Vikingetidens ringborge tvinger os til at genoverveje de populære fortællinger om fortiden

Arkæologen Poul Nørlund havde aldrig tænkt sig, at han skulle finde en borg fra vikingetiden, da han i høsten 1934 sammen med fire medhjælpere begyndte at grave på det mærkelige, cirkelrunde voldsted Trelleborg ved Slagelse.

Langt mindre, at den jord, han satte spaden i, mange år senere skulle blive udnævnt som en del af verdens vigtigste kulturarv.

17. september 2023 blev det afgjort på den 45. session for UNESCOs Verdensarvskomité i Riyadh i Saudi-Arabien, at de fem danske ringborge fra vikingetiden – Aggersborg, Fyrkat, Trelleborg Nonnebakken og Borgring – bliver optaget på organisationens verdensarvsliste.

Du kan læse mere om udnævnelsen i Videnskab.dk's nyhed her.

Hvordan gør netop vikingetidens ringborge sig fortjent til den opmærksomhed? Hvad er det for en historie, der gør dem til umistelige kulturmindesmærker? Og hvilken rolle har de spillet i historien om vikingetiden?

I fint selskab

Jeg havde heller ikke selv forestillet mig, at ringborgene skulle havne på verdensavslisten, da jeg i 2014 var med til at afdække den femte og foreløbig sidste ringborg, der har fået stempel som verdensarv, Borgring ved Køge.

Ringborgene deler nu plads med unikke historiske mindesmærker verden over, steder som på godt og ondt afspejler menneskehedens historie og fortællingerne om den: pyramiderne ved Giza, Taj Mahal, eller koncentrationslejren i Auschwitz.

I Danmark har Kronborg Slot, Roskilde Domkirke, Jellingmonumenterne og byen Christiansfeld hidtil været de eneste kulturhistoriske monumenter på listen, mens Nationalpark Vadehavet, Parforcejagt-landskabet i Nordsjælland og Stevns Klint er optaget på listen som enestående naturarv.

Drømmen om en handelsplads

For mange danskere er ringborgene knyttet til en udpræget dansk historie om en eventyrlig vikingetid og om grundlæggelsen af et dansk kongedømme. Med kong Harald Blåtand som helt er den historie blevet fortalt og genfortalt i museer, tv-serier og skolebøger i de sidste mange år.

Poul Nørlund mente dog, at han havde færten af noget helt andet, da han begyndte udgravningerne på Trelleborg. Det var en »Handelsplads, som jeg mener maa have ligget der i Vikingetiden« fortalte han 21. september 1934 til Sorø Amts Dagblad.

Den idé kan man ikke fortænke ham i, når vi ser på hans samtid.

I årene forinden havde det skabt store arkæologiske sensationer, da tyske arkæologer havde gravet den navnkundige handelsby Hedeby frem, og da svenske forskere fandt grave med skandinaviske våben og smykker ved handelspladser i de baltiske lande.

Nørlund drømte om at finde spor af handel, der kunne vise, at vikingetidens danskere også havde haft kontakt med den store verden – »saa kan man nemlig konstatere, hvor høj Kulturen den Gang har været«, forklarede han til Sorø Amts Dagblad.

Det korte citat er i dag fuldt af fremmedartet tankegods. Kulturen i danskernes fortid skulle helst være høj, den skulle kunne måle sig med de store europæiske kolonimagter, der med søfart havde erobret en verden, hvor kulturen underforstået var lavere.

Hvad kunne bevise det bedre end at finde en stor handelplads?

En europæisk sensation

Men allerede året efter måtte Nørlund sande, at Trelleborg havde en helt anden historie at fortælle.

Da udgravningerne havde været i gang i nogle uger i 1935, gik det med et chok op for ham, at der lå et strengt system bag alle de store og små grøfter og huller, man havde gravet frem under pløjejorden på Trelleborg.

Sporene af formuldede planker og stolper dannede et geometrisk system med veje, der med snorlige stringens inddelte hele borgpladsen i fire lige store dele, hver med spor efter fire ens, næsten 30 m lange store haller, der lå anbragt i et nøjagtigt kvadrat.

Omkring det hele lå voldene i en nøjagtig cirkelform, delt af fire vinkelret anbragt porte.

Dette var ikke en sammenstykket købmandsby, men et nøje planlagt borganlæg, som ingen kunne forbinde med de djærve men uregerlige vikinger, som man mente at kende fra europæiske krøniker og islandske sagaer.

»En Europæisk Sensation« erklærede Nørlund i Sorø Amtstidende 3. oktober 1935, da sammenhængen netop var gået op for ham.

Gådefulde borge

Men hvilken historie lå der nu bag dette mærkelige sted? Snart spøgte den farverige islandske saga om Jomsvikingerne, som havde dannet et militært broderskab i deres mægtige borg ved Østersøen. Men Trelleborg var heller ikke Jomsborg.

Langsomt sank det ind, at Trelleborg var et kæmpemæssigt borganlæg fra vikingetiden, som ingen krønike eller saga havde nævnt med et ord.

