Danske oldtidshuller forbløffer læsere: Nu lytter førende forsker til deres teorier

Selvom arkæologer har viet hele deres arbejdsliv til at studere det forhistoriske Danmark, er fortiden stadig indhyllet i mystik.

Se blot på den førromerske jernalder (500 f.v.t. til år 1):

Mennesker blev brutalt ofret og smidt i moser, uden at vi ved præcis hvorfor.

Efter at have tilbedt Solen i århundreder begyndte vores forfædre at opbevare kunstværker, der afbildede guder, vi ikke længere kender navnene på eller betydningen af.

Og så er der de unikke danske hulbælter: Kilometervis af striber i de danske landskaber fyldt med tusindvis af 30-40 centimeter dybe huller i rækker.

Arkæologer har i en menneskealder spekuleret i, hvorfor i alverden man mindst 41 steder i Danmark for tusinder af år siden lagde et enormt arbejde i systematisk at grave utallige huller. I dag kan de stadig kun komme med kvalificerede gæt.

Nogle af de kvalificerede gæt blev for nylig testet af arkæologistuderende i Lejre – en begivenhed, som Videnskab.dk dækkede.

Her var konklusionen blandt andet, at hulbælterne formentlig kunne have flere funktioner på én gang. Eksempelvis en ‘forhindring’ til angribere under kamp eller til nedkøling af madvarer.

Det satte gang i fantasien hos vores læsere, der både på Facebook og email er kommet med en række bud på, hvad hulbælternes funktion også kunne være.

Vi har udvalgt nogle af de mest lovende og kreative gæt og sendt dem omkring en af verdens førende eksperter på området.

Er det rester fra lange hegn?

Flere læsere har spurgt, om ikke der kan være tale om en slags hegn, der enten holder mennesker og dyr ude eller leder dem i en bestemt retning.

Det er en nærliggende tanke. Faktisk så nærliggende, at det var den dominerende teori, da arkæologer fandt det første hulbælte i 1966.

Dengang kaldte udgravningslederen C.J. Becker, arkæologiprofessor ved Københavns Univertiet, slet og ret hulbælterne for ‘palisader’. Altså en slags hegn eller træmur.

»Hele vejen op igennem 1970’erne og ‘80’erne tolkede man hulbælterne som resterne af hegn,« siger Henriette Syrach Lyngstrøm, der er lektor i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet og har brugt en stor del af sin karriere på at forske i hulbælter.

»Men i dag er den teori stort set skudt ned. Vi har fundet 41 hulbælter med utallige huller, men der er aldrig fundet trærester i nogen af dem.«

Kan træet ikke bare være nedbrudt gennem 2.500 år, indtil der ikke er noget tilbage?

»Måske, men ved det store hulbælte i Risum Østergård (nær Holstebro, red.) fandt man en vold lige ved siden af med stolpehuller. Og der var stadig spor af træ i stolpehullerne,« svarer hun.

»Så hvis der er tydelige spor af træ fra samme periode lige ved siden af hulbæltet, må vi også gå ud fra, at der ville være det i hulbæltet, hvis det var et træhegn.«

Det udelukker formentlig også et andet bud, som mange læsere er kommet med: At det skulle være stolpehuller fra huse eller andre bebyggelser. For der er mange danske eksempler på stolpehuller fra huse, også ældre end 2.500 år, hvor der stadig er kemiske rester af træ.

Til gengæld er Henriette Syrach Lyngstrøm slet ikke afvisende over for, at hulbælterne kunne være en slags vejvisere eller symbolske afspærringer af territorier.

»Det var en periode med forskellige klaner. Hulbælterne kunne sagtens markere en juridisk grænse,« vurderer hun.

»Og fordi nogle af hulbælterne er så lange – op til flere kilometer – kan man også godt forestille sig, at de har været guidelines. Lidt ligesom på et hospital, hvor én linje fører til røntgenafdelingen og en anden til hjertelunge-afdelingen.«

Lektorens dom: Hulbælterne er næppe rester fra hegn, men hun er slet ikke afvisende over for, at bælterne var vejvisere.

