Truslen mod Danmark er steget, og både Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste har opjusteret vurderingen af trusselsbilledet.
De advarer om en øget risiko for hybridkrig og sabotage.
Derfor har Styrelsen for Samfundssikkerhed gentaget sin anbefaling om, at vi skal have et hjemmeberedskab, så vi kan klare os i tre dage uden blandt andet vand og varme.
Men det er kun under halvdelen af os, der har opbygget et egentligt hjemmeberedskab, viser flere målinger.
Så hvad skal man egentlig fylde i skabene?
Vi har taget tre fødevareforskere med på en tænkt tur gennem supermarkedet for at finde ud af, hvilke fødevarer der giver mening at have på lager.

Tørvarer skal holdes tørre
Vi begynder ved hylderne med pasta, ris, havregryn og andre tørvarer.
De fleste af os tænker nok ikke over, hvorfor en pose pasta kan stå bagerst i køkkenskabet i månedsvis eller endda i årevis uden at blive dårlig.
Forklaringen skal findes i noget så simpelt som vand.
Bakterier, gær og skimmelsvampe har nemlig brug for vand for at vokse.
Tørpasta indeholder stadig vand, men vand-aktiviteten i pastaen er så lav, at de fleste bakterier ikke kan vokse i den, forklarer Leif Skibsted, professor emeritus i fødevarekemi.
Vandaktivitet måles på en skala fra 0 til 1, og jo lavere vandaktivitet, desto sværere for mikroorganismer at vokse. Det er en del af forklaringen på, hvorfor tørvarer kan holde sig så længe.
Men tørvarer skal stadig holdes tørre.
Hvis pasta, ris eller havregryn optager fugt fra omgivelserne, stiger vandaktiviteten, og så får mikroorganismerne bedre betingelser for at vokse.
»Hvis man stiller sin pasta eller mel ned i en fugtig kælder, vil fødevaren suge vand til sig fra luften. Så stiger vandaktiviteten i produktet, og der kan pludselig begynde at vokse svampe,« siger Leif Skibsted.
»Et tørt køkkenskab er derfor et bedre sted at opbevare tørvarer end en fugtig kælder.«
Hvor godt tørvarer holder sig, afhænger også af, hvor man bor.
Henriette Lyng Røder, lektor ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, peger på, at klimaet spiller en stor rolle.
»Den måde, vi prepper på i Danmark, er specifik for os. Hvis du rejser til steder med meget høj luftfugtighed, vil det ændre parametrene fuldkommen i forhold til at lade mel og korn stå.«

Helkonserves og halvkonserves
Videre til konservesafdelingen med dåsetomater, tun, makrel, bønner og færdigretter.
Her finder vi en anden måde at forlænge madens holdbarhed på. I stedet for at fjerne vandet fra fødevaren, bruger man varme til at dræbe mikroorganismerne.
Ved helkonserves bliver fødevaren kraftigt varmebehandlet, efter at den er kommet i den lufttætte emballage. Så kan maden holde sig ved stuetemperatur i meget lang tid.
»Helkonserves har en meget lang holdbarhed ved stuetemperatur, så længe emballagen ikke er beskadiget,« fortæller Leif Skibsted.
Han har selv dåser med spam og corned beef stående i sit hjemmeberedskabslager.
Man kan ikke gå ud fra, at alt, der ligner konserves, kan stå på køkkenhylden.
Såkaldt halvkonserves er ikke varmebehandlet tilstrækkeligt til at kunne opbevares ved stuetemperatur. Det kan for eksempel være syltede eller marinerede sild, som har langt kortere holdbarhed selv på køl end helkonserves.
Halvkonserves er derfor mindre oplagt i et hjemmeberedskab.

Emballagen er afgørende for, om en dåse halvkonserves kan holde sig i årevis. Hvis dåsen bliver beskadiget eller begynder at bule, bør den ikke spises.
En bulet dåse kan være tegn på, at der er dannet gas inde i den. Det kan skyldes vækst af mikroorganismer, som kan gøre maden usikker at spise.

