Foråret har bragt en debat omkring konkrete forskningsfelter i Danmark med sig. To borgerlige folkevalgte – Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA) – har beskyldt blandt andet dansk migrationsforskning for at være »holdningsbaseret«, »pseudovidenskab« og, ikke mindst »aktivistisk«. 

De to politikere underbygger primært deres ønske om at lukke eller begrænse disse forskningsmiljøer med to artikler, henholdsvis et blogindlæg i Jyllands-Posten og en kritisk reportage fra en nordisk konference om migrationsforskning i Weekendavisen. 

Debatten blev bragt op på højeste forskningspolitiske niveau, da uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen først modtog indtil flere paragraf 20-spørgsmål fra Messerschmidt og senere kommenterede de to politikeres bekymringer i medierne.

Ministeren talte eksempelvis med Kristeligt Dagblad, hvor hun udtalte, at forskere skal holde sig fra at »bedrive aktivisme og politik med deres forskning.« 

Senere, i Deadline på DR2, understregede hun, at hun ikke ønsker at fælde dom over konkrete forskningsfelter, men at det er universiteternes ledelsers opgave at sikre, at forskningen er »objektiv, har en vis kvalitet og ikke har karakter af aktivisme og mere er drevet af et særligt politisk mål.« 

Det er jo slagkraftige udtalelser fra ministeren (og bemærkelsesværdigt når de bygger på så spinkelt et grundlag som to oppositionspolitikeres holdning baseret på enkelte, polemiske avisartikler). 

Flere har da også været ude og kritisere ministeren for at skade forskningsfriheden ved så åbent at sympatisere med politikere, der ønsker bestemte forskningsfelter lukket.

Der er imidlertid mange andre ting i ministerens udtalelser, der er interessante at tage fat i, og som de færreste medier har spurgt ind til. 

Hvornår er forskning objektiv?

Hvad mener Halsboe-Jørgensen for eksempel med, at forskningen skal være objektiv?

Objektivitet kan betyde mange ting og er et begreb med en historie bag sig (dog ikke længere tilbage end til omkring slutningen af 1800-tallet). 

Men hvis ministeren – og de politikere, hun støtter sig op ad – med objektivitet mener, at forskningsresultater skal efterligne en slags idealiseret version af naturvidenskabelige empiriske undersøgelser – det man kan kalde en positivistisk videnskabsteori – ja, så er der nok meget, meget store dele af universiteternes arbejde, som slet ikke dur i hendes optik. 

Det positivistiske syn på videnskabelig viden er noget bedaget, og meget få forskere vil tilslutte sig det i dag. I humaniora, som lader til at være skydeskiven for kritik p.t., ville det i næsten alle tilfælde være decideret komisk at forsøge på det. 

Det ville gøre det umuligt at sige noget meningsfuldt om for eksempel kunst og kultur.      

Som Marie Sandberg, leder af migrationsforskningscenteret AMIS på Københavns Universitet, forklarer, anlægger man hos dem »etnologiske og antropologiske såvel som historiske, sprogvidenskabelige, filosofiske, religionssociologiske, litterære og kunstneriske perspektiver på migration.«

Det skaber ikke forskning, der er ’objektiv’ ifølge denne karikerede, positivistiske udgave af videnskabeligt arbejde. Til gengæld får man et nuanceret og mangfoldigt teoretisk og metodisk perspektiv, der faktisk kan fortælle os noget om verden.  

Som med de fleste andre fænomener i samfundet kan man ikke stille ’migration’ op på en stor vægt og så angive et tal på fænomenet. Dette er fuldstændig ukontroversielt i forskningsverdenen.

Men eftersom min egen forskning netop omhandler forholdet mellem aktivisme og videnskab, er det ministerens antipati mod aktivisme, som jeg vil fokusere på i resten af denne artikel. For hvad mener hun med det? Hvornår er forskning (for) aktivistisk? 

Uniavisen, Københavns Universitets uafhængige avis, har som det umiddelbart eneste medie forsøgt at få et svar på dette fra Halsboe-Jørgensen, dog uden held.

Hun er i interviewet end ikke villig til at levere et hypotetisk eksempel på det store problem, som er ’aktivistisk forskning’.  

Jeg giver her et par bud på, hvad jeg kunne forstille mig, at ministeren taler om. 

Må man ikke deltage selv?

Måske mener forskningsministeren, at forskning ikke må være aktivistisk i den forstand, at den i selve sit forskningsdesign forsøger at gribe ind i den politiske og sociale virkelighed.

I mit fag, retorik, findes for eksempel den teoretiske tilgang Participatory Critical Rhetoric, eller deltagende kritisk retorik, hvor forskeren (den retoriske kritiker) involverer sig i aktivistiske praksisser med det mål at forbedre samfundet med forskningen og samtidig studere konkrete fænomener ’up-close’ – ikke bare fra det berømte elfenbenstårn. 

Dette er langt fra den dominerende tilgang til retorikforskning, hverken herhjemme eller på globalt niveau, men der er blevet lavet glimrende peer reviewed (fagfællebedømte) studier i så forskellige fænomener som folkets klimamarch og online-trolling ud fra dette og lignende perspektiver. 

Kritisk deltagende tilgange til forskning ses i mange fagfelter, men intet sted i Danmark er det den dominerende praksis. 

Til gengæld kan samfundsdeltagende forskning være med til at give fornyet liv til fagfelter, der ellers laver en stor del af deres arbejde ved at observere samfundstendenser. 

Derudover kan man sige, at kritisk deltagende forskning netop er et forsøg på at gøre det, som politikere altid efterlyser: at blive relevant for samfundet. 

Må man se kritisk på samfundets indretning?

