I Danmark har vi forskningsfrihed. Det betyder, at politikerne ikke kan blande sig i, hvad der forskes i på universiteterne, og hvilke videnskabelige metoder der bruges.
Alligevel har Henrik Dahl fra Liberal Alliance og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti været ude med riven efter kønsforskere, som de anklager for at bedrive pseudovidenskab – blandt andet i Berlingske Tidende.
Også forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har deltaget i debatten med udtalelser om, at forskere skal holde sig fra at »bedrive aktivisme og politik med deres forskning,« som du kan læse i denne artikel.
Senest har Dansk Folkeparti i et nyt kulturudspil angrebet kønsforskning for at være »venstreradikal pseudovidenskab,« der ikke bygger på evidens, men »subjektive fornemmelser.«
»Dansk Folkeparti ønsker et opgør med køns- og kropspolitiseringen af vores videregående uddannelser. Vi ser nemlig en stigende og skadelig tendens til denne form for pseudovidenskab – især på universitetsuddannelserne og på professionsuddannelserne,« skriver partiet.
\ Forskningsfrihed
Universiteterne i Danmark drives ud fra principper om faglig selvstyre og ubetinget forskningsfrihed. Det betyder, at politikere ikke kan blande sig i, hvilke forskere der ansættes, og hvilken forskning de laver.
Alle universitetsforskere – også kønsforskere – er dog underlagt krav om at bruge stringente metoder og udgive deres forskning i fagfællebedømte videnskabelige tidsskrifter.
»Al universitetsforskning er underlagt en lang proces, hvor uafhængige bedømmere vurderer, om de enkelte studier lever op til internationale videnskabelige standarder,« siger Anette Borchorst, der er professor i politologisk kønsforskning og leder af Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.
Princippet om forskningsfrihed indbefatter, at politikerne overlader det til universiteterne at sørge for, at forskningen lever op til standarderne.
Debatklimaet er overophedet
Videnskab.dk har bedt Morten Messerschmidt, der er kulturordfører i Dansk Folkeparti, om at uddybe, hvad partiet mener med, at kønsforskning er »venstreradikal pseudovidenskab.«
Men Morten Messerschmidt ønsker ikke at uddybe yderligere – han henviser til to debatindlæg i Jyllands-Posten skrevet af debattør Rune Toftegaard Selsing (her og her) samt et blogindlæg skrevet af læge Torsten Skov.
Videnskab.dk ville også gerne have spurgt humanistiske kønsforskere, som bliver angrebet i det nye udspil, om deres forskning er politiseret pseudovidenskab, som Dansk Folkeparti hævder.
Men debatten er i øjeblikket så ophedet, at flere afviser at stille op. De fortæller om kollegaer, som får hademails og trusler.
Forskere vil ikke være polemikere
Flere siger endvidere, at de ikke ønsker at gå ind på præmissen om, at de skal retfærdiggøre deres forskning overfor angreb, der ikke bunder i en faglig kritik, men en politisk dagsorden.
»Det er en meget polemisk diskussion, der kører i øjeblikket. Folk råber og skriger, men ingen bliver klogere, og som forsker bryder man sig ikke om at være polemiker,« siger Mikkel Thorup, der er professor i idehistorie på Aarhus Universitets Institut for Kultur og Samfund.
Mikkel Thorup forstår godt, at kønsforskerne holder sig tilbage.
»Man vil gerne formidle sin forskning, men hvis man bliver iscenesat som en, der har en mening, er det nærmest en dødsdom over ens karriere. Særligt for yngre forskere i prekære stillinger er det en meget ubehagelig situation at blive sat i,« siger han.
\ Læs mere
Uheldigt for forskningens udvikling
Ikke kun i Danmark, men også i andre lande, er der i øjeblikket en tendens til, at politikere angriber forskning, de ikke bryder sig om, siger Mikkel Thorup.
»Den danske debat er et skvulp i en større global tendens til, at politikere forsøger at delegitimere forskningsområder, de politisk er uenige med,« vurderer professoren.