Køleskabsvarer køber dig tid
Vi er videre til mælk, yoghurt, frisk kød og andre kølevarer.
Her er temperaturen afgørende for, hvor længe maden holder sig.
De fleste kølevarer indeholder meget vand, som giver mikroorganismer gode muligheder for at vokse.
Den lave temperatur i køleskabet bremser væksten, men stopper den ikke helt. Derfor holder kølevarer typisk meget kortere tid end tørvarer og helkonserves.
»Hvis du stadig har køling, har du et par dage, hvor du kan have det liggende. Hvis ikke, skal du spise det hurtigt,« forklarer Henriette Lyng Røder.
Det gør kølevarer mindre oplagte som hovedlager i et hjemmeberedskab.
Hvis strømmen forsvinder, kan holdbarheden hurtigt ændre sig.
Tjek, om maden er spiselig
Det kan være fristende at bruge sine sanser som pejlemærke: Lugter mælken surt, er kødet begyndt at lugte eller smager yoghurten anderledes?
Her er det vigtigt at skelne mellem fordærv og fødevaresikkerhed.
Fordærv opstår, når mikroorganismer eller kemiske reaktioner ændrer maden, så den for eksempel lugter, smager eller ser anderledes ud. Det kan gøre maden uappetitlig, men er ikke nødvendigvis farlig.
»Ni ud af ti gange sker der en mikrobiel vækst, som gør, at de lugter eller smager grimt. Det kalder vi fordærv,« siger Henrik Siegumfeldt, lektor i fødevaremikrobiologi på Københavns Universitet.
Men sygdomsfremkaldende mikroorganismer kan være sværere at opdage.
»De sygdomsfremkaldende bakterier er dem, vi er lidt bange for, for dem kan man typisk ikke lugte.«
Man kan altså ikke altid vurdere, om en fødevare er sikker at spise, ved at lugte eller smage på den.
Det gælder også den modsatte vej: En fødevare kan have mistet kvalitet uden at være blevet sundhedsfarlig.
Fedtstoffer kan reagere med luftens ilt og blive harske. Det kan give en ubehagelig smag, men det er ikke det samme som, at der er vokset sygdomsfremkaldende bakterier i maden, forklarer Leif Skibsted.
Det er en del af forklaringen på, hvorfor datomærkningerne på emballagen ikke betyder det samme.
‘Bedst før’ handler grundlæggende om kvalitet, mens ‘sidste anvendelsesdato’ bruges på letfordærvelige fødevarer, hvor datoen samtidig har betydning for fødevaresikkerheden, forklarer Henrik Siegumfeldt.
En fødevare kan altså være kedelig, harsk eller fordærvet uden nødvendigvis at gøre dig syg.
Omvendt kan den se, lugte og smage helt normal ud, men indeholde sygdomsfremkaldende mikroorganismer.
Du bestemmer, hvad der skal i kurven
Nu er vi nået gennem supermarkedet.
Vi har set på tørvarer, konserves og kølevarer.
Så hvad skal i kurven, hvis man vil have et hjemmeberedskab med mad, der kan holde sig?
Forskerne vil ikke gribe det an, som de fleste af os vil, ved at lave en indkøbsliste.
»Jeg vil hellere lære folk, hvilke forhold der påvirker madens holdbarhed, så man selv kan træffe et valg på baggrund af den viden,« siger Henrik Siegumfeldt.
For der findes ikke én liste, der passer til alle.
Det afhænger blandt andet af, hvor mange man skal have mad til, hvilke fødevarer man selv spiser, og hvilke ressourcer man har adgang til.
Tag for eksempel en stor dåse tun: Den kan være praktisk, hvis man normalt laver mad til flere personer. Men bor man alene, kan mindre dåser være mere oplagte.
»I det sekund du åbner din dåse med tun, er den ikke holdbar længere. Dåsen var fuldstændig steril, men idet du stikker en gaffel eller kniv ned i tunen, afsætter du bakterier fra dine fingre og redskaber,« siger Henrik Siegumfeldt.
Et andet spørgsmål er, hvad der sker, hvis vandet ikke længere kommer ud af hanen.
»Hvis du har masser af tørvarer som havregryn eller ris, skal du bruge vand til tilberedningen, og vand kan være en mangelvare under en krise. Det er helt logisk, at hvis man ikke har vand, er tørvarer svære at bruge alene,« siger Henriette Lyng Røder.
Det betyder, at en pose ris godt kan have en holdbarhed på flere år og stadig være mindre praktisk i et hjemmeberedskab, hvis man ikke har vand eller mulighed for at koge dem.
Derfor bør man tænke drikkevand ind som en del af sit hjemmeberedskab.
Styrelsen for Samfundssikkerhed anbefaler, at man har tre liter vand per person per døgn til drikke og madlavning i tre døgn. Det svarer til ni liter vand per person.
Et godt hjemmeberedskab handler altså ikke bare om at vælge den mad, der kan holde længst, men om at vælge mad, der passer til de forhold, man har derhjemme.
Den bedste beredskabsmad er ikke nødvendigvis den mad, der kan holde længst.
Det er den mad, der både kan holde sig under de forhold, man har derhjemme, og som man faktisk har lyst til at spise.


































