Kan psykedeliske svampe virkelig behandle sygdomme, eller er det »ren magi«?

Psykedeliske stoffer, der findes naturligt i nogle svampearter (psilocybin), kaktus (meskalin) eller syntetisk som LSD, har fået en renæssance i forskningsverdenen.

Disse stoffer er gennem tiden både blevet brugt af den oprindelige befolkning i forskellige dele af verden og senere til at sende utallige musikere, kunstnere og flippere som The Beatles og Led Zeppelin på psykedeliske rejser.

Men efter deres storhedstid i 1960’ernes hippiekultur slog den amerikanske præsident Richard Nixon hårdt ned på kulturen og stofferne, som, han mente, var både socialistiske og farlige.

Det sendte psykedeliske stoffer ind i en lang periode med strenge forbud og lagde en dæmper på det rekreative brug, men det satte også et helt forskningsfelt i stå i årtier.

Psilocybin: Stort potentiale, lille risiko

Dette er dog på det seneste begyndt at ændre sig. Flere lande, heriblandt Canada, England og USA, har igangsat initiativer der skal gøre brugen af psykedeliske stoffer mindre ulovligt.

Initiativerne er især rettet mod psykiatrien og såkaldt psykedelisk terapi. Det er en behandlingsmetode, hvor en terapeut eller psykiater støtter patienten, der modtager det psykedeliske stof.

Behandlingen sker i kombination med både forudgående og efterfølgende terapeutiske samtaler, hvor den psykedeliske oplevelse samt patientens psykiske problemer behandles.

Psykedelisk terapi er altså en kombination af den psykedeliske oplevelse, den farmakologiske effekt af stoffet og samtaleterapi.

Her har behandling af dødsangst og behandlingsresistent depression fået specialstatus som »breakthrough therapy« i USA. Det betyder, at det amerikanske lægemiddelagentur, FDA, giver behandlingerne særstatus og dermed kortere vej gennem diverse godkendelser.

Psilocybin-terapien har fået særstatus på grund af dens store potentiale og lille risiko. Vi kender også princippet fra nogle stoffer til behandlingen af COVID-19.

Kælderen under Frederiksberg Hospital

Det kan måske undre nogen, at der er tale om en lille risiko i lyset af historier om »bad trips«, senest i DR’s radiodokumentar LSD-kælderen.

I programmet taler journalisten med efterkommere af dem, der deltog i de forfærdelige forsøg på Frederiksberg Hospital.

Her blev uvidende personer givet store mængder af blandt andet LSD og overladt til sig selv i kælderen under hospitalet.

Jeg vil meget gerne slå fast med syvtommersøm, at det ikke er sådan, den nuværende psykedeliske terapi foregår.

Faktum er, at psilocybin er blevet indtaget af millioner af mennesker på verdensplan i rekreativt øjemed og kun meget få tilfælde af toksicitet er rapporteret.

Der er ingen evidens for fysisk afhængighed som ved nikotin eller alkohol, og de negative psykologiske effekter er typisk korreleret til ekstreme doser og/eller indtag i dårlige miljøer.

På trods af lovende takter er der dog endnu meget, vi ikke ved om psilocybins virkning.

Rotter på syretrip

Kemisk har psilocybin en stor ligmed med et naturligt signalstof i hjernen kaldet serotonin. Det binder til og aktiverer også mange af de samme receptorer.

Specielt vigtig for den psykedeliske effekt er den serotonin-receptor, vi kalder »5-HT_2A«. Den hedder sådan, fordi serotonins kemiske navn er 5-hydroxytryptamine (5-HT), og receptoren er type 2A.

Hvis denne receptor blokeres med et stof, der ikke aktiverer, men udelukkende blokerer receptoren, så får man ikke et psykedelisk trip af at indtage psilocybin, fordi det ikke kan aktivere receptoren.

Dette kan man også undersøge i rotter. Rotter, der indtager et psykedelisk stof, udviser en meget specifik adfærd, hvor de med jævne mellemrum ryster hovedet og kroppen, som en våd hund ryster sig for at blive tør. Og det er virkelig heldigt.

