Du har en aftale klokken 15. Men allerede klokken 10 føles det, som om resten af dagen er sat på pause.
Måske kan du ikke rigtig komme i gang med noget. Du holder hele tiden øje med uret og føler dig anspændt, mens du venter på, at det er tid – eller at det er overstået.
Selv noget positivt, som at få besøg af en ven senere på dagen, kan få dig til at føle dig fastlåst.
For mange neurodivergente mennesker (personer, hvis hjerner fungerer anderledes end det, man typisk betragter som normalt, for eksempel når det gælder opmærksomhed, indlæring, sanseindtryk eller bearbejdning af information, red.) har oplevelsen et uformelt navn: »ventetilstand« (på engelsk waiting mode).
Begrebet beskriver en slags mental standby før en kommende begivenhed, som kan gøre det svært (og nogle gange næsten umuligt) at koncentrere sig om andre ting.
Begivenheden behøver ikke at være noget ubehageligt. Det kan være noget, du glæder dig til, noget neutralt eller noget helt dagligdags. Det afgørende er, at den ligger og venter i den nærmeste fremtid og påvirker alt det, der kommer før.
Kan opleves meget forskelligt fra person til person
Det er ikke kun aftaler med et fast tidspunkt, der kan udløse ventetilstanden. Uklare tidsangivelser kan faktisk gøre den værre.
Det kan for eksempel være »i eftermiddag«, »på et tidspunkt i dag« eller en levering, der kommer »mellem klokken 8 og 13«.
Når tidspunktet ikke er klart afgrænset, kan ventetiden brede sig og ende med at fylde hele dagen. Denne ventetilstand kan opleves meget forskelligt fra person til person.
For nogle føles det som en mental tåge, en form for desorientering eller ligefrem en pine, der gør det svært at koncentrere sig.
For andre mærkes den mere fysisk som træghed, tyngde eller en manglende evne til overhovedet at komme i gang.
Mange beskriver en følelse af lammelse, som om de er sat på pause og hænger fast i tiden.
Hjernen på standby
Følelsen af ikke at kunne foretage sig noget, før aftalen er overstået, går ofte igen i diskussioner på nettet.
Opgaver, der normalt er til at overskue, kan pludselig virke umulige at gå i gang med. Man holder nøje øje med tiden, men får ikke nødvendigvis brugt den særlig effektivt.
Samtidig er der ofte en underliggende uro: Frygten for at glemme aftalen, komme for sent eller fejlbedømme, hvor lang tid det tager.
Uroen kan også få tankerne til at køre i ring. Nogle gennemspiller den kommende begivenhed igen og igen i hovedet, forestiller sig forskellige scenarier og planlægger, hvad de skal gøre, hvis noget går galt.
Det kan give en følelse af at være bedre forberedt, men tankemylderet kan også gøre det endnu sværere at komme videre.
Selv små beslutninger kan være overvældende
Når det er uklart, hvad man realistisk kan nå inden aftalen, kan selv små beslutninger være overvældende. Det kan for eksempel være svært at vælge, hvilken opgave man skal begynde på, eller hvad der er vigtigst at nå først.
Forsinkelser og usikkerhed gør ofte oplevelsen mere intens. Hvis en plan bliver ændret eller aldrig får et præcist tidspunkt, kan det føles, som om man helt har mistet kontrollen over dagen.
Selvom mange neurodivergente mennesker kan genkende fænomenet, er »ventetilstand« ikke en officiel klinisk betegnelse.
Oplevelsen overlapper dog med flere veldokumenterede træk, særligt hos mennesker med ADHD.
Forskere har blandt andet undersøgt forskelle i tidsopfattelsen, som nogle gange omtales som »tidsblindhed«, »tidsudvidelse« eller »tidsagnosi«.
Det kan påvirke evnen til at vurdere, hvor lang tid noget tager, hvor længe noget varer, og hvor hurtigt tiden går.
I den sammenhæng kan ventetilstand ses som en reaktion på usikkerhed.
Hvis det er svært at fornemme eller forudsige tiden, kan det føles tryggere at blive i en slags mental venteposition end at risikere at fejlbedømme, hvor meget man kan nå.
Oplevelsen hænger også sammen med forskelle i de eksekutive funktioner, som er de mentale processer, der blandt andet hjælper os med at komme i gang med en opgave og skifte fra én aktivitet til en anden.
Det kan være særligt svært under pres.
Forskelle i tidsopfattelsen er også blevet beskrevet hos mennesker med dysleksi og autisme. Det peger på, at ventetilstand ikke nødvendigvis er knyttet til én bestemt gruppe, men kan være en del af en bredere neurodivergent måde at opleve tid på.
Gode råd: Sådan kan du få dagen tilbage
For personer, der oplever ventetilstand, kan små ændringer gøre en forskel.
En af de mest effektive strategier er at lægge vigtige aftaler tidligt på dagen. Det mindsker den tid, man når at bruge på at gå og vente.
Når det ikke er muligt, kan mere struktur hjælpe. Man kan for eksempel dele dagen op i mindre og tydeligt afgrænsede tidsrum eller vælge nogle få konkrete og overskuelige opgaver, der skal klares inden aftalen.
Ydre hjælpemidler kan også være nyttige. Timere, alarmer og digitale påmindelser kan mindske behovet for hele tiden at holde aftalen aktivt i tankerne.
Det kan også hjælpe at sætte flere påmindelser i stedet for kun én. De kan bryde perioder med hyperfokus og fungere som små signaler om, at det er tid til at flytte opmærksomheden.
Forberedelse kan lette presset yderligere. Det kan for eksempel hjælpe at lægge de ting frem, man skal bruge, dagen før. Eller på forhånd gennemgå de enkelte trin, der skal til for at blive klar. Det kan give en større følelse af kontrol og frigøre mental plads.
Med tiden kan det også være nyttigt at holde øje med, hvor lang tid forskellige opgaver faktisk tager. Det gør det lettere at vurdere, hvad man realistisk kan nå inden en aftale. For nogle hjælper det også at lave en konkret tidsplan.
Kan hjælpe at sætte ord på
Men sideløbende med de praktiske strategier findes der noget mere grundlæggende, nemlig at forstå oplevelsen og tage den for, hvad den er.
Ved at sætte ord på ventetilstand bliver det tydeligere, at der ikke nødvendigvis er tale om dovenskab, overspringshandlinger eller dårlig tidsstyring. Det kan være en reel måde at opleve tid og forventning på.
For mange giver den erkendelse i sig selv en vis lettelse. Dagen kan stadig føles opdelt, og timerne kan stadig være præget af det, der venter forude.
Men oplevelsen behøver ikke længere at føles som et personligt nederlag. I stedet kan den forstås som hjernens forsøg på at skabe overblik, i en tid der ellers kan føles svær at få greb om.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
