Forskeres ytrings- og publiceringsfrihed er en af de frihedsrettigheder, der har været mest fremme i offentligt søgelys.
\ Forskningsfrihedens stilling og status
Skal vi kunne stole på forskningen, skal der også være forskningsfrihed.
I ‘Forskningsfrihed – ideal og virkelighed‘ kulegraver professor emeritus Heine Andersen forskningsfrihedens status og giver et overblik over, hvad danske forskere kan og ikke kan forske i og ytre sig om.
Bogen udkommer i dag og dykker ned i de seneste års mange sager om forskningsfrihed i forhold til bl. a. landbrug, medicinalindustri og vindmølleindustri og viser, at den frie forskning mange steder er under pres.
Denne artikel er et let redigeret uddrag af sammenfatningen. I bogen går forfatteren i dybden med de her omtalte eksempler.
Disse rettigheder er i en række sager blevet krænket, og bortset fra et enkelt tilfælde har det ingen konsekvenser fået for de ansvarlige.
Det nok mest grelle og åbenlyse eksempel er brugen af de såkaldte mundkurvskontrakter. Disse kontrakter har været anvendt i mere end ti år i forbindelse med projekter, som forskere ved universiteter og sektorforskningsinstitutter har udført for forskellige myndigheder.
De har indeholdt tavshedspålæg, som krænker forskeres ret og pligt til frit at udtale sig om og publicere resultater. Læs mere om ministeriernes ulovlige mundkurve i min tidligere artikel her.
Formuleringerne har ikke blot krænket forskningsfriheden, men også almindelige regler om offentligt ansattes grundlovssikrede ytringsfrihed.
Kammeradvokat overser ulovligheder
Brugen af disse kontrakter afslører også en skræmmende mangel på bevidsthed om og respekt for ytringsfrihed og forskningsfrihed. Kontrakterne er udformet og taget i anvendelse, uden at nogen har været opmærksom pa ulovlighederne, og uden at nogen har protesteret – heller ikke på universiteterne.
Statens juridiske rådgiver, Kammeradvokaten, har medvirket uden at bemærke, at universitetsloven er krænket og – nok mere bemærkelsesværdigt – uden at se, at forvaltningsloven også er krænket.
Da ulovligheden blev påpeget, gik der næsten to år, før problemet blev taget op, og ulovligheden blev erkendt.
Dernæst gik der omtrent et år, før de ulovlige formuleringer blev fjernet.
Disse krænkelser af både universitetslov og forvaltningslov har ikke haft nogen konsekvenser for de ansvarlige. Faktisk optræder der stadig regler, som ifølge juridiske eksperter går videre med tavshedspligt, end der er juridisk dækning for.
Tynde fyringer og mørketal
Der forekommer eksempler pa tvivlsomme fyringer, der er trusler om fyringer eller usaglige advarsler med henvisning til manglende relevans af forskning, uønskede udtalelser eller kritik, offentligt eller på intern mail.
Nogle fyringer og advarsler er trukket tilbage efter protester og pres, og enkelte er underkendt efter ombudsmandssag.
Der findes et enkelt eksempel, hvor en forskers publicerede rapport uden hjemmel er blevet beslaglagt af institutlederen, og det selvom dele af den sideløbende blev publiceret i et fagtidsskrift (læs mere om det eksempel her).
Dette er kun nogle af de få sager, der er kommet frem. Når de er kommet frem, er det, fordi der er opstået en åben konflikt, ved at forskerne har valgt at stå fast. Og det er sandsynligvis kun en lille del af krænkelsessagerne, der kommer frem, eftersom det har vist sig, at det kan have betydelige omkostninger for dem, der står fast.
Hvor stort mørketallet med hensyn til ledelsens brug af mundkurve med videre over for forskere er, kendes derfor i sagens natur ikke.
Forskningsfrihed er ikke en prioritet
Undersøgelserne har vist, at forskningsfrihed rangerer lavt i bevidsthed og værdisæt.
\ Universitetsloven § 2 stk. 3:
Stk. 3. Universitetet skal samarbejde med det omgivende samfund og bidrage til udvikling af det internationale samarbejde.
Universitetets forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet.
Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat.
Det gælder udpræget hos politikere og i ministerier og styrelser. Men desværre ser det også ud til at gælde i universiteternes ledelse og administration.