Hvis ikke rotterne lavede disse ryst med hovedet og kroppen, ville det ikke være muligt for os at vide, om 5-HT_2A-receptoren blev aktiveret – i modsætning til mennesker kan man jo ikke spørge rotter, om de er i gang med et psykedelisk trip.

Det viser sig, at når vi blokerer 5-HT_2A-receptoren i rotter, så stopper disse hoved- og kropsrystelser også. Der er ingen tvivl om, at stoffer som psilocybin og LSD giver en psykedelisk effekt, både i mennesker og rotter. Men er det samtaleterapien, det psykedeliske trip eller simpelthen biologien, der får behandlingerne til at virke?

Det cellulære maskinrum

Forskere har fundet ud af, at rotter, der er depressive, får det bedre, efter de bliver behandlet med psilocybin.

Men for at finde svaret på, hvordan det kan være, må vi helt ned i det cellulære maskinrum, hvor der ikke findes psykedeliske oplevelser. For hvad sker der egentligt i vores hjerneceller, når 5-HT_2A-receptoren aktiveres?

Jeg prøver at forklare det simplificeret:

5-HT_2A-receptoren sidder primært på nogle hjerneceller i den forreste del af hjernen. Den forreste del af hjerne er også der, vores arbejdshukommelse er placeret.

Arbejdshukommelsen er lidt som RAM i en computer: Vi bruger den, når vi udfører en opgave, holder flere bolde i luften og sætter nye ting i gang.

Vi ved fra adfærdsforsøg i personer med svær depression, at de kan have svært ved at skifte mellem opgaver og udvise initiativ til at sætte ting i gang. Begge dele kan skyldes problemer i den forreste del af hjernen.

Fra forsøg i hjerneceller, som vi gror i vores laboratorier, kan vi se, at efter psilocybin aktiverer 5-HT_2A-receptorer, starter der en rækker signaler inde i cellen. Disse signaler ender med at promovere skabelsen af nye forbindelser mellem cellerne, såkaldte synapser.

Kan den psykedeliske effekt undværes?

Vi ved altså, at dette sker i celler, der ikke har psykedeliske oplevelser, og i rotter, der ikke modtager terapi.

Det er altså ikke udelukkende på grund af de psykedeliske oplevelser eller samtaleterapien, at vi kan omstrukturere forbindelserne i hjernen og sænke nogle af symptomerne på depression.

Men betyder det så, at den psykedeliske effekt og terapi ikke er nødvendige for de positive effekter? Ja – i bund og grund.

Dog tror jeg (og det er altså ikke bevist endnu, og nogle vil helt sikkert være uenige med mig), at når hjernen har været påvirket af psilocybin og er toptunet til at omstrukturere sig, så er den også ekstremt følsom for ydre påvirkninger – positive såvel som negative.

Og netop på grund af hjernens øgede følsomhed er der brug for terapien til at yde støtte og give tryghed. I det positive rum kan ens hjerne derfor være med til at hele sig selv.

Hvis man derimod lukker folk inde i en kælder og overlader dem til sig selv (som i forsøgene i kælderen under Frederiksberg Hospital), vil den ekstra frygt og de negative omgivelser kunne skabe dårlige forbindelser og forstærke de problemer, der i forvejen var.

Det er IKKE der, vi skal hen igen.

Et mirakelmiddel?

Psilocybin er virkelig en revolution inden for behandlingen af depression.

Tænk, at svært depressive, der har levet årevis i skyggen af deres tanker, nu kan få hjælp. Og ikke nok med, at psilocybinterapien virker, hvor alt andet har slået fejl. Det lader også til, at effekterne er langvarige (et nyt studie peger på vedvarende effekter i 12 måneder) ved kun én eller to behandlinger.

På den måde er det måske ikke helt forkert, når man kalder svampene magiske.

Hvis du vil vide mere, så book et foredrag med mig i forbindelse med Forskningens Døgn.

Mikael Palner er Lektor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet og forsker ved Neurobiologisk Forsknings Enhed på Rigshospitalet, men hans meninger er hans egne og ikke udtryk for en holdning fra arbejdsgivere. Han har samarbejder med industrien, blandt andet Compass Pathways, der arbejder på at bringe psilocybin-terapi ud til patienterne.