Malin Ah-King er forsker ved 'Department of Ecology and Evolutionary Biology' ved University of California, Los Angeles, men hun har også arbejdet ved kønsforskningscenteret ved Uppsala Universitet.
Siden åbningen i 2003 har centeret studeret spørgsmål knyttet til køn og seksualitet ud fra både biologiske og kulturelle indgangsvinkler.
Ah-King fortæller, at hun kom til Uppsala og opdagede, at det, hun allerede havde beskæftiget sig med inden for biologi, nemlig at sætte spørgsmålstegn ved kønskategorier, også var centralt i kønsforskningen.
»På den måde indså jeg, hvor tæt kønsnormer er knyttet til seksualiteten. Dermed indlemmede jeg ikke bare variation af køn i mit projekt, men også forskellige seksualiteter og en kritik af hetero-normativiteten,« siger hun til forskning.no.
Variabelt køn og seksualitet
Hun siger, kønsforskningen også kan bidrage til at vise, at biologisk køn ikke er så stabilt, som vi tror, og at der ligger en befrielse fra normer i det at forstå, at køn og seksualitet blandt dyr er variabelt.
»Evolutionsbiologiske påstande bruges i mange sammenhænge i samfundet og påvirker tolkninger af menneskers opførsel, politiske debatter og lovgivning. Fakta om naturen er ofte blevet brugt til at hævde, hvad der er moralsk rigtig.«
Hun siger, naturvidenskaben ikke er objektiv, men sammenkoblet med tidens ideologier, og at videnskabshistorikken klart viser dette.
»Ved at have et historisk tilbageblik med køns- eller homo-perspektiv på vores eget emne, kan vi forhåbentligt sørge for, at de fordomme vi har i mindre grad påvirker forskningen.«
»Det er et mål at blive mere objektiv, og det burde alle forskere kunne være enige om,« afslutter hun.
Ikke megen plads til årsager
Selv om aspekter ved køns- og homo-forskning kan indlemmes i biologien, er det tydeligvis svære at bruge biologiske kategorier og begreber inden for samfundsvidenskaben.
Om der eksempelvis findes nogle biologiske årsager til homoseksualitet er ikke særlig væsentlig, siger Tone Hellesund, der er kønsforsker ved 'Rokkansenteret' i Bergen i Norge.
»For samfundsforskere og humanister er det generelt mere interessant at forske i, hvordan samfund håndterer, organiserer, forstår og forhandler om forskellige menneskelige fænomener. Det er det, som er det væsentlige fokus i samfundsvidenskab og humaniora.«
Hun siger, at der også forskes meget i, hvorfor folk reagerer negativt på homoseksualitet, og hvorfor det i forskellige samfund bliver anset som et problem.
Desuden udføres der historisk forskning i homoseksualitet, som ser på, hvordan homoseksualitet har været defineret, og hvordan samfundet har forstået og forholdt sig til det i forskellige historiske perioder.
Advarer mod at sygeliggøre
Janne Bromseth er for tiden kønsforsker ved Centrum for genusstudier ved Stockholms Universitet, men hun har også taget del i det tværfaglige samarbejde i Uppsala.
Hun advarer mod naturvidenskabens sygeliggørelse af homoseksualitet.
»I naturvidenskabelig forskning prøver man jo at finde både 'homo-genet' og 'homo-hjernen', men hvad er det egentlig, det skulle kunne fortælle os?«
»Medicinen har i flere hundrede år været en vigtig magtfaktor i at skabe og opretholde forskellen mellem, hvilke kroppe og liv som betragtes som gode og ønskværdige, kontra mindre gode og uønskede. Blandt andet ved at regulere, hvad som betragtes som sygt og raskt. Dette er i stor grad sket inden for racebiologien, men også i forhold til seksualitet,« siger hun.
»Når det gælder homoseksualiteten, blev den sygeliggjort. Denne tilbøjelighed bliver et træk ved personen, som knyttes til både anatomi og opførsel,« siger hun.
Aktivist eller forsker?
I Norge er både homo- og kønsforskningsfelterne særdeles små sammenlignet med Sverige, og det er ikke altid let at se forskel mellem en aktivist og en forsker. Noget som betyder, at disse felter kritiseres for ikke at være tilstrækkeligt objektive.
»Jeg tror nok, at mange, som er engageret i disse forskningsfelter, også har et stærkt samfundsengagement, men det tror jeg for så vidt gælder for de fleste forskere - at de tænker, at den forskning, de udfører, er noget, som er til gavn for samfundet.
»Det tror biologer og fysikere sikkert også,« siger Hellesund.
Bromseth er til en vis grad enig, men mener også, at man har et helt specielt ansvar som forsker.
»Det er ikke uproblematisk at være aktivist og forsker samtidig, men man skal vide, hvor man står, hvor man går, og hvad man gør hvor. Det er vigtigt.«
»Ingen er neutrale producenter af viden, og den bedste objektivitet får du gennem at synliggøre dit eget standpunkt. Den dårligste objektivitet er at gemme sig bag en neutral facade«.
Hun fortæller, at mange af køns- og homo-forskerne på mange måder bidrager til aktivistkampen og samarbejder med sociale bevægelser, men hun siger, at det at være leverandører af viden på denne måde altid har været vigtig for kritisk forskning.
»Vi er alle drevet af noget i forskningen, og man er altid en aktiv medskaber af virkeligheden, og vi er privilegerede, som får lov til både at forske og bidrage til denne produktion af viden. Det ansvar skal vi være os bevidst.«
Modstridende interesser
Men til trods for denne stærke kobling mellem forskning og aktivisme er det ikke altid, at de to grupper har de samme interesser.
Hellesund fortæller, at en af de faglige skillelinjer har gået mellem queer-forskning kontra en mere rettighedsfokuseret identitetsforskning.
Queer-forskningen har traditionelt handlet mere om at åbne kategorier op for at se på de kulturelle konstruktioner af forskellige seksuelle kategorier.
»For en homo-organisation, som den norske 'Landsforeningen for lesbiske, homofile, bifile og transpersoner' (LLH) er det vigtigt, at homoer findes, har klare grænser og identiteter og på den måde er en klar og afgrænsbar gruppe at kæmpe for.«
»Det gør, at den type dekonstruktion ikke nødvendigvis er ønskeværdig for interesseorganisationerne, og der findes mange homoaktivister, som har brugt biologiske argumenter op gennem tiden.«
Hun siger, at skellet er svagere nu, end det har været tidligere, men at interesseorganisationerne stadigvæk fra tid til anden kan opleve denne type samfundsforskning som en trussel.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
