Den norske familiefar Oddbjørn Holum Heiland brugte en fredag aften på at grave lidt bag Setesdalshuset fra 1740, som han og hustruen Anne ville lave en mindre tilbygning til.
»Jeg skulle ikke grave så meget, bare lidt ind i en skråning bag ved huset, for at få lidt mere plads mellem huset og terrænet,« fortæller Oddbjørn Holum Heiland.
Da han fjernede det øverste lag tørv, fandt han en aflang sten. Han tænkte ikke så meget over det, lagde den til side og gravede videre.
Da skovlen fik fat i næste lag, morænelaget under tørven, stak en jerntingest pludselig op.
»Jeg kiggede på den og tænkte, at det her ligner virkelig en sværdklinge. Og da jeg tømte gravemaskinens skovl, faldt sværdet ud.«
Det gik op for Oddbjørn Holum Heiland, at den sten, han lige havde flyttet, nok var en gravsten. Han googlede lidt og fandt et næsten identisk sværd fra vikingetiden gravet op et andet sted tidligere.
»Så tænkte jeg, at det måtte være nogle vikingeting.«
Oddbjørn Holum Heiland gjorde præcis, hvad arkæologerne gerne vil have, man gør i sådan en situation. Han holdt op med at grave og samlede det, han havde fundet, så intet skulle gå tabt. Og så ringede han til amtets arkæologer mandag morgen.
Allerede dagen efter var amtsarkæolog Joakim Wintervoll på banen sammen med Jo-Simon Frøshaug Stokke fra Kulturhistorisk Museum for at undersøge fundet.
Og ganske rigtigt: Her lå en viking begravet.
Sværdmode fra vikingetiden
Det er ikke hverdagskost at blive ringet op om et muligt fund af et sværd fra vikingetiden.
»Jeg ryddede øjeblikkeligt min kalender og ringede rundt for at høre, hvad der kunne gøres,« siger Joakim Wintervoll.
»Jo-Simon og jeg tog sammen op og så på det, og det var helt tydeligt, at man havde fundet en grav her. Det er et meget sjældent fund. Det er meget spændende.«
Det er på sværdet, arkæologerne kan se, at fundet er fra vikingetiden. De to stykker af det såkaldte Holum-sværd, der er fundet, er i alt omkring 70 centimeter lange. Sværdklingen er næsten 5 centimeter på det bredeste punkt.
»Men det er håndtaget på sværdet, der fortæller os, at det er fra vikingetiden,« forklarer Joakim Wintervoll.
Sværdskafter fulgte datiden modeluner, og den stil, man fandt i Setesdal, som ligger i Sørlandet godt 100 kilometer nord for Kristiansand, placerer sværdet omkring slutningen af 800-tallet og frem til 900-tallet.
»Vi har stildateringer fra år 0 og frem, så vi har et godt overblik over, hvordan disse håndtag har ændret sig fra den tidlige jernalder op til middelalderen,« siger Joakim Wintervoll.
Ægteparret Holum Heiland havde søgt om lov til at bygge ud. De bor trods alt i et gammelt hus fra 1740.
»Vi troede ikke, det var sandsynligt, at man ville finde noget her,« siger Joakim Wintervoll.
»Det er ret langt fra de nærmeste kulturarvslokationer.«
Desuden er der gravet omkring huset før. Det er helt tilfældigt, at netop dette stykke aldrig er blevet rørt.
»Vi er meget taknemmelige for, at de stoppede op og sagde fra,« siger amtsarkæologen.
Våben og forgyldte smykker
Det var ikke kun et sværd og en mulig gravsten, der blev fundet i Setesdalsgraven.
En lanse, altså et langt spyd, lå også i graven. De forbindes med kamp fra hesteryg, men foreløbig er der ikke fundet andre spor, der kan sige noget om, hvorvidt der er tale om en ryttergrav.
Derudover fandt man forgyldte glasperler og et bæltespænde.
»Da vi skulle lægge spændet ind i kassen, der skal leveres til museet, så vi, at der var et glimt af guld på overfladen, så vi tror, der er rester af lidt guldmaling,« siger Joakim Wintervoll.
Arkæologerne fandt også et beslag i bronze med et dyremotiv. Måske var det en slags spænde, der bruges til at holde sammen på for eksempel en kappe.
Og til sidst en række metalstykker, der måske havde en funktion, men det vil nærmere undersøgelser vise.
