Dette er et uddrag af Vincent F. Hendricks bog Spræng Boblen, der udkommer i dag.
Ved Folketingsvalget 2015 blev valgkampen indledt med en ophedet debat om, hvorvidt en anekdote om en medarbejder i firmaet Panorama, der havde sagt sit arbejde op til fordel for kontanthjælp, var fiktion eller fakta.
Man kunne med rette spørge, om valgkampen havde forladt virkeligheden, før den overhovedet var kommet i gang.
»Panoramagate«, som sagen blev døbt, er imidlertid kun et symptom på en mere generel tendens i politik, som ofte bliver beskrevet med udtryk som »det politiske cirkus«, »symbolpolitik« og »substansløshed«.
Diagnosen kommer fra hele paletten af politiske aktører:
Politikere ytrer rutinemæssigt ønske om at »komme tilbage til substansen« og »tale om politik«. Vælgerne angiver som hovedårsag til den omfattende politikerlede, at der spildes for meget tid på ligegyldigt pjat, spin og mudderkastning. Meningsdannere på diverse medier og blogs efterspørger konstant politisk indhold i form af konkrete politiske forslag eller langsigtede visioner.
Den politiske debat handler ikke om det, den burde, og har mistet forbindelsen til såvel borger som virkelighed.
Realpolitik, det at løse samfundsmæssige problemer og udfordringer gennem lovgivning, fylder for lidt i forhold til at spille spillet med tilhørende symbolske markeringer, der oftest taler til følelserne, mavefornemmelsen eller en helt tredje, ofte anatomisk, del.
Hvordan kan det forklares, at den substantielle debat og realpolitik, som alle aktører tilsyneladende efterspørger, i højere og højere grad er en mangelvare?
Politiske bobler overopheder debatten
Ét svar er, at der dannes politiske bobler. Politiske bobler beskriver det fænomen, at den politiske meningsdannelse overophedes, mister forbindelsen til virkeligheden og bliver substansløs. En politisk boble kan skabes, derved at en politisk sag overophedes.
En sags fundamentale værdi er dens eksemplificering af en bredere problemstilling.
En god sag kan belyse og skabe opmærksomhed om samfundsproblemer, der ellers ikke ville være kommet på dagsordenen, så de debatteres og kan tages hånd om politisk. Men det kræver, at sagen rent faktisk er repræsentativ for det problem, den skal eksemplificere. Ellers giver debatten et fordrejet billede af virkeligheden.
\ Fakta
Teksten er et uddrag af bogen Spræng Boblen, der er skrevet af professor Vincent Hendricks. Bogen udgives af Gyldendals Forlag og udkommer 25. maj.
Når en enkeltsag bobler op, fjerner meningsdannelsen sig fra kendsgerninger og overophedes, til den fremstår som et repræsentativt eksempel på et samfundsmæssigt problem. En symbolsk enkeltsag kan med et, på trods af manglende fundering i fakta, få vidtrækkende konsekvenser for meningsdannelsen og den førte politik.
Fattig-Carina og Dovne-Robert var stereotyper
Mediestormene omkring Fattig-Carina og Doven-Robert er eksempler på sager, der boblede op af indignation og blev pustet svært op i forhold til deres fundamentale værdi. Hverken Fattig-Carina eller Doven-Robert var kort fortalt repræsentative kontanthjælpsmodtagere, som der kunne generaliseres ud fra.
Dokumentation viser, at under en tredjedel af alle kontanthjælpsmodtagere var faktuelt vurderet som arbejdsmarkedsparate og derfor modtagelige over for incitamentsfremmende initiativer.
Alligevel blev de til fattigdomsdebattens faste referencepunkter, der ifølge medieanalyser blev henvist over dobbelt så meget til som til forskning og empiriske data fra beskæftigelsesområdet. De blev til stereotyper på kontanthjælpsmodtagere, der over en bred kam fik skudt den krævementalitet og dovenskab i skoene, som stereotyperne blev symboler på.
Meningsdannelsen blev drevet af følelsen af indignation frem for af viden og evidens.
»Frikadellekrigen« blev blæst op til et angreb på dansk identitet
Et andet eksempel på en politisk boble er »Frikadellekrigen«, som Ekstra Bladet døbte debatten om, hvorvidt det var et problem, om der blev serveret frikadeller i de danske børnehaver eller ej. Ifølge børnehaveledere og pædagoger afspejlede sagen ikke et eksisterende dilemma i børnehaverne, men den blev alligevel blæst op til et symbol på et generalangreb på dansk identitet.
