Du mærker det ikke, men Jorden drejer én gang om sin egen akse i døgnet. Det giver os dag og nat og er med til at forme vind- og havstrømme.
Jordens rotationshastighed er dog ikke konstant. Faktisk har selv bittesmå ændringer i Jordens rotation været med til at skabe problemer for verdens computersystemer og for nyligt ført til, at verdens officielle tidsmåling nu skal laves om.
Men hvad ville der egentlig ske, hvis Jorden ikke bare ændrede hastighed, men helt holdt op med at dreje rundt?
I virale videoer vises dette tankeeksperiment ofte som et brat stop. Men det scenarie er utænkeligt, mener astrofysiker Knut Jørgen Røed Ødegaard.
Han forklarer, at Jorden ikke er én fast klump, og at den ville gå i stykker, hvis rotationen stoppede brat.
Knut Jørgen Røed Ødegaard forestiller sig i stedet, at Jorden gradvist ville sænke farten.
»Man må gå ud fra, at den stopper så langsomt, at vandet ikke skvulper ud i verdensrummet,« siger han.
Jordens geografi ville blive forandret
Hvis du står på ækvator i dag, bevæger du dig med næsten 1.700 kilometer i timen.
Rotationen slynger alting udad, og derfor buler Jorden omkring 20 kilometer ud ved ækvator.
\ Læs også
Hvis rotationen stopper, vil det forandre hele kloden, forklarer Helge Drange, som er oceanograf og professor ved Geofysisk Institut på Universitetet i Bergen.
»Så vil vandet trække sig væk fra ækvator og samle sig ved polerne,« siger Helge Drange.
Det ville blotlægge nye landområder ved ækvator, mens større landområder ved polerne ville blive oversvømmet.
Farvel til solopgange og solnedgange
Til sidst ville Jorden konstant vende den samme side mod Solen. Strengt taget ville den stadig rotere, men kun én gang om året, i takt med sin bevægelse rundt om Solen.
Resultatet ville i sidste ende være en planet med to vidt forskellige halvdele.
»Den ene side vil have evigt dagslys, eller jeg vil snarere sige næsten evigt dagslys. Og den anden vil have evig nat,« siger Knut Jørgen Røed Ødegaard.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at Solen ville skinne hele tiden, påpeger han.
I simuleringer, han har set af andre planeter, som næsten altid vender den samme side mod deres stjerne, har dagsiden ofte været dækket af skyer.

En verden af ekstrem varme og kulde
Hvor ekstreme forholdene ville blive, afhænger af, hvor meget Jordens rotation bremses, understreger Helge Drange.
I første omgang ville døgnet blive længere, og det ville føre til kraftigere opvarmning på solsiden og større afkøling på skyggesiden.
Hvis Jorden til sidst hele tiden vendte den samme side mod Solen, ville forskellene blive enorme.
»Der ville det være så varmt, at vandet fordamper. Vi taler altså om 100 grader eller mere,« siger Helge Drange.
Fugtigheden ville bevæge sig over mod natsiden og fryse til is. Helge Drange forestiller sig enorme gletsjere.
Det bedste sted at opholde sig ville være i overgangen mellem dag og nat, mener han.
»Der ville være en smal zone mellem solsiden og skyggesiden, hvor der stadig ville være flydende vand, som vi kender det i dag.«
Mennesker ville næppe kunne overleve
Alligevel ville Jorden ikke være beboelig.
»Der ville jo ikke være tale om forhold, som de økosystemer, vi kender i dag, inklusive menneskeheden, kunne leve under,« siger Helge Drange.
Bakterier og andre organismer ville måske kunne tilpasse sig, tilføjer han.
På natsiden ville planterne ikke få lys, og derfor ville der ikke være fotosyntese, forklarer Knut Jørgen Røed Ødegaard.
»Hvis der er områder med klart vejr på natsiden, ville det være et fantastisk sted at studere verdensrummet. Men for de fleste mennesker ville det ikke være særlig attraktivt,« siger han.
Solen sætter en stopper for scenariet
Jorden har roteret, siden den blev dannet af en roterende sky af gas og støv for omkring 4,6 milliarder år siden.
Fordi næsten intet bremser rotationen, er Jorden blevet ved med at dreje rundt lige siden.
Rotationen bliver dog bremset en smule, især af Månen. Det tidevand, Månen skaber, får døgnet til at blive 2,4 millisekunder længere for hvert hundrede år, oplyser NASA.
\ Skudsekundet har skabt kaos i computersystemerne
Selv så små ændringer i Jordens rotation har betydning. De har nemlig været med til at gøre det nødvendigt at justere verdens officielle tidsmåling med såkaldte skudsekunder.
Men det har skabt problemer for blandt andet techgiganternes computersystemer, og derfor har internationale eksperter længe ønsket at udfase skudsekunderne.
Læs mere om hvorfor i denne artikel, og i denne artikel kan du læse om, at skudsekundet nu er droppet og erstattet af en skudtime.
Knut Jørgen Røed Ødegaard tror ikke, at Jorden når at holde op med at rotere.
»Jeg tror ikke, at den når at stoppe, før Solen bliver en rød kæmpestjerne og måske begynder at opsluge os,« siger han.
Omkring andre stjerner er fænomenet til gengæld ikke helt usædvanligt. Ifølge Knut Jørgen Røed Ødegaard har mange planeter, der kredser tæt på deres stjerne, en form for bunden rotation, hvor de altid eller næsten altid vender den samme side mod stjernen.
»Det er et ekstremt vigtigt forskningsområde, fordi det har betydning for, hvor beboelige planeter omkring andre stjerner er,« siger Knut Jørgen Røed Ødegaard.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

































