Har Nationalmuseet ‘afsløret’ Jellingstenens runehugger? Uafhængige forskere er skeptiske

Den store Jellingsten – ‘Danmarks dåbsattest’ – er nok nationens mest berømte og genkendelige sten. Alligevel har den i godt og vel 1.000 år været omgærdet af et mysterium:

Hvem er kunstneren bag runerne, der er hugget ind i stenen?

Nationalmuseets seniorforsker Lisbeth Imer præsenterede i september resultatet af sit forskningsprojekt, der blandt andet har undersøgt netop det.

Sammen med to forskerkolleger fra Sverige konkluderer hun, at der er tale om en mand, som allerede er kendt fra andre runesten tæt på kongemagten:

»Alle pilene peger mod Ravnunge-Tue,« forklarer hun til Videnskab.dk.

»Det viser vores forskning.«

Konklusionen er baseret på tre typer af videnskabelige analyser, som Lisbeth Imer har beskrevet i en fagfællebedømt artikel i det anerkendte, videnskabelige tidsskrift Antiquity

Det fik i september Nationalmuseet til at melde ud, at »ny forskning fra Nationalmuseet afslører, hvem der huggede Jellingstenen.«

»Det er en helt utrolig opdagelse, at vi nu kender navnet på runeristeren bag Jellingstenen,« udtalte museets runeforsker Lisbeth Imer blandt andet i pressemeddelelsen.

Nyheden om Nationalmuseets sensationelle opdagelse skabte overskrifter i både danske og internationale medier, og DR lavede sågar en hel dokumentarserie med afsæt i afsløringen.

Men uafhængige forskere, som Videnskab.dk har været i kontakt med, føler sig knap så sikre på, at Jellingstenens bagmand er endegyldigt afsløret, efter de har læst studiet bag nyheden.

Er bevisbyrden løftet?

For at forstå hovedpointen i studiet skal man kende en anden sten: Læborgstenen fra lidt nord for Vejen i Sydjylland, som i modsætning til Jellingstenen har en signatur. På den står, at den er rejst til ære for Thyra, og at runeristeren (personen, der har hugget runerne) hedder Ravnunge-Tue.

Det nye studie fra blandt andet Nationalmuseet har analyseret syv danske runestens sprog, runernes form og ikke mindst runeristerens huggeteknik, som forskerne har studeret ved hjælp af 3D-scanninger.

Med de tre kombinerede analyser er forskerne altså nået frem til, at det er den samme mand, der står bag både Læborgstenen og Jellingstenen.

Altså: Ravnunge-Tue har hugget Jellingstenen, ifølge analyserne fra de tre forskere bag studiet fra Nationalmuseet, Riksantikvarieämbetet i Stockholm og Länsstyrelsen i Västergötland, Sverige.

Michael Lerche Nielsen føler sig dog ikke overbevist. Han er runeforsker ved Københavns Universitet og har beskæftiget sig med Ravnunge-Tue og de omtalte runesten igennem sin karriere.

»Nej, jeg finder det usandsynligt, at Ravnunge-Tue har hugget runerne,« skriver lektoren fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet til Videnskab.dk i en mail efter at have læst studiet.

»Der er først og fremmest – som jeg ser det – afvigende runeformer, og det er ikke analyseret til bunds i artiklen.«

Han mener for eksempel, at R-runen er »ret afvigende« mellem de to runesten, og at der burde være flere forskere, der efterprøvede undersøgelserne.

»Der skal simpelthen et større materiale til – og undersøgelserne må gerne kunne reproduceres af andre, uafhængige forskerteams. Problematikken er jo lidt som erkendelsen af, om et maleri er en ægte Rembrandt eller ej. Meget afhænger af definitionen og vægtlægningen af de forskellige delelementer i PCA-analysen.«

Arkæologiprofessor ved Aarhus Universitet Søren Michael Sindbæk deler Michael Lerche Nielsens skepsis. Han mener, at analysen har for mange statistiske usikkerheder.

»Hvis jeg skulle sidde som dommer i byretten i den her sag med Ravnunge-Tue på anklagebænken, så ville jeg sige, at vi ikke kan fælde dom. Jeg mener ikke, at bevisbyrden er løftet endnu.«

Begge forskere påpeger, at de synes, det er et godt metodestudie, og at resultatet er spændende. Men ingen af dem mener, at analysen er stærk nok til at kunne erklære, at Ravnunge-Tue er afsløret som Jellingstenens bagmand.

