Willerslevs nye fund genantænder strid om pestens gåde

Sygdommen pest har dræbt millioner af mennesker og spillet en afgørende rolle i menneskehedens historie.

Men i årtier har forskere været uenige om, hvordan pestbakterien egentlig har smittet gennem tiden.

Var det virkelig rotternes skyld, at pesten spredte sig i middelalderen? Og hvilken rolle har murmeldyr, lopper, lus og andre dyr spillet for fortidens smittespredning?

Et nyt studie med den berømte danske DNA-jæger Eske Willerslev i spidsen genopliver nu det, som Willerslev selv beskriver som en »ophedet debat.«

»Diskussionen har kørt i flere årtier og handler grundlæggende om, hvordan pestbakterien har spredt sig, og hvor dødelig den har været igennem historien,« siger professor Anders Gorm Pedersen, som selv beskæftiger sig med fortidens pestudbrud.

Det kan måske virke som en fjern, akademisk diskussion om fortiden, men flere forskere understreger, at diskussionen fortsat er relevant, fordi pest stadig findes og dræber mennesker i dag.

For at kunne forudsige pest og andre bakteriers udvikling - og nye dødelige udbrud - er det vigtigt at kende bakteriens historie, lyder det.

Dansk studie går verden rundt

Det nye studie finder rekordgamle spor efter en tidlig udgave af pestbakterien blandt 18 begravede jæger-samlere, som levede i Sibirien for op mod 5.500 år siden.

Willerslev og hans team konkluderer, at den 5.500 år gamle udgave af pestbakterien har smittet mellem mennesker og givet anledning til dødelige udbrud.

Den konklusion går i øjeblikket verden rundt i medier som New York Times, CNN, Reuters, Associated Press, The Guardian og Scientific American.

»Andre studier har foreslået, at de tidligste udgaver af pestbakterier kun gav anledning til mild sygdom og ikke var særlig smitsomme,« siger Martin Sikora, som er lektor ved Center for Geogenetik på Københavns Universitet og en af hovedforfatterne bag det nye studie.

»Men vores studie viser, at bakterien helt klart var dødelig, og at den kunne smitte mellem mennesker.«

Den »tolkning af data« er professor Hendrik Poinar, som selv har beskæftiget sig med fortidens pestepidemier, imidlertid uenig i.

»Det er uden tvivl super interessante og bemærkelsesværdige data,« siger Hendrik Poinar, som er evolutionsbiolog på McMaster University i Canada, til Videnskab.dk.

»Men hvordan bakterien smittede folk, og hvor dødelig den var, er stadig meget usikkert.«

Spredte hoste pest for 5500 år siden?

Hidtil har nogle forskere antaget, at pest var mindre smitsomt i sin tidlige ungdom.

Forskning har nemlig vist, at de tidligste udgaver af pestbakterien mangler nogle af de genetiske egenskaber, som senere gjorde det muligt for bakterien at sprede sig via lopper - sådan som man mener, byldepesten gjorde i middelalderen.

De nye DNA-analyser bekræfter, at pestbakterien for 5.500 år siden efter alt at dømme ikke spredte sig via lopper.

I stedet peger studiet på, at pestbakterien formentlig kom fra et murmeldyr, som de sibiriske jæger-samlere måske spiste eller var i kontakt med på anden vis. Herefter bredte smitten sig mellem mennesker – formentlig via hoste og dråber, konkluderer forskerne.

»Tidligere har det været en udbredt sandhed, at betingelserne for epidemiske sygdomsudbrud først kom meget senere med landbrugssamfundet, hvor folk begyndte at bo tættere sammen,« siger Martin Sikora til Videnskab.dk.

»Men her viser vi, at dødelige udbrud også kan ske i små jæger-samlersamfund, som bor spredt fra hinanden.«

Eller var det afføring?

Professor Hendrik Poinar er ikke enig i, at de nye data peger på reelle epidemiske udbrud mellem jæger-samlerne, selvom han anerkender, at de begravede i Sibirien med meget stor sandsynlighed er døde af infektion med pestbakterien.

Han mener, det er mere sandsynligt, at den fortidige pestbakterie gav anledning til såkaldt fækal-oral smitte, hvor bakterien via afføring gives videre til andre.

»Forestil dig en familie eller gruppe mennesker, som spiser inficeret kød og bliver syge,« siger Hendrik Poinar.

»De kaster måske op eller har diarré, og landskabet omkring dem bliver hurtigt fyldt med bakterier, som smitter videre.«

Smitten kan eksempelvis have spredt sig fra det ene samfund til det næste længere nede ad floden gennem vandet, ligesom koleraepidemier spreder sig via forurenet vand, påpeger Hendrik Poinar.

Medforfatter til det nye studie, Martin Sikora, anerkender, at det er en mulighed. Men han anser det for at være langt mere sandsynligt, at der har været direkte smitte mellem menneskene for 5.500 år siden.

»Det faktum, at vi finder så mange tæt relaterede familiemedlemmer, som er smittet og døde med kort mellemrum, er stærk evidens for, at der sker smitte fra menneske til menneske,« siger Martin Sikora.

Professor: Lugter af dødeligt udbrud

På Danmarks Tekniske Universitet er Anders Gorm Pedersen enig i, at »det lugter ret meget af at være et dødeligt udbrud.«

»Men når det kommer til spørgsmålet om, hvordan bakterien har smittet, er det straks mere usikkert,« siger Anders Gorm Pedersen, som er professor og gruppeleder på Sektion for Bioinformatik på Danmarks Tekniske Universitet.

