En DNA-test væltede Lydia Fairchilds liv omkuld, da den viste, at hun ikke var mor til sine egne børn. Uden at ane det kan vi alle bære rundt på DNA fra fremmede.
\ Automatisk oplæsning
Amerikanske Lydia Fairchild var 26 år gammel, da en DNA-test væltede hendes liv omkuld.
Hun og partneren Jamie Townsend var gået fra hinanden, og hun havde ansøgt om at få udbetalt sociale ydelser for at kunne forsørge sine to børn alene. Som en del af ansøgningsprocessen skulle parret gennemgå en rutinemæssig DNA-test for at fastslå, at Townsend vitterligt var faderen til børnene.
Kort tid efter blev Lydia Fairchild indkaldt til et møde med de sociale myndigheder. DNA-testen havde bekræftet, at Townsend var far til børnene. Til gengæld påstod myndighederne, at Lydia Fairchild ikke var moderen.
Først grinede hun lidt. Men hurtigt gik det op for hende, at det var alvor. Myndighederne troede ikke på, at hun var mor til de to børn, som hun vidste, at hun selv havde født.
»DNA er 100 procent fejlfrit, og det lyver ikke,« sagde en socialrådgiver til hende ifølge mediet Live Science.
»Så hvem er du?«
Vi er vant til, at DNA-tests kan fælde gerningsmænd og afsløre, hvem der er forældre til børn.
Den gængse opfattelse er, at vi hver især er udstyret med et helt unikt sæt arvemateriale – DNA - som vi er de eneste i verden, der bærer. En slags genetisk kode, som findes i alle celler i vores krop.
Men det er i stigende grad gået op for forskerne, at fortællingen om vores DNA ikke altid er så sort-hvid. Mange af os bærer rundt på bittesmå mængder af fremmed DNA i vores krop. Og i sjældne tilfælde kan hele kropsdele eller organer i vores krop være beboet af andre menneskers DNA, uden at vi aner det.
Forskerne kalder fænomenet for kimærisme med et udtryk, som de har lånt fra den græske mytologi. Her var en kimære et væsen, som var en blanding mellem en løve, en ged og en slange.
»I mange år afviste man, at fænomenet fandtes. Vi har en tendens til gerne at ville skære tingene ud i pap og lave simple kategorier. Men det er efterhånden gået op for os, at naturen og vores biologi er meget mere fascinerende end det,« siger epidemiolog Gitte Lindved Petersen, som forsker i fænomenet ved Steno Diabetes Center og Københavns Universitet.
I græsk mytologi er en kimære et blandingsvæsen, som består af en slange, en ged og en løve.
Biologer har lånt begrebet og bruger i dag kimærisme om mennesker (eller dyr), som bærer på to eller flere grupper af celler med forskelligt DNA.
Kimærisme er, når et individ har et større antal celler med fremmed DNA i kroppen. Definitionen er ikke helt fastlagt, men bærer man på omkring én procent fremmede celler eller mere, kaldes det typisk for kimærisme.
Langt fra alle med kimærisme vil være klar over, at de bærer på fremmede celler. Hos nogle vil der ikke være tydelige symptomer, hos andre vil det eksempelvis kunne vise sig ved to forskellige øjenfarver, to blodtyper eller pletter af hår eller hud med en anderledes farve.
Det kan også være bestemte organer eller lemmer, som er beboet af celler med fremmed DNA.
Det er uvist, hvor udbredt kimærisme er, men det er uden tvivl langt mere sjældent end mikrokimærisme.
Mikrokimærisme er, når et individ bærer på ganske få celler med DNA fra fremmede personer – typisk mindre end 1 procent af individets celler. Undersøger man 100.000 celler fra en person med mikrokimærisme vil det ofte kun være nogle få celler, som er fremmede.
Mikrokimærisme er langt mere udbredt end kimærisme. Studier anslår eksempelvis, at 70 procent af midaldrende danske kvinder bærer på fremmede celler fra mænd.
