I Jelling står to runesten. Det er den lille og den store Jellingsten, som er selve symbolet på det, der i dag er Danmark.
Stenen kaldes ofte for 'Danmarks dåbsattest', for på den lille Jellingsten bliver navnet 'Danmark' brugt for første gang. På den store Jellingsten er danskerne også blevet kristne.
Teksten på den store sten lyder:
»Harald konge bød gøre disse kumler ('dette mindesmærke') efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.«
Der står på stenen, at den er lavet på bestilling af kong Harald Blåtand. Det betyder, at den er lavet i sidste halvdel af det 10. århundrede.
Men er det sandt, bare fordi det står skrevet?
Udfordrer den gængse teori
Det er den norske arkæolog Håkon Glørstad ikke så sikker på.
I det seneste nummer af 'Viking, Norsk arkeologisk årbok' argumenterer han for, at stenen i stedet blev bestilt af en biskop i det 12. århundrede, som led i i den daværende opbygning af nationen.
Det svarer lidt til, at en dansk arkæolog påstår, at Osebergskibet ikke er et vikingeskib. Håkon Glørstad tror nu heller ikke på, at danske kolleger vil tage hans nye teori til sig.
»At sige noget om Jelling er at sige noget om Danmark som nation,« skriver han i artiklen.
»Jeg tror, at rigtig mange vil være uenige og finde det unødvendigt eller provokerende. Og at mange vil tilbagevise det,« siger Håkon Glørstad.
»Men jeg tror, at det, der er vigtigt med forskning, er ikke at sidde og bekræfte hinanden. Jeg er gået ind og har forsøgt at se på materialet med et andet perspektiv end normalt.«
En helt unik sten
Egentlig er det stenalderen, der er Håkon Glørstads specialområde, men som daværende museumsdirektør for Kulturhistorisk Museum i Oslo kæmpede han for et nyt vikingetidsmuseum.
Da coronavirussen kom, læste han op på vikingetiden, og fæstnede sig ved en bog om Jelling.
Det var først og fremmest rørende, syntes han. Altså alt det arbejde, der var blevet lagt i at skabe en fortælling om Danmarks historie med udgangspunkt i stedet og stenene.
»Men så blev det lidt underligt. Der var meget, jeg ikke kunne få til at passe sammen.«
For der er meget, der er usædvanligt ved den store Jellingsten, skriver Håkon Glørstad i sin artikel.
Den store Jellingsten ligner ikke andre sten fra perioden, og den adskiller sig fra de andre runesten på flere måder, mener Håkon Glørstad. For eksempel er indskriften skrevet i vandrette linjer og læses fra venstre mod højre som teksten i en bog.
»Det var ikke en almindelig måde at lave runesten på i vikingetiden. Dengang skrev man for det meste i lodrette linjer,« siger Håkon Glørstad.
Indholdet er også usædvanligt for vikingetiden, mener han.
»Teksten minder meget mere om gravsten fra 1100-tallet, som har denne opsummerende og pralende historie om den afdødes bedrifter.«
Stenarten stemmer heller ikke med vikingetidens valg af sten til sådanne formål, mener Håkon Glørstad.
Måden dekorationen og figurerne er udskåret på, er heller ikke typisk, mener han.
Desuden havde man på Harald Blåtands tid ikke den intellektuelle kapacitet, der skulle til for at lave så kompliceret en sten.
Jesus og løven
Ud over selve teksten har den store Jellingsten et stort billede af et dyr – højst sandsynligt en løve – og et billede af Jesus.
Motiverne er usædvanlige i vikingetidssammenhæng, mener Håkon Glørstad. Billedet af Jesus er det eneste af sin slags fra vikingetiden, påpeger han. Og løver var enormt populære – men først i det 12. århundrede.
»Mange har påpeget, at denne løve ligner et emblem. Og det var meget populært at bruge løven som sådan et symbol i det 12. århundrede. Det gjorde flere norske og danske konger,« siger Håkon Glørstad.
For stenen er egentlig kun unik, hvis man tror, den er fra vikingetiden, mener han.
Den passer dog ret godt ind i det, man i Danmark kalder Valdemarstiden, som starter i 1157.
Den populære vikingetid
Danmark skulle samles som stat, og det blev vigtigt at skabe en fælles dansk historie. Kongerne interesserede sig for vikingekongerne, og overklassen lærte runer.
Det er her, Håkon Glørstad finder biskop Absalon, kong Valdemar den Stores nære ven og rådgiver, som havde sin egen personlige nordiske stenhugger.
