Bare vær flittig med din træning. Så skal du nok blive rigtig god. Eller hvad? 

Et velkendt fænomen, som alligevel ofte overses, er, at 'trænérbarheden' langt fra er ens mellem personer. Trænérbarhed afspejler, hvor stort et udbytte, der opnås af træningen. Fænomenet blev for eksempel behandlet af Shephard og medarbejdere i et studie i 2004.

Forskerne testede effekten af 20 ugers konditionstræning på blandt andet den maksimale iltoptagelse. Mere end 700 personer deltog. Forbedringen af den maksimale iltoptagelse, som afspejler konditionen, varierede fra 40 procent – til ingen! 

Når forskere for eksempel laver videnskabelige styrketræningsstudier med 20-30 deltagere, ses det faktisk indimellem, at et par stykker – eller endda flere af deltagerne – ikke bliver stærkere. Selv efter 12 ugers systematisk træning. Og det vel at mærke mens den gennemsnitlige forbedring eksempelvis beløber sig til 20 procent, eller mere. 

Nibali er særligt trænérbar

Der kan være mange forskellige årsager til dette. Men én af grundene er simpelthen, at nogle personer har en ringe trænérbarhed, og at deres krop ikke adapterer til træningen på samme måde som hos ’gennemsnittet’. 

Hvorfor? Det ved vi endnu ikke så meget om.  

Der er formentlig ingen af rytterne i Touren, som har en decideret lav trænérbarhed. Til gengæld er nogle ryttere, jævnfør anekdoter fra det professionelle miljø, kendt for at være særligt trænérbare og dermed kunne forbedre deres præstationsniveau meget, på endog kort tid. 

Et eksempel på en sådan aktiv rytter er italieneren Vincenzo Nibali. Blandt tidligere eliteryttere er et oplagt eksempel at fremhæve den tidligere indehaver af timeverdensrekorden, briten Chris Boardman. 

Boardman blev trænet og testet af Peter Keen, som jeg besøgte da Boardman var på sit bedste niveau.