Mikrokimærisme giver ikke umiddelbart nogen symptomer – ligesom kimærisme kan gøre det – og det kræver specialiserede undersøgelser at finde de ganske få fremmede celler. Nogle undersøgelser indikerer dog, at mikrokimærismen kan have betydning for vores helbred.
Kunstig kimærisme er, når en person får transplanteret fremmede organer eller modtager blod eller andre typer af celler fra fremmede mennesker ved et medicinsk indgreb.
Kilde: Gitte Lindved Petersen
For Lydia Fairchild var resultatet af hendes DNA-test begyndelsen på et længerevarende mareridt.
I første omgang blev hun mistænkt for at ville snyde de sociale myndigheder og opfinde to børn for at tjene penge på dem. Efterforskningen afslørede imidlertid hurtigt, at de to børn rent faktisk boede hjemme hos hende.
Men kunne hun have kidnappet dem? Eller kunne hun være en rugemor, som havde stjålet en anden kvindes børn?
»Hun blev anklaget for alt muligt og fik en sag på halsen,« fortæller Gitte Lindved Petersen, som har nærlæst Lydia Fairchilds historie.
»Hun prøvede desperat at bevise, at det var hendes egne børn og fandt billeder af sig selv som gravid og fik faderen og en fødselslæge til at bevidne, at de havde været med til fødslen.«
Efter flere høringer i retten, frygtede Lydia Fairchild, at hendes børn ville blive taget fra hende.
»Hver eneste dag følte jeg det, som om det ville være sidste dag jeg så dem,« fortæller hun i et boguddrag, som er publiceret hos Live Science.
»Jeg ringede til hver eneste advokat i telefonbogen. Ingen af dem troede på mig. Det var mit ord mod DNA. Det var mig mod alle andre.«
Mens sagen kørte, var Lydia Fairchild gravid med sit tredje barn.
En dommer besluttede, at en observatør skulle være til stede ved fødslen og bevidne, at en DNA-prøve blev taget fra barnet lige efter fødslen.
Prøven viste endnu en gang det samme uforståelige resultat. Fairchild var ikke mor til sit eget barn. I hvert fald ikke genetisk set.
Lydia Fairchilds moderskabssag udspillede sig i begyndelsen af 00’erne, men en ny bog har sat fornyet fokus på hendes historie – og på det faktum, at vi alle sammen i mere eller mindre grad kan bære rundt på andre menneskers DNA. Som små blinde passagerer i vores krop.
Når vi bærer på bittesmå mængder af fremmede menneskers DNA, kalder forskerne fænomenet for mikrokimærisme, og det er netop temaet på en forskningskonference i Østrig i denne uge, som Gitte Lindved Petersen er med til at arrangere.
»Jo mere vi forsker i fænomenet, des mere normalt ser det ud til at være at bære rundt på celler med DNA fra andre mennesker,« fortæller Gitte Lindved Petersen.
»For de fleste af os handler det kun om nogle enkelte fremmede celler for hver 100.000 af vores egne celler. Men i meget sjældne tilfælde kan der være større mængder af fremmede celler, som bebor vores krop. Ligesom i Lydia Fairchilds tilfælde.«
Efter fødslen af sit tredje barn lykkedes det endelig Lydia Fairchild at finde en advokat, som ville tage hendes sag.
Advokaten hørte om en usædvanlig sag i Boston, som fik ham til at spekulere over, om noget lignende kunne være tilfældet Lydia Fairchilds sag.
I Boston havde en kvinde ved navn Karen Keegan brug for en nyretransplantation. Derfor gennemgik hun og hendes sønner genetiske tests for at se, om børnene kunne donere en nyre til deres mor. Prøven afslørede imidlertid, at Karen Keegan – genetisk set – ikke kunne være mor til sine to sønner.
