Under 2. verdenskrig manglede befolkningen i Storbritannien basale fødevarer som smør, sukker, mælk, kød og æg. .
Tyske angreb på britiske forsyningsskibe gjorde det sværere at få mad ind i landet, og i januar 1940 begyndte briterne derfor at rationere en række fødevarer.
Selv efter krigen sluttede i 1945, fortsatte rationeringen i flere år.
Først i september 1953 blev rationeringen på sukker eksempelvis ophævet, og kort efter steg briternes sukkerindtag markant.
Det har skabt et unikt historisk skillepunkt, som forskere i et nyt studie over 70 år senere har kunne udnytte til at undersøge effekten af et pludseligt stigende sukkerindtag.
Og det har de britiske forskere nu gjort ved at kigge dybt i landets historiske sundhedsregistre, hvor forskerne kan følge millioner af anonyme borgeres helbredstilstand fra vugge til grav.

Lavere forekomst af fem kræftformer
Som forskerne spørger i en artikel om deres studie:
»Kan mængden af sukker, du indtager før din to-års fødselsdag, forme dit helbred årtier senere?«
For at svare på dette har forskerne set nærmere på de britere, der levede deres første 1.000 dage - fra fødsel til omkring toårsalderen - under sukkerrationeringen.
Forskerne ved ikke præcist, hvor meget sukker det enkelte barn fik.
Men ved at tage udgangspunkt i den faste dato, hvor rationeringen sluttede, har de sammenlignet personer, der levede deres første to år under rationeringen med personer, der har levet deres første to år med fri adgang til sukker.
Hos dem, der havde levet længst tid under rationeringen, og dermed havde minimal adgang til sukker som spæd, fandt forskerne senere i livet en lavere forekomst af fem kræftformer: lever- og galdevejskræft, prostatakræft, lungekræft, endetarmskræft og brystkræft.
Forskerne mener selv, at studiet peger på en mulig sammenhæng mellem mindre sukker tidligt i livet og lavere kræftrisiko senere i livet.
Men Christina C. Dahm, der er professor i epidemiologi ved Aarhus Universitet og forsker i kost og sundhed, maner til forsigtighed.
\ Om studiet
- 64.761 personer født i Storbritannien mellem 1951 og 1956 indgår i analysen.
- Data kommer fra UK Biobank, som er en stor britisk database med helbreds- og livsstilsdata fra omkring en halv million deltagere.
- Da sukkerrationeringen sluttede i Storbritannien, steg det gennemsnitlige sukkerindtag fra omkring 41 til 80 gram om dagen.
- Hos gruppen med længst tid under rationeringen fandt forskerne mellem 36 og 69 procent lavere forekomst af de fem kræftformer: lever- og galdevejskræft, prostatakræft, lungekræft, endetarmskræft og brystkræft.
Dansk forsker: Lidt for skråsikkert
Professoren, der har læst studiet for Videnskab.dk, roser først forskerne for på »elegant vis« at gøre brug af det naturlige eksperiment, som sukkerrationeringen har skabt.
Børn, der var født med få måneders mellemrum, levede med vidt forskellig adgang til sukker, og det er ganske unikt.
Men Christina C. Dahm undrer sig især over, hvorfor forskerne netop har valgt de fem kræftformer, som de viser resultater for. Det virker selektivt.
Hun hæfter sig blandt andet ved, at studiet viser resultater for endetarmskræft, men ikke tyktarmskræft.
»For mig er den største svaghed, at de ikke begrunder valget af de kræftsygdomme, de kigger på. Derfor kan jeg være lidt bekymret for, at vi mangler det brede overblik,« siger hun.
Det betyder ikke nødvendigvis, at resultaterne er forkerte.
Christina C. Dahm afviser heller ikke, at sukker kan spille en rolle. Men det vil i så fald være én blandt flere ting, der har betydning for, om man udvikler kræft.
»Jeg tænker, at de har tilladt sig selv at konkludere mere skråsikkert, end måske er rimeligt,« siger hun.
Forskerne peger også selv på begrænsninger i studiet.
Resultatet for lever- og galdevejskræft bygger eksempelvis på 113 tilfælde, hvilket er et meget småt antal at kunne konkludere en eventuel effekt på.
Skal små børn så have mindre sukker?
Studiet rejser uundgåeligt spørgsmålet om, hvad resultaterne betyder for børn i dag.
Forskerne bag studiet mener selv, at resultaterne taler for, at vi begrænser sukker i mad til små børn.
Men Christina C. Dahm mener, at det er for tidligt at omsætte studiets resultater direkte til nye anbefalinger.
»Jeg tænker, at studiet stadig mest skaber en ny hypotese, og ikke noget, man på den baggrund skal ud og lave nye anbefalinger om spædbørns ernæring ud fra,« siger hun.
De officielle kostråd i Danmark anbefaler da også, at man så vidt muligt begrænser indtaget af tilsat sukker hos børn fra 0 til 2-års alderen.

































