TaI-artiklen ‘Vi har overvurderet antallet af muslimer i årtier‘ har vi beskrevet, at det slet ikke er nyt, at danskernes opfattelse af antallet af muslimer er helt forkert.
I denne artikel undersøger vi, hvad det vil betyde for danskernes holdning til muslimer, hvis fejlopfattelsen blev bremset af fakta.
Kan vi kommunikere os ud af problemet?
Skal vi skynde os at ansætte 100 kommunikationsfolk i Danmarks Statistik, der kan sørge for, at alle danskere modtager de rigtige statistikker i postkassen hver morgen?
»Det ville ikke ændre meget ved folks holdninger,« siger Rasmus Tue Pedersen, der forsker i politik og medier ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han forklarer, at det ikke kun er et spørgsmål om, hvad der sker i medierne.
Selvom alverdens politikere, journalister og forskere straks får lyst til at fare i blækhuset for at oplyse danskerne om det reelle antal af muslimer i befolkningen, kan de godt spare sig, fortæller Rasmus Tue Pedersen. Forskningen viser nemlig, at det ikke vil have den store effekt.
(…) forskellige effekter for forskellige typer af medier tyder på, at forbindelsen mellem eksponeringen for et medie og talkyndighed kan være mere kompliceret end først antaget.
Daniel Harda i denne videnskabelige artikel
\ Læs mere
Fakta påvirker ikke holdningerne
Amerikanske forskere har gennemført fire eksperimenter, hvor de har testet, om folk ændrer holdning til indvandring, når de får at vide, hvor mange indvandrere der reelt er i USA.
I forsøget bad forskerne først forsøgspersonerne om at gætte på antallet af indvandrere. Efterfølgende fik forsøgspersonerne enten det korrekte tal at vide direkte, indirekte eller levede videre i deres egen forestilling.
Til sidst målte forskerne forsøgspersonernes holdning til, om antallet af indvandrere skulle øges eller begrænses og i hvilken grad, og konklusionen var klar.
»(…) i fire separate eksperimenter finder vi, at det at tilvejebringe præcis information nærmest ikke påvirker folks holdninger til immigration.«
Dette gælder også, når forsøgspersonerne bliver gjort eksplicit opmærksomme på, at deres opfattelse af antallet af indvandrere er forkert.
Forskernes konklusioner er endnu ikke udgivet, men artiklen ligger online hos Social Science Research Network, der er en hjemmeside, hvor forskere kan lægge udkast til forskningsartikler ud og modtage kommentarer fra forskerkollegaer fra hele verden.
Mere statistik er ikke løsningen
På baggrund af de amerikanske forskeres resultater og anden lignende forskning mener Rasmus Tue Pedersen, at det ikke ville have den store effekt at have et medie, der går målrettet efter at levere statistik til befolkningen.
»Det ville måske have en anden effekt. Måske politikere, der smider om sig med tal ville være lidt mere forsigtige, fordi de ikke ønsker at argumentere med de forkerte tal i medierne,« siger han.
Det er altså ikke nok at korrigere befolkningens fejlopfattelse af abstrakte tal, hvis vi vil have dem til at ændre holdning til specifikke politiske spørgsmål.
»Kobling mellem vores politiske holdninger og de her abstrakte tal er ret svag. Vores politiske holdninger er dannet af en masse faktorer, men de her abstrakte tal er ikke noget, der påvirker os særligt meget.«
Men hvis vi ikke danner holdninger ud fra statistikker, hvor kommer de så fra?
Der skal et ansigt på
Det kan Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab ved Aarhus universitet og forsker i holdningsdannelse, heldigvis svare på.
Han fortæller, at vores måde at danne holdninger på stammer helt tilbage fra dengang, vi levede som jægere og samlere på den østafrikanske savanne. Når man skulle træffe moralske domme om, hvorvidt en person skulle udstødes eller indlemmes i gruppen, var det en konkret person, vi skulle forholde os til.
Den måde at træffe beslutninger og danne holdninger på ligger stadigvæk i os.
