Sådan forsøgte man at forklare Lance Armstrongs effektivitet før doping-afsløringen

Lance Armstrong dominerede Tour de France i en årrække. Det kom som bekendt efterfølgende frem, hvordan systematisk doping var en del af opskriften på den bedrift.

Men i de år, det stod på, blev der mere eller mindre opfindsomt foreslået naturlige forklaringer på dominansen.

Fra Armstrong selv samt hans trænerstab blev der ofte peget på, at han cyklede med en specielt høj pedalfrekvens, og at det skulle give ham en fordel.

På trods af at der ikke eksisterede nogen videnskabelig dokumentation, som kunne understøtte den forklaring, kunne de fleste folk ikke rigtig gennemskue blufnummeret.

Propagandaen var faktisk så effektiv, at andre ryttere begyndte at træne med høje pedalfrekvenser for at efterligne Armstrong.

Mange måtte dog erkende, at det ikke var så let at speede en naturlig selvvalgt pedalfrekvens op, når den måske i udgangspunktet lå i den lave ende af den relativt store spredning, som man ser i variablen mellem individer.

Forsker forsøgte desperat af forklare Armstrongs effektivitet

En anden forklaring, der blev lanceret, var, at Armstrong skulle være særligt effektiv i den måde, han pedalerede.

En betegnelse for effektivitet under cykling er nyttevirkning (eller virkningsgrad), som kan måles og udtrykkes som forholdet mellem det mekaniske arbejde, som påføres pedalerne, og den energi, der omsættes i kroppen for at generere arbejdet.

Nyttevirkningen udtrykkes i procent og antager normalt en værdi omkring 20 procent. Det var faktisk en anerkendt, amerikansk forsker ved navn Edward Coyle, som i 2005 publicerede 'nyttevirkningsforklaringen', som langt hen ad vejen kom til at ligne en forskers desperate forsvar af en dopingmistænkt Armstrong.

Coyle havde tilsyneladende testet Armstrong igennem en årrække, fra rytteren var 21 til 28 år gammel, og observeret, at nyttevirkningen var steget markant gennem den lange periode.

Den øgede effektivitet blev delvist forklaret med en mulig ændring af muskelfibertyperne i retning af flere røde, eller oxidative, fibre, som er vist at være mere energetisk effektive af Coyle selv og hans medarbejdere i 1992, samt eksempelvis af mine kollegaer og mig i 2002.

Dertil blev der peget på, at Armstrongs fedtmængde var reduceret gennem perioden, blandt andet som følge af hans kræftsygdom.

Australske forskere var skeptiske

Det er relativt sjældent, at forskning, der publiceres, bliver kommenteret i skriftlige indlæg i de videnskabelige tidsskrifter af kolleger fra andre forskergrupper.

Men i dette tilfælde følte forskere fra Australian Institute of Sport sig tilsyneladende nødsaget til at reagere.

De pegede i en kommentar på en række metodemæssige svagheder i Coyles arbejde. For eksempel at testene ikke var foretaget på samme tidspunkt af året, hvilket nemt kan påvirke nyttevirkningsværdierne. Desuden at der ikke var redegjort tilstrækkeligt for kalibreringen og anvendelsen af testudstyret.

De sluttede deres svar af med at skrive, at andre mere konventionelle forklaringer formentligt lige så godt kunne forklare, hvorfor Armstrong var en succesfuld cykelrytter. Men de gav forventeligt nok ikke nogle specifikke eksempler på 'andre konventionelle forklaringer'.

Man kan sige, at det efterfølgende forløb af historien om Armstrong, som først indrømmede sit dopingmisbrug i 2013, gav os nogle indikationer på, hvad australierne måske havde i tankerne.

LÆS OGSÅ: Forsker: Stop med at straffe dopede atleter

LÆS OGSÅ: Bør russiske atleter virkelig udelukkes fra OL?