Kan man aflære angst?

Jeg har i mange år elsket at dyrke 'bouldering', en form for klatring, hvor man ikke kommer så højt op.

Jeg havde også en kort periode, hvor jeg prøvede at klatre højere, men jeg måtte indse, at min højdeskræk var for stærk… Mine ben rystede, når jeg stod på et lille stykke klippe, og mine hænder var så fugtige, at de gled på stenene.

Jeg følte, jeg skulle dø! Selvom jeg godt vidste, jeg kun ville få en flyvetur i rebet, der holdt mig.

Den følelse er jeg sikker på, mange kender. Om det så er fra klatring, ski-liften, eksamensrummet eller præsentationen, der skal leveres foran kollegaerne.

Kroppen kommer i en tilstand af stress, der udskilles kortisol, hjertet begynder at banke, og håndfladerne bliver fugtige. Hvorfor?

Når stressresponset og frygten kommer ud af kontrol, som i posttraumatisk stress respons (PTSD), kan selv små ting, som en uskadelig lugt eller lyd, der minder hjernen om noget, udløse meget stærke stressreaktioner.

Ny forskning er kommet et vigtigt skridt videre i at forstå, hvordan angst ’gemmer sig i hjernen’, og hvordan nye behandlingsformer kan være med til at afhjælpe angst og PTSD.

Mus med højdeskræk

Frygt og angst er helt normale fysiologiske fænomener. Derfor er det også nogle af de følelsesreaktioner, vi kender mest til.

Vi kan relativt nemt undersøge de samme reaktioner i forsøgsdyr, da det er noget nemmere at skræmme en rotte end at se, om den er forelsket.

Forskeren Jun Liu fra Drexel University College of Medicine, Philadelphia, har blandt andet undersøgt højdeskræk i mus.

Hun og hendes forskerhold havde sat en lille elektrisk wire ned i amygdala – et lille, mandelformet område i hjernen, som, vi ved, reagerer på blandt andet frygt.

Den lille wire kunne så opfange den elektriske aktivitet fra forskellige nerveceller i amygdala, og når forskerne løftede musen op fra gulvet, begyndte nogle specifikke nerveceller at lave elektriske signaler.

Det var ret interessant, at signalerne ikke kom, når de blot løftede musen fem centimeter op, men kun ved 10 og 20 centimeter over gulvet, hvilket er for højt til, at musen nemt kan hoppe ned.

De kunne også identificere andre nerveceller i amygdala, der blev aktive, når musen blev udsat for andre farer, for eksemplet lugten fra en kat eller en høj lyd.

Nervecellerne i amygdala er derfor specifikt tunet til at reagere på forskellige typer frygt.

Amygdala har en direkte forbindelse til hypotalamus og derfra til binyrerne, hvor kroppens stresshormon kortisol produceres og frigives (også kendt som HPA aksen, Hypothalamic-Pituritary-Adrenal axis).

Men hvorfor er det, at nogle situationer øger frygt og angst, og hvor ’gemmes’ den frygt i hjernen?

Ivan Pavlovs savlende hunde

I et af de mest klassiske forsøg inden for neuroscience trænede den russiske neurolog Ivan Pavlov hunde til at forstå, at de ville få mad, når han fløjtede.

Efter lidt tid begyndte hundene derfor at savle, allerede når Pavlov fløjtede.

Pavlov beviste, at efter indlæring så begyndte hundene at savle kun ved lyden af fløjten, også selvom de ikke fik mad.

Denne opdagelse, senere kaldet Pavlonian conditioning, er også brugt inden for frygtforskning, hvor en frygtsom oplevelse – eksempelvis en høj lyd – blev parret med en lampe, der lyser.

Derefter udviser dyrene en adfærd, når lampen tænder, der ligner den, de udviser, når de forskrækkes med en høj lyd.

Parringen har gjort, at de forbinder lampen med den høje lyd og derfor bliver bange, lige så snart lampen tændes.

Hvor er minderne om skræmmende oplevelser gemt?

Et hold forskere ledet af Jun-Hyeong Cho fra University of California, Riverside, har netop brugt Pavlonian conditioning til at undersøge, hvor hukommelsen af, at lampen er farlig, gemmes i hjernen.

Hans tre studerende, Ji-Hye Lee, Woong Bin Kim og Eui Ho Park, har sammen stået i spidsen for et veludført forsøg, hvor de identificerer de specifikke nerveceller, der husker koblingen mellem lampen og den frygtfremkaldende, høje lyd.

Først brugte de en speciel teknik, hvorved de nerveceller, der blev aktiveret under forsøget, blev farvet røde. Så udsatte de musene for lampen, der lyste sammen med den høje lyd, og ledte efter ’røde’ nerveceller i hjernen.

De fandt, at det specielt var nerveceller i amygdala, hippocampus og den forreste del af hjernen, der var blevet farvet røde, når musene blev udsat for lampen og den høje lyd.

Derefter kunne de følge udviklingen af disse nerveceller, mens hukommelsen om lampe = høj lyd blev gemt i hjernen over de følgende dages forsøg.

Nervecellerne i den forreste del af hjernen ændrede sig ved at danne nye forbindelser til andre nerveceller, såkaldte nye synapser, i takt med at frygten blev gemt.

Amygdala og hippocampus er altså forbundet via den forreste del af hjernen, og alle tre områder er aktiveret i forbindelse med indlæringen af frygt.

Men frygten bliver ’gemt’ via dannelsen af nye forbindelser mellem nerveceller i den forreste del af hjernen.

Kan man aflære frygten?

Det virkeligt banebrydende var, at når de slukkede for de specifikke nerveceller, de tidligere havde fundet i den forreste del af hjerne, blev musene ikke længere bange, når lampen blev tændt (uden den reelle frygtpåvirkning var til stede).

Det påviser, at lige præcis disse nerveceller er helt nødvendige for at huske, at lampen og frygtpåvirkningen var parret. Frygten er altså gemt i disse specifikke nerveceller i den forreste del af hjernen

En af de mest effektive måder at overvinde frygt på er ved gentagne gange at blive eksponeret for den skræmmende oplevelse i et trygt miljø.

Hvis du gentagne gange udsætter dig selv for højder uden at være i reel fare, vil din hjerne aflære den farlige situation.

Når Jun-Hyeong Cho og hans hold lavede et lignende forsøg med musene, fandt de ud af, at de hjerneceller, som huskede frygten, blev mindre og mindre aktive, når musene blev udsat for lampens lys uden efterfølgende frygtpåvirkning.

De aflærte altså frygten igen.

Man skal huske, at forsøgene her er lavet på mus og ikke mennesker.

Men frygt er en af de mest basale følelsesmæssige reaktioner, og såvel amygdala, hippocampus, den forreste del af hjernen og deres forbindelser findes både i mus og mennesker.

Kan al frygt bare aflæres?

Det korte svar er njah. Det lange svar er lidt mere komplekst. Lad mig forklare.

Du kan til en vis grad selv kontrollere din frygt, for eksempel kan du tænke en situation igennem på forhånd for derved at blive mindre angst. Eller udsætte dig selv for højder, hvis du er højdeskræk som i eksemplet ovenfor.

Men i nogle tilfælde, som med post-traumatisk-stress-disorder (PTSD), er frygten så fastkodet i hjernen, at det er svært at kontrollere den reaktion, der kommer – selv i et trygt miljø.

Det gør det svært at aflære frygten igen ved hjælp af eksponering – frygten er for stor, stærk og fastgroet.

Ved svær angst og PTSD er der derfor ofte brug for mere end bare eksponering i trygge miljøer. Så hvad gør man så?

MDMA som terapi i Australien – følger Danmark trop?

Svaret er måske at tage stoffer. Vel at mærke under kontrollerede forhold. MDMA (også kaldet ecstasy) og det psykedeliske stof psilocybin har nemlig fornylig vist en gavnlig effekt.

Disse stoffer virker dels ved at reducere aktiviteten i amygdala, hvorved der skabes en mere tryg fornemmelse.

Derudover øger de hjernens mulighed for at rydde op i og danne nye synapser (kaldet neuroplasticitet).

Ved terapien er målet således at ændre forbindelserne mellem de nerveceller i den forreste del af hjernen, der husker de fastlåste parringer om frygt,.

Disse stoffer er endnu ikke godkendt til behandling af angst og PTSD herhjemme, men MDMA har netop gennemgået et større klinisk forsøg i USA med meget positive resultater og forventes at blive godkendt til behandling i USA i løbet af 2023.

Psilocybin (et naturligt forekommende stof fra svampe som spids nøgenhat, der vokser frit i Danmark, red.) har også vist positive resultater og er netop ved at blive testet i store, kliniske forsøg.

Og både MDMA og psilocybin er netop godkendt til al terapibehandling i Australien med start fra juli 2023.

Håbet er, at vi med disse stoffer kan øge effekten af terapi og hjælpe de mange, der kæmper med angst og PTSD.

Og hvis USA følger i Australiens fodspor, er det formentlig kun et spørgsmål om tid, før Danmark følger trop.