Søren Michael Sindbæk føler sig for eksempel ikke overbevist om, at der ikke bare kan være tale om to forskellige runeristere med samme teknik og værktøj.

»I det her studie bruger man mindre end ti uafhængige variabler, når man skal vurdere, om den samme person står bag runerne. I håndskriftsanalyse er der mange flere variabler,« fortæller professoren, der forsker i vikingetiden, som han har udgivet flere bøger om.

»Det vil altså være meget nemmere at efterligne en runeindskrift, så man ikke kunne kende forskel, end det ville være med håndskriftsforfalskning.«

Et spørgsmål om tillid

Videnskab.dk har også kontaktet to udenlandske forskere for at høre deres bud, efter de har læst studiet. Ingen af dem har været en del af studiet.

En af dem er den svenske runologi-professor Henrik Williams fra Uppsala Universitet i Sverige. På spørgsmålet om, hvorvidt han mener, at Nationalmuseet har bevist Ravnunge-Tue som Jellingstenens runerister, svarer han i en e-mail:

»I princippet ja, hvis undersøgelsens resultat er blevet tolket rigtigt.«

Han mener dog, at det er værd at fremhæve en bestemt sætning fra forskningsartiklen i Antiquity:

»Rillerne i Læborg og Jelling 2 (den store Jellingsten, red.) ligner hinanden, men på baggrund af 3D-scanningerne kan vi ikke bevise, at de var ristet af samme hånd.«

Ligesom Michael Lerche Nielsen hæfter Henrik Williams sig ved, at 3D-metoden og dens fortolkninger ikke er efterprøvet af andre:

»3D-scanning af runeindskrifter er en forholdsvis ny teknologi og dækker indtil videre kun små dele af udskæringen. Fortolkningen af ​​måleresultaterne foretages af en enkelt forsker, Laila Kitzler Åhfeldt, som jeg stoler på, men jeg er ikke selv kompetent til at vurdere hendes metoder eller konklusioner.«

Også for den engelske arkæologiprofessor Neil Price ved Uppsala Universitet handler det om at have tillid til forskerne:

»Jeg kender både Lisbeth Imer og Laila Kitzler Åhfeldt, og de er meget, meget gode til det, de laver. Seriøse eksperter. Men for at gøre det klart; der er næsten aldrig nogen absolut sikkerhed i sager som denne, og jeg er sikker på, at forfatterne er enige. Jeg stoler på deres professionelle dømmekraft,« skriver han til Videnskab.dk.

Lisbeth Imer: Bevisbyrden er løftet

Lisbeth Imer, hovedforfatteren bag studiet, mener ikke, at det er rimeligt at kritisere studiet for at konkludere på baggrund af 3D-scanninger alene, blandt andet fordi analyserne også inkluderer sproget og runernes form.

Som svar til Søren Michael Sindbæks kommentar om, at bevisbyrden ikke er løftet, siger hun til Videnskab.dk:

»Men det er den jo. Det er et studie, der er publiceret i et af de mest anerkendte arkæologiske tidsskrifter i hele verden, og der har vi jo allerede været igennem en double blind peer review, hvor vi er kommet igennem med vores studier.«

‘Double blind peer review’ betyder, at fagfæller har bedømt forskningsartiklen til tidsskriftet, og at både bedømmerne og forfatterne bag forskningsartiklen ikke har kunnet se, hvem hinanden er.

Lisbeth Imer har efter at have set alle forskeres kommentarer bedt om også at få følgende citat tilføjet:

»Bevisbyrde er et underligt ord at bruge i forskningssammenhæng, for det er ikke en kriminalsag, men forskning, hvor vi konstant bliver klogere. Derfor bruger vi heller ikke ordet noget sted i vores artikel. Men det, vi kan sige, er, at alle de tre analyse-elementer, som vi har undersøgt i vores studie, peger på, at det er Ravnunge-Tue, der har hugget runerne i både Læborg-stenen og Jellingstenen.«

»Metoden er baseret på et kæmpe referencemateriale fra Sverige og desuden på runesten, der er hugget af nulevende runeristere. Men det materiale, man undersøger, kan være for dårligt bevaret – for eksempel den lille Jellingsten – og vi drager ikke konklusioner på baggrund af dårligt bevaret materiale. Læborgstenen og den store Jellingsten er så godt bevaret, at analysen netop godt kan bruges på de to.«

Artiklen fortsætter under grafikken.

