Overbelastningsskader i cykling kan kræve behandling og i værre tilfælde, at der holdes en decideret pause fra cyklingen.
Det sidste er naturligvis en alvorlig sag i et vigtigt løb som Tour de France, da rytteren så må udgå og ikke længere kan hjælpe sit hold.
Men der skal virkelig meget til, for at en rytter udgår af Touren. Det forekommer således af og til, at ryttere gennemfører Touren selv med store skader, herunder akutte skader som knoglebrud.
En del Tour-fans husker måske, da CSC-rytteren Tyler Hamilton tilbage i 2003 vandt en etape i Pyrenæerne efter et længere soloridt. På det tidspunkt havde han i to uger kørt rundt med et dobbelt brud på sit højre kraveben.
Knæ og ryg er mest udsat
For at få et overblik over overbelastningsskader blandt professionelle cykelryttere besøgte Clarsen og medarbejdere i 2010 116 ryttere på deres træningslejre og spurgte til deres skader.
Næsten alle – 109 ryttere eller 94 procent – svarede på forskernes spørgsmål om overbelastningsskader de sidste 12 måneder.
Undersøgelsen viste, at 23 procent af rytterne led af knæsmerter, mens hele 45 procent led af lænderygsmerter. Det var de to hyppigste skavanker blandt rytterne.
Af de to typer skader medførte knæsmerterne oftere, at der måtte holdes pause fra cyklingen, mens lænderygsmerterne oftere medførte behov for lægefaglig konsultation.
LÆS OGSÅ: Sådan slipper du hurtigst af med rygsmerter
Denne artikel er en del af Forskerzonen, hvor forskerne selv kommer direkte til orde og skriver om deres forskning.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Sammenhæng mellem cykling og lændesmerter
Ondt i ryggen er jo nærmest en folkesygdom, og man kunne tænke, at den nok bare rammer de professionelle cykelryttere ligesom alle andre.
Men i Clarsen med fleres undersøgelse kom det frem, at cykelrytterne var mere plagede i sæsonen, hvor de cyklede mere.
Med andre ord så det ud til, at der er en sammenhæng mellem cyklingen og smerterne i lænderyggen.
Når man ser på deres foroverbøjede arbejdsposition, er det måske ikke så mærkeligt endda.
LÆS OGSÅ: »Bedøvet af smerte efter 20 minutter«: Undgå siddesår med creme og den rigtige sadel
LÆS OGSÅ: Restitution er alfa og omega for en cykelrytter – men vi ved ikke meget om det