»Vi famler i blinde og har ingen vi kan læne os op ad, som ved nok om hundeområdet.«
Sådan siger en sagsbehandler, der bevilger assistancehunde til mennesker med psykiske funktionsnedsættelser som PTSD, angst eller andre tilstande, der begrænser mennesker i deres dagligdag.
Interviewet er lavet som en del af et forskningsprojekt, der for første gang systematisk kortlægger danske assistancehundes velfærd og trivsel.
Og citatet understreger en af projektets centrale pointer: Der mangler regler på området, og det kan gøre det svært at navigere for både dem, der bevilger hundene, hundeejerne og – ja, faktisk hundene selv.
\ Servicehund eller assistancehund?
På tværs af lande bruges betegnelserne servicehund, assistancehund og emotionel støttehund (emotional support dog) ikke konsekvent.
Internationalt anbefales det at bruge assistancehund som samlet betegnelse og udfase termen servicehund, da de to begreber i praksis bruges synonymt. Derfor bruger vi assistancehund i artiklen.
En emotionel støttehund yder trøst og selskab ved sin tilstedeværelse alene og kræver ingen opgavespecifik træning. En assistancehund er derimod individuelt trænet til at udføre specifikke handlinger, der kompenserer for modtagerens funktionsnedsættelse. Denne skelnen har juridisk og praktisk betydning, da assistancehunde i mange lande har særlige adgangsrettigheder til offentlige rum og transportmidler.
Assistancehunde hjælper på tre områder
Lad os først se nærmere på, hvad en assistancehund til mennesker med psykisk funktionsnedsættelse er.
Formålet med en assistancehund er at øge uafhængigheden, selvstændigheden og normalitet for den enkelte.
Hundens arbejde kan bestå i at tilbyde tryghed, reducere angst, fremme selvstændighed og social interaktion, og forsøge at aflæse modtagerens mentale tilstand og på den baggrund afbryde negative mønstre.
Forskning peger på, at assistancehunde kan bidrage til mennesket med effekter inden for tre overordnede områder: Funktionelt (f.eks. at hjælpe med at komme ud af hjemmet), socialt (øget deltagelse og positiv kontakt med andre mennesker) og psykologisk (tilknytning, tryghed og omsorg).
En assistancehund til en person med psykisk funktionsnedsættelse udfører opgaver, der er mere komplekse og uforudsigelige end dem, der stilles til eksempelvis en førerhund.
Assistancehunde er en ny mulighed
Det er relativt nyt, at kommuner kan bevilge en assistancehund til mennesker med psykisk funktionsnedsættelse.
Siden 2012 har disse hunde været ligestillede med assistancehunde til personer med fysiske funktionsnedsættelser i lovgivningen.
For at kunne få bevilget en kommunalt betalt assistancehund skal man have en varigt nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne, der er indgribende i dagligdagen, og alle behandlingsmuligheder i sundhedsvæsenet skal være udtømte.
Imidlertid viser vores undersøgelse, at både hunde og mennesker risikerer at komme i klemme, fordi der mangler regler på området.
I Danmark findes der nemlig ingen nationale standarder for, hvilke opgaver en assistancehund til personer med psykiske funktionsnedsættelser skal udføre, ingen krav til leverandørerne af assistancehunde eller certificeringer til udvælgelse, uddannelse eller til opfølgning og kvalitetssikring.
Det er i dag et ureguleret område, hvor leverandører af assistancehunde, der typisk er private virksomheder, selv fastsætter de krav, de skal leve op til.
Assistancehunde kan forandre livet
For at belyse området har Center for Menneske-Dyr-Psykologi ved Aalborg Universitet gennemført et forskningsprojekt støttet af Dyrefondet, der for første gang systematisk kortlægger danske assistancehundes velfærd og trivsel.
I spørgeskemaundersøgelsen deltog 156 assistancehundemodtagere samt 75 kommunale sagsbehandlere fordelt over alle fem regioner.
Undersøgelsen tegner et billede af, hvordan en assistancehund kan have livsforandrende betydning for dem, der får den.
»Med hans hjælp kan jeg nu selv handle, jeg har formået at tage kørekort, og jeg stortrives,« skriver en af deltagerne i undersøgelsen om sin hund.