Det kan også være, at ministeren med ’aktivistisk forskning’ mener, at der findes forskning, som har en kritisk vinkel på, hvordan vi indretter vores samfund og peger på problemer i almindelige antagelser om verden. 

Til det kan man sige to ting:

For det første er det nok bare sådan, at videnskabens fund ikke altid er bekvemme for magthaverne. Sådan har det været lige siden (og før) Galileo blev forfulgt og fængslet for at sværge til det kopernikanske verdensbillede, hvor Jorden drejer om Solen og ikke omvendt.

For det andet er det ikke klart, at en sådan kritisk indstilling ikke kan generere viden. Her kan man for eksempel pege på den især på højrefløjen så udskældte queer teori. 

Der findes mig bekendt ikke noget institut eller forskningscenter i Danmark, der udelukkende arbejder ud fra et queer teoretisk udgangspunkt. Men queer teoretiske tilgange, inspirationer og input er sporadisk at finde i mange grene af forskningen, både herhjemme og internationalt.

Queer teori har blandt andet til formål at udfordre de forståelser af kønsroller, vi normalt tager for givet. Som Annamarie Jagose skriver i sin introduktion til queer teori, er det en teoretisk retning, som er grundlæggende skeptisk omkring den »selvindlysende status af identitetskategorier.«

Denne skepsis kan i forskningssammenhæng bruges til at belyse en masse ting, vi ikke vidste i forvejen – at verden kan være mere nuanceret, end vi har tendens til at tro, og at der er mange forskellige måder at leve og forstå sig selv på, som vi kan være dårlige til at få øje på, fordi de modsiger vores intuitioner.

Denne tilgang vil uundgåeligt munde ud i en form for norm- og samfundskritik. Dette gør dog ikke, at der ikke er tale om forskning og viden. 

Netop den grundlæggende skepticisme er en af videnskabens adelsmærker (det græske ord skepsis betyder faktisk noget i retningen af undersøgelse).

Er frygten, at det hele bliver holdninger?

Måske mener ministeren slet og ret bare ’forskerens egne, uunderbyggede holdninger’, når hun bruger ordet ’aktivisme’? 

Forskningen bliver, i den forståelse, blot en beholder for en personlig synsning, som forskeren havde, længe før vedkommende trådte ind i laboratoriet eller satte sig ved tastaturet. 
 
Ud over at dette ikke rigtig minder om aktivisme i nogen genkendelig forstand af ordet, tror jeg heller ikke, at ministeren vil finde en eneste forsker, der ville genkende sig selv i denne fortælling, aktivist eller ej. 

Forskning kan sagtens være knyttet til relevante samfundsspørgsmål, og forskeren kan endda være eksplicit om et bestemt værdigrundlag for forskningen, uden at det betyder, at ’så må man alt’. 

Forskere får konstant udfordret deres argumentation og må hele tiden revurdere deres antagelser. Det er noget af det, der kvalitetssikrer forskningen, og som gør det relativt svært at få forskning udgivet. 

En kritisk tilgang til naive forestillinger om videnskabelig objektivitet er altså ikke det samme som en ’alt kan være lige meget’-tilgang, men derimod en vigtig drivkraft i vidensdannelse.

Aktivisme kan sagtens være drivkraft for viden

Uanset hvad det egentlig er, Halsboe-Jørgensen forstår ved aktivisme, er videnskabens virkelighed, som altid, noget mere mangfoldig og bliver ved med at overraske. 

Der findes nemlig masser af eksempler på overlap mellem videnskab og aktivisme. 

For eksempel beskriver sociologen Steven Epstein i sin bog ’Impure Science: AIDS, Activism, and the Politics of Knowledge’, hvordan AIDS-aktivister i 1980’erne og 90’erne havde indflydelse på selve forskningsprocesserne i jagten på behandling og helbredelse af HIV og AIDS. 

En endnu tættere forbindelse mellem aktivisme og videnskab demonstrerer Scott Frickel i sin bog ’Chemical Consequences: Environmental Mutagens, Scentist Activism, and the Rise of Genetic Toxicology’. 

Her beskriver han, hvordan et helt forskningsfelt – genetisk toksikologi, altså læren om giftige stoffer, der påvirker vores gener – opstod på baggrund af miljøaktivisme og sociale bevægelser, der bestod af videnskabsfolk.

Einstein var aktivist – skulle han fyres? 

For slet ikke at nævne den store rigdom af historiske eksempler på forskere, der har råbt højt og blandet sig i politiske krisetider, ligesom mange klimaforskere gør det i dag. 

Tænk bare på Albert Einstein, der med sit pjuskede hvide hår og sine geniale idéer jo nærmest er det ikoniske billede på videnskabspersonen. 

Den nobelprisvindende fysikprofessor var i den grad aktivist: både når det gjaldt udviklingen af atomvåben (et emne, der relaterede til hans eget fagfelt), men også på en lang række andre områder, såsom dyrerettigheder, homoseksuelles rettigheder og sorte amerikaneres borgerrettigheder.   

Einstein lod i øvrigt sin personlige overbevisning om, at »Gud ikke spiller terninger«, som han formulerede det i en brevkorrespondance med kollegaen Max Born, påvirke sin forståelse af kvantemekanikken som determineret og ikke tilfældig. Så meget for mekanisk objektivitet. 

Skulle Einstein smides på porten i Danmarks uddannelses- og forskningsministers ideal-universitet?  

Det håber, og tror, jeg ikke. Men det er faktisk svært at vide, så længe vi ikke får et svar på, hvad det er for en aktivisme, som Halsboe-Jørgensen og andre mener legitimerer politisk indblanding på universiteterne.