DNA-testen kom naturligt nok som et chok, men mysteriet blev løst, da læger i Boston fandt ud af, at Karen Keegan genetisk set var kimære. DNA'et i hendes blodceller var forskelligt fra DNA, som kom fra andre typer væv i hendes krop, skrev lægerne i et videnskabeligt studie.
Advokaten kontaktede nu de samme læger i Boston og bad dem om at undersøge Lydia Fairchild.
»Holdet i Boston tog Lydia Fairchild under luppen og tog prøver af hendes blod, hår, spyt og lignende. Men ingen af prøverne matchede hendes børns DNA,« fortæller Gitte Lindved Petersen.
»Til sidst fandt de på at tage en prøve fra hendes livmoderhals. Og pludselig havde de et match. I DNA’et fra livmoderhalsen var hun endelig mor til sine egne børn.«
Holdet i Boston nåede frem til en lettere spektakulær konklusion. Deres teori lød, at Lydia Fairchild oprindeligt havde været tveægget tvilling.
Men inde i moderens mave var den ene tvilling gået til grunde tidligt i graviditeten. Og i et tidligt fosterstadie optog Lydia Fairchild rester af sin tvillingesøster og indlejrede dem i sin egen krop.
»Hun er delvist sin ufødte tvilling uden at vide det,« forklarer Gitte Lindved Petersen.
»Den ufødte søster sidder tilfældigvis i Lydia Fairchilds reproduktive organer, så når hun får børn, bliver børnene genetisk set til hendes søsters børn.«
For Lydia Fairchild blev lægernes konklusion afslutningen på kampen mod myndighederne, som endelig troede på, at hun hverken havde stjålet eller opfundet sine børn.
Men spørgsmålet er, hvordan sagen kunne være endt, hvis ikke advokaten havde hørt om Karen Keegans sag.
»Den slags sager er usædvanlige og spektakulære, men de har været med til at åbne folks øjne for, at fænomenet overhovedet findes,« siger Mads Kamper-Jørgensen, som var den første forsker i Danmark, der begyndte at beskæftige sig med mikrokimærisme.
»Mange opfatter det stadig som mærkværdigt – måske lidt science fiction-agtigt – at vi kan bære rundt på fremmede celler. Forskningsmæssigt havde feltet også svært ved at vinde gehør i starten, og det tror jeg sådan set stadig, det har,« tilføjer epidemiologen, som ikke længere beskæftiger sig med feltet.
Det er umuligt at vide, hvor mange der ligesom Lydia Fairchild og Karen Keegan er så udprægede eksempler på kimærisme, at deres børn genetisk set ikke matcher dem.
Nogle opdager formentlig aldrig, at deres genetik ikke matcher deres børns. Andre ender måske med at tro, at de slet ikke er børn eller forældre til hinanden.
Et videnskabeligt studie fra 2017 beskriver eksempelvis en sag, hvor en amerikansk far ville sagsøge en fertilitetsklinik, fordi en DNA-test afviste, at han var far til sit barn. Faderen beskyldte fertilitetsklinikken for at have forvekslet hans sæd med en andens sæd.
Hele sagen endte med at vise, at faderen havde kimærisme, og teorien lød ligesom i Lydia Fairchilds tilfælde, at han engang tidligt i fosterstadiet havde mistet sin tvilling og inkorporeret resterne af broderen i sin egen krop.
Forskerne bag studiet om faderskabs-sagen påpeger, at »en af de mest betydningsfulde konsekvenser« af studiet er, at det gør opmærksom på, at der potentielt kan findes sager, hvor traditionelle faderskabstests har taget fejl:
Hvis en DNA-test har udelukket, at folk er forældre til deres børn, kan det potentielt skyldes, at forældrene – uden at vide det – er kimærer og dermed bærer rundt på flere sæt DNA.
Selvom den slags sager formentlig er uhyre sjældne, er det i de senere år gået op for forskerne, at det er helt almindeligt at bære rundt på en lillebitte andel af celler med DNA fra andre mennesker.