»Det har uheldige konsekvenser, ikke bare for forskeres lyst til at deltage i den offentlige debat, men også for forskningens udvikling,« tilføjer han.
Misforståelse i DF’s udspil
Dansk Folkeparti anklager i det nye udspil konkrete forskningsprojekter samt et par navngivne teorier og forskningsmiljøer for at være »skøre«.
Partiet langer blandt andet ud efter det, der i udspillet bliver omtalt som »SUKK-uddannelsen« på Syddansk Universitet (SDU).
Men SUKK, som står for sundhed, reproduktion, køn og krop, eksisterer slet ikke længere. Programmet lukkede 31. december 2019, og det var ikke en uddannelse, som Dansk Folkeparti hævder.
SUKK var et netværk bestående af især unge forskere fra humaniora, sundheds- og samfundsvidenskab, som på forskellig vis beskæftigede sig med køn, reproduktionen og seksualitet i deres forskning, forklarer Dag Heede, der var leder af netværket.
»På SDU er forskere organiseret i den slags midlertidige og tværfaglige forskergrupper, som typisk varer tre år. SUKK blev forlænget til seks. Det er mærkeligt, at Dansk Folkeparti ikke tjekker den slags,« siger Dag Heede, der er lektor i dansk på SDU’s Institut for Kulturvidenskaber.
»Der er en forestilling om, at vi har et væld af kønsforskningsudddannelser i Danmark, men det er misforstået. Når vi sammenligner os med resten af Norden, er vi et uland på det punkt. I 1980’erne var Danmark førende på feltet. Men siden er vi blevet overhalet af Sverige og Norge,« tilføjer han.
Messerschmidt: »Det er flueknepperi«
Videnskab.dk har spurgt Morten Messerschmidt, om det er et problem, at Dansk Folkepartis påstande om, at der er »en stigende og skadelig tendens til denne form for pseudovidenskab« på danske universiteter, blandt andet bygger på en misforståelse om, at der er en kønsforskningsuddannelse på Syddansk Universitet.
Kulturordføreren afviser, at misforståelsen har indflydelse på partiets overordnede budskab:
»Jeg betragter det som det rene flueknepperi, om SUKK er det ene eller det andet. Hvis jeg skal lave semantisk analyse på enhver rapport, jeg læser, kan det ødelægge enhver form for konstruktiv diskussion,« svarer Morten Messerschmidt.
Humaniora er under anklage
Dag Heede forsker i dansk homolitteratur og har skrevet flere artikler om sin forskning til Forskerzonen, blandt andet her, her og her.
Men kønsforskning er en tværfaglig disciplin – det betyder, at forskere fra alle mulige fagområder arbejder med kønsrelaterede emner, som du kan læse i faktaboksen herunder.
\ Hvad er kønsforskning?
Kønsforskning er ikke en videnskabelig disciplin i sig selv som eksempelvis antropologi, historie, sociologi, fysik eller medicin.
Det er et forskningsfelt, der går på tværs af de videnskabelige kategorier og gør brug af forskellige metoder.
Undersøgelser af, hvorfor så få kvinder vælger at tage en uddannelse i datalogi, er for eksempel kønsforskning. Det samme er det, når fysikere fra Niels Bohr Institutet laver en statistisk analyse af, hvor sandsynligt det er, at kvindelige forskere ikke får de nobelpriser, der har fortjent.
I medicinsk videnskab kan det handle om, hvordan forsøgspersoners køn påvirker effekten af lægemidler, og når en forsker fra IT-universitetet undersøger, hvorfor nogle homoseksuelle mænd mødes online for at se hinanden tage stoffer og dyrke sex, er det også kønsforskning.
I udspillet fra Dansk Folkeparti er det især humanistisk kønsforskning som det, Dag Heede laver, der bliver angrebet.
