Det er desværre vanskeligt at beskæftige sig med professionel cykling og samtidig undgå at forholde sig til emnet doping. Og måske skal man heller ikke undgå det.
Et spørgsmål, som stilles igen og igen, er, om toprytterne lige nu mon er dopet? To forhold taler for, at mange af dem desværre nok er.
For det første har historien vist os, at der er et historisk samt aktuelt problem med doping i elitesport, herunder cykling. Det vil simpelthen tilsyneladende ikke forsvinde.
Der er fortsat ryttere, som bliver snuppet for at misbruge dopinghormonet EPO – på trods af, at denne form for doping har været kendt i omkring 30 år.
I vinter blev en langrendsløber bogstaveligt talt taget med nålen i armen under det igangværende verdensmesterskab, mens han var i gang med at bloddope sig på god gammeldags facon.
Man må antage, at en del atleter også slipper afsted med at snyde, uden at blive snuppet i kontrollen.
For det andet er det dokumenteret, som beskrevet andetsteds i årets Tour-kalender, at anvendelse af for eksempel EPO er meget præstationsfremmende.
Og når man ved, at cykelsporten hele tiden tiltrækker og selekterer talenter med enorm naturlig fysisk kapacitet, og vi ved, at nogle cykelryttere doper sig til en fordel, bliver det vanskeligt at begribe, hvordan man uden doping kan lave topresultater i de mest prestigefulde løb.
Trods doping ser vi alligevel med
En del danske ryttere har som bekendt desværre bidraget til cykelsportens doping-historie. Det er for eksempel beskrevet i en ph.d.-afhandling af Christiansen i 2005 og i en rapport af Anti Doping Danmark og Danmarks Idræts Forbund i 2015.
Det er paradoksalt for mange, at man kan holde af cykelsporten samtidig med, at man erkender, at der er et stort problem med doping. Men det sidste udelukker jo tydeligvis ikke automatisk det første for alle os, der stadig ser med.
Måske illustrerer det, at cykelsporten har mange andre gode aspekter at byde på. Og at det for mange personer kompenserer tilstrækkeligt for det snyd og bedrag, som sportsgrenen også indeholder?
\ 17. etape - 24. juli – bakket
Rytterne skal på den 17. etape cykle fra Pont du Gard til Gap. Pont du Gard er en smuk kombination af akvædukter og broer i det sydlige Frankrig, bygget af romerne omkring 18 f.v.t. Etapen bliver bakket med den største stigning indenfor de sidste 10 kilometer.
\ Følg med i Touren hver dag på Forskerzonen
Forskerzonen er gået i Tour de France-udbrud. Hver dag under Touren, også på hviledage, går vi til angreb på et vigtigt element i Touren.
Det handler eksempelvis om højdetræning, rygsmerter, varmetilpasning, doping, kalorier, champagne, om man skal stå eller sidde, når man cykler - og meget, meget mere.
Ernst Albin Hansen er lektor og idrætsforsker ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet og skriver hver dag en kort artikel, hvor han går i kødet på videnskaben bag, hvordan man kommer først i mål.
Det er andet år, Ernst skriver Tour-kalender for Forskerzonen. Sidste år skrev han blandt andet om kondital, aerodynamik, siddesår, restitution, watt-produktion, mental træning m.v. Læs eller genlæs dem her.
Alle årets artikler finder du her:
1. etape: Skyl munden med sukkervand og kør hurtigere
2. etape: Er det en fordel at cykle med skæve kædehjul?
3. etape: Benarbejdet i Touren kan stort set klares med hovedet under armen
4. etape: Hård intervaltræning kan give dårligt humør
5. etape: Hvorfor cykler rytterne egentlig med klikpedaler?
6. etape: Hvornår skal man stå op i pedalerne?
7. etape: Virker højdetræning overhovedet?
8. etape: Cykelryttere træder hurtigere rundt i pedalerne, end de egentlig burde
9. etape: Sådan forsøgte man at forklare Lance Armstrongs effektivitet før doping-afsløringen
10. etape: Jo, doping med EPO er meget effektivt!
Hviledag: Sådan kan rytterne vænne sig til varmen
11. etape: Gentagelse gør mester – jo mere vi gentager rytmisk bevægelse, desto hurtigere gør vi det
12. etape: Puha! Derfor kan varmen være så trættende for rytterne
13. etape: Enkeltstart: Giv den ekstra gas op ad bakke, og slap lidt af, når det går nedad
14. etape: Vi burde træde pedalerne langsommere rundt i højden
15. etape: Mindre ilt i bjergene svækker præstationen
Hviledag: Cykelryttere får også ondt i ryggen
16. etape: Nogle ryttere har bare lettere ved at komme i form
17. etape: Er doping i cykelsporten umuligt at undgå?
19. etape: Cykelcross – effektiv træning for landevejens helte
20. etape: Opfindsom træning virker ikke
21. etape: Flere Tour-ryttere har opdaget det: Cykelcross er benhård, naturlig intervaltræning
\ Sådan testes rytterne for doping under Tour de France
Inden løbet er gået i gang, har alle ryttere indleveret en dopingtest i form af en blodprøve.
Efter hver af løbets 21 etaper testes otte ryttere: Etapens vinder og rytteren i den gule førertrøje testes altid – de seks andre udvælges på baggrund af forskellige faktorer.
Dopingtesten sker typisk umiddelbart efter, en etape er overstået. Men det kan også ske sent på aftenen eller tidligt om morgenen for at mindske risikoen for mikrodosering.
Så snart rytteren indkaldes til en dopingtest, er han under konstant observation – også når han urinerer.
Normalt skal rytterne kun give urinprøve, men Cycling Anti-Doping Foundation (CADF) kan også kræve en blodprøve.
Det tager typisk cirka 20 minutter at indhente prøverne. Det kan dog også tage helt op til to timer, hvis rytteren eksempelvis er dehydreret og har svært ved at urinere.
Prøverne køres til et laboratorie i Paris, hvor de undersøges umiddelbart efter, de er indsamlet.
Prøverne opbevares i 10 år og kan til enhver tid findes frem, hvis man finder nye måder at teste dem på.
Kilde: Cyclingnews.com / Business Insider
