To gange i 1900-tallet lod vi havet være i fred – og så spirede livet

Havets ressourcer er så uendeligt store, at intet - heller ikke mennesker - kan påvirke havets økosystemer og de uendeligt store fiskebestande.

I 1880 var det den mest populære teori om vores påvirkning på havets økosystemer. Mennesket kunne ikke gøre skade.

Synspunktet stammer blandt andet fra den britiske biolog Thomas Huxley (1825-1895), der med Charles Darwins evolutionsteori i hånden, gjorde status på menneskets indblanding i havet.

I dag ved vi, at overfiskeri truer fiskebestanden, ikke bare i Danmark men i hele verden. Og det er ikke bare overfiskeri, der er en udfordring.

I september konkluderede en rapport fra Aarhus Universitet, at det danske vandmiljø ikke har været så iltfattigt i mere end 20 år. Følgen er, at fiskene forsvinder, som professor bag rapporten Stiig Markager sagde til Videnskab.dk, hvor han også kaldte situationen for et »økomord«.

Hvordan endte vi her? Det forklarer havhistoriker Poul Holm i denne artikel.

Fiskeindustrien gennembrud

I årene efter Thomas Huxley satte punktum i sagen, kom der mere og mere fokus på, at der måske ikke var uendeligt med fisk i havet, forklarer Poul Holm, der er professor i historie på Dublin Universitet og leder af Instituttet Trinity Centre for Environmental Humanities:

»Omkring år 1900 kommer så en anden britisk forsker - Walter Garstang - der ud fra de samme data finder frem til, at Huxleys tolkning er helt forkert. Han mener, at der sker et voldsomt overfiskeri,« siger Poul Holm til Videnskab.dk.

Walter Garstang var ligeledes biologi og hans forskning foregik i Nordsøen, hvorfra han kunne dokumentere effekten af en boomende fiskeindustri:

Fiskeindustrien var i slutningen af 1800-tallet blevet mekaniseret og effektiviseret. Fiskekutterne sejlede på damp, kunne trawle havbunden og hive kæmpestore fangster ind.

I dag står det klart, at Garstang havde ret, og vi allerede var i fuld gang med at ødelægge økosystemer og udrydde fiskearter, påpeger Poul Holm.

Beviset for hans teori finder vi dog først cirka 20 år senere efter 1. verdenskrig.

Krig og fiskefred

Fra 1914-1918 var Den store krig skyld i millioner af mennesker dødsfald, og at de europæiske stormagter blev om muligt endnu mere splittede.

Men under vandets overflade åndede der fred og ro. Fiskene blev ikke hevet op i fiskekuttere og fandt heller ikke vej til tallerknerne på de danske spiseborde.

I fire år stoppede fiskeriet i de Nordsøen, og der blev kun fisket med kuttere tæt ved den jyske vestkyst og i Østersøen.

»Fiskekutterne blev betragtet som del af fjendtlige operationer, så det blev nærmest umuligt at fiske,« siger Poul Holm, som har forsket i krigens indflydelse på hverdagslivet i Norden i år 1550 - 1914.

Torsk, makrel, sild og fladfisk fik lov at være i fred i vandet og voksede sig store og mange.

Præcis den samme tendens så vi under 2. verdenskrig - fra 1939-1945 - påpeger Poul Holm.

»De to verdenskrige bliver bevis på, at Garstang havde ret,« siger havhistorikeren.

Vores fiskeri har en betydning for, hvordan fiskebestandene trives under vandet. Læs mere i faktaboksen.

En forspildt chance

I mellemkrigstiden forsøgte man i Europa derfor at få indført nogle reguleringer for fiskeriet i Folkeforbundet (en forgænger til FN). Stormagterne kunne dog ikke enes, så reguleringen kom aldrig, og fiskeriet kunne fortsætte uhæmmet.

Fire år efter 1. verdenskrig sluttede, havde fiskerne hevet så mange fisk op, at de danske farvande var tilbage på samme niveau som før krigen.

»Den chance forspildte man virkelig,« siger Poul Holm.

Under anden verdenskrig fik de politiske ledere en ny chance. Denne gang stoppede fiskeriet i Nordsøen i omkring fem år.

Men endnu engang forspildte man chancen. Det politiske system i Europa var knækket efter anden verdenskrig, og det tog mange år, før en regulering kom på banen. Syv år efter krigen sluttede, var fiskebestandene tilbage til niveauet før krigen.

»Igen forspilder man en chance. Igen er det et eksempel på, at Garstang havde ret. Hvis vi har et alt for stort fiskeri af de store fisk, som yngler meget og skal fremme bestanden, så skrumper fiskebestandene ind,« siger Poul Holm.

Fiskene yngler stadig

Fast forward til i dag:

Fiskene bliver mindre, og der bliver færre af dem. Nogle arter er endda helt forsvundet fra de danske farvande. Østersbankerne mellem Frederikshavn og Læsø forsvandt for eksempel for 100 år siden.

Men nu er der i stedet kommet stillehavsøsters. Der kommer flere blæksprutter med stigende havtemperaturer. Sild og makrel trives stadigvæk visse steder i de danske farvande. Så måske maler vi et lidt for sort billede af tilstanden i havet?

Poul Holm ryster på hovedet. Det er netop der, hvor også Thomas Huxley tog fejl.

»Der vil altid være arter, som yngler og er i fremvækst,« siger professoren.

»Vi skal ikke kigge på, om arter er på vej frem, men hvordan de arter har det. Hvor lang tid får de lov at leve? Får de lov til at yngle?« siger Poul Holm.

Fisk vokser sig større hele livet. Når en fisk som torsken kan leve i hele 20 år, kan den blive helt op til to meter og yngle mange gange i sin levetid. Når mindstemålet i danske farvande er 50 centimeter, fanger man dem, når de er tre år og kun har nået at yngle én gang.

»Det er meget uklogt,« siger Poul Holm.

Fiskebestandene når ikke at vokse sig større og forme sig, før de bliver spist. Derfor falder bestanden af fisk, som kan leve, vokse og yngle igennem flere år. At der er fremvækst i en bestand betyder altså ikke så meget, hvis man dræber den vækst igen, mener professoren.

Sild og makrel har en lidt anderledes historie, fordi de lever i kortere tid. Hvis man laver et forbud mod at fange dem, er de hurtigt tilbage, hvis de har føde. Men det er ikke ligefrem et sundhedstegn, at sild og makrel overtager i de danske farvande.

»Hvis man tager ud på savannen og skyder en masse løver, så får man pludselig en masse gazeller. Men det er jo ikke et udtryk for, at økosystemet er i balance, slet ikke at det er sundt. Det er bare et udtryk for, at rovdyret et væk,« siger professoren og henviser til et studie fra sidste år, som han selv har lavet, der giver et større overblik menneskets påvirkning på verdenshavene.

Artiklen er opdateret den 13-12-2023. Fra: Arter som kuller og europæiske østers er endda helt forsvundet fra de danske farvande. Til: Nogle arter er endda helt forsvundet fra de danske farvande.