Selen: For 40 år siden vidste man ikke, at mangel på mineralet er dødeligt

Selen er det mineral, som man senest opdagede, at mennesker ikke kan leve uden.

Faktisk skete det først i 1979.

Indtil da havde selen ry for at være giftigt for både mennesker og dyr. Rundt om i verden findes der nemlig høje koncentrationer af selen i jorden, og det er livsfarligt.

Alligevel har vi brug for små mængder selen i vores kost, fordi mineralet indgår i nogle livsvigtige proteiner, som vi ikke kan leve uden.

Derfor må forskellige lande tilpasse myndighedernes anbefalinger efter selenindholdet i jorden.

»Nogle steder i verden har man et meget højt indhold af selen i jorden, og der skal man passe på, at man ikke får for meget, mens man andre steder i verden har så lidt, eksempelvis i Finland, at man bliver nødt til at tilsætte det til eksempelvis gødning på kornmarkerne, for at sikre at befolkningen får nok.«

Sådan fortæller Danmarks førende mineral- og vitaminforsker, professor mso Susanne Gjedsted Bügel fra Sektion for Klinisk og Forebyggende Ernæring på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Susanne Gjedsted Bügel har tidligere hjulpet os her på Videnskab.dk med at aflive 10 myter omkring vitaminer og med en artikelserie om alle vitaminerne og deres fortræffeligheder.

Denne artikel er en del af en ny artikelserie om mineralerne og sporelementerne.

Marco Polo opdagede selenforgiftninger

Inden vi går videre med den videnskabelige del af fortællingen om selen, runder vi først den historiske.

Effekterne af selen blev nemlig allerede opdaget af Marco Polo, da han rejste til Kina omkring år 1300 – han vidste dog ikke, at det, han observerede, skyldtes selen.

I Kina er indholdet af selen i Jorden meget forskelligt. Nogle steder er det ekstremt højt, mens det andre steder er meget lavt.

Marco Polo beskrev, hvordan pakdyrene blev syge, når de græssede i bestemte områder, og man har senere fundet ud af, at det skyldtes, at dyrene græssede på jord med meget høje forekomster af selen.

Under det amerikanske guldgraverkapløb i anden halvdel af 1800-tallet fandt nybyggere på vej mod Californien ud af, at deres dyr blev syge og døde ved foden af Rocky Mountains på østsiden.

Området fik navnet Badlands, og også her skyldtes det et højt indhold af selen i jorden.

»Det var for i øvrigt dette, der fik gang i forskningen på området. Man ville vide, hvad dyrene blev syge af,« siger Susanne Gjedsted Bügel.

Først i 1957 opdagede en forsker, at selen rent faktisk ikke kun er giftigt for dyr, men at det også er essentielt, da dyr har proteiner, som kræver selen for at kunne fungere.

I 1973 opdagede andre forskere, at mennesker også har proteiner, der er selenafhængige, og i 1979 slog man endelig fast, at selen hører til de essentielle mineraler, som vi ikke kan leve uden.

Proteiner med selen virker som antioxidanter

Så vidt historieundervisningen. Nu er det tid til at se på, hvad mineralet egentlig gør godt for, og i den sammenhæng er der nok en årsag til, at man først så sent opdagede, at kroppen har brug for selen.

Det er nemlig ikke meget, vi bruger det til. I hvert fald ikke hvad vi ved af indtil videre.

Primært indgår selen i nogle specifikke proteiner, som blandt andet fremmer nedbrydningen af affaldsstoffet hydrogenperoxid, som bliver dannet, når cellerne laver energi.

På den måde fungerer de såkaldte selenoproteiner som antioxidanter, der beskytter kroppens celler, proteiner og DNA mod meget reaktive molekyler, der kan danne skadelige forbindelser med dem.

»Vi har selenoproteiner i tarmene, nyrerne, testiklerne, membranerne og blodpladerne, som alle sammen fungerer som antioxidanter,« forklarer Susanne Gjedsted Bügel.

Selenoproteiner spiller også en rolle i dannelsen af mænds sædceller og i produktionen af hormonet trijodthyronin, som hjælper skjoldbruskkirtlen med at holde kroppens stofskifte oppe.

Selen-mangel kan lede til sygdomme

Når vi taler om trijodthyronin, er hormonet, som navnet antyder, afhængigt af jod, men produktionen af hormonet er afhængig af selen, og derfor kan mangel på selen give de samme sygdomssymptomer som mangel på jod.

Den mest kendte sygdom på grund af mangel på selen (eller jod) er kretinisme, som gennem et meget lavt stofskifte betydeligt hæmmer den fysiske og psykiske vækst.