I et studie fra 2025 finder danske forskere eksempelvis, at 71 procent af 766 midaldrende danske kvinder bærer rundt på et lille mindretal af celler, som stammer fra mænd – og som altså indeholder et mandligt Y-kromosom.
Den amerikanske singer-songwriter Taylor Muhl, der ses på billedet herover, har åbent stået frem og fortalt om sin kimærisme. Tidligt i fosterstadiet absorberede hun ifølge lægerne sin egen tvilling og bærer søsterens DNA. Det ses blandt andet ved den anderledes hudfarve på maven.
I de fleste tilfælde stammer de fremmede celler hos kvinderne ikke nødvendigvis fra en ufødt tvilling som i Lydia Fairchilds tilfælde.
Den formentlig mest udbredte måde, hvorpå mikro-kimærisme kan opstå, er under en graviditet, hvor mor og barn udveksler celler med hinanden.
»Man har vidst i mange år, at mor og barn udvekslede celler og DNA under graviditeten. Det sker i alle graviditeter,« forklarer Gitte Lindved Petersen.
»Men førhen troede man, at immunforsvaret ryddede op efter en graviditet og rensede moderens krop for barnets celler. Men man har fundet ud af, at sådan er det slet ikke. Barnets celler kan blive i kroppen i årevis. De kan flyde rundt i blodet eller sætte sig i organerne og begynde at varetage funktioner.«
»Så de kan blive en del af os selv, selv om de genetisk set er en anden person.«
Forskerne finder imidlertid også spor efter fremmede, mandlige passagerer i kroppen på helt unge piger, som aldrig har været gravide.
En dansk undersøgelse fra 2015 tester eksempelvis 10-15-årige piger og finder, at 21 ud af 154 piger (14 procent) i undersøgelsen bærer rundt på en smule celler med et mandligt Y-kromosom - altså celler fra en fremmed mand.
»Mikrokimærisme er nemmest at påvise i kvinder, fordi de biologisk set ikke bør bære rundt på mandlige Y-kromosomer. Så de mandlige celler er nemme at påvise i kvinder,« forklarer Mads Kamper-Jørgensen, som er projektleder på Steno Diabetes Center i København og forfatter til studiet fra 2015.
»Fænomenet findes selvfølgelig også i mænd, men analysemetoden til at påvise det hos mænd er mere krævende og dyr.«
Hos de unge piger vil cellerne med de mandlige Y-kromosomer ifølge forskerne typisk skyldes, at pigerne inde i deres mors mave kan have modtaget celler fra moderens tidligere graviditet med drengebørn.
På den måde kan vi altså potentielt også bære rundt på vores søskendes DNA - eller DNA fra et barn, som vores mor måske endte med at miste i en abort, forklarer Gitte Lindved Petersen.
»Men der findes samtidig en mere kulørt teori om, at kvinder også kan få overført mandlige celler ved sex – gennem sæden. Det er kun en hypotese, men vi kan ikke afvise, at det kan lade sig gøre,« siger hun.
Selvom det måske kan virke ligegyldigt, hvorvidt vi bærer på ganske få celler fra fremmede eller ej, er der efterhånden forskning, som tyder på, at den lillebitte smule fremmed DNA formentlig kan have betydning for vores helbred.
Det kan du læse mere om i kommende artikler på Videnskab.dk. Hvis du ikke vil risikere at misse de opfølgende artikler om mikrokimærisme, kan du med fordel tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev og modtage artiklerne direkte i din indbakke.
Disputed Maternity Leading to Identification of Tetragametic Chimerism, 2002, New England Journal of Medicine
Microchimerism of male origin in a cohort of Danish girls, Chimerism, 2015
A case of chimerism-induced paternity confusion: what ART practitioners can do to prevent future calamity for families, Journal of Assisted Reproduction Genetics, 2017
Hjælp os med at gøre Hudlægens Bord bedre!
Fortæl os, hvad du gerne vil høre om i podcasten - og hvad der fungerer i reels om hud på sociale medier.
