UNESCO har udnævnt Hanklit på Mors og Knudeklint på Fur som verdensarv. Men den sjældne moler har længe lært forskere om Jordens fortid, nutid og fremtid.
\ Automatisk oplæsning
UNESCO har udnævnt Hanklit på Mors og Knudeklint på Fur som verdensarv. Men den sjældne moler har længe lært forskere om Jordens fortid, nutid og fremtid.
En glædelig nyhed ramte Danmark lørdag formiddag:
Dele af limfjordsøerne Mors og Fur er officielt blevet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.
Nærmere bestemt er det de to aflejringer af den sjældne bjergart moler (udtalt “mo-lér”), Hanklit på Mors og Knudeklint på Fur, der er blevet udpeget.
»Det er jo den maksimale udmærkelse,« siger Bo Pagh Schultz, museumsinspektør og seniorforsker ved Fur Museum, til Videnskab.dk.
»Der er virkelig, virkelig mange, der har bidraget til vores samlinger af fossiler. Det har alt sammen ført os op på øverste hylde.«
Moleret bugner af 55 millioner år gamle, særdeles velbevarede fossiler fra fisk, padder, insekter, fugle og planter, som har været med til at sikre det prestigefulde verdensarvsstempel.
»Det er så velfortjent, at de har fået den status,« lyder det fra Laura Jane Cotton, lektor og sektionsleder for geologi ved Statens Naturhistoriske Museum.
»Det er ikke bare fossilerne, men også fra et forskningsperspektiv. Moleret har givet så meget indsigt i klimaforandringer og fauna.«
Særligt ét fossil kan hjælpe med at fortælle historien om livet på kloden efter dinosaurerne: Skildpaddeungen Luffe, der er Fossil- og Molermuseets kronjuvel.
Luffe klækkede ud af sit æg for cirka 55 millioner år siden i et område, der en dag skulle blive til Mors i Nordjylland.
Det var langt varmere end i dag efter en voldsom global opvarmning – forårsaget af en kombination af blandt andet enorme mængder af CO2, som vulkaner havde skudt ud i atmosfæren, og metangasudslip fra begravede lag i jorden.
Ligesom nyklækkede skildpadder i dag søgte den purunge lille Luffe mod havet.
Det havvand, den fandt, var dog noget anderledes end nutidens Limfjord eller Vesterhav.
Det bliver i stedet beskrevet som »sådan lidt dødehavsagtigt« af Bodil Wesenberg Lauridsen, geolog og seniorforsker ved GEUS:
»Dengang var der i Nordjylland nogle mindre isolerede havbassiner, som ikke udvekslede vand med de store oceaner. Der var ikke meget ilt til stede ved havbunden og derfor ingen orme, muslinger eller noget som helst.«
I stedet levede der kiselalger i havvandet nær overfladen. Millioner af tons af den såkaldte ‘diatomit-alge’.
»Algen bygger sit skelet af kisel. Det er det samme mineral, som sand består af. Det er der ikke så mange organismer, der bruger. Så allerede der er det specielt.«
På et tidspunkt endte Luffe, som på det tidspunkt var cirka 11 centimeter lang, i det kiselalgebefængte bassin, hvor den døde og sank ned til bunden, hvor intet levende færdedes.
Da Luffes lig dumpede ned på bunden, landede den i et iltfrit søle, der er perfekt til at danne fossiler.
»Det er ekstremt sjældent, at dyr bliver til fossiler, for der skal meget lidt til, for at det ikke sker,« siger Laura Jane Cotton fra Statens Naturhistoriske Museum.
»Hvis der er bølger eller havstrøm, bliver kroppen og skelettet ødelagt over tid. Hvis der er levende organismer, nedbrydes liget.«
Takket være algerne og landskabet, der afskar Luffes dødssted fra resten af havet, var der hverken havstrøm, bølger eller sultne organismer til at ødelægge den lille skildpadde.
Til gengæld var der de mange kiselalger, som gradvist døde og lagde sig i lag på lag på lag oven på skildpadden relativt hurtigt, så den blev pakket tæt ind i sin iltfrie kiste.
