Blandt venner eller familie har mange formentlig oplevet, at højtuddannede og lavtuddannede personer kan være så uenige om indvandrerpolitik, at det ødelægger den gode stemning.
Højtuddannede ser indvandringens kulturelle og økonomiske konsekvenser som langt mindre faretruende, end lavtuddannede gør. Men hvorfor er højt- og lavtuddannede så uenige?
En interessant tanke er, om en højere uddannelse ’bestøver’ de studerende med demokratiske værdier. Ved værdier forstås opfattelser af, hvad der er moralsk rigtigt eller forkert.
En vigtig værdi i demokratisk henseende er menneskers ligeværd: Alle mennesker er født lige – og bør derfor behandles ens.
Af princippet om menneskers ligeværd følger endvidere anerkendelse af andres religion, politisk overbevisning eller levemåde. Ligeværd indebærer accept af, at mennesker er forskellige.
Uddannelse skaber demokrater
Formodningen er, at højtuddannede har mindre fremmedfrygt, fordi de i højere grad accepterer demokratiske værdier og
deres konsekvenser. Det er naturligvis en påstand, som umiddelbart rejser spørgsmålet om, hvorfor demokratiske værdier
præger unge studerendes holdninger.
En mulig forklaring er, at demokratiske værdier findes i uddannelsessystemet, som videregiver dem til skiftende årgange af
studerende. Uddannelsessystemet socialiserer dermed studerende til at acceptere etnisk forskellighed og afvise fremmedfrygt.
Med socialisering menes derfor, at en person tilegner sig værdier, som omgivelserne har fastsat som de rigtigste. Et eksempel herpå er den danske bekendtgø relse om uddannelsen til studentereksamen (stk. 5), hvori det hedder:
»[…] undervisningen og hele skolens dagligliv må […] bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Eleverne skal derigennem opnå […] forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv.«
Ingen vil dog påstå, at uddannelsessystemet ændrer på unge menneskers holdninger fra den ene dag til den anden. Vellykket
socialisering forekommer derimod over længere tid, hvilket udgør et væsentligt kendetegn: De højtuddannede opholder sig i længere tid i uddannelsessystemet end andre grupper.
En ufaglært lønmodtager har forladt uddannelsessystemet i en alder af 16 år, mens overlægen har gjort det i en alder af 29 år. Uddannelsessystemet sætter derfor et større fingeraftryk på højtuddannede personers holdninger.
Uddannelsessystemet er statens forlængede arm
Hvorfor findes denne socialisering i de højere uddannelsesinstitutioner? En umiddelbar forklaring omhandler de ansatte medarbejdere, der formentlig „socialiserer“ de unge til at mene noget, som de ellers ikke ville have ment.
Undervisere i gymnasieskolen og ved landets universiteter har selv en højere uddannelse, hvorfor langt de fleste af dem er loyale over for demokratiske værdier. Men det er næppe hele forklaringen.
En supplerende forklaring vedrører statslige myndigheders rolle, fordi de også har indflydelse på uddannelsessystemet. Især højere uddannelsesinstitutioner har stor betydning for samfundet, idet de udklækker den elite, som skal styre samfundet.
Af samme grund er uddannelse et offentligt anliggende, som især politikere interesserer sig for. De har en udtalt interesse i, at uddannelsessystemet opretholder samfundet og dets styreform. I veletablerede demokratier holder politikerne derfor øje med, at de højere uddannelsesinstitutioner udklækker nye kandidater, der er loyale over for de officielle demokratiske værdier.
Men hvad ville der ske, hvis de højere uddannelsesinstitutioner ikke var loyale over for de officielle demokratiske værdier? Hvis undervisere på danske universiteter direkte forsvarede fremmedfrygt over for de studerende, ville det højst sandsynligt udløse fordømmelse blandt en del af landets politikere.
En sådan fordømmelse ville ikke gavne et givet universitets nationale og internationale omdømme. Politikerne overvåger således de højere uddannelsesinstitutioner, som i øvrigt har stor bevægelsesfrihed.
Demokratiets alder har betydning
Hvordan kan det undersøges, om højtuddannedes begrænsede fremmedfrygt skyldes politisk bestemt socialisering?
Hvis påstanden har nogen rigtighed, bør højtuddannede mennesker ikke have samme niveau af fremmedfrygt i alle lande, fordi
demokratiske værdier ikke er lige historisk rodfæstede i alle landes politiske systemer.
I Europa findes de „ældste demokratier“ (f.eks. Danmark), de „mellemlange demokratier“ (f.eks. Grækenland) og de „yngste
demokratier“ (f.eks. Polen). Således varierer det demokratiske styres alder betydeligt fra land til land, hvorfor påstanden også
kan undersøges.
Det er gjort i figur 1, som viser betydningen af uddannelse blandt de tre nævnte kategorier af lande.
Figuren viser, at forskellen mellem lavt- og højtuddannede er mindst blandt de yngste, næststørst i de mellemlange og størst i de ældste demokratier. Det ses endvidere, at højtuddannede har klart mindst fremmedfrygt i de ældste demokratier.
Figuren kan dog også læses på en anden måde, idet det ses yderst til venstre i den, at personer med den korteste uddannelse har stort set den samme grad af fremmedfrygt, uanset om de befinder sig i den ene eller den anden kategori af demokratiske samfund.
Personer med den længste uddannelse er derimod langt mere forskellige på tværs af de tre kategorier af lande. Især højtuddannede i de ældste demokratiske samfund har mindre fremmedfrygt end højtuddannede i de to øvrige kategorier af demokratiske lande.
Med til billedet hører også, at højtuddannede næsten har de samme holdninger som lavtuddannede blandt de yngste demokratier. Eller sagt på en anden måde: Demokratiets varierende historiske og politiske konsolidering påvirker alene de højtuddannede.
Sammenlagt er der belæg for påstanden om politisk bestemt socialisering i uddannelsessystemet.
Er de højtuddannede bare politisk korrekte?
Der findes en helt anden forklaring på højtuddannede menneskers indvandrerpolitiske holdninger, som vedrører såkaldt politisk
korrekthed. Politisk korrekthed betyder forstillelse, således forstået, at højtuddannede foregiver at være mere imødekommende
over for indvandrere, end de i virkeligheden er.
Politisk korrekte holdninger forekommer blandt højtuddannede i de ældste demokratier, da de her har lært, at tilkendegivelse
af fremmedfrygt er upassende.
På den anden side peger andre forhold på, at de højtuddannedes forstillelse er til at overse. For det første er der få højtuddannede, som stemmer på nye højrefløjspartier med en indvandrerkritisk dagsorden. Mange højtuddannede stemmer derimod på politiske partier til venstre for midten, som typisk forsvarer indvandreres rettigheder.
For det andet udviser højtuddannede generelt en stor solidaritet med samfundets svage grupper i kraft af deres skattebetaling.
Virkeligheden er derfor nok snarere, at højtuddannede i reglen mener, hvad de siger. Heri er intet usædvanligt, eftersom
den almindelige opfattelse altid har været, at kun få mennesker løber fra deres socialisering.
Hvis det stadig er sandt, er de højtuddannede i højere grad systemets repræsentanter end resten af befolkningen. Heri ligger også kimen til en betændt politisk konflikt mellem højt- og lavtuddannede, især i de ældste demokratier.
