Sprøjteorgasme er egentlig et lidt misvisende ord, for det er ikke nødvendigvis sådan, at det ligefrem sprøjter.
»Det kan også være, at det løber langsommere, men i en ret stor mængde. Så sengetøjet bliver vådt, hvis det foregår i en seng,« siger Lars Walløe.
Lars Walløe er professor emeritus ved Det Medicinske Fakultet på Universitetet i Oslo. Han husker en tid, hvor kvindelig ejakulation blev afvist som en pornografisk fantasi.
»Det var længe forestillingen i den medicinske verden, at dette ikke forekom. At det var en slags ønsketænkning for dem, der var særligt optaget af seksualitet.«
»Men dette er et reelt fænomen. Og det involverer mange kvinder,« siger han.
Studie: Det er almindeligt
Præcis hvor mange er svært at sige. Der er ikke særlig meget forskning i fænomenet at basere et skøn på.
I et studie, som Lars Walløe og medicinstuderende Hijab Fatima Ali for nylig har fået publiceret, er tallet ret højt: 26 ud af 53 kvinder havde oplevet en eller anden form for ejakulation før, under eller lige efter en orgasme.
Studiets konklusion er klar: Kvindelig ejakulation er almindelig blandt unge, seksuelt aktive kvinder.
Kvinderne i studiet var mellem 19 og 29 år gamle. De var alle medicinstuderende og dermed ikke nødvendigvis repræsentative for kvinder generelt. Men de kom fra hele Norge og havde forskellige baggrunde, påpeger Hijab Fatima Ali.
Fra et lille sprøjt til drivvåde lagner
10 af kvinderne beskrev ejakulationen som et synligt sprøjt.
Andre beskrev det som en øget mængde væske, og at sengen blev våd. En af kvinderne sagde, at det var nok til, at hun skiftede lagner, mens fem andre beskrev en våd plet på omkring fem til seks centimeter.
Kvinderne anslog, at de ejakulerede mellem fem milliliter og én deciliter væske.
De fleste, som oplevede ejakulation, havde gjort det med en fast partner. Halvdelen af dem havde også oplevet det, når de stimulerede sig selv.
Fælles for alle var, at sandsynligheden for ejakulation steg, jo længere de blev stimuleret.
Fem af kvinderne havde kun oplevet det én gang, mens tre af dem oplevede det, hver gang de fik orgasme.
Ejakulation gjorde ikke orgasmen stærkere.
»Det blev ikke beskrevet som nogen ekstra nydelse, snarere som en reaktion eller en kropslig respons,« siger Hijab Fatima Ali.
Hverdagsagtigt for unge piger
Som nyuddannet læge i 1970'erne var Lars Walløe en pioner, da han insisterede på, at medicinstuderende også skulle undervises i seksualitet.
Som forelæser i emnet er han gennem årene blevet kontaktet af kvinder, som havde oplevet ejakulation og spekulerede på, hvad det var.
»Det eneste, jeg kunne svare, var, at det er et reelt fænomen, selvom en del hævder, at det ikke forekommer,« fortæller Lars Walløe.
Hijab Fatima Ali er på sin side ikke overrasket over, at næsten halvdelen af kvinderne i hendes studie havde oplevet ejakulation.
»Det overrasker mig egentlig ikke,« siger hun.
»Unge piger i dag har hørt om det og ved, hvad det er. Det er en del af hverdagssnakken blandt kvinder, det er noget, man hører om på sociale medier.«
Tis og væske fra kirtler
Præcis hvad den kvindelige ejakulation består af, er heller ikke særligt grundigt undersøgt, men der findes nogle studier.
I et japansk studie fra 2022 tømte forskerne blæren hos fem kvinder og fyldte den med en væske, der var blå. Al væske, som blev udskilt under seksuel stimulering bagefter, var blå. Blæren var kilden.
Kvindelig ejakulation er altså delvist tis, bekræfter Lars Walløe og Hijab Fatima Ali.
Men der kommer også lidt væske fra noget, der hedder Skenes kirtler, som ligger på hver side af urinrørets åbning.
»Studierne tyder på, at det gerne er en blanding af dette, tis og noget fra kirtlerne,« siger Hijab Fatima Ali.
Ifølge et svensk studie om emnet skammer en del kvinder sig over deres ejakulation, fordi de føler, at de har tisset under samleje. Andre var mere skuffede over, at det ikke gav en orgasmefølelse.
Omstridt emne
Nantje Fischer er lektor ved Psykologisk Institut på Universitetet i Oslo. Hun er også leder af CENSE, som er et norsk forskningscenter for seksuel sundhed.
»Forskning tyder på, at mellem 10 og 50 procent af kvinderne kan opleve væskeudskillelse fra urinrøret i forbindelse med orgasme,« siger hun.
Ifølge Nantje Fischer er væskens oprindelse omstridt.
»Én type væske består af nogle få milliliter tyk, mælkefarvet væske og dannes sandsynligvis i Skenes kirtler, ofte kaldet 'den kvindelige prostata', som munder ud i urinrøret. Det ligner mandlig sædafgang,« siger Nantje Fischer.
Den anden type væske, som ofte kaldes ’squirting’ på engelsk, består af et meget større volumen vandig væske, som i praksis er fortyndet urin, ifølge Nantje Fischer.
»Denne væske kommer sandsynligvis fra urinblæren, eventuelt med et lille bidrag fra små kirtler langs urinrøret. Forskning tyder dermed på, at kvindelig ejakulation og ’squirting’ er to fænomener med forskellige mekanismer.«
Meget vi ikke ved
»Fysiologien bag dette er ikke godt nok beskrevet,« siger Hijab Fatima Ali.
»Den grundlæggende fysiologi skal på plads, før man kan forske videre i dette inden for kvinders sundhed.«
Og der er brug for mere forskning i emnet, mener Lars Walløe og Hijab Fatima Ali.
Gælder det for eksempel i lige så høj grad for kvinder, der er ældre end 30 år? Hvad med kvinder efter at de har fået børn, eller når de kommer i overgangsalderen?
I mellemtiden er den næste medicinstuderende netop blevet færdig med at interviewe mandlige medicinstuderende om, hvad de synes om kvinder, der ejakulerer.
»Det er i hvert fald klart, at mange af dem har oplevet, at en kvinde har ejakuleret,« kan Lars Walløe afsløre.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.




