»Absalon var optaget af at bygge Danmark på et historisk fundament for at legitimere Danmarks plads i Europa og verden,« siger Håkon Glørstad.
Og så er der de sammenblandede stilarter, motiverne og stenvalget, der ikke matcher – og sproget. Sproget er mere arkaisk end på den mindre Jellingsten, som blev lavet før den større.
Det peger ikke på Harald Blåtand som ophavsmand, for han ville nok ikke have lavet stenen sådan, siger Håkon Glørstad.
Det ville derimod en biskop under Valdemartiden, som hentede inspiration fra, hvordan man huskede 'gamle dage' på den tid, mener forskeren.
»Efter min mening er det sandsynligt, at ærkebiskop Absalon har bestilt den,« skriver Håkon Glørstad i artiklen.
»Han havde klare motiver for at rejse sådan en sten i Jelling og nok ressourcer til at gennemføre det.«
Harald forsøgte, men det lykkedes ikke
Et af de stærkeste argumenter for teorien er resultaterne fra arkæologiske udgravninger, ifølge Håkon Glørstad, for der er gravet rundt om og under Jellingstenene ved flere lejligheder.
Under stenene finder arkæologer middelalderen. De finder spor af middelaldergrave og middelalderfundamenter.
»Stenen er også funderet på en måde, der minder om den måde, stenkirken ved siden af blev bygget, som er fra 1100-tallet,« siger Håkon Glørstad.
Så er der fortællingerne fra krønikerne. Både Saxo og Svein Aggesen skriver om en stor sten, som Harald Blåtand ikke formåede at bringe til sin mors, dronning Thyras grav.
Harald tvinger hæren til at trække stenen mod Jelling, men et oprør bryder løs, og Harald må flygte ud af landet.
Hvis den store runesten rent faktisk stod der i sin tid, ville Saxo og Svein Aggesen have nævnt det, mener Håkon Glørstad, i stedet for at skrive om det mislykkede forsøg.
»Det tyder på, at det var en stor tradition dengang, og at Harald prøvede, men at det ikke lykkedes,« siger Håkon Glørstad.
»Det kan have været fristende for biskop Absalon at få den rejst for at bekræfte historien og samtidig bekræfte den historiske forankring af Danmarks enhed.«
Hvem har hugget runerne?
Harald Blåtands mor hed Thyra. For lidt over et år siden hævdede danske arkæologer, at vikingedronningen Thyra formentlig var mere magtfuld end hidtil antaget.
Hendes navn er hugget på fire runesten – herunder de små og store Jellingsten. Forskerne konkluderede, at det var den samme Thyra på alle stenene.
Men ikke nok med det – de vidste, hvem der havde hugget (eller ristet) runerne på dem: Ravnunge-Tue.
Håkon Glørstad kender til forskningen, men han er skeptisk over for konklusionen.
Uden mere viden om hvad forskerne har valgt at inddrage, og hvad de har valgt at udelade fra analysen, er det ifølge Håkon Glørstad svært at vurdere dette arbejde.
»De burde have stillet mere af baggrundsmaterialet til analysen til rådighed,« mener han.
Håkon Glørstad og arkæologen Lisbeth Imer, der står bag den omtalte forskning, er desuden uenige om én detalje.
På den store Jellingsten står der Thyre, ikke Thyra. Lisbeth Imer mener, det skyldes, at sproget på den store sten er formelt. Håkon Glørstad mener, det skyldes, at stenen er fra en anden tid.
Skriften på stenen
Allerede i begyndelsen af Jellingstenens historie, i 1830'erne-1850'erne, var der en del spekulation om, at den ikke var fra Harald Blåtands regeringstid, fortæller Håkon Glørstad.
»Men de fleste har forholdt sig til teksten, når de fortolker stenen,« siger han.
Det ville Håkon Glørstad granske lidt.
»Historievidenskab er meget føjelig over for skriften og det skrevne ord, og den har en tendens til at fortolke og ordne andre kilder under, hvad skriften siger. Men nogle gange skriver vi, hvordan tingene bør være, og ikke, hvordan de er,« kommenterer han.
»I dette tilfælde har teksten fuldstændig lagt beslag på vores forståelse af stenen og dens plads i historien.«
Stadig en runesten fra vikingetiden
»Det er altid interessant, når der kommer en ny vinkel og tilgang til dette materiale,« siger Adam Bak, som er museumsinspektør på Kongernes Jelling, informationscentret, der blandt andet omfatter Jellingstenene, og som er en del af Nationalmuseet.
Men den nye teori holder ikke, mener han.