Modernismens historikere havde siden det tidlige tyvende århundrede taget alle den nye videnskabelig kildekritiks sanitære midler i brug for at uddrive middelalderens farverige sagn og heltehistorier fra historien.

Nu lå her et arkæologisk monument og ligefrem skiltede med, hvor meget kildernes ikke berettede om.

Når den nedarvede historie ikke engang havde omtalt dette kæmpeværk, hvad kunne den så overhovedet regnes for? Arkæologien med dens moderne sigtekikkerter og mikroskoper overtog på Trelleborg fortællingen om vikingetiden.

Fortællingen skifter igen

Trelleborg blev en arkæologisk gåde, og de svar, gåden aftvang, spejlede deres tid. Nogle historikere mente i 1940’erne, at borgen umuligt kunne være bygget af danske vikinger – hvordan skulle de dog kunne det?

Var det ikke snarere den tyske kejser, der havde ført en hær i land til Sjælland og bygget borgen?

Men da Nørlunds yngre kollega C.G. Schultz i 1946 kunne annoncere fundet af endnu en ringborg, Aggersborg ved Limfjorden, måtte kejserens tropper trække sig tilbage.

I 1948 udgav Nørlund, der nu var blevet direktør for Nationalmuseet, sin store bog om Trelleborgfundet. Nu havde han tænkt sig frem til en anden forklaring.

Ringborgene var enestående monumenter i Danmark, og den mest enestående historiske bedrift i Danmarks vikingetid var Svend Tveskægs erobring af England i 1013. De to ting måtte hænge sammen.

Nørlund foreslog, at ringborgene var kong Svends træningslejre, og at deres forbløffende organisation kunne forklare den militære styrke, som Englandstogterne var udtryk for.

Svend Tveskægs træningslejr

Den tolkning blev ualmindeligt godt modtaget i et Danmark, der efter 2. verdenskrigs besættelse og befrielse struttede af nationalfølelse og kampånd.

Historien om Svend Tveskægs træningslejre blev endnu bedre, da Nationalmuseets arkæologer i 1952 fandt spor efter endnu en ringborg ved Fyrkat nær Hobro og kort efter endnu én på Nonnebakken midt i Odense.

Nu kunne man se for sig, hvordan hele landet var blevet mobiliseret til Englandstogterne.

Op igennem 1960’erne blev Fyrkat udgravet af Olaf Olsen, der ligesom Nørlund senere blev direktør for Nationalmuseet.

Da Olsen i 1977 udgav sin publikation ’Fyrkat: en jysk vikingeborg’, holdt han fast ved essensens i Nørlunds teori: ringborgene var Svend Tveskæg værk, og deres historie hang uløseligt sammen med Englandstogterne.

Nye fund, ny historie

Men få år efter overraskede borgene igen.

I 1979 var det blevet muligt at bruge årringsdateringer til at bestemme alderen af arkæologisk træ, og træ fandtes der bevaret i voldene på både Fyrkat og Trelleborg.

Til stor overraskelse var begge borge bygget længe før Svend Tveskægs togter. Årringene pegede på tiden omkring eller før 980, midt i Harald Blåtands regeringstid.

Igen sprang nye spørgsmål og teorier frem.

Én som blev mindre overrasket end de fleste var Else Roesdahl, som havde arbejdet intenst med borgenes fund.

I sin bog om Fyrkats gravplads og oldsager, som udkom samtidig med Olaf Olsens Fyrkatbog, havde hun påvist antydninger af, at fundene fra ringborgene var for gamle til Svend Tveskægs tid.

Samtidig havde hun fæstnet sig ved, at fund fra såvel gravpladser som bebyggelse på Trelleborg og Fyrkat viste tegn på, at der havde levet både mænd og kvinder på borgene.

Det lignede ikke militærlejre, mente hun, men derimod spor fra kongsgårde for den omrejsende konge.

Harald Blåtand og velfærdsstatens spejlbillede

I løbet af 1980’erne gjorde årringsdateringerne fra ringborgene sammen med Roesdahls nytolkning Harald Blåtand til et nyt omdrejningspunkt i vikingetidens og ringborgenes historie i Danmark.

Tidligere var Harald ofte fremstillet som en bedrøvelig skikkelse – en uklog konge i islandske sagaer og en ydmyg taber i de tyske krøniker.

Med den ny datering af ringborgene blev han i stedet til en magtfuld hersker, der havde skabt storslåede monumenter.

I Skåne fandt man spor af yderligere to ringborge, Borgeby og Trelleborg, som også blev føjet til listen over hans bedrifter, skønt deres dateringer stadig er usikre.

Et helt netværk af borge, som viste en kongemagt af imponerende rækkevidde.

Haralds korte selvbiografi fra den store Jellingsten »den Harald der vandt sig al Danmark … og gjorde danerne kristne«, blev knyttet sammen med ringborgene til en dramatisk fortælling om en konge, der havde samlet et splittet rige og bygget borge til at styre det.

Sådan en konge kunne man nok forstå i 1980’ernes Danmark.

