kukeselei i det vestlige Turkana i Kenya, hvor der er fund fra hele overgangsperioden. Her synes udviklingen at være sket stille og roligt.

Forudsætningerne for at kunne lave de tosidede økselignende redskaber – Acheuléen-kulturens varemærke – var allerede til stede hos de foregående homininer.

Dog har det måske blot været ved et tilfælde snarere end med fuldt overlæg, som i Acheuléen-kulturen.

I Olduvan-kulturen blev sten, som homo habilis slog flækker af (også kaldet kernesten) nemlig brugt som hammer, men er måske også blevet vendt rundt, så man har brugt den skarpe eller spidse side. Derved kunne de ved rent held komme til at lave en økse.

Finere, rundere og mindre redskaber

Efter en million års stabilitet med Oldowan-kulturen har en glidende overgang hen over nogle hundrede tusinde år, hvor kulturel og kognitiv udvikling har bidraget til hinanden, nok ikke været så usandsynlig.

Acheuléen-kulturens udvikling er karakteriseret ved, at redskaber som økserne bliver mindre, mere runde og finere tillavet, mens afslagene eller flækkerne bliver stadigt mere tilpasset forskelligt brug og stadigt mere forfinede.

Teknologien blev altså mere og mere avanceret, og det gjorde det muligt at trænge ind i nye områder med anderledes økosystemer og at leve i stadigt større grupper med stadigt mere kontakt til andre grupper.

Afgørende i den sidste ende var beherskelsen af ilden, som formentlig er sket for cirka 500.000 år siden. Der er tegn på tidligere brug af ild, men den er måske opstået naturligt.

Håndøkser af horn og symmetrisk design

Acheuléen-kulturens afgørende udvikling i forhold til Olduvan-kulturen - at man har haft et mentalt billede af det, man ville lave, og derefter har lavet redskabet ved at forme kernestenene - synes at forudsætte et kognitivt spring fremad.

Forskerne mener ikke, at de forudgående Homo Habilis var i stand til dette.

Det bedst kendte og mest studerede redskab fra Acheuléen-kulturen er den store håndøkse eller -kile, som er resultatet af flækning på begge sider.

Dertil kom, at flækkerne var større og tyndere, og det samme var de små kiler, man har fundet.

Karakteristisk er også brugen af ben, horn og træ og senere ild til at bearbejde stenene, ligesom nogle af de færdige produkter i slutningen af perioden var bevidst lavet smukt symmetriske.

Helt tilbage til for 1,4 millioner år siden kan man se en avanceret flækketeknik til skærpelse af redskaberne. Det skete ikke kun i sten, men også i ben, hvilket en håndøkse lavet af et flodhestelårben, og som man har fundet i Konso i Etiopien, har vist.

Slidsporsanalyse tyder på, at den har været brugt til at skære eller save med og altså ikke til at skrabe med, og en undersøgelse af fremstillingen synes at vise en teknisk indsigt i fremstillingen af et produkt, som man har vidst, hvordan skulle formes.

Generelt er fund af økser i ben meget sjældne, og i alle de øvrige tilfælde fra Afrika og Europa drejer det sig om elefantknogler.

Forfinelsen af teknikken, som man ser på både ben- og stenredskaberne, kan måske tilskrives, at der for 1,5 millioner år siden blev fugtigere, så der ikke kun var tør græssteppe, men også fugtigere græsstepper og ind imellem områder med skov.

En mere varieret natur gav måske baggrund for en forfinelse og tilpasning af redskaberne.

En gryende symbolik?

Da det er meget lettere at lave økser i sten end i ben, kan man undre sig over, hvorfor de har brugt kræfter på at lave en økse i ben. Anvendelige sten var der nok af i området.

Kunne det være noget symbolsk allerede hos Homo Ergaster/Erectus?

Dette tvivler forskerholdet, der fandt ben-øksen, dog på.