Lisbeth Imer forklarer, at der indgår ni forskellige variabler i analysen af huggespor, hvor de vigtigste er afstanden mellem huggesporene, vinklen og dybden. Hun fortæller, at 3D-scanningen er på millimeterniveau.

»Det er en videnskabelig metode med et stort datagrundlag, for Laila (Kitzler Åhfeldt, som står bag huggesporsanalysen, red.) har arbejdet med den i tyve år, så på de tyve år har hun forfinet den og udviklet den siden da på mere end 250 runesten i Sverige.«

Hun fortæller, at hendes svenske kollega, Laila Kitzler Åhfeldt, har talt med nulevende runeristere og undersøgt, hvad det betyder for huggesporene, når de skifter værktøj.

»Det har ikke nogen betydning. Det har ikke noget med teknik eller værktøj at gøre. Det er motorik.«

»Det ligger indlejret i ens egen motorik, at man arbejder på en særlig måde. Det sker i alt monotont arbejde, lige fra at man skræller kartofler, til at man slår kolbøtter. Og den individuelle motorik kan ikke kopieres af andre mennesker.«

Hvad siger du til argumentet om, at sammenligningsgrundlaget er for småt, og at man mangler mange flere runesten at sammenligne med?

»Vi har analyseret i alt syv runesten. Det er en væsentlig pointe, at Ravnunge-Tue med stor sikkerhed kun har hugget de to af dem. Det kan vi vise med vores forskning. Andre interessante konklusioner er, at to af de runesten, som nævner Ravnunge-Tue, ikke er hugget af ham. Vi vil meget gerne analysere flere. Men hvis man så finder den samme huggeteknik der, så ændrer det ikke på validiteten af de konklusioner, vi allerede er kommet frem til,« svarer Lisbeth Imer.

Svært at få det hele med

Laila Kitzler Åhfeldt, der har lavet huggesporsanalysen, skriver til Videnskab.dk, at hun er påpasselig med at konkludere, at det er bevist, at Ravnunge-Tue har ristet Jellingstenen.

»Jeg synes, ‘bevis’ er et stærkt ord, både her og i mange andre arkæologiske sammenhænge. Men referencematerialet og erfaringerne fra tidligere undersøgelser peger på, at der er tale om den samme udskærer,« skriver den svenske lektor i arkæologi fra Riksantikvarieämbetet i Sverige i en mail til Videnskab.dk efter at være blevet forelagt kritikken.

»Jeg har også foreslået en mere forsigtig fortolkning: ‘… i stedet for individuelle udskærere kan det være klogt at diskutere identifikation af analytiske grupper.’«

Hun kalder det dog for en misforståelse, at studiet bliver bedre, jo flere variabler, man har med.

»Det vigtige er at have de variabler, der er relevante. Hvis du har mange variabler, der ikke er karakteristiske for det, du leder efter, tilføjer de i stedet støj. En stor del af metodeudviklingen handler om at finde de variabler, der viser, hvad vi interesserer os for, og sortere dem fra, der fører til fejl.«

Laila Kitzler Åhfeldt skriver også, at hun er opmærksom på, at andre forskere ikke har efterprøvet målingerne, og at hun derfor gør en ekstra indsats for at beskrive metoden nøje. Men det kan give udfordringer:

»En vanskelighed i mit felt generelt og i artikler som vores i Antiquity er at beskrive metoden så detaljeret, at undersøgelsen kan gentages. På den anden side skal den kunne læses af dem, der ikke er så interesserede i tekniske og statistiske detaljer,« forklarer hun.

»Det betyder, at jeg skal reducere informationen, og metoden kan derfor virke forenklet i denne sammenhæng. Der var ikke plads nok i denne artikel til at beskrive alle detaljerne, men jeg har henvist til tidligere publikationer,« skriver hun og påpeger, at noget af det dog findes i det supplerende materiale til artiklen.

Derudover henviser hun til, at hun for over 20 år siden imødekom nogle af kritikpunkterne i en artikel i Journal of Nordic Archaeological Science, men at teknologien kun har udviklet sig siden, selvom principperne stadig gælder.

Ligesom Lisbeth Imer påpeger hun desuden, at der ligger flere analyser til grund for konklusionen, og at man ikke kun sammenligner med historiske runesten, men også med moderne runeristeres teknik og motorik.

Udsmykning rejser spørgsmål

Videnskab.dk har også talt med Else Roesdahl, der er professor emerita ved Aarhus Universitet. Hun har i over et halvt århundrede forsket i vikingetiden, hvilket hun har høstet adskillige udmærkelser og priser for.