Derudover viser undersøgelsen, at modtagerne prioriterer velfærd og trivsel hos deres assistancehunde højt.
Undersøgelsen peger dog også på en række alvorlige strukturelle udfordringer med blandt andet assistancehundenes alder, adgangsudfordringer og den måde, kommunerne bevilger hundene på.
Leverandører lever ikke op til internationale standarder på flere områder
41 procent af dem, der har fået bevilget en assistancehund kommunalt, fortalte i undersøgelsen, at de fik deres assistancehund, før den fyldte et år.
På det tidspunkt er hunden fortsat at betragte som en unghund, og dens fysik, adfærd og temperament er ikke fuldt udviklet, hvilket kan skabe problemer for både hund og modtager.
Derudover viser undersøgelsen, at det ikke er alle leverandørerne af assistancehunde, der sørger for undervisning i at forstå hundens adfærd og signaler, som er vigtige at lære om for at kunne aflæse hundene.
14 procent af dem, der har fået en assistancehund bevilget af kommunen, er utilfredse med samarbejdet med den leverandør, der har godkendt deres assistancehund.
De beskriver hårde træningsmetoder, manglende træneruddannelse, truende adfærd og manglende svar på klager som grund.
\ Assistancehunde bliver nægtet adgang
Godt halvdelen af assistancehundemodtagerne oplever at blive nægtet adgang til hverdagssteder som restauranter, caféer og sundhedsvæsenet på trods af, at næsten alle assistancehunde bærer vest for at synliggøre, at de er på arbejde.
Eksempelvis skriver en deltager: »Nogle steder og mærkeligt nok i lokalpsykiatrien, der kan jeg/vi ikke deltage i arrangementer osv. Der hvor de skulle hjælpe en med psyken og mestring og socialt samvær med ligesindede.«
I Danmark er det op til den enkelte leder af restauranten, caféen og fødevarebutik at afgøre, om adgang er tilladt
Manglende beredskab
Undersøgelsen illustrerer, at det kommunale beredskab ved kritiske situationer er mangelfuldt. Kun 25 procent af sagsbehandlerne har en procedure for, hvad der skal ske med assistancehunden, hvis modtageren for eksempel indlægges akut og ikke kan tage sig af hunden.
Kun 7 procent har en procedure, hvis assistancehunden bliver overvægtig. Og 37 procent ved ikke, om assistancehunden skal returneres til kommunen, når den pensioneres.
På den måde kan det siges, at assistancehunden bevilges som et komplekst hjælpemiddel uden et sikkerhedsnet, der kan gribe assistancehund og det menneske, som hunden skal hjælpe.
Et ureguleret marked
Ud over resultaterne fra det nye forskningsprojekt peges der på flere udfordringer på området. Fagfolk og jurister har påpeget manglen på offentligt godkendt certificeringsordning, og at der ikke tages højde i lovgivningen for de særlige forhold, der gælder for dyr.
Internationale forskergrupper peger på behovet for nationalt standardiserede procedurer for udvælgelse og uddannelse af hunde og trænere, løbende supervision af modtagere, veterinærfaglig involvering samt klare retningslinjer for, hvornår en assistancehund bør pensioneres.
Det anbefales desuden, at assistancehunden ikke udstationeres, inden den er psykisk moden.
En alternativ eller supplerende tilgang, der diskuteres i forskningen, er hundeassisterede interventionsprogrammer, hvor hunde indgår i strukturerede terapeutiske, pædagogiske eller rehabiliteringsmæssige forløb under professionel supervision frem for den individuelle assistancehundemodel.
Hvad skal der til?
Undersøgelsen peger på følgende punkter, der kræver national handling:
- Nationale minimumsstandarder for udvælgelse af leverandører, der lever op til internationale kompetencekrav og standarder
- Nationale minimumsstandarder for udvælgelse af hunde, certificering og opfølgning
- Obligatorisk kompetenceudvikling for kommunale sagsbehandlere
- Beredskabsordninger, der sikrer assistancehundens velfærd ved modtagers akutte sygdom eller andre kritiske situationer
- Klare nationale procedurer for pensionering af assistancehunde
Uden disse tiltag er der ikke et tilstrækkeligt fundament til at sikre hverken assistancehundens eller modtagerens velfærd.
