Josephine skjulte sin autisme i skolen, men havde nedsmeltninger derhjemme

Da 27-årige Josephine gik i folkeskole, blev hun udsat for så grov mobning, at hun var nødt til at skifte skole.

Mobningen stod på, fordi Josephine var anderledes end sine jævnaldrende, så da hun startede i en ny klasse, forsøgte hun at skjule sit sande jeg udadtil for at passe ind.

»For det første holdt jeg op med at tale om dyr, dinosaurer og fossiler, som ellers er mine store interesser, for i teenageårene var det pludselig uinteressant, nørdet og pinligt,« fortæller Josephine i en mail. Hun bryder sig ikke om at tale i telefon.

Josephine begyndte at gå sine ture, hvor hun ledte efter fortidsfund, alene og fortalte ikke om dem til nogen. Hun elskede at dele facts med andre, men hendes klassekammerater syntes, at det var kikset, så det holdt hun hurtigt op med.

»Jeg kan ikke lide fysisk kontakt med andre, men lærte alligevel at holde veninder i hånden, da det lod til at være en vigtig social handling,« fortæller Josephine.

Kamuflering gjorde Josephine ulykkelig

Men uanset hvor meget Josephine justerede sin opførsel, sit udseende og sine interesser for at blive accepteret i klassen, lykkedes det ikke.

»Jeg ændrede rigtig meget ved mig selv, uden at det rigtig var overbevisende for nogen, og jeg blev samtidig mere ulykkelig, fordi jeg ikke kunne være mig selv,« skriver hun.

Josephine nåede at bruge mange år på at kamuflere sin anderledeshed, men hun forstod ikke, hvorfor hun adskilte sig så meget fra omverdenen.

Forståelsen kom først, da Josephine i en alder af 25 fik diagnosen Aspergers syndrom, som er en underkategori af autisme.

Endelig havde hun en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor hun var, som hun var.

Piger og kvinder skjuler deres autisme

Josephine mener selv, at hendes høje IQ, gode karakterer og evne til at falde i med omgivelserne holdt hendes autisme under lægernes radar, mens hun gik i skole.

Og hendes ihærdige forsøg på at skjule autismen er langt fra enestående.

Mange, især piger, med autisme lader til at kopiere omverdenen og gemme deres autistiske træk for at undgå at stikke ud, peger studier på.

Fænomenet hedder kamuflering, og hvor det i mange år var ukendt i forskningskredse, har forskere nu for alvor fået øjnene op for emnet, fortæller William Mandy, der selv forsker i kamuflering af autisme.

»For få år siden var det sparsomt med forskning i social kamuflering, men nu er det blevet et stort interesseområde for mange autismeforskere, og der kommer nye studier ud næsten hver uge,« siger William Mandy, professor i neuroudviklingsforstyrrelser ved Research Department of Clinical, Educational and Health Psychology, University College London.

»På en måde kan man sige, at vi er ved at hale ind på mennesker med autisme, som har kendt til kamuflering i årevis,« fortsætter William Mandy.

Sociale forventninger kan få piger til at kamuflere

Der er stadig ikke lavet tilstrækkeligt store studier om kamuflering til at sige præcist, hvor hyppigt fænomenet er.

Men indtil videre peger forskningen på, at kamuflering er en udbredt del af at have autisme – ikke alle mennesker med autisme skjuler deres sande jeg, men mange gør.

Kamuflering lader desuden især til at være udbredt blandt kvinder og piger, fortæller William Mandy.

»En af årsagerne kan være de sociale forventninger til piger og kvinder. Mange kvinder med autisme fortæller, at de på grund af deres køn forventes at være meget socialt involverede. Derfor føler de sig tvunget til at udvikle kamufleringsstrategier for at håndtere det,« siger han.

»Jeg smilede i skolen og nedsmeltede, når jeg kom hjem«

Det kostede Josephine meget energi at lade, som om hun var ligesom de andre, når hun var i skole.

»Mine venskaber virkede overfladiske og ligegyldige, når jeg ikke følte, at jeg kunne være mig selv. Mine nye ’interesser’ interesserede mig ikke, og jeg var træt af at undertrykke min enorme trang til at uddele facts,« skriver Josephine, og fortsætter:

»Det var bare alt for hårdt at opretholde den maske. Jeg smilede i skolen og nedsmeltede, når jeg kom hjem. Når jeg var så udkørt efter skole, kunne jeg ikke fungere derhjemme. Og mine forældre vidste jo ikke, at alle mine ’særheder’ var autisme. De troede bare, jeg var umulig,« skriver hun.

Ligesom Josephine oplevede, peger forskning på, at kamuflering er meget stressende og udmattende.

Et studie fra 2017 har eksempelvis undersøgt kamuflering blandt 92 voksne mænd og kvinder med autisme. I et spørgeskema er de blevet spurgt ind til, hvordan kamuflering påvirker dem.