»Det ser i hvert fald ikke ud til at have været via lopper ligesom byldepesten, men om det har været gennem luften, er ikke til at sige.«

Diskussionen om, hvordan de tidlige pestbakterier smittede for årtusinder siden, er et ekko af en anden debat:

Hvordan lykkedes det pestbakterien at sprede sig i 1300-tallets Europa – og udrydde store dele af befolkningen?

Er rotter uretmæssigt blevet syndebuk?

Den mest udbredte teori lyder, at rotter og lopper spillede en nøglerolle for smittespredningen. Rotterne bar på pestbakterierne, og deres lopper hoppede videre og bed mennesker, som blev smittet med bakterien og fik bylder – den såkaldte byldepest.

En anden og mere direkte smittevej var, at samme pestbakterie gik i menneskets luftveje og spredte sig med nys og host ligesom coronavirus, og dermed gav anledning til den endnu mere dødelige lungepest.

»I grundbøgerne kan man stadig læse historien om, at rotter og deres lopper spillede den vigtigste rolle for smittespredning i middelalderen. Lungepest spillede også en rolle, men var kun sekundært,« siger Anders Gorm Pedersen.

»Men i de senere år er der forskere, som er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den gængse teori.«

I 2018 hævdede et forskerhold eksempelvis, at deres matematiske model kunne frikende rotterne og deres rottelopper for at være skyld i den store smittespredning under den sorte død i 1300-tallet. I stedet foreslog forskerne, at smittespredningen formentlig skete med menneskelige parasitter som lopper og lus.

»Jeg er overbevist om, at det ikke var rotter, der spredte den sorte død i Europa,« sagde en af forskerne bag den matematiske model, norske Nils Christian Stenseth, dengang til Videnskab.dk

Andre forskere kritiserede omvendt ideen om, at menneskeparasitter spredte smitten, for at bygge på et alt for »tyndt« grundlag.

»Debatten foregår stadig, og den er ikke løst endnu,« siger professor Anders Gorm Pedersen.

Dræbte pest stenalderbønder i hobetal?

En anden større debat om pestens konsekvenser foregår længe før den sorte død i 1300-tallet.

For omkring 5.300-4.900 år siden ser befolkningstallet blandt stenalderbønderne i Europa ud til at falde drastisk – et fænomen, som blandt forskere er kendt som den neolitiske tilbagegang.

Flere af forskerne bag det nye studie har tidligere foreslået, at netop pest kunne være skyld i stenalderbøndernes tilbagegang. Det er dog en teori, som har mødt stor modstand blandt andre forskere.

En af det nye studies forfattere, Frederik Valeur Seersholm, mener, at det nye fund af pestofre blandt de sibiriske jæger-samlere støtter den kontroversielle teori om, at pest dræbte europæiske stenalderbønder i hobetal.

»Her finder vi et lille udbrud af pest blandt jæger-samlere. Min tolkning er, at grunden til udbruddet ikke er accelereret, er, at der er tale om så lille en befolkningsstørrelse blandt jæger-samlerne for 5.500 år siden,« sagde Frederik Valeur Seersholm, som er adjunkt på Københavns Universitet, under et pressemøde om de nye pestresultater.

»Omkring 200 år senere ankommer pesten til Europa, hvor der er landbrug, og folk bor tættere sammen. Så her har pesten mulighed for at sprede sig hurtigt og medføre en tilbagegang i befolkningen.«

Intern uenighed om stenalderbønder

På pressemødet stod det imidlertid klart, at det ikke var alle forskere bag det nye studie, som var enige i tolkningen af, at tilbagegangen blandt Europas stenalderbønder skyldes pest.

Spørger man professor Anders Gorm Pedersen til sagen understreger han, at »vi ved, at pest pestbakterien helt sikkert fandtes« i Europa på stenalderbøndernes tid for omkring 5.000 år siden.

»Det omstridte er, om pest var den primære årsag til den neolitiske tilbagegang. Det står stadig på et rimelig løst grundlag,« siger Anders Gorm Pedersen fra Danmarks Tekniske Universitet, som selv tidligere har samarbejdet med Willerslevs gruppe om pestforskning.

Han påpeger, at der findes flere andre forklaringer på tilbagegangen blandt stenalderbønderne, herunder en landbrugskrise drevet af klimaforandringer og udpining af jorden, og en omfattende indvandring af steppefolk i samme periode.

»Det mest sandsynlige er nok, at flere faktorer har spillet sammen,« vurderer Anders Gorm Pedersen.

Uanset hvordan pestbakterien har udviklet sig og smittet gennem tiden, er der imidlertid ingen tvivl om, at bakterien har dræbt mennesker igennem årtusinder og fortsat dræber i dag.

Lopper, rotter, murmeldyr og en lang række andre gnavere og pattedyr bærer fortsat rundt på pestbakterier, som med jævne mellemrum smitter videre til mennesker.

Pest findes på alle kontinenter bortset fra Oceanien, men smitten er værst i Afrika.

I dag kan pest kureres med antibiotika, men behandlingen skal igangsættes hurtigt, hvis patienten skal overleve, særligt hvis det går i luftvejene.