Mineralet kobber: Det ved vi om virkning, mangel og forgiftning
Forskere ved ikke så meget om kobber i kosten, men mennesker med en sjælden genetisk sygdom, som får dem til at optage alt for lidt kobber, får et skrøbeligt strithår.
mineraler, sporelementer, kost, kobber

Kobber er et af de mineraler, som forskere ikke ved så meget om, men det er alligevel livsnødvendigt for mennesker. (Foto: Shutterstock)

Kobber… Ja, det er faktisk også et næringsstof, men vi hører meget lidt om det.

Det skyldes måske, at forskere endnu ikke har helt styr på, hvad kobber gør for os.

Forskere ved dog, hvad der sker, hvis vi ikke får kobber nok, og hvad der sker, hvis vi får for meget. Førstnævnte leder blandt andet til et enormt fjollet strithår, der let brækker og falder af.

Og så kan det også være dødeligt.

For at få bedre styr på, hvad vi egentlig skal bruge kobber til i kroppen, har vi taget fat i Danmarks førende mineral- og vitaminforsker, professor mso Susanne Gjedsted Bügel fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Susanne Gjedsted Bügel har tidligere hjulpet os her på Videnskab.dk med at aflive 10 myter omkring vitaminer og med en artikelserie om alle vitaminerne og deres fortræffeligheder.

»Kobber er et meget interessant mineral, men det er også et af dem, som vi ikke ved så meget om. Vi ved dog, at det som alle de andre sporelementer (herunder jern, jod, fluor, zink, og krom, red.) er involveret i enzymernes funktioner, hvoraf vi kender funktionerne af nogle af dem i detaljer, men slet ikke dem alle,« Fortæller Susanne Gjedsted Bügel.

Denne artikel er en del af en artikelserie om mineralerne og sporelementerne.

Kobber er livsnødvendigt

Hvis vi starter med, hvad forskerne ved, så er kobber involveret i forskellige enzymers funktioner. Enzymer er proteiner, der får forskellige biokemiske processer til at forløbe.

Det drejer sig blandt andet om enzymet superoxiddismutase, som neutraliserer det farlige superoxid (et meget reaktivt iltmolekyle), der ellers kan ødelægge membranerne i kroppens celler og dermed også cellerne selv.

Kobber er også en komponent i enzymet cytokrom c oxidase, der hjælper mitokondrierne, der er cellernes ’energifabrikker’ med at danne det livsnødvendige ATP, som er cellernes energilager.

Uden kobber ville kroppens celler altså ikke bare blive ødelagt. De kunne slet ikke fungere.

»Det er et kendetegn ved både kobber og alle de andre mineraler og sporelementer, at de er essentielle. Det vil sige, at vi kun betegner dem som mineraler og sporelementer i en kostsammenhæng, hvis vi ikke kan leve uden, og det kan vi ikke uden kobber,« forklarer Susanne Gjedsted Bügel.

Kobber findes i overflod i lever

Selvom kobberoptaget i kroppen er så stramt reguleret, at det for praktisk talt alle raske mennesker i Danmark er utænkeligt, at man får for meget eller for lidt, kan vi da godt lige nævne, hvor kobber typisk findes i fødevarer.

Den bedste kilde til kobber er leveren. Leveren lagrer mange af mineralerne i kroppen, så lever er generelt en god kilde til både mineralerne og sporelementerne.

Andre gode kilder til kobber er kød, skaldyr, bløddyr, nødder, linser, svampe, bananer, tomater, kartofler og chokolade.

Fødevarestyrelsen anbefaler et indtag på 1 milligram om dagen, hvilket svarer til at spise 100 gram krabbekød eller blot 7 gram lever.

Kobbermangel kan lede til blodmangel

Kobber er også nødvendigt for jernomsætningen i kroppen.

Det er det gennem specielle kobberenzymer, som kan omdanne jern fra én form (Fe 2+) til en anden (Fe3+), hvilket er nødvendigt, for at jern kan blive transporteret til det sted i knoglemarven, hvor de røde blodlegemerne bliver dannet.

I knoglemarven bliver jern en del af hæmoglobin (et jernholdigt protein i de røde blodlegemer), der transporterer ilt rundt i kroppen.

Læs mere i artiklen 'Jern er det næringsstof, som flest mangler'.

Desuden er kobber essentielt, for at forskellige systemer i hjernen og centralnervesystemet kan fungere, som de skal.

Kobber er i den sammenhæng både involveret i dannelsen af signalstoffer, som sender beskeder mellem hjerne- og nerveceller, og dannelsen af de myelinskeder (hjernens hvide substans), der beskytter nervecellerne.

Til sidst, men ikke mindst, kan kobber interagere med forskellige gener og sørge for, at de enten tændes eller slukkes.