»Umiddelbart synes jeg ikke, at artiklen giver grund til at ændre den fortolkning, vi har i dag.«
\ Læs også
Harald Blåtands hof havde den intellektuelle kapacitet
»Det er rart at have en diskussion, og han argumenterer for sin sag. Men der er meget, der kan diskuteres,« siger Anne Pedersen, som er ekspert i emnet.
Hun er ansvarlig for Nationalmuseets Jellingprojekt, et forsknings- og formidlingsprojekt med afsæt i monumenterne i Jelling.
Anne Pedersen er blandt andet ikke enig i Håkon Glørstads konklusion om, at kongedømmet på Harald Blåtands tid ikke havde den intellektuelle viden til at lave en sten som den store Jellingsten.
»Det er ikke rigtigt,« slår Anne Pedersen fast.
Hun henviser til flere forhold, der viser, at Harald Blåtands hof havde den intellektuelle kapacitet til at få rejst en så speciel sten:
- Værksteder, der producerede avanceret guldsmedearbejde som Hiddensee-skatten fra Rügen i Nordtyskland.
- Sølvmønter, som knyttes til kongen, som viser kristne motiver, blandt andet korsfæstelsen.
- Geometrisk viden, der skulle til for at skabe de store monumenter, der dengang blev bygget ved Jelling.
- Der var sandsynligvis folk med kendskab til latin ved hoffet.
- En dansk delegation blev ifølge skriftlige kilder sendt til et møde i Det Ottonske dynasti i 973.
»I det øjeblik kongemagten er på et sådant niveau, at man sender en delegation til et møde i Det Ottonske dynasti, har man nok også den intellektuelle kapital, der skal til for at skabe den store Jellingsten,« siger hun.
Genstande fra det 9. århundrede med lignende symboler
Argumentet om, at historikere kun skriver, at Harald forsøgte, men ikke var i stand til at rejse stenen, holder heller ikke vand, siger Anna Pedersen.
»Det er lige så sandsynligt, at de ikke nævner det, fordi de ikke selv har været der og set det,« siger hun.
Anne Pedersen peger også på, at der er genstande dateret til 900-tallet med slangedyr af samme karakter som på Jellingstenen.
»Glørstad argumenterer indgående for en senere datering, men han giver ikke samme vægt til en analyse af konteksten i det 9. århundrede,« siger Anne Pedersen.
»En artikel som denne får en til at tænke. Hvor er vores argumenter, holder de stadig? Og så tænker jeg, at ja, det gør de. Der er gode kulturhistoriske argumenter for, at den store Jellingsten blev rejst på det tidspunkt, hvor de fleste er enige om, at den blev rejst.«
\ Læs også
Absalons runesten åbenbart ikke fra vikingetiden
Laila Kitzler Åhfeldt er en af forskerne bag studiet, der mener at have fundet ud af, hvem der har hugget den store Jellingsten.
Hun arbejder ved det svenske rigsantikvariat, er arkæolog og runolog – altså specialist i runer.
»Min første reaktion på Glørstads teori er forundring,« siger Laila Kitzler Åhfeldt.
I Skåne står en runesten, der faktisk blev rejst af biskop Absalon i slutningen af 1100-tallet, fortæller runologen. Det er let at se på skriften på denne runesten, at den ikke er fra vikingetiden, siger hun.
Den store Jellingsten er derimod højst sandsynligt fra vikingetiden, mener Laila Kitzler Åhfeldt.
Undervurdér ikke vikingetidens runehuggere
Håkon Glørstad mener, at Laila Kitzler Åhfeldt og kollegaen Lisbeth Imer ikke har stillet nok information til rådighed om deres analyser af, hvem der har ristet den store Jellingsten.
Det er muligt, at flere data kunne have været med i bilaget, svarer Laila Kitzler Åhfeldt.
Men det er faktisk ikke så enestående, som det måske lyder, at forskerne har identificeret den person, der ristede den store Jellingsten, mener hun.
I Sverige findes der flere kendte runeristere og en metode til at genkende dem, som er beskrevet udførligt i andre videnskabelige publikationer. Analyserne af danske runesten bygger videre på dette arbejde.
»Det gør mig glad, at han viser så stor interesse for detaljerne i vores forskning. Og jeg er nysgerrig på, om han har nogle forslag til yderligere analyser,« siger Laila Kitzler Åhfeldt.
Hun mener også, at Håkon Glørstad tager fejl, når han mener, at der ikke var noget intellektuelt miljø, der kunne have skabt den store Jellingsten i vikingetiden.
»Flere runeristere havde havde kompetencer ud over det sædvanlige, og mange af dem var mere lærde end deres omgivelser. Vi bør ikke undervurdere dem.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
