Vi er politiske dovendyr

Jeg kender ingen flygtninge, jeg kender ingen, der sidder i fængsel, og jeg kender ingen, der er på kontanthjælp. Jeg hører om dem, når jeg tænder fjernsynet og ser nyhederne. I små, korte indslag.

Baseret på, hvad jeg hører fra medierne og fra mine venner og bekendte, skal jeg bestemme mig for, hvad jeg mener om både flygtningepolitik, retspolitik og kontanthjælp. Ellers kan jeg dårligt afgive mit kryds på valgdagen.

Den, der har beskrevet moderne politik mest rammende, er den amerikanske journalist Walter Lippmann:

»Hver af os lever og arbejder på en lille del af jordens overflade, bevæger os i en lille cirkel og har kun et nært forhold til et fåtal af vores bekendte. (…) Vores holdninger dækker uundgåeligt et større rum, en længere tidshorisont, et større antal ting, end vi kan observere direkte. De må derfor sammenstykkes af, hvad andre rapporterer, og hvad vi selv kan forestille os.«

Passagen kommer fra The Public Opinion, der udkom i 1922. Før globaliseringen. Før internettet. Om noget passer Lippmanns ord endnu bedre til 2015 end 1922.

Vores forfædre levede i små, tætte grupper

Moderne politik er anderledes end politik i fortiden på en lang række måder. Vores forfædre omfordelte kød, i dag omfordeler vi penge. Vores forfædre gik i krig bevæbnet med flint, bue og pile og stod ansigt til ansigt med fjenden; i dag går vi i krig med fjernstyrede droner.

Den største og mest afgørende ændring handler dog om, at vores forfædre levede i små, tætte grupper. Alle kendte alle, og alle var vokset op sammen. I dag lever vi i store, anonyme massesamfund. Vi møder en brøkdel af vores medborgere i løbet af vores liv, og vi lærer endnu færre af dem at kende.

Men de basale politiske spørgsmål om, hvem af vores medborgere vi skal hjælpe, og hvem af vores medborgere vi skal straffe, kræver stadig svar.

Den biologiske evolution foregår ikke så hurtigt

Når vores forfædre delte deres kød, sad de side om side og skar kødet af hjorten. De kunne se, høre, lugte og fornemme de mennesker, de delte deres mad med. Og de havde siddet sådan hundredvis af gange før.

De vidste alt om hinanden: Delte min sidemand sidste gang; ydede han sit bedste under jagten; hvor tæt beslægtede er vi; er det en, som jeg gerne vil opbygge et bedre forhold til; vil hans søn være et godt parti for min datter? I dag har vi blot et 30-sekundersindslag i nyhederne at forholde os til.

I 1,8 millioner år udspillede politik sig blandt mennesker i små grupper. Til sammenligning har massepolitik blot eksisteret i et par tusinde år og i isolerede egne såsom Alaska blot i et par hundrede år.

Så hurtigt foregår biologisk evolution slet ikke. Det er en ekstremt langsom proces. Det kræver generationer af generationer i stabile omgivelser, før evolutionen kan udvikle og bygge programmer i vores hjerne.

Vi er med andre ord tilpasset det politiske liv i en verden af små grupper snarere end det politiske liv i Lippmanns verden. Det var et liv, hvor vores forfædre kunne se dem i øjnene, som de hjalp eller fældede dom over. Det er i sådanne situationer, at hjernens politiske programmer kan give de klareste svar. Når vi står ansigt til ansigt med andre og har en rigdom af sociale og personlige oplysninger til rådighed.

Et politisk dyr, der keder sig

I 1998 blev en skatteaftale indgået mellem den socialdemokratisk ledede regering og støttepartierne, SF og Enhedslisten. Hensigten var at få pengene ud i samfundet, bl.a. ved at gøre det dyrere at spare op. Et af de værktøjer, som partierne brugte, var at sænke fradraget på indbetalinger til pensionsopsparing.

Topskatbetalere kunne nu kun trække 44 procent fra imod tidligere hele 59 procent. Reformen havde den ønskede effekt. Indbetalingerne faldt.

Men faldet skete på en højst uventet måde. Reformen gjorde det lidt dyrere at spare op til pensionen for topskatbetalere. I en sådan situation forudsiger alle økonomiske teorier, at topskatbetalerne bør justere deres pensionsopsparinger en smule. Ikke meget. Men en smule.

Din opfattelse er i klart mindretal

En række danske økonomer har for nylig dokumenteret, at topskatbetalerne langtfra fulgte logikken i de videnskabelige beregninger. 17 procent af de ramte overreagerede voldsomt og stoppede helt med at indbetale til deres pension.