Hun synes, at det nye studies teori »lyder interessant«, men slår også fast, at lige præcis stenhuggerteknik ikke er noget, hun ved meget om.

Alligevel sidder hun tilbage med en undren efter at have læst den videnskabelige artikel i Antiquity:

»Det er en skam, at forfatterne ikke kommer ind på, om samme person huggede den enestående ornamentik (udsmykning, red.) på den store Jellingsten. Var der måske to personer om stenen: en runerister og en, som huggede den enestående ornamentik? Et svar på dette ville også bidrage til forståelsen af den enestående sten.«

Den undren deler Søren Michael Sindbæk:

»Læborgstenen er faktisk lidt grimt udsmykket. Det virker sådan lidt ‘pladret på’. Det er meget, meget svært at forestille sig, at det er den samme person, der har lavet dekorationen på de to sten.«

Lisbeth Imer er enig i, at det kunne være spændende at forske mere i selve ornamentikken, men hun mener ikke, det har været relevant for forskningsspørgsmålet i studiet.

»I vores forskning er det vigtigt at analysere på lange, lige linjer. Og da ornamentik er snirklet, er det ikke ornamentikken, der har haft vores fokus,« forklarer hun.

»Med ornamentikken, hvor det hele svinger og drejer lidt, bliver huggeteknikken sværere at følge. Men umiddelbart ser det ud til, at det er den samme.«

»Man kan godt forestille sig, at der har været en anden, der har lavet selve designet til ornamentikken, men det er ikke det, vores forskning har været fokuseret på.«

Laila Kitzler Åhfeldt har også et andet bud på en mulig forklaring.

»Vi ved fra de talrige runesten i Sverige, at stenhuggerne kunne bruge forskellige stilarter,« pointerer hun.

»Kunden kunne have meget at sige. Det tager meget længere tid at skære en runesten med mere ornamentik, så det kan også handle om omkostningerne.«

»Hvis det er rigtigt…«

Blandt alle de uafhængige forskere, Videnskab.dk har været i kontakt med, er der – trods nogens skepsis over ‘afsløringen’ af Ravnunge-Tue – en generel begejstring for studiet og de perspektiver, det kan have for vikingehistorien.

Det gælder ikke mindst hos Søren Michael Sindbæk, der siger, at det er »et supergodt initiativ og noget rigtig spændende ny data, Lisbeth (Imer, red.) har fået.«

Dog advarer han imod at betragte en påstand som bevist, blot fordi den står beskrevet i et videnskabeligt tidsskrift:

»Vi ved jo alle at det, at noget er udgivet i et anerkendt tidsskrift, ikke betyder, at konklusionen er endegyldig sand, men at den bygger på valide iagttagelser og metoder. Der har stået meget i Antiquity i tidens løb, som senere har vist sig ikke at passe.«

Det er heller ikke en garanti for konklusionen, at studiet er fagfællebedømt (peer reviewet), ifølge Michael Lerche Nielsen:

»Jeg har ofte selv været peer-reviewer, og det er langt fra altid, man er ekspert på alle de ting, en artikel omfatter. I dette tilfælde kombineres blød humaniora og hardcore tal-knuseri. Forfatterne – ikke peer-reviewerne – garanterer artiklernes faglige lødighed.«

Ikke desto mindre glæder forskerne sig over, at der er kommet ny forskning om Jellingstenen og -dynastiet. Neil Price skriver blandt andet, at for ham »forekommer resultatet logisk og plausibelt« og at:

»Hvis det er sandt, er det meget spændende på to måder: Det er godt at kende navnet på risteren af ​​et så ikonisk og vigtigt monument som Jellingstenen, og det er interessant at se sådanne synlige implikationer af den afdøde dronnings magt og indflydelse. Denne forskning uddyber vores forståelse af Harald Blåtands magtbase og hoffet omkring ham, herunder dets bånd til tidligere generationer.«

»Den store Jellingstenen er et af de vigtigste runemonumenter, der eksisterer,« supplerer Henrik Williams.

»Hvis det er rigtigt, at Ravnunge-Tue udhuggede både Jellingstenen og Læborgstenen, giver det os ny indsigt dels i runemestersituationen i vikingetidens Danmark, dels i personlige forhold. Det ville bevise endegyldigt, at den på begge sten nævnte Thyra er en og samme person.«