I stedet mener de, der kan have været en sammenhængende eller parallel udvikling af teknologisk kunnen og verbal kommunikation.

Det gør de, fordi de påkrævede hjerneaktiviteter i forbindelse med redskabsfremstilling overlapper med de påkrævede hjerneaktiviteter, der forbindes til sproglig kunnen.

Fundet i Konso i Etiopien viser, at Homo ergaster allerede for 1,4 millioner år siden beherskede den såkaldte kombewa-metode, hvor man slog afslag af indersiden af en konkav kernesten.

Dette gav både større og mere skarpe flækker.

Denne teknologiske udvikling var igen sammenfaldende med en mere kompleks social organisation.

Udvikling i Acheuléen-kulturen

Måske er der sket en sammenhængende udvikling af hjerne, teknologi, en form for sprog og social kompleksitet i og med Acheuléen-kulturen, begyndende for 1,75 millioner år siden.

Ser man på slidsporene på nogle af de tidligste Acheuléen-redskaber, og her især de ofte oversete flækker, viser de, at flækkerne har været brugt til mange forskellige aktiviteter, hvad der igen viser, at der har været en kompleks økonomi.

De mange forskellige flækketyper tyder nemlig på, at de har været anvendt til en mangfoldighed af forskellige ressourcer.

De få cirka 1,3 millioner år gamle flækker fra Olduvai-kløften, der har bevaret slidsporene, viser, at nogle af dem har været brugt til at lave andre redskaber ved at save i og forme træ ved siden af fremstillingen af stenredskaber.

Andre slidspor viser, at man har skåret i kød og behandlet skind, samt skåret i planter og gravet og skåret i rødder.

Ud over flækkerne og økserne er der også fundet nogle kuglerunde sten med få afslag på en mindre del. Disse synes at have været effektive redskaber til at knuse større knogler med henblik på at få fat i marven.

Lige så stille kom der gang i udviklingen for omkring 1,5 millioner år siden, og måske kan dette tilskrives tilpasning til stadigt mere forskellige områder – nu også uden for Afrika – med forskellige former for ressourcer og udfordringer.

Forskelle har kunnet udvikle sig, og nye teknikker har kunnet udveksles i netværk fra Kina til Sydafrika.

Tæmning af ilden havde kolossal betydning for mennesket

Der er stor debat om, hvorvidt mennesket på disse tidspunkter beherskede ilden, da ingen fund af rester af ild fra den tidlige periode giver sikre beviser for dette.

Men det synes givet, at homininerne lang tid tilbage i lighed med forskellige dyr har udnyttet den ild, der er opstået naturligt.

Der er eksempler på, at disse homininer har forbedret tilvirkningen af redskaberne ved brug af ild fra Koobi Fora i Kenya, og dette bekræftes af tilsvarende fund i Wonderwerk Cave i Sydafrika, der er 1 million år gamle, samt af 700.000 år gamle spor fra Gosher Benot Ya’aqov i Israel.

Problemet er, at det arkæologisk er næsten umuligt at skelne mellem naturligt opstået ild og menneskeskabt.

Men da ilden først kom under kontrol for måske 500.000 år siden, satte det gang i yderligere en udvikling af såvel biologien og kulturen. Med beherskelsen af ilden begyndte en helt ny periode, men længe med stort set den samme teknologi som i Acheuléen-kulturen.

Men ildens effekter var kolossale!

Nu syntes mennesket at tilføje åndelige udtryk til de funktionelle formninger af redskaberne.

Som det vil fremgå i den næste artikel, begynder mennesket nu at adskille sig radikalt fra abemennesketilværelsen.

\ Læs mere

Ny serie: Hvordan gik vi fra aber til de mennesker, vi er i dag?

\ Læs mere

En teknologisk revolution gjorde måske den mystiske Lomekwi-kultur til mennesker

\ Læs mere

Homo sapiens' vandring ud af Afrika var… snørklet