Kan vi også læse runer og oldnordisk i fremtiden?

Humaniora er den direkte vej til arbejdsløshed, spild af samfundets ressourcer og i værste tilfælde ren pseudovidenskab.

Sådan lyder nogle af de fordomme om humanistisk forskning, der efterhånden luftes så nogenlunde jævnligt, at de har fået deres helt egen betegnelse: Humaniora-bashing.

Men det er ikke ren ordgas. Politisk er de humanistiske fag i årtier blevet stækket. Og interessen for de humanistiske uddannelser er faldende.

Nu venter man igen på en ny reform. En såkaldt kandidatreform, der skal omkalfatre kandidatuddannelserne. Mange venter med frygt for det, de reelt ser som endnu en spareøvelse.

En anonym kilde på AU har i Akademikerbladet sågar kaldt reformoplægget for en »dødskørsel« for humaniora. Så det er nærliggende tro, at også oldtidsfagene, de små sprog- og kulturfag om de ældste tider, også mærker presset fra tommeskruen:

»Jeg kan sagtens forstå tankerækken,« siger lektor og arkæolog Andres Minos Dobat, der er afdelingsleder for Arkæologi og Kulturarvsstudier på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

»Men jeg er overordnet set ikke så pessimistisk på oldtidsfagenes vegne. Jeg oplever en enorm sult ude i samfundet for at vide mere om vores kulturarv,« siger lektoren, der leder en afdeling, hvor der forskes i den nordiske oldtid: Vikingetiden, jern- og bronzealderen.

Andres Minos Dobat mener alligevel, at det politiske blik på universiteterne og de mange besparelser er »destruktivt for oldtidsforskningen«. Så helt jubeloptimist er han altså ikke. Hvordan det hænger sammen, kan du læse mere om senere i artiklen.

For også på Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, ToRS, melder man pas på forfaldsmyten. Her forsker og underviser de i assyriologi, det gamle Egypten, forhistorisk arkæologi i Mellemøsten og de indianske civilisationer før spanierne.

I dansk henseende smalle fag, men forskningen i dem klarer sig »enormt godt«, meddeler lektor Jesper Nielsen, der er viceinstitutleder på ToRS og forsker i indianske sprog og kulturer:

»Vores oldtidsfag er blandt de mest succesfulde til at hente eksterne midler hjem på hele det humanistiske fakultet. Så jeg er ikke så bange for, om vi kommer til at overleve,« siger Jesper Nielsen.

»Men jeg ved da ikke præcist, i hvilket format uddannelserne kommer til at overleve på den lange bane – for vi så gerne, at flere unge søgte vores uddannelser,« tilføjer han.

Mange steder går det altså godt nok, lyder meldingen.

Men der er også hovedpiner blandt oldtidsfolket, foranlediget af de stadigt indsnævrende studiemiljøer, det politiske pres og den generelt set dårlige presse, som humaniora får i disse år.

Mere eller mindre oldtid?

På Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (NorS) ved Københavns Universitet er institutleder Anne Jensen også splittet, når hun bliver bedt om at give en status på instituttets oldtidsfag.

»Det siges, at der var meget mere fokus på oldtid for 20-30 år siden. Der er ikke meget oldtidsforskning tilbage, og når det kommer til undervisning i oldtiden, er den ret knap,« siger Anne Jensen, der tiltrådte som institutleder i 2019.

Udover universiteterne bidrager museerne - både de lokale og nationale - til oldtidsforskningen. Én af de store spillere er Nationalmuseet. Videnskab.dk har med hjælp fra Nationalmuseet lavet en optælling af forskningsprojekter på museet fra 2000 og 2022.

• Optællingen viser, at 58 procent af forskningsprojekterne i 2000 havde berøring med oldtiden.
• I 2022 havde 47 procent af al forskningen berøring med oldtiden.

Det kunne altså tyde på, at der var et mindre fokus på oldtiden end tidligere.

Ikke tænkt over det

Men sådan skal man ikke nødvendigvis læse tallene, påpeger Anne Pedersen, der er seniorforsker på Nationalmuseet, hvor hun siden 1997 (eller »i et par dage«, som hun selv siger det) har forsket i vikingetiden.

»Jeg har egentlig ikke tænkt over, om vi har forsket mindre i oldtiden. Nedskæringer på Nationalmuseet har naturligt nok betydet ændringer, men der forskes fortsat i oldtiden inden for de givne rammer«, siger Anne Pedersen til Videnskab.dk.

Hun tilføjer, at tallet måske også kan forklares ved, at der i dag er flere store oldtidsprojekter end tidligere.

En anden forklaring kan være, at der er lagt mere energi i formidling. De seneste år har der været store vikinge-udstillinger, der kræver en stor indsats også forskningsmæssigt, pointerer Anne Pedersen, som oplever »en stor almen interesse for oldtiden«.

Så du ser ingen tegn på krise i oldtidsforskningen?