Dansk Folkeparti bryder sig ikke om de »queer- og transteorier,« som i øjeblikket bliver brugt meget i den humanistiske kønsforskning, fremgår det. Teorierne er på listen over ting, partiet synes er »skøre« og »pseudovidenskab.«
Problemet er – ifølge de forskere, Videnskab.dk har talt med – at anklagerne ikke bunder i reel kritik af den videnskab, der bliver lavet.
»Politiske aktører, som ikke har sat sig ind i faget og empirien, mener, at de har legitimitet til at udhænge bestemte forskere. Der mangler en ydmyghed over for, at humanistiske forskere er højtspecialiserede, præcis ligesom naturvidenskabelige,« siger Mikkel Thorup.
Afprøvning af teorier er videnskab
Det er helt normalt og en del af den videnskabelige proces, at forskningsverdenen i en periode afprøver bestemte teorier og metoder, pointerer han. Derfor er det ikke underligt, at mange humanistiske kønsforskere i øjeblikket arbejder blandt andet med queerteori.
»Der skal være en masse forskere, som afprøver en metodik, før man finder frem til, om det er den rigtige vej at gå,« siger Mikkel Thorup og fortsætter:
»Udefra kan det se ud, som om der mangler pluralisme i forskningen, når mange bruger de samme teorier. Men der er simpelthen nødt til at være mange forskere, som prøver et perspektiv af. Det er sådan, al forskning er, også humaniora,« siger han.
I humaniora fortolker forskere deres data – det kan være litterære tekster, interviewudskrifter eller noter fra feltarbejde – ud fra forskellige videnskabsteoretiske udgangspunkter.
Se tegnefilm om videnskabsteori.
I deres videnskabelige publikationer er det et krav, at forskerne gøre rede for, hvordan de har brugt deres teorier, og hvad det betyder for deres tolkning.
Queerteorier bliver afprøvet i øjeblikket
Queerteorier, som Dansk Folkeparti synes er »skøre« og »venstreorienteret pseudovidenskab«, har det udgangspunkt, at eksempelvis kønsroller og seksualitet er sociale konstruktioner, som ikke definerer, hvem vi er, eller hvordan vi bør være.
Hvis man eksempelvis er født med en penis, er det ikke naturgivent, at man opfører sig på en bestemt måde, eller at man er i et parforhold med en kvinde, antager queerteoretikerne.
Queerteori har blandt andet til formål at udfordre de forståelser af kønsroller, vi normalt tager for givet, skriver Frederik Appel Olsen, som forsker i forholdet mellem aktivisme og forskning, i en artikel på Forskerzonen:
»Denne skepsis kan i forskningssammenhæng bruges til at belyse en masse ting, vi ikke vidste i forvejen – at verden kan være mere nuanceret, end vi har tendens til at tro, og at der er mange forskellige måder at leve og forstå sig selv på, som vi kan være dårlige til at få øje på, fordi de modsiger vores intuitioner,« skriver han.
Queerteori er langt fra den eneste teori, der bliver brugt i kønsforskning, bemærker Frederik Appel Olsen også:
»Der findes mig bekendt ikke noget institut eller forskningscenter i Danmark, der udelukkende arbejder ud fra et queerteoretisk udgangspunkt. Men queerteoretiske tilgange, inspirationer og input er sporadisk at finde i mange grene af forskningen, både herhjemme og internationalt,« skriver Frederik Appel Olsen, der ikke er kønsforsker, men ph.d.-studerende i retorik på Københavns Universitet.
Flydende køn ses som en trussel
Når højrefløjspolitikere både i Danmark og i udlandet angriber kønsforskningen, kan det skyldes, at queerteori og andre af de teorier og metoder, der bliver brugt, opfattes som en trussel mod fløjens ideologiske projekt, vurderer Mikkel Thorup.