En konge, der med sin antagelse af kristendommen pragmatisk havde knyttet Danmark til europæiske fællesskaber, men dog mest havde haft opmærksomhed om indenrigspolitik og udbygning af de offentlige institutioner.

Velfærdsstaten havde fundet sit historiske spejlbillede.

Borgenes korte liv rejste nye spørgsmål

De mange fortællinger om ringborgene havde jeg lejlighed til at genbesøge, da jeg i starten af 2010’erne var med til at fremlægge og analysere udgravningerne fra Aggersborg, der i sin tid var endt på magasin uden bearbejdning.

Da bogen om Aggersborg var færdig i 2014, rejste resultaterne atter nye spørgsmål.

Trods stædige forsøg på at påvise det modsatte stod det klart, at både Aggersborg, Fyrkat og Trelleborg havde været i brug ekstremt kortvarigt, højst i ti år – som om den situation, de var bygget til, havde ændret sig hurtigt.

Det harmonerede ikke rigtigt med historien om et velsmurt netværk af kongsgårde.

I stedet pegede jeg med Else Roesdahl på en krise, der indtraf imellem 974, hvor en energisk ny kejser, Otto II, drog i krig mod Harald Blåtand, og frem til 983, hvor den kamplystne kejser døde uden en voksen arving.

Ringborgene var bygget for at beskytte riget og befolkningen mod en bølge af fjender og opportunister fra øst og vest, som stod parat til at drage fordel af krisen.

Borgene lå netop ved sårbare adgangsveje til centrale landskaber og ville egne sig til formålet.

Det er let at bemærke, at det var en fortælling, der passede godt i den nye og usikre internationale situation, som Danmark var blevet del af i det 21. århundrede.

Hvorfor var der ingen borg i Østsjælland?

Historien havde dog et problem: Hvorfor var der ikke flere borge, når der var flere oplagt sårbare steder, som ville mangle dem? Mærkeligst var det i den sammenligning, at der ikke var nogen ringborg i det rige Østsjælland.

Derfor stod jeg i sommeren 2013 med en arkæologkollega, Nanna Holm Gade fra Museum Sydøstdanmark, på et næsten bortpløjet voldanlæg uden for Køge.

En ældre udgravning havde estimeret det som et anlæg fra jernalderen, men vores mistanke var vakt, efter at nye laseropmålinger – Lidar-scanninger – havde vist svage spor af et cirkelformet omrids.

Ved hjælp af en anden ny teknik, en geofysisk opmåling af jorden med magnetometer, kunne vi konstatere, at der var spor af en helt cirkelrund vold under jordoverfladen.

Resultatet var så påfaldende, at vi året efter fik lov til at lave en lille prøveundersøgelse. Vi tippede alle, at der var en meget spinkel chance.

Endnu en borg dukker op af jorden

Men her kunne vi se sporene af borgens trækonstruktioner og porte dukke op, præcist hvor de skulle være efter mønsteret fra Trelleborg.

Rygterne begyndte at fare hurtigt, og 4. september 2014 meldte vi fundet ud på forsiden af Politiken og var de næste uger fanget i en international mediestorm.

På det tidspunkt havde vi endnu ikke fået resultaterne af de kulstof-14 dateringer, der kunne bevise borgens alder. Blandt kolleger og på sociale medier var der mange, der mente, at vi måtte have taget fejl.

Det var med tilbageholdt åndedræt, at jeg to måneder senere lukkede op for mailen fra dateringslaboratoriet. Der lå den så, en klar datering til 900-tallet, der fordrev den sidste rest af tvivl.

Siden kunne vi med et hold fra Museum Sydøstdanmark og Aarhus Universitet udgrave mere på Borgring og spørge hvilken historie, borgen kunne fortælle: Hvordan ville den ny borg føje sig til det, vi kendte?

Historien spejles i ringborgene

Der kom flere overraskelser. Borgring havde aldrig haft huse eller en gravplads, det var som om borgen var blevet befæstet, men aldrig taget i brug.

Var den en potemkinkulisse (noget, der syner af mere, end det er) for Harald Blåtands magt eller et beskyttelsesanlæg, som der ikke blev brug for? Historien drøftes igen.

Historien spejler sig i verdens store mindesmærker – både den historie, som skabte dem, og de historier, der i dag fortælles om dem.

Som få andre steder er ringborgene vævet ind i de spørgsmål, vi stiller til fortiden i Danmark, og de fortællinger, vi skaber til at forklare den.

Men borgene er ikke kun sætstykker for de historier, vi har lyst til at høre. Gang på gang har den viden, de har givet os, slået revner i etablerede fortællinger og tvunget os til at tage historien op til ny overvejelse.

Det er derfor, ringborgene er vigtige som arkæologisk kulturarv. De viser os en virkelighed, som ligger uden for vores etablerede fortællinger og giver os mulighed for at tage fortiden op til revision.

Ikke blot en historie om Harald Blåtand eller vikingetidens Danmark, men om sammenhænge i den verden, de var del af.