De resterende 83 procent reagerede lige så voldsomt, men med modsat fortegn: De gjorde ingenting. Deres pensionsopsparing var helt og aldeles uændret før og efter lovændringen. De havde ikke opdaget den. Eller også var de ligeglade med den. Selvom loven betød, at de nu fik færre penge mellem hænderne. Og selvom de normalt måske gerne kører en ekstra kilometer for at købe en liter mælk på tilbud.

Eksemplet er ikke en enlig svale. De fleste folk interesserer sig ikke specielt meget for, hvad politikerne beslutter. Eftersom du læser en bog med titlen Politik, kan det være, du synes, politik er enormt interessant.

Du er i så fald ikke alene med din opfattelse. Men du er i klart mindretal. Hvis du står ved et busstoppested og venter på bussen sammen med 10 andre, viser statistikken, at kun to eller tre af dem deler din interesse.

Vi tager stilling til personer, vi kan se, føle og fornemme

Samfundsforskere i USA har brugt utallige undersøgelser til at afdække borgernes forhold til politik. Og deres konklusion er, at den almindelige amerikaner ved forbløffende lidt.

En undersøgelse, der blev gennemført i 1990’erne, viste for eksempel, at blot 59 procent af amerikanerne vidste, at Demokraterne havde flertal i Repræsentanternes Hus, det ene af de to kamre i det amerikanske parlament. Demokraterne havde på det tidspunkt haft flertallet i ikke mindre end 40 år.

Danskerne ved lidt mere om politik end den gennemsnitlige amerikaner. Men ikke meget. I forbindelse med folketingsvalget i 2011 blev der foretaget en stor vælgerundersøgelse. Her stillede forskerne bl.a. en række faktuelle spørgsmål om dansk politik.

Resultatet var nedslående. 63 procent af deltagerne kendte ikke antallet af danske folketingsmedlemmer; 59 procent kunne ikke sige, hvilket parti Venstres daværende politiske ordfører, Ellen Thrane Nørby, tilhørte; og 45 procent vidste ikke, at Venstre og de Konservative udgjorde regeringen før folketingsvalget.

Vi mennesker er politiske dyr. Men moderne politik keder os. Vores psykologi er bygget til at tage stilling til personer, som vi kan se, føle og fornemme. Det har vi kun sjældent mulighed for i moderne politik.

Da vi så dovenskaben i øjnene

I efteråret 2012 tonede en herre ved navn Robert frem på vores fladskærme. Det var journalister på DR2, der havde fundet frem til ham. Robert var på kontanthjælp. Og det var han egentlig ret godt tilfreds med. I interviewet på DR2 beskrev Robert sig selv som et ‘dovent svin’, der ikke gad ‘skodjob’ som pedel eller klemmesamler.

Politiske kommentatorer og andre vittige hoveder var hurtige til at døbe ham ‘Dovne Robert’. ‘Dovne Robert’ vakte vores interesse for den politiske debat om kontanthjælp. Og det i en sådan grad, at læserne af DR’s hjemmeside valgte ‘Dovne Robert’ til årets nyhedsord i 2012.

Men da ‘Dovne Robert’ trådte ind på den politiske scene, var gryden allerede i kog. Året forinden havde en anden person sat ansigt på kontanthjælpsdebatten. Hun hed Carina. SF’eren Özlem Cekic havde fundet frem til Carina. Nu skulle vi almindelige middelklassedanskere endelig bevidne kontanthjælpsmodtageres ringe kår.

En reform skulle gøre det økonomisk attraktivt at arbejde

Men strategien gav alvorligt bagslag. For alle vi almindelige danskere opfattede ikke Carina som specielt fattig, og højrefløjen med Joakim B. Olsen som frontkæmper greb med kyshånd muligheden for at sætte fokus på, at kontanthjælpsmodtagere sådan set havde det ret godt. Med drivende ironi blev Carina hurtigt døbt ‘Fattig-Carina’.

Ved at bruge ‘Fattig-Carina’ som skræmmeeksempel endte højrefløjen med at trække det længste strå i diskussionen om kontanthjælpen. En meningsmåling tydede på, at befolkningens holdning til kontanthjælpen blev skubbet i en mere negativ retning under debatten om ‘Fattig-Carina’.

Og året efter lancerede den daværende regering en reform af skattesystemet, der skulle gøre det mere økonomisk attraktivt at arbejde. Ifølge den daværende skatteminister skulle reformen bl.a. imødekomme ‘den frustration’, som almindelige danskere følte over for Carina.

Takket være Robert og Carina diskuterede vi pludselig kontanthjælp og velfærdsstat med udgangspunkt i konkrete mennesker, som vi kunne se og fornemme. Ifølge medier og visse politikere var de snyltere, der gerne ville tage imod, men ikke ville give noget tilbage til fællesskabet. Og alle vi andre blev vrede.

Selv i massesamfundet kommer politik undertiden til at minde om politik i fortiden. Når politik bliver konkret, vågner det politiske dyr i os.