»Ideen om, at køn er flydende, bliver set som en trussel mod kernefamilien, som højrefløjen opfatter som en byggesten i et velfungerende samfund. Højrefløjen vil have ro omkring kønsidentitet og familieformen,« siger han og nævner eksempler på, at politikere har fået succes med deres ideologiske projekt:
»I andre lande, for eksempel i Polen, ser vi, at abortspørgsmålet blusser op igen. I Rusland er homorettigheder helt væk, og Tyrkiet har trukket sig ud af Istanbulkonventionen, som sætter fokus på vold mod kvinder.«
\ Læs mere
Angreb på forskere er et globalt fænomen
Udspillet fra Dansk Folkeparti er en del af en international tendens til politisk at angribe forskning, man ikke bryder sig om, vurderer også Susi Meret, der er lektor på Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet og forsker i højrepopulisme i Europa.
»Dansk Folkeparti er hoppet med på en international bølge, hvor især højrefløjspolitikere angriber forskningsfriheden og sætter spørgsmål ved det, der forskes i,« siger Susi Meret.
I Ungarn har regeringspartiet med Victor Órban i spidsen lukket ned for kønsstudier på et statsuniversitet, nævner hun.
»Og jeg har franske kollegaer, som går rundt med politibeskyttelse, fordi de arbejder med samfundsrelaterede emner, for eksempel køn og migration,« siger Susi Meret og tilføjer:
»Der bliver sået tvivl om, hvorvidt forskningsmiljøer er politiserede, samt hvor videnskabelige teorier og metoder er. Det er lidt vilkårligt, hvem der bliver hængt ud, og kritikerne har ofte ingen viden om, hvad der reelt bliver forsket i, og hvilke metoder der bliver brugt.«
Messerschmidt: Forskere må tage kampen
Morten Messerschmidt er ikke opmærksom på, om Dansk Folkeparti rider med på en global bølge af angreb mod specifikke forskningsfelter. Hvis det er tilfældet, ser han det ikke som et problem:
»Jeg har ikke cirklet rundt i verden for at se, om der er andre, der deler synspunkt med mig. Men hvis det er en international tendens, er det jo bare et tegn på, at jeg har ret,« siger han.
Videnskab.dk har også spurgt Morten Messerschmidt, hvordan han har det med, at det hårde debatklima, hvor navngivne forskere bliver hængt ud i medierne, har den konsekvens, at forskere modtager hademails og trækker sig fra den offentlige debat.
»Jeg er altid ked af, hvis nogen bliver mødt med had eller aggressioner – hvad end fysisk eller i den virtuelle verden. Men som forsker må man gå forrest og også tage de kampe, forskning medfører. Tænk hvis videnskabsmænd tidligere i historien havde dukket nakken for hårde ord eller kritik,« svarer han.
I boksen under denne artikel kan du læse om, hvordan kønsforskning med tiden er blevet et forskningsfelt på danske universiteter.
\ Kønsforskning har rødder i kvindeforskning
Kønsforskning udspringer blandt andet af kvindeforskning, der opstod som en akademisk retning i 1980’erne.
»Dengang var der meget få kvindelige forskere på universiteterne, og der var ingen forskningsbaseret viden om kvinder og ligestilling,« husker Anette Borchorst, der er professor i politologisk kønsforskning på Aalborg Universitet og var med til at starte kvindeforskningen op i Danmark.
I begyndelsen var forskningen knyttet til kvindebevægelsen, som i 1960’erne var begyndt at kæmpe for ligestilling mellem kønnene.
»Kvindeforskningen voksede ud af den politiske kvindebevægelse i 1970’erne,« siger Anette Borchorst og tilføjer:
»Men da den blev etableret som forskningsfelt i 1980’erne, løsrev den sig fra bevægelsen, på den måde at den tilpassede sig kravene til de videnskabelige standarder og bidrog med viden om og forskning i en række af de problemstillinger, bevægelsen rejste.«
»Fra 1990’erne voksede kvindeforskning sig stor. Det blev et kæmpe område, også internationalt,« siger professoren, som i øjeblikket forsker i seksuel chikane på arbejdsmarkedet.
Med tiden blev kvindeforskning til kønsforskning. Kønsforskning er ikke en videnskabelig disciplin i sig selv, men et felt, der går på tværs af faglige kategorier. Læs mere om det i faktaboksen oppe i artiklen.
