I byen Uummannaq, 460 km nord for polarcirklen, er der ingen veje til nabobyen. Ligesom alle andre samfund i Grønland er byen isoleret og kan i sommerhalvåret kun nås med båd eller fly.
Så da en ansat på vandværket i 2019 ved en fejl hældte smøreolie i drikkevandet i stedet for klor, udviklede en mindre menneskelig fejl sig hurtigt til en krise.
I over to måneder var byen uden vand, og mere end hundrede mennesker måtte hente vand i dunke, som blev fragtet i store tanke fra en nærliggende bygd.
Episoden viser, hvor sårbar vandforsyningen er i Grønland.
Og som klimaet forandrer sig, skaber det et yderligere pres på det i forvejen sparsomme drikkevand.
Netop det undersøger jeg i mit ph.d.-projekt. I denne artikel løfter jeg sløret for, hvad vi har fundet frem til indtil videre – og måske bliver du også lidt mere glad for dit postevand, næste gang du går ud og tænder for hanen.
Overfladevand er udsat
Lad mig først tage med dig en tur rundt i den grønlandske vandforsyning.
Når du tænker på Grønland og vand, vil dine tanker formentlig hurtigt lande på is. Det er også rigtigt, at verdens største ferskvandsreserve er gemt i den 1,7 millioner km2 store indlandsis.
Men det er ikke ensbetydende med, at drikkevandet kommer i uanede mængder alle steder i Grønland.
Indlandsisen ligger langt væk fra byerne og bygderne, og transport af is vil derfor være både dyr og besværlig – især fordi der ikke er nogle veje, der forbinder dem.
At drikke grundvand som her i Danmark er heller ikke en mulighed. I Grønland er jorden mange steder permanent frossen. Det er det, man kalder permafrost. Det gør, at regn og smeltevand ikke kan sive ned og danne grundvandsdepoter.
Derfor må byer og bygder finde andre måder at skaffe drikkevand på.
Den frosne jord i Grønland gør, at det både er dyrt og besværligt at lægge rør ned, så drikkevandet skal komme fra lokale kilder.
De fleste steder kommer drikkevandet derfor fra søer og floder tæt på byen. Det betyder, at vandkilden ligger åbent direkte i landskabet og derfor også kan påvirkes af aktivitet fra både dyr og mennesker.
Om vinteren bruges området omkring søerne ofte til transport. Snescootere og hundeslæder krydser isen på søen, når folk bevæger sig mellem byen og naturen.
Når sneen smelter om foråret, kan både hundeafføring og oliespild ende i vandet. Derfor arbejder vandværkerne ekstra i smeltesæsonen for at sikre, at drikkevandet stadig er rent nok til at drikke.
\ Taphuse og posetoiletter
Flere byer og bygder i Grønland har ikke indlagt vand og kloak i de private hjem. De må derfor hente vand i store dunke fra et taphus og bruge et posetoilet.
Derfor er vandforbruget i nogle bygder så lavt, at det ikke lever op til FN's menneskerettighedskrav om 50 liter pr. dag pr. person, som er nødvendige for at undgå sygdomme fra dårlig hygiejne.
Mange steder mangler de vand
Vandmangel er også et stort problem i Grønland. Da byerne og bygderne blev grundlagt, blev der ikke alle steder tænkt på drikkevandet.
Nogle steder kan de lade vandet fosse ud af hanerne, mens man andre steder lever med en stor risiko for at løbe tør for vand.
Det gælder for eksempel i byen Kangaatsiaq. Her måtte fiskefabrikken i 2020 lukke ned for at sikre, at der var nok rent drikkevand, og borgerne blev opfordret til at spare på vandet.
Men der er også steder, hvor vandmangel er endnu mere udtalt. Enkelte bygder og byer har simpelthen ikke ferskvand til rådighed. Der må man i stedet ty til afsaltning af havvand, og i den nordligste by i Grønland, Qaanaaq, må de om vinteren hente havis for at sikre nok vand til byen.
Disse processer er meget omkostningsfulde og kan koste flere tusinde kroner per kubikmeter. Til sammenligning koster samme mængde vand kun lidt over 40 kroner i København.
Klimaforandringerne vil forværre situationen
Udover de udfordringer, Grønland i forvejen døjer med i forhold til at få rent vand i hanerne, så skaber klimaforandringerne som nævnt også problemer.
I Arktis stiger temperaturen næsten fire gange hurtigere end i resten af verden.
Klimaforandringerne leder også til ændringer i nedbør, hvor sne vil falde som regn, og visse områder risikerer længere perioder med tørke.
I mit ph.d.-projekt undersøger jeg konkret, hvilke konsekvenser dét har for drikkevandet i Grønland.
