Danske stenalderbønder døde i hobetal. Nu har forskere måske fundet årsagen

Omkring 2800 f.Kr. skete der noget, der har efterladt danske arkæologer med lidt af et mysterium: Stenalderbønderne forsvandt.

Selvfølgelig ikke med et fingerknips, men forskning har vist, at deres befolkning pludselig svandt kraftigt ind og blev erstattet af andre mennesker, der minder mere om os moderne danskere.

Hvordan kan det så være? Nu peger et nyt studie fra Københavns Universitet på pest som et muligt svar.

Forskerne har lavet store DNA-analyser af rester fra danske og svenske jættestuer og kan se pest brede sig og mutere i familier gennem flere generationer.

Det får forskerne til at spekulere i, at de danske stenalderbønder bukkede under for en pandemi, der så gjorde plads til de nye folk.

»Nu har vi ledt efter og fundet pest rigtig mange steder, og vi kan se sygdommens udvikling i stenalderbønderne. Det sandsynliggør kraftigt idéen om pest-pandemien,« siger Frederik Valeur Seersholm, postdoc i forhistorisk DNA på Globe Institute, Københavns Universitet og hovedforfatter til den videnskabelige artikel.

’Shotgun’-DNA-analyse afslørede meget, både om pest og bondefamilier

Forskerne er dykket lige ned i stendysserne i deres arbejde og har analyseret DNA’et i menneskerester fra 108 personer, de fleste fra Sverige og én fra Danmark.

Resterne stammer fra personer begravet i stendysserne over en periode på cirka 120 år, og analyserne tillader derfor forskerne at opstille hele stamtræer over bønderne.

»Vi har for eksempel kigget på resterne af en kvinde og så kunnet konstatere, at hendes to brødre var begravet i nabolandsbyen,« forklarer Frederik Valeur Seersholm.

Men mennesker er ikke de eneste, der har stamtræer, for studiets såkaldte ‘shotgun’-DNA-analyse skyder, som navnet antyder, med spredehagl og analyserer alt det DNA, den kan, fra det materiale, man fodrer den med.

Derfor har analysen også afsløret DNA’et fra pestbaciller i bøndernes rester. Og sygdommen gennemgik også en udvikling, da den inficerede bønderne.

Forskerne fandt tre varianter af sygdommen som ramte familien i bølger, som de kaldte a, b, og c. De første to varianter, a og b, er kun fundet i få familiemedlemmer, mens c findes langt oftere.

»C ser altså ud til at være den mest succesfulde af de tre pest-varianter, i hvert fald til at spredes mellem mennesker,« forklarer Frederik Valeur Seersholm.

Men billedet af pesten, der spreder sig gennem generationerne af bønder, fortæller også interessante ting om deres levevis, som vi ikke vidste før.

»Vi kan for eksempel se, at det er kvinderne, der har taget pesten med rundt,« siger Lasse Vilien Sørensen, seniorforsker i forhistorisk arkæologi på Nationalmuseet, der har læst studiet for Videnskab.dk.

Mænd i samme familie lader til at blive boende og begravet det samme sted, hvorimod kvinderne ender med at blive begravet et andet sted, sikkert fordi de bliver giftet væk til nabolandsbyen.

»Det tyder på en patrilineær kultur, hvor mændene bliver på deres gård, men kvinder forventes at forlade den,« forklarer Lasse Vilien Sørensen.

Stadig mange ubesvarede og spændende spørgsmål

Al den information har forskerne kun kunnet udvinde, fordi ‘shotgun’-DNA-sekventering, en enormt ressourcekrævende metode, er blevet betydeligt billigere de seneste årtier.

»At analysere al DNA i fortidslevn kræver meget af computere på grund af de store mængder data, der ikke bare kommer fra de individer, levnet er fra, men også fra alle de bakterier, de bar rundt på,« forklarer Frederik Valeur Seersholm:

»Men det gør jo også metoden velegnet til vores studie, hvor vi leder efter tegn på pest. Det er virkelig ‘state-of-the-art’.«

Trods de store mængder data afslører studiet selvfølgelig ikke alt om forholdene dengang, og både Frederik Valeur Seersholm og Lasse Vilien Sørensen mener, at der er spændende spørgsmål at arbejde videre med.

For eksempel ved vi stadig ikke præcis, hvor udbredt pesten var.

De fleste af de 108 undersøgte individer stammede fra ét område i Sverige med flere massegrave kaldet Falbygden, nær det moderne Falköping.

Derudover var der to individer fra Hunnebostrand, et godt stykke derfra, og en af de to havde pest. Endelig var der et individ fra Avlebjerg ved Strøby på Stevns, som havde pest.

»Falbygden er nok et godt eksempel på pestens udbredelse, men området kunne jo også være en afvigelse, så det ville være rart at gå i dybden med andre steder,« påpeger Lasse Vilien Sørensen.

Vi ved heller ikke, hvordan sygdommen har spredt sig. Det kunne for eksempel være fra menneske til menneske eller mere indirekte via kropslus.

Det danske individ i sig selv giver også anledning til spørgsmål, for det er begravet under særlige omstændigheder.

Det er nemlig et barn, der ikke er begravet i en stendysse sammen med andre, men løjerligt nok lige ved siden af én.

»Det her kunne tyde på, at bønderne isolerede pestramte personer eller i hvert fald ikke begravede dem sammen. De kunne have spottet, at folk, der går sammen, kan smitte hinanden,« påpeger Lasse Vilien Sørensen.

God mulighed for videre forskning for at løse mysteriet

Studiet er bestemt et stort skridt frem i forhold til at finde ud af, hvad der skete med stenalderbønderne.

»Før det her studie havde vi kun fundet pest i ét individ, så der var ikke de store tegn på en pandemi dengang. Men det har ændret sig nu,« påpeger Frederik Valeur Seersholm.

Det er stadig vigtigt at finde ud af, hvor udbredt sygdommen var i bondestenalderens Skandinavien.

Og det ville være oplagt med danske eksempler, som man heldigvis har god mulighed for at forske i.

»Den største samling af rester fra stenalderbønder i verden er fra danske jættestuer, så der nok at gå videre med,« siger Lasse Vilien Sørensen:

»Men ingen tvivl om, at det er et vigtigt studie, det her. Det giver bestemt et grundlag for at gå endnu dybere, måske med andre metoder også i næste skridt.«