Havde de gamle grækere været iblandt os i dag, ville de sandsynligvis have kastet sig ivrigt ind i debatten om den historiske nøjagtighed i Christopher Nolans nye filmatisering af Odysseen.
De elskede at diskutere sandheden i Homers fortællinger og forholdt sig langt fra ukritisk til deres egne myter.
Tværtimod udfordrede og omfortolkede samtidens historiefortællere dem gerne. De konkurrerede om at give de gamle historier nyt liv og få publikum til at se dem i et nyt lys.
For de gamle grækere var den fjerne fortid et paradoks. Det var gudernes og monstrenes tid, fyldt med fantastiske hændelser, men historierne udspillede sig samtidig på velkendte steder rundt om Middelhavet og kredsede om helte, de betragtede som forfædre til samtidens mennesker.
Vi har arbejdet med at kortlægge de lokationer, der knytter sig til de græske myter. For grækerne udspillede fortidens fortællinger sig ikke i fjerne fantasilande, men på steder, de kendte og færdedes blandt.
Men hvordan forholder det sig med Odysseus' rejse?
Rejsen gennem dødsriget
Homers epos Odysseen, der sandsynligvis blev til omkring 800 før vor tidsregning, er beretningen om sagnhelten Odysseus' lange og farefulde færd fra det belejrede Troja hjem til hans elskede hjemstavn Ithaka.
En stor del af rejsen foregår i det mørke og tågede dødsrige »Hinsides«, som var et mytisk univers med sin egen logik, befolket af sære, uhyggelige og overmægtige væsener.
Selvom Homer placerede denne del af fortællingen i en fantasiverden, behøvede den ikke at forblive dér. I takt med at grækerne bredte sig over hele Middelhavsområdet, begyndte de at spørge sig selv: Var Odysseus engang her?
Selvom myten om den trojanske krig tager sig visse friheder i forhold til geografien, var grækerne enige om, at Troja lå ved Dardanellerne i det nuværende nordvestlige Tyrkiet.
De forbandt forskellige lokale landemærker med hændelserne i eposserne, og da den tyske arkæolog Heinrich Schliemann udgravede en bronzealderfæstning i området, hævdede han, at han havde fundet Homers Troja.
Fortællingen forlader den genkendelige verden
Homer kalder Odysseus' ørige ud for det græske fastlands vestkyst for Ithaka. Den dag i dag findes der en ø med dette navn i området, selvom den ikke stemmer helt overens med digterens beskrivelse.
Odysseus når så langt som til Kap Malea ved det sydlige græske fastland, før en voldsom storm blæser ham ud af den kendte verden og ind i dødsriget »Hinsides«.
Her forlader fortællingen den genkendelige verden. Homers beretning om det, der følger, lader sig ikke indtegne på noget kort.
Intet er genkendeligt, og retningsangivelser som nord og syd mister deres betydning.
Genskaber rejsen
Homers eposser afspejler den politiske og geografiske virkelighed i hans egen tid.
Omkring 800 år før vor tidsregning kæmpede hundredvis af bystater på det græske fastland om indflydelse og prestige, og forestillingen om, at lokale helte engang havde stået sammen om at erobre Troja, havde derfor stor appel.
Fra det 5. århundrede før vor tidsregning finder vi antikke geografer, der diskuterer, hvor Odysseus egentlig sejlede hen. Deres tekster, hvoraf en del kun er bevaret i fragmenter, er vores bedste vidnesbyrd om, hvordan oldtidens samfund forsøgte at knytte de fantastiske steder, som Homer beskrev, til virkelige lokaliteter.
En del geografer var skeptiske over for tanken om, at »Hinsides« lå i Middelhavet, og pegede i stedet mod Atlanterhavet.
Eratosthenes bemærkede tørt:
»Du finder først ud af, hvor Odysseus strejfede omkring, den dag du finder den skomager, der syede vindposen sammen for Aiolos.«
Med andre ord: Det gør du aldrig.
Men ønsket om at knytte Homers fantastiske steder til virkelige lokaliteter var for stærkt til at blive ignoreret.
Der fandtes derfor mange konkurrerende teorier. I Odysseen møder Odysseus de såkaldte lotusspisere, som lever af lotusblomstens »honning-søde« frugt. Antikkens geografer placerede deres hjemegn forskellige steder i Nordafrika.
Øen Meninx ud for det nuværende Tunesien var en populær kandidat. Strabon fremhævede som bevis både et alter viet til Odysseus og træer med søde frugter, der blev kaldt lotus.
Den græske geograf Artemidorus af Efesos placerede derimod lotusspiserne længere mod vest. Ifølge Artemidoros var de nomader i det nuværende Marokko, som overlevede i vandløse ørkenområder ved at tygge på en saftig rod.
Fra begyndelsen af det 7. århundrede før vor tidsregning begyndte grækerne at slå sig ned på Sicilien og i Syditalien. Når nybyggerne hævdede, at deres nye hjemlande var de steder, Homer beskrev, gav de samtidig deres nye bosættelser en ældgammel og prestigefyldt fortid.
Da grækere grundlagde det nuværende Napoli, opkaldte de byen Parthenope efter én af sirenerne, som ifølge traditionen blev begravet på et nærliggende næs.
I antikkens kunst blev sirenerne ofte afbildet som væsener, der var halvt kvinder og halvt fugle. I dag kaldes øerne, hvor de menes at have holdt til, Li Galli – »Hønsene«.
Troldkvinden Kirke, som forvandlede Odysseus’ mænd til dyr ved hjælp af en forhekset trylledrik, skulle efter sigende have boet på et næs syd for Rom, der stadig bærer navnet Monte Circeo.
Hos Homer begraver Odysseus et af sine besætningsmedlemmer på Kirkes ø, efter at manden er styrtet ned fra et tag. De gamle grækere identificerede graven med et sted på Monte Circeo. Også moly – den urt, Odysseus brugte til at beskytte sig mod Kirkes magi – mente man voksede i området.
Ikke noget nyt ved nyskabende fortolkninger
En del hævdede, at Odysseus trængte ned i underverdenen gennem et dødeorakel ved Cumae. Egnen er præget af omfattende vulkansk aktivitet, hvilket passede godt til fortællingerne om underverdenens tågede floder og dampende landskaber.
Skylla, et frygtindgydende, sekshovedet søuhyre, og Karybdis, den frygtindgydende malstrøm fra den græske mytologi, som Odysseus og Jason måtte sejle forbi, blev placeret i Messinastrædet mellem Sicilien og Calabriens sydspids, hvor tidevandet og strømforholdene kunne være særdeles farlige.
Andre pegede på store klippestykker ud for Siciliens kyst som bevis på, at det var her, kyklopen havde kastet klipper efter Odysseus’ skib i løbet af flugten.
Den slags tolkninger viser, hvordan grækerne gjorde myternes fantastiske landskaber mere genkendelige, samtidig med at de satte den virkelige verdens egen mærkværdighed i relief med dens hallucinationsfremkaldende planter, vulkaner og ældgamle levn.
Nyskabende fortolkninger af Odysseen er med andre ord ikke noget nyt. De gamle grækere ville formentlig have glædet sig over, at vi stadig brydes med spørgsmålet om fortællingens »sandhed«.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