Vi ved ikke, hvad der gemmer sig i permafrosten
Jorden i Grønland har været permanent frosset i flere tusinde år. Med de stigende temperaturer ser vi ind i en fremtid, hvor mere af permafrosten vil tø.
Vi ved endnu ikke, hvad der ligger gemt i permafrosten. Men hypotesen er, at menneskeskabt forurening igennem tiden har bundet sig til jorden.
Det kan for eksempel være pesticider og PFAS’er, som er blevet transporteret med vindene sydfra.
Når jorden tør, kan stofferne måske blive transporteret til nærliggende søer og floder.
Der er også et naturligt højt indhold af tungmetaller i jorden i Grønland. Men vi mangler viden om, om det vil blive transporteret ud i vandet, når permafrosten tør.
I min forskning kigger jeg derfor efter en stigning i forureningen i søbunden.
Vi har udtaget kerner med sediment fra bunden af flere søer i Grønland. Sedimentet fungerer som en tidsmaskine, hvor vi kan lede efter udvikling af tungmetaller og menneskeskabt forurening igennem årene.
Drikkevand med et strejf af ørred
Klimaforandringer kan også komme til at påvirke drikkevandet i Grønland på andre områder.
Med stigende temperaturer er der en risiko for, at vi vil se en større opblomstring af alger, som både kan producere giftstoffer og lugter og smager grimt.
Det fænomen er observeret mange steder i verden, blandt andet i Arktis og i Danmark.
Det er ikke helt ukendt, at drikkevandet i Nuuk nogle gange smager af fisk, og derfor har vi også udtaget prøver fra søen, som vi analyserer for alge-DNA.
I vores prøver ser vi tydelige spor fra alger, men det er endnu uklart, om det er årsagen til fiskesmagen.
Det er langt fra ensbetydende med, at vandet er giftigt. Men det er selvfølgelig ikke alle borgere, der er vilde med, at deres drikkevand smager af ørred.
Konsekvenserne er allerede tydelige
Udover den dårlige smag fra drikkevandet, som flere byer og bygder oplever, har klimaforandringerne også fysiske konsekvenser for drikkevandet.
Mine kolleger og jeg har for eksempel besøgt Kangaatsiaq, en by, hvor drikkevandssøen er begyndt at lække ud i havet.
Det skyldes muligvis, at permafrosten er begyndt at tø. Og det var netop den frosne jord, som førhen sørgede for at holde vandet i søen.
I Kangaatsiaq har de i forvejen ikke meget rent vand til rådighed. Det var den samme by, hvor fiskefabrikken måtte lukke på grund af vandmangel. Og hvis en drikkevandskilde løber tør eller bliver forurenet, er der lang vej til den næste.
Da vi besøgte byen i 2025, var der et aktivt kogepåbud, hvilket betød, at borgerne blev opfordret til at koge vandet inden brug. Det skyldtes bakterier et sted i ledningsnettet.
Men det største problem er ofte ikke bakterierne, men at det er svært at få analyseret en ren prøve i tide.
Fra byen er en times sejlads til nærmeste lufthavn, hvor prøven kan fragtes til Nuuk og derfra videre til Danmark.
Ved dårligt vejr sker der hurtigt forsinkelser, og prøven skal være analyseret inden for to døgn for at være brugbar.
Udfordringerne med rigeligt og rent vand i Kangaatsiaq skyldes altså en kombination af permafrostoptøning, vejrudfordringer og isolerethed.
Udfordringer rammer skævt
Det er altså tydeligt, at de problemer, der opstår med klimaforandringerne, rammer skævt og skal ses i sammenhængen med de isolerede samfund. Grønland står derfor over for en fremtid med øget ulighed og sårbarhed.
Efter episoden i Uummannaq har Grønland udviklet små vandrensningssystemer, der kan flyves med helikopter til enhver by eller bygd i Grønland. På den måde har de fremtidssikret sig mod kortvarige svigt.
Det er dog ikke en langvarig løsning på søer, der tørrer ud eller bliver permanent forurenede.
Jeg håber, at jeg med min forskning kan bidrage til at forberede det grønlandske samfund på de udfordringer, der vil opstå under et konstant forandrende klima.
Vi kan ikke spå om fremtiden, men vi kan komme med forsigtige bud, som forhåbentlig kan hjælpe den grønlandske forsyning med at målrette rensningsteknologier og risikoplanlægning.
Min ph.d. er en del af det EU-finansierede projekt ILLUQ, som undersøger konsekvenserne ved permafrostoptøning. Vi kigger på miljøet, mennesker og naturen som et sammenhængende koncept kaldet One Health. Projektet foregår både i Grønland, Canada og på Svalbard.