»Man vil altid kunne ønske sig flere midler, men der bliver vel givet de midler, som man kan inden for den økonomiske ramme. Jeg kan sagtens følge dem, der siger: ‘Hvorfor skal vi bruge penge på oldtid, når vi mangler penge til at drage omsorg for hinanden?’ Dermed ikke sagt, at man skal opgive historien.«

Og hvorfor skal vi så det - altså bruge penge på oldtiden?

»Det, at vide hvor man kommer fra, er et godt udgangspunkt for, hvor man skal hen. Og i et sammenhængende samfund er det vigtigt at have viden om vores fælles baggrund. Hvis et træ ingen rødder har, er det nemt at vælte omkuld, kan man lidt poetisk sige.«

De sidste runologer?

Men ikke alle rødder er fæstet lige godt i mulden.

På Anne Jensens institut ved KU forskes der i nordisk sprog og sproghistorie - og altså herunder oldtidssprog- og skrifter. Her klarer forskningen sig generelt godt, men de helt små sprogfag er skrøbelige, medgiver Anne Jensen.

Runologi, forskning i runeskriften, som de ellers så voldsomt populære vikinger brugte, er ikke tilsvarende populær blandt de spirende akademikere.

»Vi har ikke haft studerende eller ph.d.-studerende, der for alvor har kastet sig over runologi i mange år. For nylig havde vi dog en specialestuderende. Men der er en fødekæde her, som ikke går op, hvis vi skal fortsætte med at forske i runer i fremtiden,« siger institutlederen.

Så om et par generationer har vi måske ingen runologer tilbage i Danmark?

»Det er et godt spørgsmål.«

»Vi kan jo ikke tvinge folk til at læse runer. Vi kan reklamere for det og opfordre til det. Men nogen skal blive så grebet af det, at de kan komme i gang med at lære runeskrift. Det kræver mod og dedikation for en ung studerende,« siger Anne Jensen.

Usikker fremtid

I skrivende stund har vi fire forskere i landet, der beskæftiger sig indgående med runer: To på Nationalmuseet og to på Københavns Universitet.

Én af dem hedder Michael Lerche Nielsen, og han deler bekymringen for runeforskningens fremtid:

»Bekymringen er der selvfølgelig. Men vi er på en måde vant til den, for det har altid været et meget lille fag,« siger Michael Lerche Nielsen, der er lektor ved NorS på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Noget tyder dog på, at det lille fag bliver endnu mindre med tiden. Antallet af forskere til den internationale konference i runologi har været faldet gennem de sidste 30 år, beretter Michael Lerche Nielsen.

Undervisning i sproghistorie og skandinaviske sprog er forsvundet fra mange universiteter i tysk- og engelsksprogede lande. Mulighederne for at undervise i faget er også kun blevet dårligere her til lands, fortæller Michael Lerche Nielsen:

»De moderne studiemønstre er ikke befordrende for at studere runer, og undervisningen er kun blevet mere begrænset med de seneste reformer. Så vidt jeg kan se, er det ikke sikkert, at vi kan få plads til at undervise i runerne med oplægget til en ny reform.«

Michael Lerche Nielsen tror dog på, at de finder en løsning.

»Der er stor folkelig interesse for runer, så det ville være nemt for mig at ringe til Ekstra Bladet og sige: ‘Nu er runeforskningen ved at være truet’. Det er noget, folk kan forstå. Derfor er jeg grundlæggende heller ikke bekymret på fagets vegne,« siger han.

Michael Lerche Nielsen frygter i højere grad, at andre småfag såsom sagaforskning og forskningen i de klassiske danske dialekter kan fjernes »med et pennestrøg«, når den nye kandidatreform bliver en realitet.

Vikingernes sprog er i fare

Et andet gammelt sprogfag, der går en usikker fremtid i møde, er norrønt - også kaldet oldnordisk.

Sproget, som vikingerne talte, er en nøgle til at forstå nordisk mytologi, vikingetiden og den tidlige middelalder.

Siden 1870’erne har vi i Danmark undervist i det over 1.200 år gamle sprog, men i dag har mulighederne for at lære sproget aldrig været dårligere.

Det meddeler Karen Bek-Pedersen, der er ekstern lektor på Aarhus Universitet og har beskæftiget sig med norrønt i over 20 år.

I 2023 blev faget helt skrottet på universitet, men det udbydes igen som semesterfag i Aarhus, som det eneste sted i landet. For 10 år siden underviste man i sproget på tre danske universiteter: Syddansk Universitet, Københavns Universitet og Aarhus Universitet.

Om norrønt fortsat vil overleve på Aarhus Universitet er ifølge Karen Bek-Pedersen »meget usikkert«:

»Jeg ved, at der er en bevidsthed om, at det er værd at bevare. Men jeg frygter, at økonomien kommer til at trykke så meget de kommende år, at det bliver skåret helt fra,« siger hun til Videnskab.dk.

»Fremtiden ser ikke lys ud,« konstaterer Karen Bek-Pedersen, der underviste i norrønt på Aarhus Universitet frem til 2022.