Andre mangelsygdomme, der er forbundet med et for lavt indtag af selen, er:

• Keshans sygdom, der er en dødelig form for kardiomyopati, hvilket vil sige, at hjertet ikke fungerer, som det skal. Sygdommen kan skyldes mangel på proteinet GPX1, der er selenafhængigt. Forskning har også antydet, at selenmangel kan fremme væksten af virus, der kan ødelægge hjertemusklen.
• Kashin-Beck Sygdom, som leder til ødelagt brusk mellem leddene. Cirka 2,5 millioner tibetanere, kinesere og russere lider af sygdommen, fordi de bor i områder med meget lidt selen i jorden. Også her ser sygdommen ud til at være koblet sammen med mutationer i eller mangel på de selenafhængige GPX-proteiner.

»Begge sygdomme ser man meget i områder i Kina med meget lidt selen. Vi kan dog også se, at sygdommene sker i kombination med noget andet, som vi endnu ikke har styr på, hvad er,« siger Susanne Gjedsted Bügel.

Selen kan hjælpe HIV-patienter

På den anden side har studier indikeret, at selentilskud kan modvirke astma og inflammatoriske tarmsygdomme, men disse resultater skal eftervises.

Selentilskud ser også ud til at kunne hjælpe patienter med HIV. Blandt andet har et studie vist, at HIV-smittede, der spiser tilskud med selen (200 mikrogram om dagen), sjældnere bliver indlagt på hospitalet.

Forskning har også vist, at intravenøs selen kan reducere risikoen for dødsfald ved blodforgiftninger.

»Nogle studier har også peget på, at selen kan hjælpe mod prostatakræft, men det har ikke været muligt at eftervise det. Til gengæld ser det ud til, at selen i stedet øger risikoen for hudkræft, men dette aspekt er heller ikke afklaret endnu,« siger Susanne Gjedsted Bügel.

Forskeren fortæller også, at man i Kina undersøger, om selen kan modvirke hjertekarsygdomme, men det er udelukkende blandt personer, der i forvejen får for lidt.

For meget selen kan være farligt

Taler vi om den rette mængde selen, anbefaler Sundhedsstyrelsen 60 mikrogram om dagen til mænd og 50 mikrogram om dagen til kvinder. Det svarer nogenlunde til at spise 60 gram tun om dagen.

I de nordiske lande har man sat en øvre grænse på det daglige anbefalede indtag på 300 mikrogram om dagen.

Det er forholdsvis meget, og får man mere end det, kan man blive decideret selenforgiftet.

Tegnene på selenforgiftning er skrøbelige negle og hår, tarmproblemer, udslæt, træthed, hvidløgsånde og mentale problemer som træthed og irritabilitet.

I de værste tilfælde kan selenforgiftning udvikle sig til lammelser.

Igen har man problemer i Kina, men denne gang er det med et for højt indtag af selen. I nogle områder er indtaget op imod 850 mikrogram om dagen, og i disse områder er antallet af personer med tegn på selenforgiftning også højt.

I Danmark var der i 1999 en sag med en alternativ behandler, som behandlede en kvinde med brystkræft med 1.300 mikrogram selen om dagen.

Hun udviklede de klassiske forgiftningstegn.

»Tegnene på selenforgiftning er en broget forsamling af mange ting, hvor nogle mennesker oplever nogle tegn, mens andre oplever noget andet,« forklarer Susanne Gjedsted Bügel.

Kan påvirke risiko for diabetes

Indtag af selen i større mængder er også koblet til en lang række andre sygdomme.

Blandt andet har flere studier indikeret, at højt indhold af selen i blodet kan øge risikoen for at udvikle type 2-diabetes.

Forskning peger da også på, at personer, der enten allerede har et højt indhold af selen i blodet eller er disponerede for type 2-diabetes, ikke skal tage selentilskud, da det kan påvirke deres risiko for at få sygdommen.

Varieret kost giver selen nok

Kigger vi på gode kilder til selen, finder vi dem blandt indvolde, skaldyr, fisk og kød.

Korn kan også have et højt indhold af selen, hvis det gror i jord med en høj koncentration af mineralet.

I Finland er koncentrationen af selen i jorden eksempelvis meget lavt, så her gøder man jorden med selen for at bringe indholdet i kornprodukter op. I Danmark er selenindholdet i jorden tilfredsstillende i forhold til at få et højt nok optag i afgrøder.

Spiser man en varieret kost, er man generelt dækket ind i forhold til behovet for selen.

En amerikansk undersøgelse har eksempelvis vist, at det gennemsnitlige indtag for en amerikaner mellem 18 og 59 år ligger på 100 til 160 mikrogram om dagen, hvilket er et godt stykke over det anbefalede indtag og rigeligt under den øvre grænse.

I Danmark ligger vi meget tæt på det anbefalede daglige indtag.

»Det er med selen, som det er med de andre mineraler: Hvis man spiser en sund og varieret kost, får man rigeligt. Spiser man til gengæld en alternativ diæt, hvor man har risiko for at få for lidt, kan det være en god idé at kontakte sin læge med henblik på at få rådgivning i forhold til et kosttilskud,« siger Susanne Gjedsted Bügel.

\ Læs mere

Mineraler: Derfor skal de være i din kost

\ Læs mere

Mineralet kobber: Det ved vi om virkning, mangel og forgiftning