»Hak, hak, hak,« lyder det dumpt, idet hammeren rammer det fugtige moler. En gang imellem afveksles lyden af raslende lerklumper, når museumsinspektør og fossiljæger Henrik Madsen fra Fossil- og Molermuseet med sin kæmpehakke løsner ler fra skrænterne i den gamle molergrav.
Han har indvilliget i at tage os med på jagt efter fortidens planter, som de så ud for 55 millioner år siden.
Plantefossiler åbner en tidsportal, så forskere kan kaste et blik på fortidens vegetation. Gennem den kikkert kan vi blive klogere på fortidens klima og økosystemer og forstå planternes evolutionshistorie.
Fund af ens plantefossiler i Afrika og Sydamerika var desuden vigtige spor i opdagelsen af, at kontinenterne engang hang sammen i et fælles fortidigt storkontinent.
Det ældste kendte landplantefossil er hele 432 millioner år gammelt. På Mors kommer vi dog ikke længere tilbage i tiden end 55 millioner år, da det var her, sedimentlaget, vi graver i, blev dannet.
\ Om Plantejagten
Plantejagten er en podcastserie, som i løbet af 2024 når op på i alt 31 afsnit. Den handler om alle de spændende historier, som vores vilde planter gemmer på.
På Instagram kan du se billeder af de planter, der indgår i hvert enkelt afsnit.
Værterne er Emma Aller og Niels Christian Sanden, der begge er postdocer på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.
Plantejagten er blevet til som et samarbejde mellem Københavns Universitet og Videnskab.dk. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Fantastiske fossiler i døde alger fra et 55 millioner år gammelt hav
Moler består af gamle kiselalger, eller diatoméer, der er encellede alger med en hård skal af silicium. Over en periode på cirka 1,5 millioner år i den geologiske epoke Eocæn stortrivedes disse alger i Nordatlanten, hvor kontinentaldriften endnu ikke havde skabt den geografi, vi kender i dag.
Grønland lå endnu klos op ad Skandinavien og De Britiske Øer, mens det, der skulle blive til Danmark, var dækket af hav.
Algerne trivedes så godt, at der på havbunden under dem var alvorligt iltsvind. Iltsvindet betød, at en fisk, en fugl eller en plante, der måtte ende på bunden, ikke blev nedbrudt, men blot indkapslet i dynen af nedfaldne alger.
Over millioner af år blev algemåtten omdannet til moler. De bevarede dyr og planter blev efterhånden mast sammen og efterlod et ommineraliseret aftryk, idet kiselalgerne blev til sediment. Disse aftryk kan vi grave frem i dag og være heldige at se i fuld figur, med et velrettet slag på den helt rigtige lerklump.
På spor efter 180 millioner år gamle planteceller
Louise Isager Ahl har en baggrund i planters sukkerstofsammensætning. Hun fik en vild ide og har nu kastet sig over fossile planter. Hun undersøger, om det er muligt at finde sukkerstoffer i de mange millioner år gamle cellevægge, man kan se i plantefossilerne.
Det er svært at bruge moderne molekylærbiologiske metoder på fossiler, da de oprindelige biologiske materialer efter millioner af år i jorden ofte har måttet vige pladsen for mineraler. Eksempelvis nedbrydes DNA »hurtigt«, og det ældste DNA, det er lykkes forskere at aflæse, er »blot« to millioner år gammelt.
Selvom det er ufattelig lang tid, er det kun et splitsekund af evolutionshistorien. Forestil dig, at du forsøger at forstå en bog på 3.500 sider (det kunne være den samlede ’Harry Potter’-serie), ud fra teksten på de sidste to sider.
Det bliver spændende at se, om sukker viser sig særligt sejlivet i sammenligning med eksempelvis DNA. Hvis Louise lykkes med at afkode fossilernes sukkerstoffer, kan hun fylde 180 sider ud med ord på et andet sprog end DNA’ets og kaste nyt lys på vejen, der ledte fra de første planter, til dem vi har i dag. I vores ’Harry Potter’-moppedreng på 3.500 sider kan vi altså måske snart få lov at læse lidt i den sidste tredjedel af seriens sidste bog.
Du kan høre, hvordan det gik på vores fossiljagt og blive klogere på Louises fossilforskning i denne uges afsnit af Plantejagten. Du finder den i afspilleren øverst i artiklen, eller hvor du henter podcast.