Blev de brugt som jagtfælde?

I en tid før geværer og kikkertsigte var gode råd dyre, når man ville nedlægge store dyr såsom hjorte.

En læser på vores norske søstermedie, Forskning.no, foreslår på Facebook:

»Jeg gætter bare, men jeg tror, det må være logisk, at det er en form for ‘fangehul’. Hvis man jager og stresser en større flok græssende dyr derhen, så er der sikkert nogle, der brækker benene, når de løber paniske over sådan et område.«

»Det er en meget interessant tanke, og jeg tror sagtens, det ville fungere, hvis man skræmte hjorte med deres tynde ben hen over hullerne,« svarer Henriette Syrach Lyngstrøm.

»Jeg tror bare ikke, at det er noget, man ville finde på i den her type samfund.«

I den sene bronzealder og tidlige romerske jernalder, hvor de danske hulbælter hører til, var danskerne for længst blevet et landbrugssamfund (det blev vi omtrent år 4.000 f.v.t.), så vildtkød var ikke en fast del af menuen.

I 2021 undersøgte forskere det sidste måltid, som Tollundmanden indtog inden sin død i cirka år 400 f.v.t.

»Han havde stort set kun spist plantebaseret mad og en lille smule fisk,« siger Henriette Syrach Lyngstrøm.

Også Grauballemanden og Borremosemanden spiste næsten udelukkende plantefrø og grød, inden de blev henrettet.

»Måske var det rituelle måltider inden deres død, men det siger nok også en hel del om, hvad almindelige mennesker spiste.«

Hun har heller ikke som arkæolog fundet knoglerester fra hjorte eller andre vilde dyr, der peger på, at det er noget, man har jagtet og brugt systematisk i hverdagen. Når man spiste kød, var det fra husdyr.

»I stenalderens jæger-samler-kulturer havde det givet god mening med sådan en fælde. Men i hulbælternes tid tror jeg desværre, det er usandsynligt.«

Lektorens dom: Idéen er god – men i hulbælternes tid ville der næppe være brug for en jagtfælde af den slags.

Var det læbælter?

Det er ikke kun Videnskab.dk og søstermediet Forskning.no, der har modtaget bud på hulbælternes funktion.

Henriette Syrach Lyngstrøm har også personligt modtaget bud efter artiklens udgivelse.

Især et af dem begejstrede hende: Idéen om, at det ikke var huller fra træstolper, men fra beplantning af læbælter.

»Den tanke er jeg rigtig glad for, for inden jeg begyndte på arkæologi, var jeg udlært planteskolegartner. Så jeg har plantet rigtig mange træer til læbælter.«

Lektorens begejstring er dog mere personlig nostalgi end professionel optimisme, for endnu engang taler arkæologien imod.

»Hulbælterne er bevaret frem til i dag, fordi hullerne er gravet helt ned i undergrunden,« siger hun.

Hullerne i bælterne er ganske vist 30-40 centimeter dybe i dag, men da de blev gravet for 2.500 år siden, var de endnu dybere.

For at lave hulbælterne i undergrunden skulle man nemlig først grave igennem laget af muld, der var over undergrunden.

»Næring til træer og buske er i mulden, så du graver ikke helt ned i undergrunden for at plante et læbælte.«

Hun er ikke i tvivl om, at man plantede læbælter i perioden mellem bronze- og jernalder, hvor hulbælterne blev gravet. Og i øvrigt også flere tusinde år før det.

»Men fordi læbælter skal plantes i muldjord, kan vi som arkæologer ikke se rester af det.«

Lektorens dom: Der har helt sikkert været læbælter samtidig med hulbælterne. Men det er to forskellige ting.

Har de indeholdt vandingsanlæg?

