Verdens første lebberoman var dansk

Lesbisk kærlighed har formentlig fundet sted siden Eva og Eva.

Tilbage i antikken findes den hyldet af digteren Sappho (630-580 f.v.t.) fra den græske ø Lesbos. Hendes fødeø leverede navnet ’lesbisk’ om kvinders kærlighed til kvinder.

Som moderne sexologisk kategori og identitet er begrebet dog langt nyere. Kvindelig homoseksualitet har kun godt halvandet hundrede år på bagen.

Den lesbiske som litterær figur har en endnu kortere historie. Den engelsktalende verden anser Radclyffe Halls forbudte roman ’The Well of Loneliness’ (’Ensomhedens Brønd’) fra 1928 for at være verdens første moderne lebberoman.

Det er en tragisk fortælling om den mandhaftige kvinde, kaldet Stephen, der ofrer sin kærlighedslykke på heteronormativitetens alter. Hun overgiver uselvisk sin elskede til sin bedste ven, fordi hun er overbevist om, at kæresten vil blive lykkeligere i et ’normalt’ forhold.

Det danske fund, der ændrer litteraturhistorien

Men kronologien holder ikke. For både Tyskland og Danmark var meget tidligere ude med litterære skildringer af kvindeelskende kvinder. Så litteraturhistorien må skrives om.

I 2015 fandt en tysk arkivar Raimund Wolfert en tysk oversættelse fra 1901 af en fuldkommen glemt dansk roman: ’Nina’.

Originalen er fra 1883 og stammer fra den ligeledes glemte forfatter Otto Martin Møller. 45 år før ’Ensomhedens Brønd’ har vi en nuanceret dansk skildring af en moderne kvindeelskende kvinde.

’Nina’, som den kun 22-årige Møller debuterede med, er sandsynligvis verdenshistoriens første lebberoman.

At litteraturhistorien så endnu ikke er skrevet om, da Wolferts artikel om Nina er (næsten) ligeså uopdaget som Møllers roman, er en anden sag.

Berlin som homoseksualitetens fødeby

Seksualitetshistorisk var Europa ’forud’ for den engelsktalende verden, og homoseksualiteten er først og fremmest en tysk ’opfindelse’.

Berlin var arnestedet for moderne sexologi. Herfra udgik ikke kun forskning og begreber, men også nye måder at skabe identitet på. Kvindeelskende kvinder og mandeelskende mænd begyndte langsomt at betragte sig selv som en særart, en særlig inverteret (omvendt fra normalen) mennesketype.

København havde tætte trafikale og kulturelle forbindelser til Berlin. Nye strømninger blev hurtigt opfanget.

Det gjaldt også homoseksuelle identiteter. Og Otto Martin Møller var et internationalt orienteret sproggeni. Han var meget hurtigt ude med at beskrive denne nye lesbiske persontype.

Gådefulde Nina fra Heidelberg

Hovedpersonen i den unge forfatters debutroman er en ung, tysk forfatter, der også netop har debuteret. Han flytter fra Berlin til Heidelberg for at følge en forskerkarriere.

Han deler fornavn, men altså ikke nationalitet med sin forfatter.

Den første han møder i den romantiske by ved Neckar-floden er en uskøn kvinde, Nina, hvis gådefuldhed dog tiltrækker ham. De to bliver bekendte og langsomt og måske overraskende forelskede.

LÆS OGSÅ: Filmforsker: Dårlige bøssefilm er totalt oversete

Den skæbnesvangre hemmelighed

Men Nina bærer på en tragisk byrde: hun er ulykkeligt forelsket i en veninde, der har giftet sig.

Dette betror hun Otto. Alligevel forlover de sig, for Otto er sikker på, at han kan ’helbrede’ Nina.

Men det kan han ikke. En skæbnesvanger, kold efterårseftermiddag betror Nina Otto, at hun endnu elsker kvinden. Og endnu værre: Hun har trøstet sig med andre unge kvinder, som hun har forført.

Hun har således ’missioneret’ og ’smittet’ andre:

»Mange unge Piger har grædt og græde endnu for min Skyld; deres Bebrejdelser lyder stadig i mine Øren, – mange vågne Nætter har jeg haft for deres Skyld. Jeg har holdt af dem, – har kysset dem og til en vis Grad vist dem en Verden, som de ikke tidligere kendte, og så – har jeg glæmt dem.«

Otto – og dermed også forfatteren – giver imidlertid Nina en sidste chance: hvis hun i et år kan afstå fra at kysse kvinder, kan de genoverveje ægteskab.

Dødsdommen

Nina afslår. Hun kan ikke, for hendes natur – eller om man vil: unatur – er stærkere. Den er umulig at ændre på:

»Men Naturen havde selv sat Skranken: hun kunde ikke elske en Mand! – kun Kvinder! Det var som en Forbandelse, der hvilede over hende. Naturen straffede sig selv for sin Fejltagelse gennem dem, og de måtte lide Straffen.«

Hermed underskriver Nina sin dødsdom. Hun har allerede fortalt, at hun lider af lungebetændelse. Et sidste udbrud vil gøre det af med hende.

Mens hun bekender sine synder for Otto, er hun udendørs, alt for let klædt, hun hoster og er ligbleg. Naturen må gå sin gang. Den homoseksuelle må og skal dø.

Denne måde at ’dræbe’ de homoseksuelle karakterer i litteraturen var et udbredt træk i det 20. århundredes homolitteratur, blandt andet hos Herman Bang. Det kan du læse mere om i en tidligere artikel fra min hånd her på Forskerzonen: 'Når enden er god: Døde homoer leverer den lykkelige slutning.'

Tragisk skikkelse ramt af naturens luner

For sin samtid er romanen forbavsende ufordømmende og moderne. Nina er intet monster, men en tragisk skikkelse, der uforskyldt går til grunde. Hvis er skylden? – spørger romanens tyske oversættelse i sin titel (’Wer hat Schuld?’).

Progressive læger, jurister og forfattere betragtede ligesom Møller ikke homoseksualitet som en synd, men som en sygdom eller en fejl fra naturen.

Det er den lunefulde natur, der har nedlagt en forbandelse i den ellers hæderlige kvinde. Hendes sidste replik er et ædelt ønske til Otto:

»Å, gid Du var en Kvinde, at jeg kunde elske Dig!«

’Nina’ fortjener ikke at gå i glemmebogen

Nina blev hurtigt glemt i Danmark, men ved oversættelsen til tysk vandt romanen den berømte sexolog Magnus Hirschfelds opmærksomhed. Han kaldte den en ’Urningeroman’. ’Urning’ er et tidligt udtryk for homoseksuel, et slags tredje køn.

Man kan kun gætte på, hvordan den unge dansker valgte at blive forfatter med en lesbisk kvinde som sit første emne.

Måske har han ligesom romanens Otto brændt sig på en kvindeelskende kvinde. Måske har han blot haft veludviklet sans for fremtidens brændende spørgsmål.

Under alle omstændigheder er hans roman en seksualpolitisk frontløber. Den fortjener langt bedre end glemmebogen.

LÆS OGSÅ: Vampyrdrama var Danmarks første homoerotiske roman

LÆS OGSÅ: Det moderne teater er en gammel sag