Lige indtil den blev banket fri 55 millioner år senere af en hammer i hænderne på Fossil- og Molermuseets inspektør Henrik Madsen i 2008.
I dag er Luffe (med det mindre mundrette navn Tasbacka danica) et af de store trækplastre på museet på Mors, hvor den har sin faste plads. Den regnes for at være et af verdens bedst bevarede skildpaddefossiler.
Men i forskningens verden er den ikke den eneste stjerne fra moleret i Limfjorden.
For eksempel har et særligt 55 millioner år gammelt fuglehoved hjulpet med at forstå udviklingen af moderne fugles udseende, fordi den stadig indeholder farvepigmenter.
Også rester af fiskeøjne og skæl med farvepigmenter er stadig bevaret i fossilerne, og moleret har afsløret verdens ældst bevarede dagsommerfugl, torsk og svirreflue.
»Ved hjælp af moleret og hvor godt det bevarer fossilerne, kan vi sammenligne de 55 millioner år gamle arters biologiske molekyler med deres nulevende slægtninges,« siger Bo Pagh Schultz.
»Vi kan simpelthen se stamformerne til rigtig meget af det liv, vi kender i dag.«
Samtidig har nogle af fossilerne mindre fossiler i maven, så man tilmed kan forstå datidens fødekæde.
Og der er stadig flere opdagelser på vej:
»Vi opdager stadig nye arter igennem fossilerne fra Limfjorden, og vi har lige nu flere eksemplarer i vores samling, hvor vi stadig arbejder på at finde ud af, præcis hvad det er for arter,« siger Laura Jane Cotton fra Statens Naturhistoriske Museum, som modtager danekræ (vigtige naturhistoriske genstande) fra hele landet.
Limfjordens fossiler er ganske vist berømte for, hvor velbevarede de er.
Men da Luffe blev begravet, var det dog i mere end blot alger – noget, som i dag hjælper forskere med at forstå klimaforandringer, og hvad det betyder for Luffes nulevende slægtninge.
»Noget af det, der gør molergravene så unikke, er 180 askelag« fortæller Bodil Wesenberg Lauridsen.
Cirka en tredjedel af moleret består af aske, som man nemt kan se med det blotte øje, fordi det ligger som sorte striber i den hvide moler.
»Det stammer fra vulkanudbrud, fra dengang da Europa og Nordamerika gled fra hinanden som følge af pladetektoniske bevægelser,« siger hun.
»Den vulkanske aske blev båret flere tusinde kilometer væk med vinden for at drysse ned i det rolige havbassin. Her aflejredes den som lag og blev ikke blandet rundt af gravende organismer, for ingen dyr kunne leve på havbunden.«
Dét er en afgørende nøgle til at forstå de voldsomme og hurtige temperaturstigninger, som vulkanudbruddene forvoldte.
Det er nemlig muligt at datere aske med langt større præcision end mange andre komponenter i undergrunden – i molerets tilfælde over en periode på cirka 1,5 millioner år.
»Det betyder, at vi kan se, hvordan livet på Jorden forandrer sig mellem hvert askelag fra en tid med hamrende global opvarmning,« fortæller Bo Pagh Schultz
Efter flere årtiers forskning i livets udvikling gennem global opvarmning har han ligefrem et relativt beroligende budskab fra moleret.
»Flora og fauna for 55 millioner år siden kunne faktisk finde måder at trives på. Når der blev for varmt, migrerede de væk, og når det kølede ned, vendte de hjem,« siger han.
»Kort sagt: Livet fandt en vej.«
Hanklit og Knudeklint træder ind i en nu ti mand stor klub af danske UNESCO verdensarvs-attraktioner.
De bliver den fjerde naturverdensarv i Danmark efter Vadehavet, Stevns Klint og Møns Klint.
»Jeg kan godt lide, at vi bliver rosinen i pølseenden efter de to andre klinter, der er fra kridttiden (146-66 millioner år siden, red.),« siger Bo Pagh Schultz.
»Det vil sige, at de viser dinosaurernes æra og meteornedslaget, der førte til masseuddøen. Med moleret viser vi, hvordan livet begyndte at blomstre på Jorden igen. Den store trilogi kan jeg sgu godt lide. Og så i lille Danmark.«