Det mest udbredte svar lød, at kamuflering er mentalt udmattende, fordi det kræver stor koncentration og selvkontrol.

Nedsmeltning efter kamuflering er udbredt

I studiet fra 2017 er der også mange af forsøgspersonerne, der angiver, at de efter at have kamufleret har brug for tid til at komme sig ved at være alene, så de kan slippe de undertrykte impulser fri.

Det kaldes en nedsmeltning.

»Studier viser, at når kvinder med autisme i så mange år har gået og maskeret deres autistiske træk ved hele tiden at planlægge det sociale samspil, angiver de selv, at det fører til nedsmeltninger,« siger Line Gebauer, som forsker i kønsforskelle hos børn og unge med autisme.

Nedsmeltninger kan være milde, hvis personen med autisme kun har maskeret en enkelt dag. Så kan nedsmeltningen bestå i, at hun trækker sig fra socialt samvær.

Men hvis pigen får en nedsmeltning efter at have maskeret i længere tid, kan hun blive voldsom og begynde at råbe, skrige og sparke, fordi overbelastningen er blevet så stor, fortæller Line Gebauer, lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

Danner kamuflering grobund for psykiske lidelser?

Nedsmeltninger er den kortsigtede konsekvens af at kamuflere, men når mennesker med autisme skjuler deres tilstand i længere tid, lader det til at kunne føre alvorligere problemer med sig.

Flere studier viser et sammenfald mellem autisme og psykiske lidelser, og her spiller kamuflering muligvis en rolle, fortæller Line Gebauer.

»De mennesker med autisme, der selv angiver, at de maskerer deres symptomer, er mere tilbøjelige til at lide af depression, så her har du et sammenfald mellem depression og kamuflering,« siger hun.

Men selvom kamuflering og depression lader til at gå hånd i hånd, ved forskerne stadig ikke, om sammenfaldet er tilfældigt, understreger Line Gebauer.

Kobling mellem autisme og depression skal undersøges

I fremtiden skal forskere dykke mere ned i koblingen mellem autisme og depression, mener William Mandy.

»Skaber kamuflering psykiske lidelser? Eller gør psykiske lidelser folk mere tilbøjelige til at kamuflere? Eller måske er der en tredje faktor, såsom stigmatisering, der både får folk til at kamuflere og giver dem flere psykiske problemer,« siger han.

Uanset om kamuflering forårsager psykiske lidelser eller ej, er det ubehageligt. Derfor er det vigtigt, at piger med autisme får at vide, at de ikke behøver at skjule deres tilstand, mener Line Gebauer.

Problemet er, at piger med autisme generelt bliver opdaget senere end drenge, viser flere studier. Derfor ender nogle piger med at forsøge at undertrykke autismen i flere år uden at vide, hvorfor de er anderledes.

Piger skjuler autismen for læger og psykologer

Pigernes tendens til at kamuflere deres autisme er en af årsagerne til, at de bliver opdaget senere end drenge. Når behandlere undersøger piger for autisme, er det derfor vigtigt, at de har øje for pigernes evner til at skjule autismen, mener Line Gebauer.

»At pigerne først får diagnosen, når de har lidt et fuldstændigt sammenbrud, gør det virkelig svært at samle dem op igen. De går fra at være piger, der ofte har evner og sociale kompetencer, som drenge med autisme typisk ikke har, men falder fuldstændigt fra hinanden og skal bruge flere år på at finde sig selv igen,« siger hun.

Det var et rent tilfælde, at Josephine i en alder af 25 faldt over autisme på nettet. For første gang kunne hun genkende sig selv til fulde.

»Alt, hvad jeg oplevede, kunne forklares med autisme, så jeg skrev en liste og læste den op for min psykolog, der godt kunne se, hvad jeg mente,« skriver Josephine. Bagefter sendte hendes psykolog hende til udredning.

»Jeg fik diagnosen Aspergers syndrom. Det har betydet, at jeg nu bliver forstået meget mere hensigtsmæssigt af mine nærmeste, og at jeg har det bedre, end jeg har haft det i snart ti år,« skriver hun.

I dag kamuflerer Josephine sjældnere

Josephine maskerer ikke længere sin autisme hele tiden, men nogle gange er hun nødt til det – især når hun møder nye mennesker, fortæller hun.

»Jeg prøver at huske at smalltalke og kun tale om dyr og fossiler, hvis emnet skulle komme op. Men blandt mange mennesker ender jeg for det meste med bare at være stille, for det er svært at gætte sig til, hvad andre vil tale om. Heads up, det er sjældent dyr og fossiler,« skriver hun.

I dag bor Josephine på en gård sammen med sin forlovede, deres hund, og snart også en lille datter.

Hun er stolt af sin autisme og håber, at hun en dag kan finde et arbejde, der tager højde for hendes udfordringer, så hun kan bruge sine »færdigheder, viden og omhu« ude i samfundet.