Sagen var ikke repræsentativ for integrationsproblemer, for der var ikke et reelt problem i børnehaverne, før den kom på dagsordenen, og den blev hurtigt en indignationsdrevet, overophedet symbolsk enkeltsag.
Enkeltsagsbobler kan altså facilitere overophedning af politiske standpunkter, så disse igen ikke kan følge med deres fundamentale værdi.
Hvad består værdien af et standpunkt eller et forslag egentlig i? Kan den overhovedet fastsættes uafhængigt af ideologi og værdisæt? Afhænger det ikke af ens egne værdier?
Partierne er enige om fundamentale politiske værdier
Politik handler om at løse samfundsproblemer og skabe resultater – indfri målsætninger på kortere eller længere sigt.
Ideelt set skal et politisk standpunkt derfor munde ud i en videns- og evidensbaseret løsningsmodel på et samfundsmæssigt problem, som anses for væsentligt at løse ud fra en helhedsbetragtning. Fundamentalværdien af et politisk standpunkt kan fastsættes ud fra forholdet mellem mål, midler og væsentlighed.
I dansk politik er der i det store hele enighed om målene. Den grundlæggende konsensus, som hersker på tværs af Folketinget fra Liberal Alliance til Enhedslisten om velfærdssamfundet som bærende grundmodel, betyder, at langt størstedelen af samfundsproblemerne er fællesanliggender, som begge fløje har målsætninger om at løse.
Alle partierne vil bekæmpe arbejdsløshed, kriminalitet og terrorisme, skabe vækst, sørge for bedre skoler og så videre. Derfor omhandler uenighederne ikke så meget de politiske mål, men midlerne til at indfri dem.
Når midlerne er baseret på myter, indfris målene ikke
De politiske mål bliver kun indfriet, hvis midlerne virker. Værdien af et standpunkt eller en politik er afhængig af, om midlerne til at nå målet er baseret på pålidelige forskningsresultater eller har rod i ideologisk betingede fordomme og enkeltsager.
Er midlerne baseret på myter frem for viden, stiger risikoen for, at de ikke virker i praksis, målene ikke indfries, og afkastet udebliver. Politik, der ikke virker i praksis, har ingen realpolitisk værdi.
Standpunkter, der omhandler småtterier, har heller ikke potentiale til at løse væsentlige samfundsproblemer.
Væsentlighed spiller også en rolle
Selv hvis et politisk standpunkt har et konkret mål og kendsgerningsbaserede løsningsmidler, er det alligevel ikke meget værd realpolitisk, hvis det kun vedrører en uvæsentlig detalje og proportionerne i forhold til en helhedsbetragtning glemmes. Derfor spiller væsentlighed også en rolle, når realværdien af et standpunkt vurderes.
Hvis målet mangler, debatteres der om ingenting, hvis viden om midlerne mangler, laves der virkningsløs politik, og er væsentlighed ikke med som kriterium, går proportionerne i forhold til en helhedsbetragtning tabt.
I de tilfælde handles det politiske standpunkt til »priser«, der overstiger dets fundamentale værdi, og kan ikke indfri forventningerne til realpolitisk afkast i form af konkrete resultater.
Ikke-repræsentative stereotyper forårsager virkningsløse tiltag
Så når hele beskæftigelsespolitikken koges ned til standpunktet, at »det skal kunne betale sig at arbejde«, på basis af ikke-repræsentative stereotyper som Doven- Robert og Fattig-Carina eller en tvivlsom historie fra en arbejdsgiver i Høje Taastrup (»Panoramagate«), stiger risikoen for, at de politiske tiltag, der skal afhjælpe arbejdsløshedsproblemet, er uden virkning, fordi de er baseret på en fejlagtig opfattelse af årsagerne til arbejdsløshed.
De politiske bobler skævvrider den offentlige debat og den førte politik, så kvalificeret og saglig politisk overvejelse og handling på baggrund af reelle problemer, deres løsninger og proportioner forsvinder ud af fokus.
Til fordel for symboler og fortællinger, der enten ikke handler om noget, er virkningsløse eller i værste fald direkte kontraproduktive.
Du kan læse mere om bogen på Vincent F. Hendricks hjemmeside.