De mange og store reformer, der er gennemført siden 1970 på universiteter og i forskningsråd, er sket, uden at man har viet forskningsfriheden megen opmærksomhed.
I Danmark findes der ikke en officiel udredning eller betænkning, der definerer, hvad forskningsfrihed er og forklarer betydningen. De betænkninger, der foreligger, afslører intet kendskab til de internationale deklarationer og den omfattende internationale litteratur om emnet. De ansatser, der findes, er kun rudimentære og mangelfulde enkeltsætninger.
Universitetsloven ekspliciterede ledelsesretten i 1993 uden at præcisere respekten for forskningsfriheden, således at ledelsen formelt fik frie hænder til at bestemme forskningsemner, teorier, publiceringsmåder med videre. Kun metodevalg var det overladt til forskerne at bestemme. Det var muligvis ikke tilsigtet, men det viser, hvor svag bevidstheden om emnet har været.
Styringsinstrumentet udviklingskontrakter, hvor minister og universiteter aftaler, hvilke mål der skal realiseres inden for treårsperioder, nævner ikke værn om forskningsfrihed som et mål.
\ Læs mere
Universitetsloven er ukendt land
Jeg har spurgt universitetsrektorerne, om de har dokumenter, der forklarer, hvad forskningsfrihed er, og beskriver en strategi for, hvordan man vil opfylde universitetslovens krav om at værne om forskningsfrihed.
Det er der ingen, der har.
I sager, som jeg har set, hvor forskere har klaget over krænkelser af forskningsfriheden, har tilsynsmyndigheden svaret uden at inddrage universitetslovens bestemmelser om forskningsfrihed.
Generelt synes der hos myndighederne at mangle kendskab ikke blot til begrebet forskningsfrihed og dets betydning, men også til universitetsloven. Det gælder selv hos den del af den statslige forvaltning, der har med forskning og tilsyn med universiteter at gøre.
Man har i årevis lavet kontrakter med universiteter uden at undersøge, om de lever op til universitetslovens krav. Tilsynsmyndigheden svarer pa klager om krænkelse af forskningsfrihed uden at henvise til universitetsloven.
En forespørgsel på landets universiteter viser, at man på jurastudierne ikke underviser i universitetsloven overhovedet. Heller ikke pa statskundskabsstudier undervises i emnet.
Derfor er det måske ikke så overraskende, at uvidenheden dominerer i forvaltningen.
Ledelsen har ingen berøring med forskning
Noget tilsvarende gælder internt på universiteterne. Ganske vist skal institutledere, dekaner og rektorer være anerkendte forskere, men dekaner og rektorer er i stigende grad afsondret fra forskernes daglige praksis og skal ikke stå til regnskab.
Ledelsen har i hovedsagen blikket rettet opad og har ofte ansættelseskontrakter, der tilskynder til det. Dermed har de svigtende føling med de begrænsninger og krænkelser, som forskere udsættes for, herunder som følge af deres egne beslutninger.
Dertil kommer, at ledelsen i stigende grad er omgivet af en stab af direktører, vicedirektører, chefjurister, konsulenter og andre administratorer, der ikke har forskningserfaring, og som ikke behøver at møde en forsker ret tit, måske aldrig.
Det samme gælder i øvrigt de eksterne medlemmer af bestyrelserne.
Alvorlige problemer kalder på handling
Ovenstående karakteristik er baseret på observationer, som enkeltvis er grundigt og solidt dokumenteret, men det er ikke en kortlægning.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Nogle observationer giver dog bredt dækkende strukturelle beskrivelser, og de afslører store problemer. Andre er udvalgte enkeltobservationer, hvorfor det er usikkert, hvor meget der kan generaliseres.
For nogle af disse gælder dog, at de har vist sig at være systemiske – eksempelvis mundkurvskontrakterne.
Et par af fyringssagerne har klart demonstreret, hvor let det er at fyre – også med tynde begrundelser, der fremtræder som skinbegrundelser (læs om to af de tilfælde her og her). Det betyder, at der kan forekomme mange flere med lige så tynde begrundelser.
Der er afdækket problemer, der er så alvorlige, at de burde give anledning til eftertanke, granskninger og handling.