En særlig rig våbengrav
»Det er ikke hverdagskost at finde våbengrave fra vikingetiden, og denne grav er desuden en smule rigere, end vi er vant til med lidt bedre bevarede metalgenstande, end vi er vant til,« siger Jo-Simon Frøshaug Stokke, der er arkæolog ved Kulturhistorisk Museum og sammen med Joakim Wintervoll undersøgte fundet.
»Vi er mere vant til at finde enkelte genstande, ikke et komplet våbensæt med både sværd og lanse og smykker.«
Samtidig er fundet ikke enestående, påpeger Jo-Simon Stokke.
»Det er et våbensæt, vi kender fra andre grave fra vikingetiden. Og Setesdal er et område, hvor vi før har fundet denne type våbengrave,« siger han.
Den, der engang blev begravet her, var fra en højerestående klasse, det er der ikke tvivl om.
»Selvom vi ofte forestiller os vikinger med hjelme og sværd, var det de færreste, der havde råd til det. De fleste på rejse havde bondevåben som økser og spyd,« siger Jo-Simon Stokke.
I denne grav har nogen fået lov til at tage både et sværd og en lanse med sig.
»Det er sådan set rigt i sig selv, men så kommer de her smykker i tillæg. Her er én, der har haft nok ressourcer,« siger Jo-Simon Stokke.
Og smykket kunne bestemt have tilhørt en mand.
»Når vi ser våben, tænker vi mænd, og når vi ser smykker, tænker vi kvinder. Men det er en helt moderne inddeling,« siger arkæologen.
»Vikingerne var glade for at bære smykker. Det er bestemt ikke unikt at finde smykker i mandegrave. De var pyntesyge mennesker. Så er der diskussionen om, hvorvidt kvinder bar våben, og det er der noget, der tyder på.«
Synlige grave markerede ejerskab
Det er ikke sikkert, at graven var så stor. Det kan have været blot en grube i jorden, som så var dækket af en liggende eller stående sten.
At graven er lige her, er ikke tilfældigt.
»Sådan en grav er aldrig tilfældig,« siger Joakim Stokke.
»Gravlæggelsen foretages af efterkommere af den, der er død. De skal gøre krav på landet, hvor den person ligger.«
Joakim Stokke fortæller, at der tidligere har været flere små gårde blot 100-150 meter væk fra det sted, hvor graven blev fundet. Det er rimeligt at antage, at gården stammer fra dengang eller endnu længere tilbage, mener arkæologen.
»Et mønster, vi ser, er, at man gravlægger dem, der har ejet jorden, helt tæt på gården og gerne synlig i god afstand fra alfarvej. Folk, der går forbi, ser graven og ved så, at de mennesker, der bor her, har slægtninge, der har boet her længe. Det er vores slægtninge. Vi gør krav på dette land og har gjort det i flere generationer. Det er den synlige gravs funktion,« siger Joakim Stokke.
I Setesdalsgraven er der ingen spor efter en høj, men den sten, Oddbjørn Holum Heiland fandt, var højst sandsynligt en gravsten.
Den har antageligt ligget oven på gruben, der var en grav eller stod oprejst.
Der har den ligget i tusind år. Indtil en fredag aften for ikke så længe siden.
Mere udgravning
Kulturhistorisk Museum har besluttet, at der snart skal graves mere på stedet, men arkæologerne forventer ikke at finde så meget i det lille område, som er tilbage.
»Men vi håber, at der kan dukke en knogle op, så vi måske kan sige noget om køn og alder på personen, der ligger begravet her,« siger Joakim Stokke.
Muligheden for det afhænger af, om personen er blevet brændt, eller om et lig er lagt til hvile.
»Det meste af det organiske materiale såsom knogler er nok væk, men vi kan jo håbe.«
Tilbage i Setesdal fortæller Oddbjørn Holum Heiland, at det bliver spændende at se, om arkæologerne finder noget mere.
Han var lidt skeptisk, inden han kontaktede amtsrådet.
»Går byggeriet nu helt i stå, tænkte jeg. Men det er gået rigtig godt, og de har været meget nemme at have med at gøre på amtet.«
Det tager ikke lang tid, lyder beskeden, han har fået.
»En lille forsinkelse er jo ikke en større katastrofe. Jeg har en masse andre ting, jeg alligevel skal lave. Det er jo ret specielt. At vi har en vikingegrav lige bag ved vores hus.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