A: Håret fra en patient med Menkes sygdom, der viser klassiske tegn på sygdommen. B: 100 ganges forstørrelse af henholdsvis sundt hår (øverst) og hår ramt af 'kinky hair syndrome' (nederst). Foto: E Reske-Nielsen, Rigshospitalet Glostrup, Tümer, Z & Møller, LB, . 2010)

Kobbermangel er meget sjældent

Med alle de livsnødvendige funktioner er det ikke underligt, at kobbermangel kan lede til forskellige sygdomme.

Mangel på kobber er dog sjældent og skyldes oftere genetiske sygdomme frem for et for lavt indtag.

Et af tegnene på for lidt kobber i kroppen er et lavt indhold af hæmoglobin i blodet, hvor læger ikke kan afhjælpe tilstanden ved at give patienterne jern.

Her er problemet ikke jernmangel, men derimod mangel på kobber til at omdanne jern til den brugbare form.

Kobbermangel kan også lede til et lavt antal hvide blodlegemer, der er en del af immunforsvaret, og så får den lidende oftere infektioner.

Studier har vist, at kobber generelt er involveret i produktionen af både røde og hvide blodlegemer, så det er også ofte her, at man kan se symptomerne på kobbermangel.

Kobbermangel ved fejlernæring er dog så sjældent, at det ifølge Susanne Gjedsted Bügel ikke er så interessant at snakke om.

»Det er så ekstremt sjældent, at man kun ser det blandt børn, der udelukkende lever af en modermælkserstatning, hvor der ikke er tilsat kobber, eller blandt folk, som udelukkende lever af sondemad, hvor der ikke er kobber i,« siger hun. 

Om mineraler og sporelementer:

Mineralerne deler man op i to grupper, alt afhængigt af hvor meget vi skal bruge af dem. Begge grupper er karakteriseret ved, at de er livsnødvendige:

  • ’Mineralerne’ (natrium, kalium, calcium, magnesium og fosfor) skal vi have mere end 100 mg af om dagen.
  • ’Sporelementerne’ (zink, klor, mangan, selen, kobber, jern, jod, krom, fluor og molybdæn) skal vi kun bruge under 100 mg og nogle gange under 1 mg af.

For lidt kobber giver underligt strithår

Et eksempel på en kobbermangelsygdom, der har en genetisk oprindelse, er Menkes Sygdom, som også kaldes for ’kinky hair-syndrom’.

Navnet skyldes, at den ramte får et underligt, gråt strithår, meget bleg hud, blodmangel og kan også være mentalt retarderet.

Kinky hair-syndrom skyldes dog ikke, at den ramte har spist for lidt kobber, men derimod, at kroppens mekanismer til at regulere optaget af kobber er gået i stykker, så kroppen slet ikke optager noget.

Mere præcist skyldes kinky hair-syndrom en mutation i et protein, kadet APT7A, der er involveret i fordelingen af kobber i kroppen.

Kobberforgiftning kan resultere i dødsfald

For meget kobber i kroppen er også sjældent, fordi kroppen er så god til at regulere optaget.

Dog kan nogle mennesker godt opleve kobberforgiftning, hvis deres indtag er for højt over en længere periode.

Det kan det eksempelvis blive, hvis et vandførende kobberrør lækker for meget kobber til drikkevandet.

Symptomer på kobberforgiftning er mavesmerter, kvalme, opkast og diarré. I helt grelle tilfælde kan kobberforgiftning også lede til leverskader, nyresvigt, koma og dødsfald.

Sygdomme kræver nyr rør i hjemmet

Personer med nogle former for genetiske sygdomme, som gør, at kroppen ikke får reguleret optaget af kobber, men bare tager det hele ind, som det eksempelvis er tilfældet med den såkaldte Wilsons sygdom, er i højrisiko for at få for meget kobber gennem kosten og andet indtag.

»Normalt bliver det overskydende kobber lagret i tarmcellerne og kommer på den måde ud med afføringen, når tarmcellerne dør. Hvis disse mekanismer til at begrænse optaget af kobber ikke virker på grund af en genetisk sygdom, opstår problemerne,« siger Susanne Gjedsted Bügel.

Behandlingen af blandt andet Wilsons sygdom består af kostomlægning til en meget kobberfattig kost, samt et eftersyn af de vandførende rør i hjemmet, da kobberrør som nævnt afgiver kobber til drikke-/kogevandet.

»Det kommer dog an på, om man bor i et område med blødt eller hårdt vand. Er vandet hårdt, forkalker rørene og skaber dermed en barriere, der gør, at der ikke afgives kobber til vandet. Er vandet derimod blødt, sker der ingen forkalkninger, og så vil kobberindholdet i vandet være højere,« forklarer Susanne Gjedsted Bügel.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede