Sådan træner du dit dyr – videnskabeligt

»Sit,« siger hundeejeren til sin hund.

Hunden sætter sig. I samme sekund, dens bagdel rører jorden, lyder en klik-lyd, og ejeren giver hunden en godbid, som den tilfreds snupper. Lidt efter forsøger hundeejeren igen.

»Sit,« siger hun, men hunden bliver stående. Den lægger hovedet på skrå og ligner en, der forventer en godbid. Men den får hverken klik eller godbid, før den følger kommandoen.

Klikkertræning hedder metoden, der har vundet stort indpas hos dyreejere verden over. Den er baseret på indlæringsteori, og er det tætteste, man kommer på en videnskabeligt funderet træningsmetode.

»Klikkertræning er et redskab til meget præcist at markere over for dyret, hvad man vil have dyret til at gøre. Eller mere korrekt: Hvilken adfærd dyret skal vise for at opnå belønning,« siger lektor og ph.d. Dorte Bratbo Sørensen fra Københavns Universitet, ekspert i klikkertræning.

Baseret på indlæringsteori

Når man arbejder med klikkertræning, arbejder man ud fra videnskabeligt beviste indlæringsteorier. Metoden er nemlig baseret på, hvordan dyr lærer. »Klikkertræning kombinerer primært to principper: klassisk betingning og operant betingning,« forklarer Dorte Bratbo Sørensen.

Klassisk betingning er det, som fysiologen og adfærdsforskeren Pavlov beskrev med hans savlende hunde. Pavlovs hunde lærte at forbinde lyden af en klokke med, at der kom mad, og derfor savlede de ved lyden af klokken, uden at kunne lugte eller se mad. I klikkertræning bruger man dette princip, når dyrene skal lære, at lyden af klikkeren er lig med en godbid.

Operant betingning er lidt mere indviklet. Begrebet blev udviklet og forklaret af den amerikanske psykologiprofessor B.F. Skinner, der arbejdede med rotter. Operant betingning handler om, at en bestemt adfærd bliver koblet med adfærdens konsekvenser.

Der er fire slags konsekvenser:

Belønning

'Når en adfærd belønnes (eller forstærkes, som det også kaldes), vil sandsynligheden for, at dyret viser adfærden igen, øges. Der er to måder at belønne på:

Enten ved at give en godbid (også kaldet positiv forstærkning), altså sørge for at adfærden medfører noget godt - eller ved at fjerne et ubehag (negativ forstærkning). Træneren sørger for, at adfærdens konsekvens er, at noget ubehageligt går væk.

Straf

Når en adfærd straffes, vil sandsynligheden for at dyret vælger at udvise den adfærd igen, mindskes. enten ved at påføre ubehag (også kaldet positiv straf). Her påfører træneren dyret noget ubehageligt, når adfærden vises. eller ved at fjerne noget godt (negativ straf). Træneren fjerner noget godt, når dyret viser adfærden I klikkertræning arbejder man kun med den første og den sidste form for konsekvens: enten at give noget godt eller fjerne noget godt.

»Udviser dyret den adfærd, vi gerne vil have, klikker vi og belønner dermed, men reagerer dyret ikke, eller gør det noget forkert, får det ingen belønning. Og hvis det gør noget helt åndssvagt, kan vi godt finde på at gå,« siger Dorte Bratbo Sørensen.

Dyrene vælger selv at være med

Frivillighed er et af principperne for klikkertræning. Derfor kan det virke som en straf på dyrene, at deres trænere går fra dem. Man fjerner et gode, og bruger altså negativ straf.

»Vi tvinger ikke dyrene til at være med, men lader dem selv bestemme. Det er også en forklaring på, at klikkertræning fungerer så godt; dyrene finder ud af, at der er noget, de selv kan styre. Hvis de vil gå, kan de gå, og hvis de vil lege vores fjollede leg og tjene godbidder, kan de vælge det,« forklarer Dorte Bratbo Sørensen.

Tålmodighed og timing er en dyd

Vil man selv arbejde med klikkertræning, kræver det især to ting: tålmodighed og timing. »Når man skal lære dyret en bestemt adfærd, for eksempel at sætte sig, skal man bryde adfærden ned i helt små bidder,« forklarer Dorte Bratbo Sørensen.

»I begyndelsen skal dyret belønnes for bare at gå lidt ned i bagbenene, og så kan man langsomt kræve mere og mere - men det skal foregå så langsomt, at dyret dårligt bemærker, at man beder det om mere,« uddyber hun.

Også timingen er kritisk, når man arbejder med klikkeren. Bliver der ikke klikket på det rigtige tidspunkt, risikerer man, at dyret lærer noget andet end det, man ønsker.

»Når jeg holder kurser, træner kursisterne i at klikkertræne høns. Høns gør nemlig kun det, man klikker for. Vi havde en kursist, der var bange for at klikke for sent, og så klikkede hun lidt for tidligt i stedet. Det resulterede i, at hønen, der skulle hakke i en plade med næbet, stoppede sin hakken nogle millimeter før pladen,« siger Dorte Bratbo Sørensen.

Træners adfærd er også vigtig

Det er dog ikke kun dyrets adfærd, man skal være opmærksom på. For når man arbejder med klikkertræning, er det som udgangspunkt altid træneren, der begår fejl.

»Det vigtigste er, at man stopper sin træning, hvis dyret laver mere end to fejl - for så er der noget helt galt med den måde, man har sat sin træning op. I klikkertræning er det som udgangspunkt altid træneren, som gør noget forkert,« forklarer Dorte Bratbo Sørensen.

Hvorfor klikke og ikke straffe?

Har man haft med dyr at gøre, har man formentlig mødt mange mennesker, der mener, at dyr skal straffes til at reagere rigtigt. Vil hesten ikke gå, får den et klap i bagdelen og vil hunden ikke stoppe, får den et træk i halsbåndet.

Klikkertræning er nærmest omvendt, forklarer Dorte Bratbo Sørensen.

»Problemet med straf er, at det ikke anviser noget alternativ - det straffer den forkerte adfærd, men viser ikke, hvad dyret skal gøre i stedet. Klikkertræning viser, hvad vi vil have dyret til, og belønner det for adfærden,« siger hun.

»Et eksempel er en hund, der skal lære at gå pænt. Mange hiver i snoren, når hunden går for hurtigt, men gør intet, når den går pænt. Ved klikkertræning vil man i stedet klikke og give godbidder hele tiden, så længe hunden går pænt, og stoppe, når den går for hurtigt,« forklarer Dorte Bratbo Sørensen.

»Med tiden kan man lægge mere tid ind mellem godbidderne, men hunden har lært, at det er rart at gå pænt og være tæt på sin ejer. Og det er grundlaget for god træning,« slutter hun.