Efter at have læst artiklen skrev Vanja Lilja til Videnskab.dk:

»Det første, jeg kom til at tænke på, var permakultur – et vandingssystem.«

Hun henviser specifikt til det, der hedder en ‘olla’: Det vil sige en krukke eller potte af uglaseret ler, som man graver ned i jorden og fylder vand i.

Fordi leret er uglaseret, siver vandet langsomt ud i jorden, så omkringliggende planter bliver gradvist vandet.

Systemet har været brugt i årtusinder til at vande planter.

»Det er en interessant teori,« konstaterer Henriette Syrach Lyngstrøm.

»Men jeg tænker, at hvis det var et vandingssystem, der blev brugt systematisk, så ville vi finde flere skår fra lerkrukker, der er blevet gemt eller gået i stykker.«

Der er fundet enkelte potteskår i hulbælterne, men ud fra de rester af sedimenter, der er fundet i skårene, formoder arkæologerne, at de er blevet brugt til at grave med.

Metoden med at grave med potteskår havde de kommende arkæologer også testet i Lejre, hvor Videnskab.dk var på reportage, og dengang erklærede de den »yderst effektiv.«

Derudover mener hun, at ressourcerne, der skulle bruges på sådan et projekt, ville være for store i forhold til det varierede danske klima, der byder på jævnlig nedbør.

»Så jeg tror ikke rigtig på det, men jeg er vild med idéen.«

Lektorens dom: Man ville sandsynligvis have fundet mere håndfaste tegn på, at det er blevet brugt til vanding af planter. Derudover har vandingssystemer formentlig ikke været nødvendige takket være det milde danske klima.

Er det kunstværker?

Er det muligt, at vi simpelthen overtænker hulbælterne, og at de i virkeligheden ‘blot’ er et kunstværk?

En læser skriver i en Facebook-kommentar hos Forskning.no:

»Dette er ikke et forsvar eller offergrav. Disse huller viser blot stjernerne på himlen. Det ligner en meteorstorm.«

Henriette Syrach Lyngstrøm er langtfra afvisende over for, at hulbælterne kunne have en kunstnerisk eller rituel betydning.

»Vi ved ikke præcist, hvad menneskene dengang har troet på eller tilbedt,« siger hun.

»Måske tillagde man hullerne en magisk kraft. Måske opførte man teater ved dem. Måske symboliserede de store dyr. Det er slet ikke utænkeligt.«

Men lige præcis en stjernehimmel eller meteorregn tror hun ikke så meget på. For i en tid uden lysforurening om natten havde man stor kendskab til stjernehimlen, hvilket blev afspejlet i kunsten.

For eksempel afbilder Himmelskiven fra Nebra formentlig stjernehoben Plejaderne og buer, der matcher Solens under jævndøgn.

Den er fra cirka 1.600 f.v.t. – altså godt 1.000 år ældre end de danske hulbælter – og fundet i det nordlige Tyskland.

»Jeg tænker, at hvis man ville afbilde stjernerne med hulbælterne, så ville vi se flere kendte strukturer såsom Karlsvognen i nogle af hulbælterne.«

Hun anerkender dog, at selvom der i alle tilfælde vil være tale om kvalificeret gætværk, når det handler om de forhistoriske hulbælter, så er det i særdeleshed svært at gætte den kulturelle værdi.

»Tankegangen dengang er totalt fremmed for os i dag. Det var en tid med voldsomme, rituelle moseofringer, vi stadig ikke forstår betydningen af,«

»Så hulbælterne kan indeholde alle mulige symboler og betydninger, vi slet ikke kan forstå. Det er jeg helt enig i, at man skal være åben for.«

Lektorens dom: Henriette Syrach Lyngstrøm er skeptisk over, at det skulle være lige præcis et billede af stjernerne. Men hun er helt enig i, at det kan være en form for kunstværk – muligvis blandet med praktiske funktioner.