»Kunne tjene mere ved at køre med sushi«

På Aarhus Universitet er det en såkaldt undervisningsassistent, der i år står for undervisningen i norrønt. En ansættelse på laveste løntrin, som Karen Bek-Pedersen afviste, fordi hun efter eget udsagn »kunne tjene mere ved at køre ud med sushi«.

Hvorfor skal vi overhovedet undervise i norrønt?

»Fordi det giver os adgang til den tidligste del af vores historie. Når vi finder en lille figur fra vikingetiden og kan sige, at det er Odin, så er det jo blandt andet, fordi at vi kan læse os til det.«

Hvorfor er det vigtigt, at vi i Danmark underviser i norrønt, når man også kan læse det i Norge, England og andre steder i Europa?

»Det er jo vores historie, som det handler om. Vi skal ikke lægge specialviden om vores egen historie i hænderne på et udenlandsk marked, der ikke har samme interesse i vores historie, som vi selv har,« siger Karen Bek-Pedersen og fortsætter:

»Nogle vil sikkert indvende, at vi har læst teksterne i 100 år, så er det ikke fint? Men det svarer til, at man i Grækenland ikke ville læse Odyssén og Iliaden mere, for nu har vi jo læst dem.«

»Det er vigtigt, at der er en ny generation, der tilegner sig sproget og læser teksterne med deres perspektiver, og oversætter dem på ny, så de bliver tilgængelige for danskere i nutiden. Ellers skal vi nøjes med at læse teksterne i engelske og norske oversættelser.«

'Dødslisten' har sat sine spor

I 2016 talte man på gangene på København Universitet om en 'dødsliste': En liste over de småfag, der muligvis ikke ville overleve besparelser på forskning og uddannelse.

Uddannelser som Indonesisk, Finsk, Tibetologi, Thai/Sydøstasienstudier og Indologi lukkede helt. Andre fag som Hebraisk, Persisk, Tyrkisk og Arabisk blev delvist slået sammen.

Småfag som Egyptologi, Assyriologi og Indianske Sprog og Kulturer klarede skærene, men 2016-besparelserne har alligevel sat varige spor, beretter viceinstitutleder Jesper Nielsen. I et helt år blev der lukket for optag af nye studerende:

»Siden er antallet af studerende cirka halveret,« siger Jesper Nielsen, »på Indianske Sprog og Kulturer var vi i snit 10-12 studerende før 2016, siden har ligget på fem-seks stykker. Lignende ting er sket på Assyriologi og Egyptologi.«

»Der findes ikke som sådan beviser for, at dette hænger sammen med truslerne om lukning og besparelserne i 2016, men der skete et eller andet meget skadeligt dengang,« siger Jesper Nielsen, der understreger, at de små oldtidsfag ikke har ambitioner om at udvikle sig til store fag:

»Vi skal ikke optage 30 på Indianske Sprog og Kulturer. Men det er klart, at fald i søgning og optag rammer miljøerne på småfagene betydeligt hårdere, når vi får færre studerende.«

Dinosaurer i egen tidslomme

I sidste ende påvirker faldet i studerende også forskningen, mener viceinstitutlederen:

»Nogle vil sikkert mene, at de kunne forske fint videre uden studerende. Men os, der har været indenfor murene i rigtig mange år, risikerer at blive dinosaurer i vores egen tidslomme.«

»Vi skal også have input fra yngre generationer, og det får vi ikke mindst fra de studerende,« siger Jesper Nielsen.

For Jesper Nielsen er hovedpinen også af mere diffus karakter. Blikket på oldtidsfagene er ofte præget af, at det er en art kuriøs eller eksotisk forskning.

Det gælder ikke mindst indianske kulturer, som han selv forsker i:

»Men hvorfor er det eksotisk at beskæftige sig med to verdensdeles (Nord- og Sydamerika, red.) bidrag til vores fælles verdenskulturarv? Det er ikke eksotisk, det er nødvendigt,« siger han.

Ringere arkæologer i fremtiden

Også på Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier ved Aarhus Universitet, hvor Andres Minos Dobat altså er afdelingsleder, har man mærket skælvet fra 2016-besparelserne. Arkæologi-uddannelsen er siden da blevet dårligere, siger afdelingslederen:

»Det kan måles meget enkelt på, hvor meget mindre tid, den enkelte får af undervisning,« siger Andres Minos Dobat, der påpeger, at det i sidste ende giver ringere arkæologer i fremtiden.

»De kan nok skovle og registrere en masse stolpehuller på en nødudgravning. Men at løfte feltets forskning og formidling, kræver en god uddannelse, og den har fået sværere vilkår.«

»Det betyder, at vi på lang sigt får problemer med at levere på den folkelige interesse, som der er for arkæologi,« lyder det fra arkæologi-lektoren, der forventer, at den kommende kandidatreform vil forringe uddannelserne yderligere.

»Det bliver endnu en spareøvelse,« forudser Andres Minos Dobat.