Kommer Ruslands aggression til at skubbe Europa mod energi-uafhængighed og hurtigere grøn omstilling?

I 1973 ramte efterkrigstidens økonomiske opsving muren. Olieproducenterne begrænsede udbuddet, hvilket sendte oliepriserne på himmelflugt. Efterdønningerne af oliechokket betød, at lande som USA begyndte at arbejde mod egentlig energi-uafhængighed.

I 2022 kan vi meget vel se historien gentage sig selv, i takt med at den russiske invasion af Ukraine udfolder sig.

Men hvorfor? Toneangivende europæiske nationer som Tyskland har vendt sig mod Rusland for at kunne udfylde tomrummet, nu hvor kulkraftværker bliver sendt på pension, og hvor atomkraft er farvet af Fukushima-ulykken, og indtil vi når det punkt, hvor vedvarende energikilder, der ikke udleder drivhusgasser, fuldt ud kan dække energi-behovet.

Næsten 40 procent af EU’s gasforbrug kommer fra Rusland. Med det in mente er det naturligt, at invasionen af Ukraine får de europæiske ledere til at tænke over, om det er en holdbar løsning. Krigen i Ukraine er udbrudt på et tidspunkt, hvor store dele af verden allerede står i et energi-kaos, med pandemi-relaterede forstyrrelser i transportsektoren, der har resulteret i skyhøje energipriser.

Og for at gøre det endnu mere indviklet, så er invasionen sket kun få dage før FN's klimapanel, IPCC, udgiver en rapport om den regionale klimapåvirkning og –tilpasning, der sætter en tyk streg under vigtigheden af at reducere skaden klimaforandringer forårsaget af fossile brændstoffer.

Så hvordan kommer det her til at udspille sig?

Hvorfor Rusland er vigtig for verdens energiforbrug

Eksporten af fossile brændstoffer er en hjørnesten i den russiske økonomi. Nationen med de 145 millioner indbyggere er en af verdens største energieksportører, og Rusland er førende i eksport af gas, den næststørste eksportør af råolie og den tredje største eksportør af kul.

Men Rusland er i allerhøjeste grad klar over, at eksporten til Europa er truet, eftersom store dele af kontinentet har tilsluttet sig målet om at udfase fossile brændstoffer.

Kullobbyister i Rusland har i årevis aktivt arbejdet på at udvide det asiatiske marked, netop grundet truslen fra europæiske klimarelaterede restriktioner.

Selvom Europa stadig er Ruslands største kunde, når det kommer til gas, ønsker Rusland at udvide markedet ved at øge forsyningen til Kina.

I 2019 begyndte Power of Siberia-gasledningen således at transportere gas fra Sibirien direkte til Kina. Få uger før invasionen af Ukraine annoncerede Rusland, at der var blevet indgået en aftale om endnu en gasledning til Kina.

Det er sandsynligt, at Rusland kun vil vende sig endnu mere mod Asien, det politiske klima taget i betragtning.

Hurtigere grøn omstilling?

Så sent som i januar annoncerede Tysklands nye klima- og økonomiminister, at en række store tiltag ville blive sat i værk. Disse skulle få landets ellers meget sløve grønne omstilling op i fart.

Og nu? Vi tror på, at krisen har potentialet til at sætte farten op på den grønne omstilling i hele Europa, mens kontinentet forsøger at mindske sin afhængighed af russisk gas.

Vi kommer måske til at se en større indsats for at skabe en indbyrdes forpligtende, vedvarede energisektor, for eksempel i form af havvindmølleparker, hvis produktion kan deles mellem flere europæiske nationer.

Men det er på ingen måde sikkert. I den nære fremtid er der desværre en massiv risiko for, at krisen i Ukraine vil få de europæiske ledere til at fokusere på at få dækket deres energibehov på bekostning af den grønne omstilling.

Det er muligt, at kulkraft igen bliver hevet frem. Lande som Tyskland vil måske ligefrem være tvunget til at gentænke eller udskyde deres planer om atomkraft.

Andre store spillere på eksportmarkedet for fossile brændstoffer, eksempelvis Australien, er allerede ved at køre sig i stilling til at dække de huller, der måtte opstå på det europæiske marked.

Hvad betyder det for den internationale klimaindsats?

Når det kommer til klima er Rusland anset for at være en notorisk efternøler og har som sådan ikke ligefrem været en velvillig deltager i internationale klimaforhandlinger.

Op til klimakonferencen COP26 i Glasgow sidste år gav Rusland små tegn på, at de måske var åbne overfor en mere seriøs linje på klimaspørgsmålet. Putin tilsluttede sig en erklæring om, at Rusland skal være kulstofneutralt i 2060, og også udviklinger i indenrigspolitikken har de sidste måneder peget på, at der er en omvæltning på vej.

Krigen vil åbenlyst stå i vejen for denne. Et hvilket som helst potentiale for et russisk engagement i klimaspørgsmålet er fejet af banen – i hvert fald frem til det næste store klimatopmøde i Egypten senere i år.

Med Ruslands rolle som en af verdens fem største udledere af drivhusgasser, er det her et klart tilbageslag for den internationale klimaindsats.

Kan vi forvente anden skade på miljøet?

Såvel traditionel som cyberkrigsførelse kan tilføje markant til udledningen af drivhusgasser og dermed gøre massiv skade på miljøet samt mange plante- og dyrearter. De dystre implikationer for både nulevende og fremtidige generationer blev fremhævet på dramatisk vis, da russiske tropper indtog Tjernobyl.

Der er ingen, der kender til Ruslands planer, men målrettet destruktion af atomkraft-faciliteter, uanset om det blev brugt som våben eller som defensiv afskrækkelse, ville højst sandsynligt bryde international lovgivning.

Hensynsløs ødelæggelse af miljø og natur er en krigsforbrydelse på linje med at gå efter civilbefolkningen eller at smadre vigtig kulturarv. Røde Kors udstak i 2020 retningslinjer for, hvordan man beskytter miljøet i krigstid.

Disse retningslinjer gør de stridende parters forpligtelser meget tydelige, men historisk set hjælper det ikke meget, når nogen skal stilles til ansvar.

Og det er det egentlige problem. I de konstituerende dokumenter for den internationale straffedomstol (ICC) står der, at det er en krigsforbrydelse, hvis man intentionelt er skyld i: »udbredt, langsigtet og massiv skade på det naturlige miljø«, såfremt det tydeligvis er overdrevent i forhold til, hvad der rent militært ville give mening.

Rusland underskrev denne aftale, Rom-statuetten, i 2000, men har aldrig stadfæstet aftalen om at blive medlem. I 2016 meddelte Rusland, at de helt ville trække sig fra ICC.

Denne udmelding kom kort efter, at domstolen dømte Ruslands aktivitet på Krim-halvøen efter annekteringen i 2014 som en »fortsat besættelse«.

Det internationale samfund er også kommet frem til en historisk aftale i 2021 om definitionen af økomord (på engelsk: ecocide). Betegnelsen dækker over »ulovlige eller hensynsløse handlinger, begået med viden om, at der er en substantiel sandsynlighed for massiv og udbredt eller langsigtet skade på miljøet som følge af disse handlinger«.

Det betyder, at det er muligt at den russiske regering bliver stillet til ansvar for de miljømæssige såvel som humanitære konsekvenser, deres nuværende aggression måtte lede til.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Sara Eleonora Hougaard.