»Det, vi reagerer på i dag, er også de konkrete episoder og personer, som kommer frem i nyhedshistorierne. Den slags historier virker.«
Der er masser af eksempler fra den politiske debat på, at konkrete personer kan være med til at skabe eller ændre befolkningens holdning på et bestemt område.
»Dovne Robert fik os pludselig til at diskutere kontanthjælp. Her var en konkret person, som folk kunne reagere på, og undersøgelser viser, at debatten faktiske påvirkede holdningerne i befolkningen,« siger han.
»Abstrakte ansigtsløse tal genererer ikke følelser.«
Det handler om fantasi
Michael Bang Petersen har sammen med sine kollegaer udført en del forsøg for at finde ud af, hvordan de personlige vinkler påvirker vores holdninger.
Et af dem undersøgte sammenhængen mellem fantasi og politiske holdninger.
Gennem 11 studier fra Danmark og USA undersøgte forskerne, hvordan individuelle forskelle i fantasifuldhed påvirker vores politiske holdningsdannelse. Studierne fokuserede på et afgørende politisk stridsemne: kontanthjælp.
Michael Bang Petersen har selv udlagt resultatet af forsøgene i artiklen ‘Politik er for de fantasifulde‘ her på siden.
»Resultaterne viste, at de fantasifulde havde et rigere, mere levende og sammenhængende netværk af forestillinger om kontanthjælpsmodtagere end folk med svag forestillingsevne.
De fantasifulde havde også klarere holdninger til kontanthjælp, og de havde stærkere følelsesmæssige reaktioner over for kontanthjælpsmodtagere. De følte stærkere vrede mod kontanthjælpsmodtagere, hvis de opfattede dem som dovne, og stærkere medfølelse med kontanthjælpsmodtagere, hvis de opfattede dem som uheldige,« skriver han i artiklen.
Vi genfortæller den personlige historie
I et andet forsøg har Michal Bang Petersen og hans kollegaer sat forskellige forsøgspersoner til at lege en klassisk børneleg, hvor en person læser en historie og genfortæller den til en anden, som så igen fortæller den videre. Og så ser man, hvad der kommer ud i sidste ende.
Historierne, folk skulle genfortælle, var i dette tilfælde en nyhedsartikel, der både indeholdt en konkret, personlig historie og noget statistik.
Til sidst kunne Michael Bang Petersen og hans kollegaer se, hvilken del af historien der havde overlevet de mundtlige overleveringer. Resultatet var klart.
»Når folk genfortæller en nyhedshistorie over middagsbordet, kan vi se, at det, de trækker med, er den personlige vinkel og ikke den generelle statistik. Det, vi fokuserer på og er gode til at huske, er de her personlige historier,« siger statskundskabsprofessoren, som også formulerer det således:
»De episodiske elementer går klart igennem de her transmissionskæder.«
Den videnskabelige artikel med forsøget er under review og er derfor ikke udgivet endnu.
En doven dagpengemodtager hænger fast i sindet
I et tredje studie har Michael Bang Petersen og hans forskningsgruppe hyret en skuespiller til at agere dagpengemodtager.
Skuespilleren skulle enten optræde som en doven dagpengemodtager eller som en uheldig en af slagsen, der gerne ville i job igen.
Forskerne målte efterfølgende holdningen til dagpengemodtagere hos dem, der havde stiftet bekendtskab med de to typer af dagpengemodtagere. Også her var resultatet slående.
»Vi kan spore forandringer i folks holdning til dagpenge i op til en måned, alt efter om de har været udsat for den dovne eller uheldige dagpengemodtager,« fortæller Micahel Bang Petersen.
Sammen med sin forskningsgruppe, er han i øjeblikket ved at analysere resultaterne, så forsøget er endnu ikke udgivet som en videnskabelig artikel.
Forskningen peger altså på, at det er de personlige historier og ikke statistikker, der har indflydelse på vores holdningsdannelse.
Det holder dog ikke altid. Vores valg af parti bliver nemlig påvirket af, hvilken vej det går for partierne i meningsmålingerne. Den effekt har vi kort omtalt her, og Berlingske har en uddybende artikel om forskningen.
